Part Of Me (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2012
  • Opdateret: 21 okt. 2012
  • Status: Færdig
Rose er pigen som interesserer sig for at tage billeder. Massere af billeder. Af alt hvad hun finder inspirerende, smukt og flot, eller bare noget hvor hun finder det passende at, tage billeder af det. Hver dag, alle dage på året, går hun ud og tager billeder. Hver dag er der altid nye og spændene ting, hun bare må have et billede af. Det er hendes fritid hun bruger på det, i stedet for at være sammen med veninder. Hun er ikke udstødt på den måde, men holder sig mere til sig selv. Og hvad hun nu elsker at fortage sig. Så, kameraet er hendes bedste ven.
Der plejer aldrig at være de store problemer, når hun sådan tager billeder. Men hvad sker der så, når hun en dag, bliver stemplet som en stalker, af nogle helt random drenge, da hun tog billeder af dem? Hvad sker der, når de pludselig får den latterlige ide om, at løbe efter hende? *Novellen er beregnet til teenager, så vær forberedt på ting som virker lidt grænseoverskridende for yngre. Så er i advaret selvom det ikke er så værst endda*

746Likes
700Kommentarer
193868Visninger
AA

6. A simple thing, can destroy a hole dinner

Dagene gik. Det blev som en selvfølge at være sammen med de fem, lalleglade drenge. De var nok de sjoveste, bedste venner, jeg længe havde haft! Det var helt mærkeligt… jeg havde jo først mødt dem her om sommeren. Og alligevel, fik de mig til at føle det hele som om, at sommeren var skiftet ud med altid. Altså, at vi havde kendt hinanden altid. Jeg havde efterhånden lært, at de havde noget af et forhold. Bromance, som de kaldte det. Hvilket jeg apropos, lo enormt meget af, da de fortalte mig navnet på dét. De alle var så søde imod mig. Efterhånden var det nærmest som om, at jeg boede hjemme hos dem, hvis ikke omvendt. Drengene boede i samme lejlighed, eller ikke dem alle sammen, da det ville blive lidt trængt med senge. Eller, det sagde de i hvert fald. Jeg kunne sagtens få dem alle sammen pressen ind med senge, i Harrys og Louis’ lejlighed. Så ja, Harry og Louis boede sammen i en lejlighed, det var den jeg havde været inde i da vi første dag skulle være sammen. Også boede de andre drenge i nærheden. Det at drengene var så søde, imødekommende og flinke over for mig, var nærmest for godt til at være sandt. Det var helt uvirkeligt, at jeg pludselig, efter at lukket mig ude fra vennekredsen i klassen, skulle have chancen af at få sådan et par fem søde venner.

Jeg sukkede, da jeg tænkte på drengene. Som dagens ting, var jeg ude og tage billeder. I dag skulle jeg ikke være sammen med drengene, da de skulle et eller andet. Spørg mig sørme ikke, hvad de skulle. Men det var fair nok. Jeg havde heller ikke, taget så mange billeder som jeg plejede. Så en del havde jeg at indhente. Dagens vejr var overskyet, og en chance for skybrud var lovet. Sikke noget pis. Men de var varmt alligevel. Så jeg havde iført mig et par halvanden lange jeans i sorte. En løs cream farvet bluse, med sommerfugle ærmer som gik ned over skulderen. Og til sidst et gråligt tørklæde, og lidt smykker her og der. Intet specielt. Da Bobo skulle ud og luften alligevel, havde jeg taget ham med. Mine forældre arbejdede stadig, ligesom sidst.

Parken var jo stor, og massere af mennesker. Så det blev der hvor jeg gik hen, med Bobo i snor ved min side. Mine sorte kilehæle, klikkede mod fliserne i takt med Bobo’s poter, ramte det. Så det lød enormt sjovt. Det synes han vidst også, for han dansede nærmest til rytmen, vi til sammen lavede. Jeg ved jeg siger det tit, og i må snart sige det samme…: Skøre hund!

