Part Of Me (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2012
  • Opdateret: 21 okt. 2012
  • Status: Færdig
Rose er pigen som interesserer sig for at tage billeder. Massere af billeder. Af alt hvad hun finder inspirerende, smukt og flot, eller bare noget hvor hun finder det passende at, tage billeder af det. Hver dag, alle dage på året, går hun ud og tager billeder. Hver dag er der altid nye og spændene ting, hun bare må have et billede af. Det er hendes fritid hun bruger på det, i stedet for at være sammen med veninder. Hun er ikke udstødt på den måde, men holder sig mere til sig selv. Og hvad hun nu elsker at fortage sig. Så, kameraet er hendes bedste ven.
Der plejer aldrig at være de store problemer, når hun sådan tager billeder. Men hvad sker der så, når hun en dag, bliver stemplet som en stalker, af nogle helt random drenge, da hun tog billeder af dem? Hvad sker der, når de pludselig får den latterlige ide om, at løbe efter hende? *Novellen er beregnet til teenager, så vær forberedt på ting som virker lidt grænseoverskridende for yngre. Så er i advaret selvom det ikke er så værst endda*

746Likes
700Kommentarer
193827Visninger
AA

24. A memory to forever before he’s leaving

Dagene efter deres hjemkomst var lige så op og ned, som ens humør var under menstruation. Eller måske var det mere bare mig, der var problemet i det hele. Det kunne jo også være en åben mulighed. Faktisk var jeg utrolig sikker på det.

Mit humør skiftede som sagt hele tiden, fra glad til sur til trist også om igen. Jeg vidste selvfølgelig godt grunden, ligesom alle andre.

Nicks rejse nærmede sig.

Dagene gik hurtigt, alt for hurtigt efter min mening. Vi hyggede os alle med forskellige aktiviteter, som egentlig bare var fundet på, så min bror og jeg fik kvalitets tid sammen. Minder for livet. Hvilket vi i den grad gjorde. Lige fra bowling med shots til biografture der efterfølgende blev til fest på et diskotek.  

Men ren faktisk, formåede drengene at gøre endnu en ting for mig, for os, som et minde til den sidste dag inden Nick rejste. En ting hvor hele verden senere ville se det, og helt sikkert tage billeder for mig – ikke mindst videoklips.

Nemlig en musik video, der ikke var helt ubetydelig. Nej, det var drengenes musik video til deres kommende single ”Live While We’re Young”.  Den skulle udkomme samme dag, som musik videoen. Så selvfølgelig skulle videoen være klar og parat til, når singlen ellers landede på Itunes. Og allerede nu skulle den filmes.

Hvilket blev noget af en fest.

Dagen inden havde drengene været ude og filme den første halvdel, der ellers forgik med tømmerfloder m.m. Jeg og Nick var kommet der ud, lidt senere end de var startet. Lige præcis i det moment, hvor Louis svingede sig selv i søen med et reb, der selvfølgelig var fastbundet til et træ. Jeg var ved at dø af grin, og Nick fik helt tårer i øjne.

Af grin.

Ikke af tristhed.

Don’t worry.

”Louis for fanden!” havde Nick råbt, med morskab I stemmen.

Jeps, de var alle sammen rigtig blevet guttermænd.

Da de havde cuttet den scene, og da Louis skulle have tørt tøj på, fik vi vores velkomster. Louis skulle selvfølgelig kramme mig, med det våde tøj han endnu ikke havde fået skiftet. Jeg havde skreget højt, og hoppet hen til Niall – Der derefter klagede over mit nu våde tøj.

Det var en sjov dag.

Nu skulle Nick og jeg være med for starten af, når de skulle filme det sidste. Der blandt andet var om aften, men også på nogle hø balder… wired… i know… men det skulle nok blive godt!

Som sagt skulle både Nick og jeg være med i musik videoen, så jeg stod og gjorde mig klar foran spejlet. Jeg havde netop fundet ud af, hvad jeg skulle have på, men stod stadig i tvivl med mine shorts.

Cowboy farvet eller bodo?

Hm…

It’s hard to be a girl sometimes…

Jeg så frem og tilbage imellem de to valgmuligheder, og sukkede tungt. Som det køn jeg nu end høre til, ringede jeg selvfølgelig til Afrodite – Der også skulle være med. Men kom først om en halv time, efter som vi først begyndte spilletiden der ved elve tiden. Og klokken var kvart over ti… Så ja, nu er i da også helt opdateret på det hele!

Godt så.

”Hej søde, problemer med tøjvalg?” lød det gættende fra min bedste veninde.

Der med garanti havde et smørret smil over læberne. Jeg kunne lige se det for mig! Afrodite kendte mig alt for godt til tider, og vidste hvordan hun skulle drille mig. Eller bare minde mig om, hvor nem jeg var at prikke til.

Jeg smilede skævt, hvorefter jeg lod mig nedstirre mig selv i spejlet. Min militærgrønne skjorte faldt behageligt ned af mig, hvor det bløde stof hang dejlig løst. Den matchede fint til min brune hud og sorte lange hår. Men selvom det, vidste jeg endnu ikke hvilket par shorts, der ville se pænest ud. Så frustrerende!

