Never Grow Up (1D) 2

Fortsættelse til "You Found Me (1D)". Dramaet fortsætter. Celine er gravid, hende og Louis er forlovet. Mads, hendes barndomsven kommer til London, Line vil ikke hjem og udvikler så småt følelser for Harry, Niall og Amandas forhold er ved at briste da nye rygter kommer frem. Zayn afslører i fuldhed hvad der skete med Celine for nogle år tilbage, og Louis bliver sur, såret og trist, mens Liam prøver at holde styr på det hele. Som om det ikke var nok så dukker en gammel flamme op, men en gammel flamme til hvem?

145Likes
368Kommentarer
33975Visninger
AA

37. Pretending

Da jeg havde tørret mine tårer væk kiggede jeg på Louis. Hold kæft hvor havde jeg savnet ham. Hans smil. Hans øjne. Hans stemme. Ham. 

Der lå en kuvert nede foran mit sæde. Jeg kiggede lidt underligt på den. Det var en stor kuvert.

"Lou, hvad er det her?" spurgte jeg og tog den op. Han kiggede bare ned i rattet. 

Jeg åbnede den og trak et af de mange papirer op af kuverten. 

'Skilsmisse mellem Louis William Tomlinson & Celine Hart Tomlinson' og så behøvede jeg ikke læse mere. Jeg var knust. Havde jeg noget hjerte tilbage var det sidste knust i endnu flere stykker end før. 

"Hvorfor?" var det eneste jeg kunne sige. 

"Jeg troede det var det du ville" han skulle til at græde igen og jeg mistede fatningen. 

"Louis fucking Tomlinson. Jeg har ca. 4 uger tilbage af min graviditet og jeg bliver mere og mere nervøs. Nervøs er ikke engang ordet. Bange. Bange for at du ikke dukker op. Bange for jeg bare var hende du viste til offentligheden, men var ligeglad med mig. Bange for at jeg skal opfostre Anabelle selv. Men ved du hvad jeg er allermest bange for? At miste dig. Og det har jeg åbenbart gjort" jeg græd. 

Jeg åbnede bildøren og inden han kunne sige noget lukkede jeg døren lige i hovedet på ham. Jeg havde kuverten i hånden med papirerne. Hvis han har søgt, så må han jo også have tænkt over det. Hvilket kun gjorde det hele værre. 

Louis råbte efter mig da jeg gik op mod Amanda og Nialls lejlighed. Tårerne havde nu fået frit løb. Og jeg åbnede døren til lejligheden og Amanda sprang op af sofaen af skræk. Og da hun så jeg græd blev hun ved med at spørge hvad der var sket. jeg havde ikke lyst til at tale med nogen, jeg ville bare væk. Amanda rejste sig fra sofaen og råbte af mig. 

"CELINE, HVAD FUCK ER DER I VEJEN? DU KAN IKKE BARE KOMME BRASENDE IND, FULDSTÆNDIG FORGRÆDT OG IKKE SIGE NOGET! CELINE SIG NOGET TIL MIG!!" Hun var ikke vred. Hun var nervøs. Bange. Skuffet. 

Jeg kastede bare kuverten hen mod dem og gik ind på værelset og lige inden jeg lukkede døren råbte jeg "fucking idiot!" og smækkede døren i. Jeg skrev til Toby, han var den eneste jeg havde lyst til at se lige nu. 

'SOS, kan jeg komme forbi?' og der gik ikke ret lang tid før han svarede tilbage 'Er ikke hjemme lige nu, ekstra nøglen ligger i siden af vasen ude foran, der er is i fryseren. Skriver når jeg er færdig med møde!'

Jeg vidste jeg kunne regne med ham. Og jeg vidste han ville forstå mig. Uanset hvor meget jeg holdte af Amanda, havde jeg ikke brug for hende lige nu. Jeg ville have hun skulle være sammen med Niall og nyde hendes graviditet. 

Jeg tog tasken på skulderen og gik ud af værelset, Amanda sad med kuverten i hånden og Niall holdt om hende. Og læste papirerne. Hun kiggede op med tårer i øjnene. Jeg fik det dårligt over bare at ville forlade hende på den måde, men jeg havde nu mere end nogensinde før, brug for luft. 

