Sunshine.

Mine damer og herrer, velkommen til Seoul International School of Arts. Forkortet til SISA. De fem drenge Jonghyun, Minho, Onew, Taemin og Key har dannet deres egen lille gruppe som de har navngivet SHINee. De er ret succesfulde på diverse caféer rundt omkring, men det er er også alt.
En dag starter pigen Marjorie - eller Jo - på SISA, og trods hendes bange anelser bliver hun hurtigt venner med Key. Jo introducerer hurtigt SHINee for hendes veninde Sunnie, en pige på kant med loven og alt andet. Sunnie er sceneskræk, men er et geni på et dansegulv. Hvad sker der for SHINee og Jo's nye venskab når Sunnie kommer ind i billedet og vender op og ned på alt?

8Likes
4Kommentarer
1435Visninger
AA

2. Overraskelser.

Jeg står helt bagerst i lokalet. Faktisk så langt tilbage at jeg næsten vil gå ind i bagvæggen hvis jeg tager et skridt tilbage. Mit hjerte banker hårdt, og det gør det ikke bedre når man skal danse så meget at sveden er den eneste fugt. Jeg kigger rundt på de andre, og mit blik hviler især på de fem drenge som señorita Chou hev frem. Høje, veltrænede og - lad mig krybe til korset - lækre. I mean, COME ON.  Drengen hun kaldte Taemin, danser som en drøm. De andre i lokalet svinger mellem middelmådige og rimelig gode, men Taemin slår dem alle sammen. Altså ikke bogstaveligt talt, for han svinger let og elegant rundt, og kan sikkert få selv en svane til at føle sig klumpet og klodset.  Jeg falder kort i staver over hans dans, typisk mig, men kommer så til at genindspille señorita Chou's stemme, hvilket får mig til at få et sammenbidt og meget koncentreret udtryk i ansigtet. Jeg anstrenger mig virkelig for at gøre mit bedste, men et blik på Taemin slår rimeligt hårdt ned på min selvtillid, så jeg kigger væk og herefter lander mit blik på Kibum. Han morer mig lidt, for som han står der, ved Taemin's side, ser han virkelig klodset ud, dog uden at miste sin selvtillid. Jeg fastholder mit blik på hans nakke og danser som galt det liv eller død. Hvilket jeg lidt har en fornemmelse af at det gør.. Señorita Chou pifter i en fløjte og mit hoved ryger ned mellem skuldrene, igen. Hun klapper i hænderne imens hendes ansigt ikke udstråler noget som helst andet end hårdhed og præcision. Så går hun fremad og tager fat i Taemin, som i det øjeblik så ud som om han skulle besvime. "Taemin," begynder señorita Chou. "Dans de tre minutter af den første dans, og jer derovre," hun peger på en lille gruppe der allerede er begyndt at hviske, "HOLD MUND OG FØLG MED!" Hendes stemme er så høj at de allerede har hovederne mellem skuldrene, før hun har sagt det første ord. De stiller sig pligtskyldigt, med god afstand, fra hinanden og kigger på Taemin der står og ryster lidt. "N-noona, er det nødvendigt..", begynder han stille, men husker så reglen i dansestudiet: Man brokker sig ikke. Señorita Chou går langsomt over mod anlægget, og sangen brager ud i hele salen. Og Taemin? Han danser som. En. Drøm. Og nu hvor hele salen ikke skal koncentrere sig om dansen bliver de fleste helt salige, inklusiv mig. Da Taemin er færdig skynder han sig hurtigt ned til de andre fire drenge, som señorita Chou hev frem. Kibum giver ham et klap på skulderen, og Jonghyun giver ham et smil og en high-five, men Taemin ligner stadig en lille hjælpeløs kanin.  "LEE JINKI, KIM JOGHYUN OG KIBUM, CHOI MINHO, LEE TAEMIN OG MARJORIE LA'TAUME, I BLIVER HER!" Jeg trækker hovedet ned mellem skuldrene og noterer i mit hoved at hun er et meget systematisk menneske, siden hun nævner navnene i samme rækkefølge, altid. De andre står og kigger på os i et godt stykke tid, men frygter señorita Chou så de går ud igen efter et minut.  Da alle er gået vender señorita Chou sig om mod os. De fem drenge står midt i salen, imens jeg har trukket mig tilbage til hjørnet, bagerst, for ikke at få den store opmærksomhed. Jeg fejler. "JO, KOM HERHEN." "S-señorita, er jeg i knibe?" Jeg kigger frygtsomt på hende, selvom hun i realiteten ikke er mere end et par centimeter eller 5 højere end jeg er. Hun løfter øjenbrynet og smiler så skævt. "Selvom du indbyder til det La'Taume, så nej". Hun ligger en hånd på Minhos skulder, og et øjeblik virker hun slet ikke så skræmmende som lige først antaget. Okay, det er gas, hun er altid skræmmende. Jeg sværger ved min pink hårpragt. "D'herrer Minho, Kibum, Jinki, Jonghyun og Taemin er dine officielle velkomstkammerater. De står for at vise dig rundt på skolen, introducere dig til vores forholdsregler, og sørge for at du finder dig det behageligt". Mens hun taler lader jeg blikket glide hen over drengene. Den første, Minho, er høj og veltrænet. Kibum, den mest bemærkelsesværdige af dem alle sammen fordi han er den eneste der har lyserødt på har øjne der ligner en kats. Jinki er noget af et højt skrammel. Høj, tynd men med et fjollet smil om læberne. Jonghyun er lidt mindre end Minho, men mindst lige så veltrænet. Taemin derimod.. Han ligner en krydsning mellem en engel og en baby. En uskyldig lille baby-et-eller-andet der er blevet fanget med 4 andre store løver og en løvinde der kan bide hovedet af dig uden at anstrenge sig. "Jo? JO! ¡Dios mío, ¡despierta! Usted colgado en mi salón, swing así!" Kibum og Taemin tager mig i hver sin arm, og smiler overbærende til señorita Chou. "Vi skal nok få hende til at føle sig hjemme. Kom så Minnie, LØFT".  Og med de ord bliver jeg båret ud ad dansesalen. Da de har lukket døren bag sig, giver Kibum og Taemin slip på mig. Jeg ser skiftevis på dem, og på Jonghyun der står med jordens største og mest fjogede smil på. Jeg ruller med øjnene, og sukker kort. "Aish. Jeg kender dig ikke engang, og jeg har allerede lyst til at slå dig. Bare en lille smule". Minho klapper mig broderligt på skulderen og smiler. "Det har vi alle. Tro mig." Jonghyun fortsætter "Men jeg er alligevel elskelig som ingen andre". "Skal jeg virkelig tro på det?" siger jeg med rynkede bryn og et lille smil.  "Undskyld mig, jeg skal lige finde ud af noget.." Jeg stikker en hånd ned i tasken og finder mit skema. Min finger løber langs timerne og stopper ved det næste fag. Der står med nydelig computerskrift: Sang. Lort.  