”I den grad,” sukkede jeg tungt. ”Jeg har min nye militærgrønne skjorte på, men jeg ved simpelthen ikke hvilke shorts jeg skal vælge til! De cowboyfarvet eller de bodo?”

Jeg måtte sikkert have lydt hel håbløs og ondsvagt, for Afrodite klukkede let af mig. Mit suk kom kun ud af min mund, fordi jeg netop fik bekræftet, hvor meget jeg lød som en idiot. Fuldkommen. Men hold da op jeg var så glad for, at jeg havde Afrodite til veninde – som kunne tage en af mine sidder som denne.

For der skulle meget til.

Virkelig meget til.

Suk.

”Hvordan kan du spørge om det? Du skal jo have dine bodofarvet Allstars på, så jeg synes helt klart de cowboyfarvet. Så skal det skam nok se flot ud!” fastslog Afrodite, imens der lød et råb – Der kun kunne være hendes lillesøster, der var kommet ind i lokalet.

Hendes skingre stemme skar igennem luften, ja hele vejen hen til mig i den anden ende af telefonen, og jeg krympede mig let. Jeg er ikke bange for at sige, Afrodites lillesøster Carmen var noget af en pige. Faktisk ret skræmmende på mange punkter. Måske fordi hun var unormal snobbet, af en pige på 10 år. Også alligevel skide sød, fra det ene minut til det andet. Kan i føle det? Hvor skræmmende det var?

Ej, det lød nok også lidt dumt…

At jeg synes en pige på 10 år, der så noget så nuttet ud, var skræmmende.

Jeg ville mene det var ret til grint!

”Sis du skal ordne mit hår, jeg skal ud og spille basketball med Roberto!” lød hendes råb, der faktisk lød ret så bedende.

Hm…

Måske havde det noget at gøre med, at Carmen havde en lille forelskelse i denne Roberto. Der apropos var deres nabo. Ret cute, synes i ikke? Young love. Som i virkelig youuuuung love!

For cute, siger det bare!

”Lige om lidt Carmen, jeg giver lige Rose råd,” fortalte Afrodite den hyper utoldmodige pige på 10. Jeg siger bare; jeg turer sgu ikke at sige sådan til hende… måske fordi hun engang sprang på mig, fordi jeg ikke ville lege med de der langhårede tøser.

I ved.

Hvad hedder det?

Bras?

Bratz?

Ja, Bratz det var det de hedder!

I hvert fald var det der, jeg begyndte at blive skide bange for Carmen. Men hun slog mig også med en af dem, og deres sko gør skide ondt at for på kæben! Just as you know it.

”Jamen -”

”Nej sådan er det, Carmen!” afbrød Afrodite hende skarpt, før hun ellers snakkede til mig. Jeg stod og måbede for mig selv. Det var da satens. Afrodite havde vidst fået styr på den hyper lillesøster hun ejede. Respekt til hende, klap på skulderen bro!

”Jeg synes du skal tage dem på. Og lave den frisure Eleanor anbefalede dig i går. Den ville virkelig klæde dig!” forsatte Afrodite normalt, med begejstring i stemmen.

Jeg smilede stort, og bekræftede hendes ord, efterfulgt af et tak. Så var det ellers bare om at gøre som anbefalet. Min shorts røg på, og de andre blev smit ind i skabet igen. Få ikke at gå for meget ned i detaljer, fik jeg sko på og sat håret. Måden Eleanor havde anbefalet mig, var hvor jeg skulle tage lidt af pandehåret om bag i, også fastlægge det med en klips.

Resultatet var overraskende pænt, og jeg kunne ikke skjule mit lykkelige smil, da jeg hoppede ned af trappen til Nick. Han stod allerede i tøjet, og kiggede skeptisk på det kamera, jeg havde rundt om halsen.

Jeg ignorerede det, da jeg alligevel vidste, jeg ville tabe.

I aften havde vi aftalt, hele ’gruppen og mere til’ at jeg skulle lade kameraet blive hjemme. Nyde tiden, og lade andre fikse billederne for mig. Personligt var det en stor udfordring, da kameraet nærmest kaldte på mig, da det blev lagt på køkkenbordet af Nick.

Jeg snøftede nærmest.

Ej joke.

Men det var sgu lige før.

Jeg sukkede tungt, og åndede ud igen. Min krop føltes en del lettere, da Nick trykkede mig ind til sig. Det er have kameraet på mig, var som en slags støtte pæl, når jeg nu end blev nervøs. Og det kunne jeg med garanti godt blive, nu da dette var sidste dag med Nick. En trist sandhed jeg hurtigt sparkede fra mig, da min makeup hurtigt ville blive ødelagt på nul komma fem.

Afrodite kom kort efter, jeg havde smurt en af min mors hjemmebagte boller, jeg havde nakket fra Niall. Han havde dog opdaget det, og det havde kostet mig en kildetur. Så nu havde vi alle bare at nyde dem!

”Hey dudes!” råbte hun, og gjorde sin entre.