Da vi nåede parkens anden indgang, slap jeg Bobo løs. Han løb ind i parken, med mig i hælende der smilede som en gal. Nogen kiggede efter os, men det var ikke uden smil. Det var da altid noget, at vi til sammen kunne påfører glæde… ”Bobo, nej!” råbte jeg hurtigt. Han løb direkte hen imod springvandet, der var i midten af parken. Jeg satte tempoet op, og var pludselig glad for, at jeg var ekspert i at løbe i højehæle. Hunden stoppede dog selvfølgelig ikke, da jeg kaldte på ham. Nej, tro mig, han løb bare videre imod springvandet, med tungen hængene ud af munden. Hvor provokerende…

”Bobo!” kaldte jeg højt, og piftede efter ham. Han vendte hoved om, imens han stadig løb, og smilede nærmest kækt til mig. Jeg lavede store øjne, og skulede til ham med et vredt blik. ”Stop. Nu!” forlangte jeg bestemt, imens vi løb. Imens tungen hang ud af munden på ham, rystede han nærmest på hoved. Og med et, vendte han hoved. Til min forskrækkelse var vi allerede et lille stykke væk, fra det enorme springvand. Adrenalinen løb som energi, igennem blodet på mig, og det eneste jeg havde øje for var den lille pelsklump, som hoppede op i det flotte springvand. Folk vendte sig om og gloede sjovt, på den lille hvide klump, der tilfredst svømmede rundt i det blanke vand. Da den kiggede på mig, sværger jeg, at mine øjne kunne tyde noget lignende af en glad og tilfredst sejre, i blikket på den lille hund.  Opgivende og sukkende, gik jeg helt hen til kanten og kiggede ned på den levende pelsklump.

”Tilfreds? Du fik din vilje, ja. Op med dig, Basse,” sagde jeg til ham, og så strengt på ham. Og så irriterende han var, svømmede han bare længere ind på midten. ”Kom her!” lokkede jeg sødt. Hunden fnyste nærmest, og blev stædigt hvor han var. Små latter var omkring mig. Forsigtigt lod jeg blikket glide rundt omkring. Folk var samlet sig omkring springvandet, og lidt væk fra det, og kiggede nysgerrigt og smilende på hele sceneriget. Trætheden var over mig, og fjernede den lille irritation. Det var godt nok trættende, at Bobo skulle gøre sådan. Men ikke nok med det. Så skulle vi også have publikum, hvilket bare tilfredsstillede ham endnu mere. Den hund, har et alt for godt liv…

”Okay, hvis det er på den måde,” sagde jeg til Bobo, og så irriteret på ham. Folk fulgte mine bevægelser nøje, da jeg lagde min taske med alle tingene i, på bænken foran springvandet. Skoende tog jeg af, og stillede pænt ved siden af. Ved at tage af ved springvandets kant, fik jeg hoppet op i det. Den køligere væske, fik hårene til at rejse sig, på huden af mig. Med langsomme bevægelser, gik jeg hen imod Bobo. Han fulgte mine bevægelser, sammen med resten af publikum, og var nærmest klar til at springe op på mig med vand. Hvilket fik mig til at være lykkelig over, at mine bukser var halvanden lange!

Da jeg nåede over til Bobo, skete det som jeg frygtede. Han dykkede ned, satte af fra bunden, og sprang op i favnen på mig. Alt vandet sprøjtede op til siderne, folk skreg i forskrækkelse, og jeg grinte bare. Smilende og grinende, kiggede jeg ned på den lille pelsklump som så helt fordrukken ud, med alt det våde pels.

”Så, var det dagens show, eller har du flere i ærmet?” spurgte jeg Bobo. Jeg fik tunget i ansigtet som svar. Latter og smil, var hvad der omringede os. ”Det tager jeg som et ja,” mumlede jeg, og gik tilbage til kanten, med en stille og tilfreds Bobo i armene. Som jeg sagde før; Den hund har et alt for godt liv.