Det er ikke fordi jeg hader at synge, tværtimod jeg elsker det! Men hallo, som ny elev - med pink hår - er det ikke lige så fedt. Især ikke hvis jeg skal synge foran alle. Jeg rynker brynene og kigger så op på drengene. "Hvad skal I have?" Min stemme er en smule bekymret og jeg har stadig rynkede bryn. "Vi skal have sang.." De stiller sig op i en eller anden latterlig position og synger det ud. Jeg kan ikke lade være med at grine, mine rynkede bryn er helt forsvundet. "Minnie...." Kibum giver Taemin et tegn og de løfter mig op igen, et lille skrig undslipper mine læber. "AISH. JEG KAN GODT GÅ SELV! PABO, PABO." Jeg vender og vrider mig, men de er stærkere end man skulle tro, og da jeg endelig er ved at komme helt fri kommer Minho, Jinki og Jonghyun hen for at hjælpe og så er løbet kørt.  De bærer mig hele vejen hen til lokalet hvor sangtimerne holdes. Og mere til. For da vi når hen til lokalet giver Kibum slip og åbner døren, han går så tilbage og holder igen fat i mig, hele flokken går videre uden at tage sig af alle blikkene eller det faktum at jeg er ved at bide armen af Kibum. Jeg har ikke lyst til at skrige, for jeg får allerede alt for meget opmærksomhed. Da vi er helt inde i rummet og alle glor mere end højst nødvendigt lader de mig komme ned. Kibum aer mig i håret og jeg føler en varme inden i, jeg smiler til ham og kan se at han skal til at sige noget da han bliver afbrudt af en pige der løber hen mod ham, hiver fat i hans trøje og kysser ham, selvom jeg ikke tror 'kysser' beskriver det godt nok. Heldigvis råber læreren ad hele flokken og Kibum's kæreste giver, måske lidt for modvilligt, slip på Kibum. Jeg stiller mig et godt stykke væk fra Kibum og hans kæreste, hvis navn jeg ikke kender og for at være ærlig ikke har den store lyst til at kende. Seriøst, har ikke ligefrem lyst til at stå og glo på to der godt kunne se ud at overfalde hinanden hvert sekund, og lidt andet kunne det godt udvikle sig til. Okay, jeg indrømmer det jeg får nogle rimelige - lad os censurere det - dirty billeder i hovedet. Ih ja, det er så meget sjovere at være dirtyminded. Bare ikke i de her situationer. Jeg stiller mig vedsiden af Jinki, der står yderst, og venter på hvad læreren har at sige. "Ahem... Først vil jeg gerne byde velkommen til vores nye elev ..." Han tænker sig om et øjeblik og udbryder så "Marjorie! Ja, ehm, jeg vil gerne byde velkommen til dig, Marjorie. Mit navn er Wrelton, jeg er fra England så jeg foretrækker at du kalder mig 'Sir Wrelton'. Hmm, ja .. Og så vil jeg gerne lige høre dig synge. Du kan komme herop." Jeg glor på ham i fem sekunder hvorefter jeg går op mod sir Wrelton og nu har front mod alle. Jinki, Minho, Taemin, Jonghyun og Kibum giver mig et næsten usynligt thumps-up tegn, men det er nok. Til gengæld ser Kibums kæreste ud til at kunne dø af skadefrohed. Jeg stirrer tilbage på hende med mit bedste ’jeg-er-da-ligeglad’-blik, selvom jeg er ved at dø langsomt og smertefuldt indeni. Sir Wrelton vinker mig hen til ham. ”Kom kom Marjorie, den kunstneriske udfoldelse venter ikke på nogen!” halvnynner han, og det slår mig om han er høj, eller i det mindste på et eller andet.  Med hjælp fra Kibum og Jinki bliver jeg puffet hen imod Sir Wrelton der stadig smiler pædagogisk. Han sætter sig på en af de blå plasticstole der er i rummet, krydser benene og venter spændt på min ’performance’ som han kalder det. Jeg tager en dyb indånding, og begynder at synge.

