True Brothers

William Styles er ikke nogen normal dreng for hans store bror er nemlig Harry Styles! William skal tilbringe resten af hans sommerferie sammen med Harry og hans bofælle Louis, sammen med resten af One Direction. William har et skjult talent. Vil Harry opdage det? & kan det ændre William's liv fuldstændig?

32Likes
54Kommentarer
5169Visninger
AA

7. Pain

"Så gå dog forhelvede" mumlede den lille mand og skubbede mig hårdt i ryggen. Vi var liget steget ud af vognen og var på vej over mod et efterladt hus, det var nok ikke efterladt, men det så sådan ud. Jeg havde stadig svært ved at finde balancen efter slaget i hovedet, men det var de tydeligvis ligeglade med. "Velkommen til dit midlertidig hjem!" John kiggede smilende på mig og åbnede hoveddøren. En grim lugt mødte min næse. Jeg vendte mig hurtigt rundt, da jeg kunne høre nogle mennesker tale ikke langt fra huset. Okay William.. nu skriger du bare alt hvad du kan. Jeg skreg så højt jeg kunne, men stoppede da jeg hørte et brag. John vente sig vredt rundt og kiggede skiftevis på mig og hans kammerat. "Du skal forfanden ikke skyde knægten!" Jeg forstod ikke i starten hvad han mente, men da jeg kiggede på min arm forstod jeg det. "Det var en fejl undskyld.." mumlede han og kiggede undskyldende på mig. Jeg tog mig hurtigt til armen og tårene begyndte at presse sig på. Ikke nok med jeg havde ondt i hovedet, nu var jeg også skudt i armen. Okay.. det her er ikke min dag. John lukkede hurtigt døren bag os og studerede grundigt min arm. "Du for et håndklæde omkring armen, vi piller ikke skudet ud, vi skal jo ikke ha du forbløder vel?" Jeg vrissede kort af ham. "Tak, hvor er du sød" mumlede jeg irretreret og gik et skridt bagud, mine hænder var stadig bundet. "Sam hvis ham hvor han skal sove" mumlede John og satte sig i en gammel læne stol som stod foran et lille tv. Sam nikkede og tog fat i min raske arm. Han trak mig ud i en lille gang og åbnede en dør som stod på klem. Jeg kiggede rundt i det lille rum. En madras på gulvet og et lille vindue, de forstår godt nok luxsus. "Sov godt" mumlede han og hjalp mig ned på madrasen. Jeg sukkede højlydt, hvilket fik ham til at vende sig om, idet han var på vej ud. "Hils Harry fra os" sagde han med et smil og kastede en mobil hen til mig. En mobil, ikke en Iphone. En man kun kan ringe fra. Jeg kiggede efter ham, imens døren langsomt lukkede i. Jeg prøvede forgæves at bide rebet over som forbandt mine hænder. "Mine hænder" råbte jeg så højt så de kunne høre det. "Det er ikke vores problem" svarede en af dem tilbage, hvem ved jeg ikke. De havde begge dybe stemmer. Jeg rullede med øjnene, min plan var ikke at gå i panik. Jeg skubbede telefonen hen til mig med foden. Hvem skulle jeg ringer til Harry? politiet? Helt klart Harry, han skal vide at jeg er okay, selvom det er lidt løgn. Jeg sad koncentreret og tastede nummet ind, da jeg hørte min navn blive sagt i tv'et. Jeg undlod at trække vejret i et øjeblik for at lytte med. "William Edward Styles blev sidst set igår kl. 9 -" Jeg kiggede ned i gulvet. Jeg tog en stor indånding, jeg skal nok klare det her. Jeg lagde mig forsigtigt ned på siden for at have telefonen op til mit øre. "Hallo?" lød en træt stemme i den anden ende af røret. "Harry" mumlede jeg stille. "William?" Jeg snøftede kort. Jeg kunne høre Harry også snøftede i den anden ende af røret. "Hvordan har du det?" "Jeg ved det ikke" halv græd jeg. Jeg hader at græde, men lige nu havde jeg brug for det, jeg var ensom og bange. Han tyssede stille på mig. "Hvor er du og hvad forlanger de?" spurgte han med en rolig stemme. Jeg kunne høre en masse snakken og en dame er græd højt lydt i baggrunden, jeg kunne kende gråden. Mor. "Penge" hviskede jeg stille. Jeg kunne høre Harry snakke med nogle i baggrunden. "Vi finder dig William, det lover jeg. Vi sporer telefonen" En tåre rullede ned af min kind. "Gør nu ikke noget dumt" svarede jeg tilbage idet døren gik op med et brag. "Jeg skal vidst lige have en snak med ham" sagde John og tog telefonen ud af min hånd. Jeg kunne høre Harry råbte på mig. Døren lukkede i og stilheden fyldte rummet igen. Min trøje klistrede sig fast til min arm. Jeg vidste ikke om jeg over hovedet havde lyst til at se på skudet. Smerten blev værre idet jeg forsigtigt rullede min trøje op. Et halv stort dyb skudår vidste sig på min arm. Jeg lukkede øjnene og drejede min arm om for at kigge om den var kommet hele vejen igennem. Det var den heldigvis ikke. Jeg lukkede uroligt mine øjne i. Jeg var så træt og udmattet.