”Så, bliv siddende, Basse!” sagde jeg bestemt til ham, da han blev pladseret på bænken med tingene. Han gøede bare glad. Jeg rystede på hoved, og tog mine sko på igen, velvidnet om at folk stadig smugkiggede på os begge. Eller nok mere mig. Mine bukser var helt våde, og min bluse var heller ikke for tør. Fødderne var jo også våde, så jeg tog mit tørklæde af, og brugte det som håndklæde. Det var alligevel slidt, og skulle smides ud… Da jeg havde tørt Bobo’s hoved med det, smed jeg det ellers ud i skraldespanden. Mine kilehæle havde jeg fået på, og snoren var taget på Bobo. Han havde utilfredst fnyset, og jeg rullede med øjne. ”Du var selv uden om det!” sagde jeg bare, til den top fornærmet hund.

***

Med vådt tøj, gik jeg videre rundt i parken. Håbet om at det nok skulle tørre i vejrets varme, var der. Jeg kunne umuligt blive syg, når det var så varmt! Desuden, så frøs jeg ikke. Det gjorde Bobo hvis heller ikke, for hans pels var da tør for længst. Han løb glad rundt, nu i fri snor. Jeg kastede en pind til ham, som han rasede efter. Imens, tog jeg billeder af lidt af hvert. Også af ham. Pludselig, da jeg så ind i kameraets forstørrelsesglas, ramte jeg en bekendt skikkelse. Det var Liam! Han gik sammen med en krølhåret pige, som grinede og smilede. Sikkert af nogen af hans jokes. Jeg smilede ved tanken. Jeg besluttede mig for, at lade ham og pigen være, og ledte efter et nyt sted at finde noget interessant. Det fandt jeg også. Oppe i luften, sværmede der hjerteballoner i alle verdens farver, afsted op imod den frie luft. Jeg smilede. Helt sikkert dedikeret til en kæreste, hvis ikke kone.

Det blev der taget en masse billeder af, med de rigtige funktioner selvfølgelig. Glæden boblede inden i mig, og jeg havde det næsten som om, jeg kunne flyve hver et øjeblik. Op til ballonerne, samme vej som de skulle. Flyve i det fri, med en fantastisk udsigt over det store, flotte London. Byen, som var elsket af mange boende og turister. Inkluderet mig selv. Sådan som jeg kiggede op i himlen på de flyvende hjerte, sprang der pludselig en op af mit ben. Jeg hvinede forskrækket, og rettede med det samme, blikket ned. Det var Bobo, det kunne jeg have sagt mig selv. men selv om det, kunne jeg ikke undertrykke lettelsen, der glattede det hele ud. En rædsel havde været der, ved tanken om, det kunne være et andet dyr. Idk.

”Hva’ så Basse?” spurgte jeg glad, og luftede ham om. Velvidnet om, at jeg ville få slik i ansigtet. Men mere lige glad, kunne jeg ikke være. Glæden ved at tage billeder, var så overvældene, at intet kunne slå den ud af kroppen. Sommerens tid, gjorde det endnu bedre, at bevare den. Slikkene kom som forventet. Det kilede enormt meget, og jeg glemte fuldstændig det våde tøj, jeg stadig gik rundt i. Tanken strejfede mig, at Bobo nok ville videre. Så han blev sat ned, taget i snor selvom han fnyste endnu engang fornærmet.