 

I can't believe I had to see

The girl of my dreams cheating on me

The pain you caused has left me dead inside

I'm gonna make sure, you regret that night

 

I feel you close, I feel you breath

And now it's like you're here

You're haunting me

You're out of line, you're out of sight

You're the reason that we started this fight

 

But I know, I just gotta let it go,

I, should've known

I gotta learn to say goodbye now

I throw my armour down,

And leave the battleground

For the final time now,

I, I know.

I'm running from a warzone

 

Jeg stopper med at synge da jeg ikke har mere luft, og ser hen på Sir Wrelton. Til mit held smiler han stort, og begynder at klappe. ’Oh no. Please, ikke klap, ikke klap, IKKE klap’. Langsomt følger resten af klassen trop, anført af Kibum, Jonghyun, Jinki, Minho og Taemin. Så her står jeg, foran sådan cirka 20 andre unge, plus en lærer som jeg ikke er helt sikker på er helt clean, og jeg har lige sunget The Wanted. Jeg smiler kort til Sir Wrelton, og skynder mig så ned til drengene hvor jeg forhåbentlig kan gemme mig for ikke at dø af pinlighed.  Resten af timen forløber uden det store hurlumhej, der bliver øvet nogle sange, og jo længere timen skrider frem, jo mere hader jeg Kibums kæreste. Åh lunefulde, lunefulde raseri.  Så snart vi kommer ud fra sangtimen, og jeg har fået overbevist drengene om at jeg IKKE skal bæres til kantinen, giver Kibum mig jordens største kram. ”Du var fanTASTISK derinde! Simpelthen fantaaaaaastisk!” hviner han, mens han præsterer at løfte mig 20 centimeter fra jorden. Jeg smiler og nikker - og er sikker på at jeg har den vildeste rødmen- , ude af stand til at sige noget. Jeg hader virkelig at blive rost.  Mens vi sidder og spiser frokost, ringer min telefon. Jeg dykker ned i min lomme, fisker min telefon frem, og ser på den. ”Hvem ringer?” spørger Taemin, og kigger indtrængende på min telefon. Jeg smiler, og viser ham displayet der viser en pige med lys hud og rødt hår der sidder med en guitar. ”Min bedste veninde. Hun ringer på de særeste tidspunkter”. Jeg tager telefonen op til øret, mens jeg fortsætter med at spise pastasalat. ”JO! BRO! Hvordan er Skolen for Internationale Snobbede Asiatere?” spørger Sunnie, og jeg himler med øjnene. ”Sunnie, hvis du havde været lige her havde du fået en lussing, anyways hvis du var her ville du vide at vi cruiser her. Borset fra i señorita Chou's timer..." "Hah, hvordan var det lige det gik sidste gang jeg var i skole? Men hvis du så gerne vil, at jeg skal, så gør jeg." Typisk Sunnie at forkorte alting ned. Så går det op for mig hvad hun lige har sagt. Jeg spytter noget pastasalat ud på tallerkenen selvom Sunnie fortsætter upåvirket. "Men, så vil jeg altså også have lov til at fornærme den for groft bagefter, deal?" "DU ER SÅDAN EN PABO! DU DRIVER MIG TIL VANVID KVINDE, DU HAR DE SYGESTE TANKER I DIT HOVED! HVAD FOREGÅR DER OVERHOVEDET OPPE I DIT HOVED?! HAR DU INGEN, INGEN FORNUFT ELLER FLYGTEDE DEN FRA DIG DA DU VAR SPÆD?! DU ER FORFÆRDELIG, FULDSTÆNDIG FORFÆRDELIG! OG DESUDEN HAR DU LIGE ØDELAGT VERDENS MEST DELIKATE PASTASALAT AKA MIT MÅLTID!" Okay, jeg indrømmer at man ikke skal være i nærheden af mig når jeg får et anfald og drengene kigger da også lidt bange på mig. Sunnie kender mig dog og tager det helt roligt "And yet you still love me," siger hun med en sukkersød stemme, der virkelig ikke passer hende. "Du har så evigt ret, forresten jeg ringer tilbage senere, du har som sagt formået at ødelægge min pastasalat og fået mine velkomstkammerater til at kigge lidt bange på mig - okay, meget - så vi tager den senere," Jeg lægger på og vender så mit blik mod drengene der stadig stirrer selvom mit smil er vendt tilbage. "Har i noget kamillete? Det ville nemlig være rart. Og kan jeg få en erstatning for denne her pastasalat?" Jeg kigger ned på pastasalaten og rynker på næsen. Den er dog min mindste bekymring. Sunnie på denne her skole? Fyldt med så mange mennesker der er så meget anderledes end hun er? Jeg ringer og bestiller en kiste, bare for en sikkerheds skyld..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...