Sunshine.

Mine damer og herrer, velkommen til Seoul International School of Arts. Forkortet til SISA. De fem drenge Jonghyun, Minho, Onew, Taemin og Key har dannet deres egen lille gruppe som de har navngivet SHINee. De er ret succesfulde på diverse caféer rundt omkring, men det er er også alt. En dag starter pigen Marjorie - eller Jo - på SISA, og trods hendes bange anelser bliver hun hurtigt venner med Key. Jo introducerer hurtigt SHINee for hendes veninde Sunnie, en pige på kant med loven og alt andet. Sunnie er sceneskræk, men er et geni på et dansegulv. Hvad sker der for SHINee og Jo's nye venskab når Sunnie kommer ind i billedet og vender op og ned på alt?

8Likes
4Kommentarer
1404Visninger
AA

1. Ankomsten.

Jeg står og kigger op på en enorm bygning, en grålig, massiv, og ja, alt for stor bygning, jeg står og ryster i bukserne, nervøsiteten sitrer gennem min krop, seriøst, forventer de at jeg skal kunne finde rundt her? Hvad forventer de egentligt af mig? Regner de med at jeg bare vil falde til, helt automatisk og blive bedstevenner med hele skolen, forventer de at jeg består med glamour, eller sidder de og vædder om jeg stikker af første dag, eller bliver i en lumsk krog og senere bliver smidt ud? Jeg knuger min tomme taske ind mod min krop, klemmer øjnene sammen og prøver at samle mig. For at være helt ærlig hjælper tasken overhovedet ikke. Så jeg tager tasken i den ene hånd og slår mig selv i panden med min frie hånd. "Tag dig dog sammen" mumler jeg og går mod kontoret, ned gennem en form for gangsti. Jeg standser op foran en dør og i de første fem minutter står jeg bare og glor på kontordøren, selvom den er af gennemsigtig glas, og man stensikkert kan se mit latterlige ansigtsudtryk, så står jeg bare der og glor. Jeg går to skridt frem mod døren, bare for at gå et tilbage. Jeg føler mig virkelig som en idiot da jeg står og banker på døren. En kvinde åbner døren og byder mig velkommen imens hun smiler venligt. Hun er maksimum 20 år og ufattelig køn, et babyansigt, langt, brunt, krøllet hår, der nok burde være sat op i en knold, hendes øjne er chokoladebrune og så dum som jeg er står jeg bare og er ved at falde i staver over hende. Da hun begynder at gå ind igen og gå ned af gangen, går det op for mig at hun har sagt jeg skal komme med ind. Jeg står og stirrer i et sekund, så går jeg ind gennem en lille forhal, eller venterum. Rummet er simpelt men pænt indrettet, et par stole, der ser ud til at være behagelige, står på lang række i et indhug ovre i venstre side. Et langt vindue ved samme side viser selve skolegården. Et langt, brunt skrivebord står i højre side, med en lampe, en masse papirer, en telefon og en lille computer. Her er faktisk ret hyggeligt hvis man tænker over det. Jeg går videre ned ad gangen, en alt for lang gang, med alt for mange døre. Endnu et bevis på hvor enorm denne skole er. Jeg går lige i hælene på kvinden, hvis navn jeg endnu ikke kender, hun går et skridt mod venstre, smiler venligt og rækker hånden ud for at vise mig hvor jeg skal gå ind. En brun trædør tårner sig op foran mig, den smukke kvinde er allerede gået og jeg står der og glor på døren, som om den automatisk åbner sig selv. Jeg skal virkelig til at vende mig af med den nervøsitet, ellers kommer jeg aldrig frem, så jeg træder et skidt frem og banker målfast på døren. En stemme kalder mig ind, formodentligt en mand med den stemme. Jeg træder ind i et virkelig gammelt rum, og jeg elsker det! De antikke møbler, gardinerne, tapetet, jeg kunne tage det hele med hjem. For at beskrive det mere præcist så er møblerne virkelig smukke, fine udskæringer i mørkt træ, gardinerne har en varm blodrød farve, tapeterne er med mønstre, lidt bleg-gullige i det, men smukke. Det ligner overhovedet ikke et kontor fra denne tid. Mit blik glider langsomt videre i rummet og lander på en middelaldrene mand med briller, han løfter kort hovedet, eller det var i hvert fald hans intentioner, for hans blik hviler på mig i en uendelighed. Det går op for mig at han ikke kigger mig i øjnene eller på resten af mit ansigt, men på mit hår. Mit pink pagehår. Shit, hvis de nu har en eller anden politik om det, så kommer jeg aldrig ind, for jeg har bestemt ikke tænkt mig at farve mit hår tilbage til den kedelige leverpostejs farve. Jeg klør mig let i håret og smiler stille til ham, som om det slet ikke er noget specielt at have pink hår. Han løfter en hånd og vinker mig hen til ham. "Du må være.. Marjorie, har jeg ikke ret?" spørger han. Han lyder ikke streng, nærmere venlig. Jeg nikker, men retter ham dog. "Bare Jo, tak, hr." får jeg fremstammet, og bider mi i læben. Måske ikke lige det smarteste at sige til ens skoleinspektør på første dag, men han ler heldigvis bare af det. "Javel ja. Jo, lad mig personligt byde dig velkommen til Seoul International School of Artcraft. Som du sikkert allerede ved, specialiserer vi os i flere former for kunstnerisk udfoldelse, deriblandt dans, sang, sammenspil, produktion, teater og videre i den dur. Udover det har vi selvfølgelig også almindelige fag såsom koreansk, engelsk og matematik. Timerne er ikke ret lange, til gengæld er der mange af dem. Det forventes selvfølgelig at du møder velforberedt til dine timer og engagerer dig. Men nok om den skræmmekampagne, vi er slet ikke så kyniske!" Det går op for mig at han rent faktisk fjerner blikket fra mit hår, og smiler til mig. Han giver mig hånden, og den smukke kvinde står igen i døren. "Noona, vil De være så venlig?" spørger han, og kvinden nikker. "Kom med mig, så ser vi hvad din første time er". Jeg rejser mig og følger med kvinden igen, meget mere beroliget end da jeg først trådte ind. Kvinden roder igennem nogle papirbunker på hendes skrivebord ude foran, og finder en orange mappe med bogstaverne MARJORIE skrevet udenpå med sprittusch. Hun åbner den, og finder det der tydeligvis er mit skema. "Hm.. Jo. Du skal have dans ovre i Salen" mumler hun. Hun giver mig mappen og skemaet, og forklarer vejen til dansesalen. "Du skal bare fortsætte ned ad gangen her, dreje til højre ud i gården, og så ind ad indgangen længst væk på højre hånd. Der er et stort skilt over, så du kan ikke undgå at se den, okay?" Hun sender mig et sidste opmuntrende smil, og jeg begiver mig ud på min færd for at finde dansesalen.