”Åh hold op. Du opfører dig som en tøs,” mumlede jeg, og kunne ikke lade hver med at rulle grinene med øjne. Endnu mere fornærmet, blev han selvfølgelig. Jeg hev ham med ud, fra græsområdet, og ud på hovedstigen. Imens vi gik, fik jeg fisket mine solbriller op af lommen. Solen var nemlig kommet frem, og blændede mig nærmest. Jeg nynnede glad og muntert, imens gik fulgte efter Bobo, som ivrigt gik afsted. Glæden smittede vidst af på ham, for han glemte helt at være fornærmet, og gik i stedet stille og roligt – i mit tempo- ved min venstre side. Ja, jeg var venstrehåndet, hvilket var grunden til sidens valg. Synes bare lige, i skulle have den detalje med…

”Rose, hej!”

Jeg kiggede mere opmærksomt igennem glasset, og så Liam og pigen. Han vinkede ivrigt, med et stort smil plantet om læberne. Hvis mit smil kunne laves støre, skete det lige. Jeg vinkede tilbage med den frie hånd. Jeg lod mig mødes med dem, på midten af vores gang, med et imødekommende smil over for pigen.

”Hej Liam, og…”

Jeg smilede undskyldende til pigen, som grinede let. Liam smilede sjovt til mig, og puffede til mig. ”Det er Danielle. Min kæreste, som jeg fortalte om,” sagde han, med nok det største smil nogen sinde. Jeg lavede et når… udtryk, og rettede min opmærksomhed mod Danielle. ”Hej Danielle. Jeg er Rose,” hilste jeg. Snoren med en livlig Bobo, tog jeg over i højre, og rakte venstre frem imod hende. Hun stivnede i et. ”Rose? Som i den Rose drengene mødte foran lejlighederne, og tog billeder af hende?” spurgte hun. Jeg nikkede nervøst, lidt skræmt over hvad hun mon ville sige med det. Som det jeg mindst forventede, smilede hun stort, og trak mig ind i et kram. Jeg lagde overrasket armene om hende, og så forvirret hen på Liam. Han grinede bare stort.

”Ej undskyld, hvor anmassende! Men Liam og de andre, har bare fortalt så meget om dig!” undskyldte hun, forlegent da hun trak sig. ”Så det er næsten som om, jeg allerede kender dig.” Jeg lo, da jeg så Liams forlegne blik, da hun nævnte det. Hun grinte med, og smilede atter af Liams grimasse. ”Dani, det var ikke lige det, man skulle sige…” mumlede han, og kløede sig – tydeligvis pinlig berørt- i håret. En vane, som jeg efterhånden havde lagt mærke til, han gjorde når pinlige eller akavet ting skete. Eller bare, når han blev nervøs.

”Jo det var da Liam! Det er da en god ting,” vedblev Danielle, og blinkede sjovt til mig. ”Rose, hvordan er du egentlig blevet så våd?” spurgte Liam, som et hurtigt emne skift. Jeg grinte stille af ham, rystede på hoved, og tog Bobo op i armene. Som tydeligvis gerne ville have noget opmærksomhed. ”Jo ser i. Det er begrund af min skøre hund, der ikke ville hoppe ud af springvandet her i parken,” svarede jeg, som var det en vanesag. Danielle lyste op da hun så Bobo. ”Den lille skabning? Det kunne jeg lige forstille mig,” fortalte hun, og stak hånden frem for at ae ham. Han slikkede hendes hånd, så hun fniste svagt. ”Åh, endnu mere ballade med ham,” lo Liam, da jeg fortalte om hele sceneriget. Jeg nikkede, og sukkede inden jeg kyssede Bobo’s snude. Han fnyste.

”Tja, hvad kan jeg sige? Han er en skør hund, som har et alt for godt liv og ejer, til at blive skældt ud,” sagde jeg, og kløede den omtalte bag øret. ”Ja, det har han sørme,” fniste Danielle. ”Men hvorfor tager du egentlig ikke hjem, og får noget tørt tøj på?” udspurgte Liam, og tilføjede bekymret ”Du bliver syg.” Jeg rystede på hoved. ”Nop, jeg fryser ikke. Og desuden, så har jeg noget at indhente,” svarede jeg, og viftede med kameraet om halsen. ”Jamen..-”

”Liam, lad hende nu bare være,” sukkede Danielle, og lagde armen rundt om hans talje. ”Hun har sin egen vilje, du bestemmer ikke over hende.” Jeg sendte hende et taknemmeligt blik, som hun gengældte med et glad et. Vi begge vidste vidst godt, at han tit gerne ville tage den voksne og ansvarlige plads. Men jeg måtte vel selv om det..?