*

Jeg vågnede næste morgen fordi jeg fik solen i ansigtet. Jeg kiggede rundt og glemte et øjeblik hvor jeg var. Døren gik langsomt op og Sam kom ind med en tallerken. "Godmorgen" mumlede han og satte sig på hug foran mig. Han tog forsigtigt rebet om mine hænder af, da han kunne se jeg havde smerte i armen. Han lod tallerken ligge foran mig. "Vi har en aftale med din bror idag" sagde han og rejste sig op. Jeg kiggede underede på ham. "Hvis alt går efter planen kommer du hjem idag" han smilede til mig som om han selv var lettet ved tanken. Sam var faktisk ikke så slem. Dumt jeg siger det eftersom det var ham der skød mig, men han er altså meget mere venlig end John.. Han forsvandt hurtigt ud af rummet og låste døren efter sig. Jeg gabte kort. Dampen fra morgenmaden fangede min næse. Jeg kiggede overrasket på tallerkenen. Bacon og æg? Jeg spiste hurtigt det hele jeg var så sulten! Min arm var fuldstændig ubrugelig idag, jeg kan knap nok bevæge mine fingre. Jeg lænte mig op af væggen, og lod tårerne få frit løb. Jeg kunne høre en masse snorken ude fra stuen af, det var åbenbart faldet i søvn. Hvad nytter det at prøve at flygte? Døren er låst, og jeg kan knap nok bevæge mig. Jeg sad og nynnende en sang for at holde mit humør lidt oppe, idet nogen stille bankede på ruden over mig. Jeg rejste mig med besvær op, hvad vil de nu? Mine øjne lyste op af overraskelse og glæde, da jeg så Niall's ansigt. Jeg åbnede hurtigt vinduet på klem. Det var et meget smalt vindue, det kunne ingen komme igennem. "Hej" mumlede han og kiggede på mig med et lettet blik. "Sporede i telefonen?" Han nikkede. John og Sam var nok ikke lige de bedste kidnapper i verdenen, hvis de gav mig en telefon der kunne spores. Men det var jo godt for mig! Jeg kunne se Zayn komme op bag ham. "Hvad har i gang i?" hviskede jeg og gjorde store øjne. "Bare rolig, vi har det hele under control" Zayn sendte mig et overbevise blik der fik mig til at stole på ham. Jeg håber godt nok de ved hvad det har gang i..

 

Her var et lille ekstra kapitel, selvom det ikke er så langt! Jeg fik pludselig lyst til at skrive lidt mere! :D

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...