Hun krammede Nick fast, før hun overfaldt mig ved at kilde mig i siderne. Mit skrig måtte have været ret højt, for Bobo kom styrtende ind i køkkenet, for at se om jeg var okay. Betrykkende, virkelig betrykkende. Love on that awesome dog!

”A for helved!” råbte jeg skingert, og lod mig selv kramme hende, trods hendes overfald på mig.
Har jeg fortalt, hvor meget jeg hader at blive kildet? Hvis det ikke er gået op for nogen endnu, hader jeg det virkelig – like The Black Death.

Hendes latter overdøvede mine tanker, og jeg stak hende tallerknen med fangsten fra Niall. Afrodite tog imod den, og jeg løftede pegefingeren imod hende – men også min bror, da jeg stak hans tallerken i hånden på ham.

”Nu har i bare at nyde de her! Jeg blev straffet med en stor omgang kildetur af Niall, bare for at tage tre med hjem,” fortalte jeg, og så seriøst på dem.

Guess what?

De grinte bare af mig. Som i virkelig latteranfald.

Tak for lort i to…

Jeg så utilfredst på dem, og fnyste muggent. Min egen tallerken med min bolle, bar jeg med hen til en af vores spisestole. Med irriteret mine, bed jeg bid for bid af den udsøgte bolle, som min mor kunne blære sig med at have lavet. Nick og Afrodite fulgte selvfølgelig efter mig, med store smil og små grin, glidende ud af hver mund.

Hmfr.

”Er det virkelig så sjovt?” udspurgte jeg dem utilfredst, og pointerede ved mit stolte løftet øjenbryn, hvor lidt jeg brød mig om det.

Ja i læste rigtigt; stolte. Jeg var skide stolt over at kunne løfte det ene, uden at løfte det andet. Specielt da ingen i min store familie kunne! So nice, I’m like an outsider! Og jeg elskede det faktisk, da det provokerede alle, når jeg end brugte det.

Men denne gang, lod ikke engang Nick sig mærke til det.

Hvilket gjorde mig endnu mere muggen.

Ups.

”Det bare… en kildetur for at få et par boller? Rose, det kunne så meget misforstås!” belærte min søde storebror mig om, med en noget så ikke-seriøs tone.

Ret troværdigt og respektfuldt, right?

Jeg rystede på hoved af dem, og mumlede et whatever, før vi atter spiste vores boller. Som de dog nød for min skyld. Fordi jeg var pissed. Hvor sødt. Jeg blev så rørt! Ej, men jeg lod mig selv ligge det bag mig, da jeg roligt kunne se deres begrundelse på latter. Jeg måtte også indrømme, hvor meget jeg selv havde misforstået det, da Niall overfalde mig, ved at skubbe mig ned på sofaen. Det andre drenge havde helt sikkert misforstået det, da de grinte som bare fanden.

Vi snakkede som normalt, og steg ud i Nicks bil, for at komme til mødestedet. Hvilket var der hvor de skulle shoote videoen. Ikke om jeg fattede hvor det var henne, men Nick havde det hele under kontrol, så jeg lænede mig bare tilbage, og nød vinden i mit hår.

Smilet kunne ikke viskes væk fra mit ansigt. Glæden var enorm, ligeså den efterfølgende lykke. Det kildede nede i maven, da jeg i forvejen tænkte på Niall – og nu så også dagen der på.

Det her skulle nok blive mindeværdigt.

***

”Tonight let’s get some – And live while we’re young!”

Bassen og stemmernes klang lød højt i de opsatte højtaler. Alle dansede som de skulle, og så ud til at have a great time, som min far ville sige. Stemningen var høj, det farverige lys gjorde natten fuld af liv, og de fleste kunne nærmest ikke lade hver med at synge lavt med på teksten. Personligt kunne jeg selvfølgelig heller ikke holde min mund. Selvom alle først havde hørt sangen nu, var den nem at lære på kort tid.

I ved det er det man kalder; en ørehænger.

Drengene fjollede rundt, og selvfølgelig havde alle det sjovt. Nick smilede og grinte sammen med Afrodite og jeg. Måske stod vi ikke lige ved siden af drengene, men faktisk bag dem. Ikke at det gjorde det store. Overhoved ikke!

Hele scenen til om aftnen var virkelig sat flot op! Der var farverige lys, telte, bolde, selvlysende lys og meget andet. Efter min mening kunne det lige så godt være en fest, nogen havde besluttet at holde ude ved en mark og skov. Ja, det passede nu meget godt til det hele.

Da vi var ankommet, var den første der havde, overfaldt mig selvfølgelig Niall.  Jeg var ved at vænne mig til det, da han altid formåede at springe over de andre drenge, som var de bare træ stupper. Fed sammenligning, i knoooow. Men for helved da, det var jo sådan det hang sammen, så…

”Og cut! Sådan folkens, vi holder ti minutters pause før vi forsætter. Gå nu ikke for langt væk!” råbte instruktøren med et smil, og viftede professionelt med hånden.

Se hvis jeg havde gjort det, ville jeg have lignet en mongol. Med hånden på hjertet, og alt det der. Jeg ville have gjort mit bedste for, at det skulle se godt ud. Ligesom ham her. Han gjorde det perfekt, og jeg ville ønske jeg kunne gøre det sådan!