”Okay,” sukkede Liam igen, og smilede undskyldende til mig. ”Men vil du så ikke med hen og have frokost så?” Jeg så spørgende på dem begge, mest på Danielle for at se, om hun ville det. Hun smilede stort, og nikkede ivrigt. Jeg lod et smil titte frem, og sagde tøvende ja. ”Men nu er det kun fordi, i er så søde…” Danielle grinte tilfredst, og stak armen ind under Liams. ”Så kom! Jeg kender en rigtig god cafe,” sagde Liam, med et glædes smil. Med Bobo i mine arme, Danielle på min højre side, gik vi alle igennem parken.

***

”Min bror han er også i Paris her for tiden. Og selvfølgelig er de min drømmeby,” sukkede jeg, og Danielle så medfølende på mig. ”Ja, Paris er fantastisk, det kan jeg rolig sige! Jeg har været der flere gange, og det bliver bedre og bedre!” sagde hun, og sukkede i længsel sammen med mig. Cafeen vi alle tre sad på, var en inde i parken. Så langt inde, at jeg aldrig havde lagt mærke til den. Men i hvert fald, så var den hyggelig, men ikke så bemandet. Hvilket ifølge de andre to, gjorde den til det mest hyggelige sted, i området. Jeg havde kigget lidt på dem, men så nikket. Hvis de godt ville sidde et sted, med lidt mennesker, var det da helt fint. Jeg selv, havde ikke noget imod lidt larm og mennesker, men elskede da også fredelige, og mindre bemandet, steder. Ingen tvivl om det. Fred for meget larm, var da også dejligt. Men den måde de fortalte det på… det lød lidt som om, de nærmest ville gemme sig. Som om de var bange for, at være imellem for mange mennesker, hvis, i forstår. Hvilket var grunden til, at jeg kiggede lidt på dem, men lod det ligge.

”Hvad er det, der er med piger og Paris?” sukkede Liam, dumt men sjovt. Danielle og jeg, rullede sammentidigt med øjne af ham. ”Behøver vi overhoved at svare?” spurgte jeg smilende, og kiggede på ham med et hævet øjenbryn. Han rystede på hoved. Jeg kunne ikke lade hver med at grine, da Liam så overrasket på Danielle, der puffede ham ved skulderen. Jeg måtte indrømme: De var enorm søde sammen, de to turtelduer!

”Men Rose, Liam fortalte at du elsker at tage billeder?” sagde Danielle, og så smilende på mig. Jeg skulede til Liam. Han mimede et ”Sorry”, som jeg irriteret himlede med øjne af. Han kunne selvfølgelig ikke holde mund… men nu var det også hans kæreste. Som også var enorm sød, venlig og virkede ret så trofast. Så, jeg lod det ligge, selvom jeg normalt ville flippe helt ud af mit gode skind. Uf, nu lyder jeg helt som min mormor… arg, en dårlig ting- en virkelig dårlig ting.

”Ja? Men det er også rigtigt, det gør jeg,” svarede jeg smilende, og nikkede hen imod mit kamera, jeg havde stillet ved min side. Næsten som min sidemand, da vi sad ved et firmandsbord, og vi var jo kun tre. Så kameraet fik særbehandling. Sammen med Bobo, som havde fået et tæppe at ligge på, på den fletstol der stod ved min venstre side. ”Må jeg ikke prøve at se nogen af dem?” spurgte Danielle sødt, og virkede meget opsat. Jeg klemte et grin indenbords, og nikkede. Endnu en ting, som jeg normalt ikke ville gøre. Men hun havde noget over sig… som fik mig til at åbne endnu mere op, end jeg i forvejen gjorde med drengene. Jeg tog fat i kameraet, tændte det, og rakte hende det efter at havet trykket ind på kamera album. Hende og Liam kiggede på det, som var det det mest interessante i hele verden. Et stort smil, bredte sig på mine læber, hvor efter jeg indtog de sidste bidder af min sandwich. Imens, holdte jeg øje med Bobo, som så bedene på min sandwich. Jeg sukkede.