Dansetimen er allerede i gang da jeg når den store dør ind til salen. Musikken pumper ud gennem døren, og jeg kan se gennem ruderne, at der er mindst tyve elever og en lærer inde i salen der er dækket af et stort spejl på endevæggen. Gulvet er de almindelige parketplanker, og væggene er mursten der er malet hvide, men diverse graffitimønstre på. Ret cool, faktisk. Jeg træder ind ad døren i håb op at danselærere ikke har set mig, men forgæves. Hun stopper musikken, hvilket gør at hver eneste elev vender sig mod mig, for at nærstudere mig.

"Se hendes hår!" "Tror I det er den nye?" "Tænk at komme for sent på sin første dag" "Sikke en.." "JA TAK så er det godt de damer og herrer. Det her er ikke en snakkeklub, og selvom en enkelt elev kommer for sent, giver det ikke resten tilladelse til at falde ud af fokus. SÅ GIV MIG FOKUS!" Det sidste råbte hun, og de fleste - inklusiv mig, tog hovedet ned mellem skuldrene. Læreren gik hen til mig og så mig an. Hun var høj og slank, måske sidst i tyverne. Hun bar en sort top og grønne bukser med grå striber ned langs sømmen, og et par kondisko. Hende hår der, i modsætning til damen fra kontoret, intet krøl havde i sig, var bundet op i en fletning der hang ned ad hendes ryg. "Så du er min nye elev, señora?" Jeg nikkede, og noterede mig at hun nok var fra Spanien. "Javel ja. Su nombre señorita?". Jeg var helt blank, og kunne høre at nogle af eleverne begyndte at fnise. Hun sukkede opgivende, og slog over i engelsk, et sprog vi alle sammen kan forstå. "Dit navn?" "Jo. Eller, faktisk er det Marjorie men det har jeg aldrig rigtig brugt så.." "FRØKEN Jo" afbrød hun, "som din lærer og overordnede vil jeg gerne fortælle dig om den måde der arbejdes på i mine timer. Eller, i hvert fald, få en af mine elever til det. LEE JINKI, KIM JOGHYUN OG KIBUM, CHOI MINHO OG LEE TAEMIN, HEROVER NU!" råbte hun, og igen tog jeg hovedet ned mellem skuldrene.

5 drenge stillede sig hen ved siden af læreren som jeg stadig ikke havde fået navnet på, og så på mig. "Fortæl mig, Minho, hvordan gør vi her?" Den næsthøjeste dreng med krøllet halvlangt hår rømmede sig og så på lærerinden der uden tvivl indgød frygt eller respekt hos ham. "Kommer til tiden, tier stille og gør hvad der bliver sagt". Hun nikkede, og gik videre til en mindre dreng med et nuttet engleansigt der stod og bed sig i læben. "Og beklager vi os her, Taemin?" "N-nej noona" "Nemlig Taemin, det gør vi ikke. Og Kibum, hvad gør vi SPECIELT ikke?" "Kommer for sent, noona". Drengen der svarede havde et ansigt der meget vel kunne minde om en kats. Hans hår var sort, og hans øjne var brune. Hans bukser var lyserøde ligesom striberne på hans gummisko, og han bar en grå tanktop. Noona nikkede, og viftede drengene tilbage på deres pladser i gruppen igen. "Jeg er señorita Chou. Og mine timer er ikke noget man bare sådan lige hopper let og elegant igennem, Jo, forstår du det? Her er det hårdt arbejde og sved der tæller. Velkommen til SISA, OG SKAL VI SÅ KOMME I GANG IGEN DE HERRER OG DAMER?". Hun vendte om og gik tilbage til det store spejl, og forklarede at hvis ikke man kunne rutinen, så måtte man lære den. Jeg sank en klump og bed mig i læben. Denne her skole er et helvede...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...