Ret random.

Men sandt nok.

Jeg overvejede stærkt, om han havde lært det på instruktørskolen. Gør man egentlig sådan noget? Man vil jo helst gerne have at folk skal se godt ud, når man laver sådan en professionel bevægelse. Så mon ikke der havde været et kursus? Med en hel spejlvæg?

”Kom lige med,” hørte jeg Niall sige ud for mit øre, og før jeg vidste af det, rev han mig med sig. Og sammentidigt med det, redede han mig for mig selv, og de alt for skøre tanker. Seriøst? Instruktørskole for at lære en enkelt bevægelse? Hvad havde min mor egentlig puttet i de boller? Hash eller dumheds tankegang?

Jeg smilte sødt til Niall, der afmålte mig med blikket, med et hovedrysten. Han fornemmede sikkert min mærkelig tanke gang, selvom han ikke var tankelæser. Hvilket ellers kunne være pisse nice. Jeg overvejede stærkt, om jeg skulle uddanne mig til en.

Okay, jeg ville prøve at styre mig, selvom det var utilregneligt.

”Træk vejret Rose,” tænkte jeg.

Sammen gik vi over bag der enorme træ, der stod nogen lunde i midten. Lyset fra træet formåede at gøre stemningen utrolig romantisk, da Niall pludselig så seriøst på mig. Min puls begyndte at banke unormalt hurtigt. Så hårdt at jeg frygtede, han måske kunne høre det. Blodet gjorde min krop underlig varm, da Niall’s blik ikke veg væk fra mit.

Jeg sank en klump.

Hans intense måde at sluge mig med blikket, gjorde mig ikke bange. Nej, slet ikke. De blå øjne var så kærlige og fyld med omsorg, at de umuligt kunne skræmme mig det mindste. Jeg stirrede direkte tilbage i Niall’s øjne, der nærmest gjorde så hele omverden forsvandt, og blot efterlod de smukkeste øjne på denne jord. Det tog næsten luften fra mig, det at kigge ind i dem. Jeg vidste, jeg kunne lige så godt stå at gispe efter vejret, men jeg valgte nu at være cool. Og ikke gå i selvsving.

Niall rakte ud efter min hånd, som jeg med glæde lagde i hans. Forsigtigt lænede jeg mig op af træets stamme, og så forventningsfuld på Niall, der stod med åben mund – klar på at sige noget. Men hvad vidste jeg ikke, men lige meget hvad, var det helt sikkert sødt. Især når det kom fra ham. Den søde charmør – jeg døde nærmest hver gang han snakkede, med den nået så lækre irske accent.

Forståeligt nok, ikke sandt?

”Vi har længe haft noget kørende,” startede Niall forsigtigt ud med, og lod sin tommelfinger nusse min hånds overflade.

Det var som den rene gnister i hånden, da han gjorde de bevægelser. Og jeg måtte bide mig i læben, for ikke at reager sindssygt. Min mave svimlede helt, med alle de sommerfugle der fløj der inde. Niall’s skæve smil, fik mig til at komme tilbage til virkeligheden, selvom det tiltrak mig utrolig meget.

Hans blik gled op fra min hånd, han i tavshed havde stået og studeret med blide bevægelser. Da vi atter mødte hinandens blikke, synes mine ben at være så gummi. Ikke at dette aldrig var sket med Niall før, for det havde det i den grad, men jeg fattede ikke hvordan hulen, det hele kunne vælte ind over mig så hurtigt.

”Og jeg har længe gået og tænkt over det her,” forsatte Niall stille.

Jeg fugtede mine læber, men bed stadig let i underlæben. I ren spænding og forventning. Jeg vidste ikke helt hvad Niall havde tænkt sig, men alligevel havde jeg mine anelser. Vedrørende dem, var jeg bange for at tro alt for meget på dem, da det hurtigt kunne være det modsatte. Alligevel ventede jeg spændt på Niall’s næste træk, og lod ej humøret dale.

Han greb ud efter min anden hånd. Med begge hænder i mine, gav han dem et kærligt klem hver. Jeg overvejede stærkt om dette var totur, for min krop reagerede totalt sygt inden i. Pulsen var alt for højt oppe i hastighed. Blodet synes at varme min krop, og kinder alt for meget op.

Det synes at gå som en evighed eller tusind år, før Niall fik sit budskab ud i livet. Jeg smilte betrykkende til ham, efter som jeg tydeligt kunne mærke nervøsiteten. Om det var dét eller om han bare tog sig sammen, var egentligt ret lige meget. Det der rent faktisk betød noget, var det han lukkede ud af munden. Dét der fik mig til at se med store øjne på ham.

”Og jeg tager chancen og spørg dig. Rose, vil du være min kæreste?”

Jeg sværger, jeg kunne have skreget af lykke. Virkelig. Glæden dunkede mig hårdt i baghoved, og fik smilet til at blive stort. Boblen i maven sprang, så alle følelser røg ud til de forskellige systemer. Aldrig havde jeg troet vi skulle nå her til, Niall og jeg, da jeg så ham første gang. Aldrig.