”Så lad da gå,” mumlede jeg til ham, og stak den sidste bid, ned til ham. I to hurtige huk, da sandwichresten væk, og min hånd blev slikket af, efter hver eneste krumme. Jeg fnes lavt, og kørte den våde hånd, hen over hoved på ham. Han smilede hundesmilet, som smittede. Jeg trak nussede ham bag øret med venstre hånd, imens jeg tog en tår af min cola. Blikket havde ikke før ligget på det kærestepar, der sad og tjekkede mine billeder ud. Ikke før jeg tog en tår af min cola, og lod det ligge på dem. Deres ansigtudtrygge, var ret… sære.  Hvis, i kender den måde, en klovns øjenbryn, sidder på? I ved, helt oppe i panden? Sådan sad deres begges, hvis ikke lidt lavere eller højere. Deres øjne var helt opspærret, og deres munde til åbne. Aldrig havde jeg et udtryk som deres. Det var som sagt ret sært, men også utroligt morsomt at se. Jeg fnes lidt, og deres blikke gled op på mig. De borede sig nærmes brændende, ind i mine. Seriøse, forundret og overrasket. Jeg blinkede lidt med øjne, og så forvirret fra den ene til den anden.

”Hvad?” udbrød jeg, helt lost. ”Kan i lide dem, eller..?” Danielle så ud som om, hun skulle til at springe op af stolen. Liam var bare… ja… mere fast sat, hvis jeg skal sige det virkelig ondsvagt. ”Rose, du er jo virkelig fantastisk til at tage billeder! Det kunne lige så godt være en mester fotograf, der havde taget alle de billeder!” fastslog Danielle seriøst, men smilede til mig. Mine kinder blev varme. Positivt ros og bemærkninger, havde jeg altid haft svært ved at forholde mig til. Det endte for det meste med – som her – at få mig til at rødme genert. ”Ej, det er ingen ting,” undveg jeg, med et vift med hånden. ”Jo det er, du er skide god!” sagde Liam bestemt, med et stort smil. Jeg sukkede, og mumlede noget ubetydeligt. Samtalen fik jeg drejet over på noget andet, så det ikke handlede om min hobby, eller hvad jeg nu skulle kalde det. Midt i samtalen, ringede Liams telefon. Det var vidst en af drengene, og han smuttede lidt væk, for ikke at forstyrre os andre to. Danielle kiggede smilende på mig, og jeg smilede selvfølgelig tilbage.

”Men hvad arbejder du så med?” spurgte jeg interesseret. Jeg vidste at hun var der ved Liams alder, aka 18 år. Så at hun havde et job, var nok det mest indlysende når hun også var flyttet hjemmefra. ”Jeg er danser,” svarede hun smilende. ”Det er bland andet derfor, jeg har været i Paris så mange gange. Jeg danser for en flok kendte, og er med på deres tour’er og koncerter rundt omkring i verden,” forsatte hun, med at fortælle. Jeg lyttede interesseret med, og spærrede øjne op. ”Ej hvor fedt!” udbrød jeg henrykt. ”Gid jeg havde et job, hvor jeg også kom ud i verden… Min mor vil ikke engang have, at jeg får et!” forsatte jeg, og sank trist mulen. Danielle grinte af mig, og rystede på hoved. ”Se det, er hvad jeg kalder for uretfærdig behandling,” fastslog hun. Jeg nikkede hurtigt. ”Men hvem danser du egentlig for?” spurgte jeg nysgerrigt. Hun så tænkende på mig. ”Jessie J, LMFAO, Pixie Lott, Taio Cruz, Leona Lewis, JLS og Kylie Minogue,” remsede hun op. Jeg lyste op. ”Seriøst? Det bliver da bare federe og federe! Jeg elsker Jessie J, hun har sådan en vild stemme!” Danielle nikkede ivrigt, og fortalte mig historier om de shows, hun havde været med til, hvor noget sjovt var sket. En gang var hun blevet nød til, at gribe Kylie Minogue, da hun var ved at skvatte i hendes egen kjole. Ups. Og noget som den historie, fik jeg da grint af.

Da Liam kom tilbage fra de enorm lange telefonopkald, så han undskyldende på os. ”Sorry, det var bare Niall der ringede. Noget med et problem omkring køleskabet,” undskyldte han. Jeg smilede bare til ham, og nikkede som tegn på, at det var okay. Det modsatte som Danielle gjorde. Hun så skeptisk på ham, med smalle øjne. Liam undgik bevidst hendes blik, og så bare på mig med et smil. Jeg synes det var lidt syn for Danielle, at han var sådan. Men jeg ville ikke lige blande mig, på det punkt… ”Er du nu helt sikker på det?” spurgte hun, stadig med det mistænksomme blik. Først nu, kiggede Liam på hende. ”Det var ikke noget med ba..-”

”Nej, det er ikke noget med baren,” afbrød Liam hende, og sendte mig et undskyldende smil. ”Dani, kan vi lige snakke sammen?” Hun så mærkeligt, sært og totalt forvirret på ham. ”Ja… Rose, vi kommer om to sekunder,” sagde hun, og sendte et blændende smil til mig. Jeg nikkede bare hurtigt, og lod dem smutte lidt væk fra mig, så jeg ikke høre dem. Men se dem, kunne jeg skam sagtens. Jeg kiggede ned på Bobo, som lå med et tilfredst smil om munden, med lukket øjne. Vejrtrækningen afslørede hurtigt, at han sov. Jeg synes mere og mere, at han havde et alt for godt liv…

Da blikket igen gled op og hen imod Danielle og Liam, fik jeg hurtigt lavet en rynket pande. Hun stod og vrissede oprørt til Liam, som vrissede tilbage. Nok mere fordi, det kom som en reaktion på hendes opførsel. Jeg så på dem, imens samtalen kørte. Der blev viftet med armene, hvor jeg flere gange havde det som om, de var rettet imod mig. Jeg kiggede ned i mit skød. Hvad skændtes de mon om? De virkede da lige så glade sammen, uden problemer lige før? Jeg fiskede min Black Berry frem fra tasken. Fingrene trykkede sig ind på kontakter, og endte ved Niall. Han måtte måske have sagt noget til Liam, som gjorde de skændtes? Jeg vidste det ikke, og ville enorm gerne finde ud af det. Så jeg trykkede ind, og gik i gang med at skrive en sms til ham. Men så langt nåede jeg ikke, da jeg hørte stemmer tæt på. Da jeg kiggede op, så jeg Danielle kom rasende hen imod mig. Jeg kiggede skræmt på hende. Havde jeg gjort noget..?

”Rose, jeg er ked af det, men Liam og jeg skal hjem nu. Det har ellers været rigtig hyggeligt, at spise frokost med dig,” sagde hun, og sendte mig et smil. Jeg nikkede langsomt, men stadig uforstået. ”Det er okay, det har også været hyggeligt. Men er der sket noget, i virkede meget… du ved… lige før?” spurgte jeg, og så bekymret på hende. Hun sukkede lydløst, men rystede på hoved. ”Nej, tag dig ikke af det. Men her, du får lige mit nummer, så kan vi skrive sammen,” sagde hun, og rakte ud efter min mobil der lå hvilende i mine hænder. Jeg smilede og rakte hende den. Det at jeg havde fået fem drenge venner, var en ting. Men at jeg nu, kort tid efter, fik en veninde… plus hendes nummer… det var en rar følelse, at føle sig social igen. Jeg fik min mobil tilbage igen. Liam var ikke kommet hen til bordet, men jeg vidste heller ikke lige hvor han blev af.