Men man skal aldrig sige aldrig, vel?

Niall havde før været helt usikker med sig selv, men stod også og smilede spændt, på grund af det big mama smil jeg fremstillede.

”Selvfølgelig vil jeg det, Nialler!” svarede jeg kærligt.

Jeg lod ham smile stort, før jeg trak ham hen imod mig. Begge hans muskuløse arme pladserede han på hver side af mig. De blå øjne var helt tæt på mig nu, men forsvandt da vores læber mødtes i det ventende kys, hvor vores øjne atter lukkede sammen. Jeg følte tydeligt de bløde læber på mine. Kærligheden og andre følelser var så enorme, at det kildede hele vejen nede i maven. Ivrigheden for at jeg endnu var hans, kunne jeg tydeligt føle, da han lod den ene hånd presse min talje imod ham. Krop imod krop, læber imod læber; med hoved stukket sammen, kunne jeg ikke føle en bedre tilværelse sammen med Niall.

Det var fantastisk.

Jeg bed let Niall i læben, og lod mine hænder rode let i det voks besatte hår. Det var let fedtet, men ikke det store. Han havde heldigvis ikke så meget i, at man skulle til at spekulere over, om de havde tabt voksdåsen i håret.

Hele sceneriet var perfekt. Som sagt var lyset det med til at gøre det fantastisk romantisk. Men hvis jeg ikke tog meget fejl, roede Liam også med et anlæg inde i et af teltende, hvor der kom sød musik ud af. Natten var mørk, men fyld med lys – nu er det stjernerne jeg snakker om. Det var fuldstændig stjerneklart og luften utrolig varm. Det mange stemmer der snakkede sammen i pausen, gjorde der var liv.

Vi sluttede kysset af da vi begge skulle have vejret. På min arm pladserede Niall et armbånd. Jeg kiggede opmærksomt ned på det, og måbede let. Det var utroligt smukt! Et kors, et hjerte og et anger. Og hans navn. Mine kinder blussede, og jeg lod mine arme trække Niall tæt ind til mig, så hans duft omringede mig.

”Tak,” mumlede jeg ned i hans skulder.

Smilet lå formet på hans læber, da han som svar, kyssede mig let på munden endnu en gang. Jeg havde kun mine øjne på ham, men da jeg kiggede lidt til højre, spærrede jeg øjne op. Fuck nej vel? Havde de alle stået og overværet det hele?

For lige til højre stod hele ’gruppen’ og smugkiggede hen på os, med fnisende lyde. Selv Nick stod med et stort smil, hvilket fik mig til at blive endnu mere rød som en tomat. Niall kiggede uforstående på mig, men da han fulgte mit blik, spærrede han også øjne op. Vi begge endte røde i hoved, men dog med smil på læben.

”Tror du de har hørt det hele?” spurgte jeg tvivlende, med blikket på Niall.

Lige da han skulle til at svare, råbte Louis som svar.

”Det har vi da!”

Hvilket selvfølgelig gav os begge svar nok. Jeg trak mig væk fra træet og hev Niall med mig, mod venstre. Latteren over fra flokken stillede af, da der blev trykket i hornet. Oversat til sprog; pausen var over, og vi skulle begynde igen.

Jeg kunne ikke skjule mit smil. Ligeså var det med Niall. Hånd i hånd gik vi som to smilende idioter, hen på film stedet. Tænk, da vi fik de ti minutters pause var jeg single. Men nu, efter de ti minutters pause, var jeg pludselig i et forhold. Jeg grinte inden i mig selv, da jeg underligt nok fandt det morsomt. Wired, yeah.

Men det var dejligt et eller andet sted.

Niall og jeg slap hinanden da han skulle op foran, hvor jeg ikke skulle så lang. Jeg trådte hen til Nick og Afrodite, der fløjtede lavt – så jeg selvfølgelig smilte fjoget. Min kære veninde gav mig et stort kram, med tillykke. Nick var en anden sag. Han gav mig et klap på skulderen, med et drillende blik.

”Såå… min søster laver for alvor drenge, huh?” lo han, og trak mig ind i et kram med et grin, da jeg skar ansigt af ham.

Det var bare så meget en typisk-Nick kommentar. Og ved i hvad? Jeg elskede ham for at være sådan. Jeg kunne nemlig ikke skjule mit smil, eller blive vred på ham. Sådan var det bare. Sådan havde det altid været. Min lovely storebror charmerede sig altid ud af fedtefadet. Just how it was. Jeg grinte altid af ham, og lovede mig selv, ikke at lade ham slippe så let næste gang. Men alligevel, gang på gang gik det helt som nu. Han slap. Vi kom videre og var afslappende.

Da musikken endnu engang blev sat på play, ved det sted der endnu var nået til, kunne jeg ikke lade hver med at elske denne aften. Virkelig.

Drengene spillede fodbold til musikken, og Louis overfaldt mig i glæde over sit mål. Hvilket rev mig frem fra mængden, selvom det ikke lige var meningen. Men det var det Nick havde ment med, at folk var der til at bringe beviser som minder. Jeg kunne bare slappe af, og være med på de verse ting og sager. Hvilket et eller andet sted, var noget af en lettelse.

Aften var endnu ny, da vi fik videoen i kassen. Bag efter havde crewet, som de alle havde lovet, et kamera hvor de tog billeder. Jeg var glad. Lykkelig. I et forhold og totalt afslappet. Intet kunne blive bedre.

***

Dagen efter var smuk, solrig og fyld af lys. Eller det så den ud til for mange, men for mig? Nej langt fra. Sådan var det fra alle i huset, og vores så kaldte ’gruppe’. Intet var smukt, lyst eller endda fyld med glæde. Eller hvis man kalder det dét, at side med tårer nede af kinderne, på ens brors seng, imens han pakker det sidste af han kuffert. Og han endda har dét tøj på.

Militær tøjet.

Med det rigtige mønster og hele baduljen.

Jeg kunne stadig ikke fatte det. Alt synes at have været så fint alle dage inde, nogen lunde, og dagen i dag havde hele tiden været så uendelig lang væk. Den havde virket som en tom trussel, der alligevel aldrig ville kunne nå virkeligheden.

Men det gjorde den altså – nu og her.

Selvom mine tårer var lydløse, var det ikke fordi, jeg var helt rolig inden i. Nej, der var jeg i uro og brand. Alting synes at gøre så ufattelig ondt, som havde nogen smadret min krop med en mursten i nattens løb. Jeg var inderligt knus over Nicks afrejse, der var om et lille kvarter. Jeg havde angsten der bankede mig i baghoved, af ren frygt for at jeg ikke fik sagt ordentligt vi ses. Ja vi ses, for han kom tilbage. Det havde han lovede mig flere hundrede gange.

Så han skulle bare komme tilbage.

Og det kom han også, jeg kunne mærke det.

Troen på det var uendelig høj, men selvom det, blev frygtet aldrig fjernet. Jeg undrede mig ikke særlig meget over det, for der ville altid være noget negativ. For det positive skal forblive, må det negative træde til. En kold og følelsesløs sandhed, alle blev nød til at se i øjne.

”Skal du med ned?” spurgte Nick hæst, men smilte dog til mig.

Jeg grinte stille, og nikkede. Sådan var Nick. Skulle altid smile og være positiv, når jeg ikke kunne. En stor taknemlighed havde jeg for blot dét. For som i kunne høre, grinte jeg over ham. Selvom jeg var i tusinde stykker inden i, og græd alt for mange saltetårer end jeg havde lyst til.

Men dog; Nick fortjente dem. Så de var ikke nyttesløse. De var intet når det blev brugt på Nick. Jeg havde altid synes han fortjente alt, når han som sådan satte livet på spil. I kan umuligt få formuleret ordentlig fra min mund, hvor meget jeg respektere ham.

Nick hev mig op fra den bløde seng, og lagde armen om min skulder. Sammen gik vi neden under. I hans anden arm var hans matchende farvet taske, der passede til han uniform. På ryggen var en rygsæk med samme mønster. Jeg havde tit, når han var kommet hjem igen, jokede med at soldater trods alt matchede med deres dragter.

Neden under stod mine forældre parat til at køre til lufthavnen. Jeg sank en forvildet klump i halsen, og lod min far føre mig videre, da min mor tog pladsen under Nicks arm. Mit smil var skævt og halvhjertet. Jeg havde ikke behov for at fake noget, da alle alligevel kendte til min enorme sorg, der pludselig var kommet.

Vi steg ind i bilen, og spændte selerne. Hele turen til lufthavnen var der småsnak, men jeg selv sagde intet. Jeg sad bare op af min bror, og lejede stille med mit armbånd fra Niall. Drejede det frem og tilbage, og lod tanken om dagen inden muntre mig en smule op.

”Er det fra Niall?” lød en var stemme over mig.

Jeg nikkede med et oprigtigt mini-smil på læberne. Forsigtigt lod jeg min arm ligge sig i Nicks håndflade, så han kunne studere det. De samme øjne som mine egne, kiggede godt og grundigt på det sikkert enorm dyre armbånd, Niall var så sød at forære mig. Jeg betragtede min bror nøje, og hadede tankerne der kom flyvende. Dette var måske det sidste øjeblik, jeg havde med ham. Min storebror. Min dude – Grom. Det var ikke til at vide, lige meget hvor meget jeg ønskede det, om han overlevede denne gang. Selvom troen var høj, var der stadig alt for mange hvad-nu-hvis.

Jeg kunne næsten ikke udholde tanken om, den fact at Nick måske ikke overlevede. Selvom jeg vidste han ville. Det skulle han bare. Han havde så meget, han endnu ikke havde nået. Vi havde lige så meget.

Tankerne rystede jeg af mig, og lod Nick skubbe mig let op, da vi nåede lufthavnen. Vi alle stod ud af bilen som en helhed – en familie. Jeg kunne ikke lade hver med at tænke på, så negativ og urolig som jeg var, om dette var den sidste gang.

Endnu engang blev min redning mine venner.