”Han betaler for maden,” besvarede Danielle mine tanker, med et lille smil. Hun havde sikkert set mit søgende blik. Jeg nikkede. Kort efter kom Liam ned imod os, og samlede hans jakke op, som Danielle selv havde gjort. Jeg rejste mig op, og stillede mig hen til Danielle. Hun trak mig ind i et kram, og mumlede et vi ses. Da vi havde trukket os, blev jeg nærmest flået ud af favnen balance, da Liam trak mig ind et kram. ”Vi ses, Rose,” mumlede han, ned i min skulder, inden jeg ellers trådte ud af omfavnelsen. Jeg var så fortumlet og forvirret. ”Vi ses, det har været hyggeligt!” sagde jeg smilende, og vinkede til dem, da de gik efter bekræftelser og smil til mig. da de var smuttet, var jeg stadig tilbage på cafeen. Sammen med Bobo selvfølgelig. Ham samlede jeg op, efter at havde stået fastfrosset det samme sted, som jeg havde stået da de andre to var der. Det hele var så mærkeligt. Vi havde det hyggeligt, snakkede, grinede og fortalte historier. Så pludselig ringede Niall, også trak Liam Danielle til siden, efter at have spurgt om noget. Jeg sukkede tungt, og samlede min taske op fra jorden, og svang den over skulderen. Bobo blev sat i snor igen, og vi forlod cafeen.

Jeg kunne bare ikke lade hver med at tænke over, hvad der mon var galt. Jeg forstod nadar, af hele situationen. Det eneste og sidste, Danielle havde spurgt Liam om var, om det var noget omkring… nogen med… b. Så havde han ellers afbrudt hende, og trukket hende afsted. Det var lige dér, hvor problemet lå. Der hvor stemningen døde. Hun havde spurgt ind til noget, som han tydeligvis ikke ville have, også var det hele ødelagt. Jeg kløede mig forvirret i håret, som blev blæst lidt væk fra skuldrene, af en lidt varm kold vind. Forvirrelsen, stod mig til ørerne. Tankerne fyldte det hele. Ikke mindst, så kunne jeg ikke fokusere ordentligt på, hvad det kunne være. Hvad det kunne være, Danielle ville nævne. Jeg fandt selvfølgelig ikke ud af det. Et suk, gjorde mit ansigt trist, og jeg blev trukket hele vejen hjem af en frisk Bobo.

Og på vejen hjem, havde jeg hele tiden en fornemmelse. Som om, nogen fulgte efter mig… Men det var sikkert bare forvirrelsen der spillede et plus…

 

                                                                            

Hey folkens!:)

40 på favorit listen og 25 likes! Holy crape (undskyld mit sprog!) drømmer jeg? Den her novelle er blevet publiceret for tre dage siden, og er allerede oppe på så meget! Jeg har virkelig, seriøst aldrig prøvet noget lignende! I er fantastiske, seriøst, i aner ikke hvor meget det betyder at der allerede er så mange der læser den! (Altså, efter mit hoved, er der mange... xD ) Husk nu, til jer som ikke allerede har gjort det: Like den, hvis i synes den er god. Så har jeg en bedre fornemmelse af hvor mange der synes den er det, og sådan ;) Selvom favorit listen også fortæller det meget godt... men anyways, ville lige takke jer for det! Det varmer så meget!!!:D

Okay, det var vidst alt for nu... kommer mere i morgen midt på dagen, så hold øjne åbne!:)

xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...