Da vi trådte ind ved tjek ind, stod de alle der. Louis, de andre drenge og Eleanor og Danielle. Afrodite og Nicks buddies. Alle de tætteste på Nick var her. Alle dem der også betød noget, for mig var her. Nicks venner havde altid beskyttet mig en del i skolen, eller i det hele taget været der for mig. Så man kunne lige så vel sige; Nicks venner var også mine venner. Og omvendt.

Nick smilede til dem alle. Glæden ved deres tilstedekomst var stor, og jeg kunne nemt se den, blot ved at kigge op på min storebror.

”Hej venner,” hilste han, og lod sig hilse af dem alle.

Jeg selv holdte mig i baggrunden, med armene om mig selv. Min bror tjekkede hurtigt ind, og stillede sig over og snakkede med alle. Hvordan han formåede det, var et spørgsmål i sig selv. I hvert fald kunne jeg ikke være mere lykkelig over, det blik Nick havde i øjne, blot ved at se alle de bekendte ved sig. De var kommet for hans skyld. De alle ville være der inden han rejste. Lige meget hvor dårlig Nick var til at vise det, vidste jeg det altid. Jeg kunne aflæse ham.

Han var jo ikke min bror for ingen ting.

Selvom jeg dog hilste på alle, holdte jeg mig som sagt i baggrunden. Niall stod med armene om mig, og snakkede lige ved siden af mit øre. Til tider var det til mig, han mumlede beroligende ord til. Jeg havde det sådan, at selvom jeg havde været igennem det her før, var det altid dejligt at have endnu mere støtte.

Klokken slog og tiden gik. Nick skulle hurtigere end forventet til flyet. Hvilket betød han skulle sige vi ses. Ikke farvel. Hvis jeg bare så meget som fik mig selv til at tænke det, vidste jeg, jeg allerede ville bryde sammen. En ting jeg ikke havde lyst til. Jeg ville ikke gøre det endnu svære for mig selv, og Nick, end det var i forvejen.

”Vi ses dudes. Kan i holde byen i gang i mens jeg er væk?” sagde Nick med et skævt smil, og lavede håndtegn med de tre buddies. De lo let, og nikkede bekræftende. Jeg kunne let se hvor vidt de havde taget et valg, om at tro på hans tilbage vending.

”Nu ikke noget med at sove på arbejdet,” jokede en af dem ved navn Roy.

Nick klukkede og nikkede med et udkast med armen.

Turen gik videre til Afrodite, Eleanor, Danielle og de andre fra ’gruppen’.

”Nu passer du ordentligt på hende, Nialler,” sagde Nick til Niall, inden han klaskede han hånd imod Niall’s.
Håndtegn og mandlige kram, blev det tætteste drengene kunne komme på tøset. Pft. Typisk dem, men de gjorde det med stil og smil, hvilket fik mig til at acceptere det. Eller dog. Prøve på, selvfølgelig.

Efter drengene og pigerne kom min mor og far. Min mor græd og min far stod med røde øjne, selvom han sikkert havde lovet at lade hver – over for sig selv. Ingen sagde noget om det. Til gengæld gav Nick ham et rigtigt kram, som min mor også fik. Jeg vidste hvor tæt et bånd min bror og far havde. Igen var det som ved min mor og jeg – kønnet det gjorde det sidste tætte arbejde.

”Lov nu at du passer på!” forlangte min mor, med hænderne på Nicks kinder. Hendes stemme var grødet, og jeg gjorde alt for ikke allerede nu at græde. Hvilket var håbløst, for jeg gjorde det selvfølgelig. Men hvem forventede andet? Hele dette sceneri var for meget for mig, og jeg kunne intet gøre for at min bror skulle blive. For mig føltes det nærmest næsten som, han meldte sig frivilligt til at dø.

Nu har jeg sagt det. Og tårerne løb. Niall trådte hen til mig igen, og lagde armene om mig bagfra. Forsigtigt lod han hånden glide hen over mit hår, imens jeg rystede. Ikke at jeg ville have Nick skulle gå fra min grædende mor, og der næst til en grædende lillesøster. Jeg var bestemt ikke i tvivl om, hvor hårdt han måtte have det. Blot lille jeg synes det var hårdt, og det var ikke mig der forlod alle og en vær, jeg havde kært med våde kinder. Alle kom til at græde, sådan var det altid. Og hvis ikke, var det tydeligt de var på randen til, eller havde fået en lille del ødelagt inden i sig.

”Rose.”

Niall fjernede sig fra mig, og jeg kiggede op fra gulvet, jeg ubevidst havde nedstirret. You know you do the most random things… when you’re sad…

En finger lagde sig på min hage. Mit hoved blev let løftet op, så jeg stirrede ind i de samme øjne som jeg selv ejede. De var fyldt med vand.
Nick smilede skævt til mig, og tørrede tårerne væk fra mine kinder. Jeg snøftede kort, og han låste mit blik fast. Min mund var helt tør, men jeg behøvede heller ikke at sige noget.

Nick trak mig ind i et fast kram, og jeg trykkede mig forvildet ind til ham. Følelserne var i ravnerock og jeg kunne intet styre. Alt for mange bange anelser, gjorde min angst alt for stor. Factene om krigen i Afghanistan var uendelige, og over halvdelen var negative. Jeg frygtede at være alene der hjemme i England, uden Nick ved min side. Selvom jeg havde de andre drenge, var det alligevel noget andet med Nick. Han var jo også min bror så…

Det skræmte mig så meget, den tid der nu ville komme. Jeg kunne holde ud at tænke på flere måneder uden min storebror. Allerede nu var det en lidelse i sig selv, at skulle sige vi ses. Måske var det ikke engang et vi ses det blev til, men måske endda et farvel..?

Jeg hulkede højt ned i Nicks uniform, sikkert med snot, men han tog sig ikke nærmere over det. Han bekymrede sig mere for mig, og trykkede mig ind til sig. Rundt omkring os, var det tydeligt hvor vidt de andre, var noget så berørte over det her.

”Bare rolig jeg kommer hjem igen. Inden du ved af det, så er jeg hos dig igen!” lovede Nick opmuntrende, men med hæs stemme.

”Hvad nu hvis du ikke gør?” hikstede jeg deprimeret ned i hans skulder.

Forsigtigt trak Nick mig ud foran sig, og så mig dybt i øjne. Hele min krop rystede. Den var gået fuldstændig i selvsving. Jeg var gået i selvsving. Verden omkring mig virkede pludselig så stor og farlig, nu hvor Nick drog afsted.

”Hey, sis. Lyt på mig,” bad Nick roligt, og lod en hånd køre en tot hår bag mit øre.

Jeg kiggede og lyttede, med tårer ned af kinderne.

Smerten var så hår og enorm, at jeg umuligt kunne forstille mig, den der ville komme, hvis Nick nu… døde…

”Jeg lover at jeg kommer tilbage. Høre du? Jeg lover det, med hele mit hjerte! Der kommer ikke til at ske mig noget,” lød det oprigtigt fra min bror, der stod med store og seriøse øjne – der var fyldt med vand, der gled ned af kinderne. Ikke engang en drillende undertone eller et skævt smil, var indblandet i hans ord og sætning.

Mit hoved lagde sig let på skrå.

Det gjorde så ondt at se min bror græde.

”Og du skal nok klare det. Det skal vi alle nok. Vi har prøvet det før, husker du nok. Alting skal nok gå fint.”

Tårerne gled stadig ned af mine kinderne, men det var ikke kun sorg der var indblandet. Også håb. Tro. Glæde. De sætninger og ord Nick fik til livs, fik mig til at stoppe op og tro på det.

Håbe og tænke på det hele nok skulle gå.

”Lover du det?” spurgte jeg skingert.

Han nikkede fast, og lod sine arme åbne endnu engang, så jeg kunne hoppe ind i dem. Jeg sukkede og hulkede lydløst, men denne gang ved mindet om min brors ord. Jeg troede på ham. Vi havde jo prøvet det før. Det skulle nok gå.

Forsigtigt trak Nick sig ud af krammet, da de over højtaleren meddelte at soldaterne til Afghanistan skulle gå til terminal 27. Min mors klynk, blev det sidste der blev sagt. Da Nick lod sin rygsæk komme op på ryggen, smilede han til os alle sammen. Vi vinkede, og Niall stillede sig hen til mig igen. De varme arme lagde sig beskyttende omkring mig, imens jeg registrerede alle havde tårer i øjne. Helt sikker på grund af det der skete før.

Min krop rystede stadigvæk, og tårerne løb stadig ned af kinderne. Ud af mit syns fælt så jeg min bror forlade os, og stige på rulletrappen. Han så ned på os og vinkede. Ud over det hele, råbte han højt med blikket på mig.

”Jeg lover det, Rose!”

Jeg smilede med tårer i øjne, og nikkede bekræftende. Min tro måtte ligge på ham. Når han lovede det sådan som han gjorde, måtte der være noget om det!

Da så jeg min bror gå rundt om hjørnet, og var ude af syne. Længe kiggede jeg der hvor han var gået hen, og forventede ham komme løbene tilbage. Men han kom ikke. Fristelsen til at løbe efter ham var stor, men jeg vidste det ville gøre mere smerte på ham og mig selv, end nogen som helst gavn.

Jeg sukkede.

Der gik det for alvor op for mig, hvor alene og selvstændig jeg pludselig var. Og hvor stor en del af mig, lige havde forladt mig og rejst væk. Ud i den kolde farlige verden.

Og jeg frygtede det værste. 

                                                                                             

Hey guyes :)

Så er Nick rejst og Rose er nu alene som barn i huset i England. Hvad tror i der sker nu? Overlever Nick mon? Dør han? Eller kan han holde sit løfte, han lagde for Rose? Var det deres sidste tid sammen? Skriv endelig gæt og hvad i by the way synes om  historien og kapitlet! 

Dette er nok på over 6000 ord so... enjoy it, og husk at like og sæt på favoritlisten! Så er i endnu dejligere end ellers ;)

Forsæt god efterårs ferie! Love xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...