"Cel, hvor skal du hen?" jeg svarede ikke men gav hende et undskyldende blik. "Skat, du kan ikke gøre det mod mig igen" og jeg gik "CELINE TOMLINSON" jeg vendte mig om. 

"Undskyld. Jeg skriver til dig senere. Elsker dig" og så gik jeg ud af døren. 

Louis stod ude ved sin bil og kiggede ned i jorden. Jeg ville ikke engang se på ham. Jeg var så vred. Han så op og kiggede mig i øjnene. Jeg kunne ikke kigge på ham længe. 

"Hvor skal du hen?" 

"Det rager ikke dig. Jeg skal nok skrive under på de skide skilsmissepapire og lade dig vide når jeg har født. Hyg dig, ikke?"

"Hvad?" 

"Er det ikke det du godt vil? Jeg forstår ikke jeg fandt mig i det så længe og jeg virkelig troede på dig. Uanset hvad jeg har sagt har jeg ment det. Men om du har ment det når du har sagt du elskede mig, er jeg ikke længere sikker på" jeg prøvede at holde min tårer tilbage

Louis gik over til mig og prøvede at give mig et kram, men jeg trak mig tilbage. Og nu kunne jeg ikke holde mine tårer tilbage længere. 

"Og det sidste du skal gøre lige nu er fandme er røre mig!" jeg råbte ham lige op i hovedet og gik min vej. 

Og endnu en gang fik tårerne frit løb. Jeg gik lidt i min egen verden og havde besluttet mig for at gå den halvlange tur til Tobys hus. Jeg havde faktisk aldrig set huset, kun på billeder. Men det skulle sættes i stand, så indtil da havde han boet på et hotel. Men det var blevet færdig for et par dage siden, så det var husligt.

Jeg gik op mod hoveddøren og min telefon ringede, jeg kiggede på skærmen, det var Harry, ikke hvem jeg lige havde forventet ville ringe.

”Ja?” jeg prøvede at lyde som om jeg ikke havde grædt.

”Hvad fanden sker der Celine? Hvorfor kan I ikke finde ud af det? Der er ingen af jer der kan leve uden hinanden”

”Harry, med al respekt, bland dig uden om. Denne gang, bare hold kæft”

”Undskyld, hvad?”

Han har haft en affære, Harry, jeg er gravid, jeg skal føde lige om lidt, jeg er desperat! Og så synes han nu vi skal skilles. Hvordan tror du, at du får mig til, at føle?”

”Jeg har aldrig sagt det var i orden at han gjorde det, Cel, men synes du at det er i orden at du så siger til ham, at du aldrig ved om han virkelig elskede dig? Har han ikke vist gang på gang hvor meget du betyder?”

”Han har jo spillet skuespil før, så hvorfra skulle jeg vide om det var rigtig, Haz, og ja, så kunne han se hvad jeg følte da jeg fik smidt affæren og skilsmissepapiret i hovedet”

”Celine forhelvede, jeg har aldrig set en elske en så meget som han elsker dig, han forguder dig og tror aldrig jeg havde set ham så lykkelig da han fortalte mig at I skulle være forældre og da du sagde ja. Men I har fandme begge dummet jer”

”Det fint, Haz, jeg gider ikke snakke om det, sket er sket og det kan ikke laves om. Ja, jeg savner ham, jeg mangler noget i mit liv og jeg var parat til at kaste mig i hans arme i dag, indtil jeg så kuverten med skilsmissen”

”Undskyld, Celle" og så lagde jeg på, jeg ville ikke høre mere på ham. 

Jeg åbnede fryseren og tog isen ud og stillede den til at tø op. Jeg fik et chok da hoveddøren gik op og jeg hørte en kalde mit navn, jeg gik ud i gangen og så Toby stå der og gik hen til mig og krammede mig. 

Jeg græd, denne gang uden filter, jeg kunne slet ikke stoppe og Toby prøvede desperat at trøste mig og vi gik ind til sofaen. Han hentede isen og to skeer. Jeg tørrede mine tårer væk og fik et smil frem. 

"Du er nu pænest når du smiler, babe" og han satte isen foran mig. 

Jeg tog en skefuld og samme gjorde han. Jeg var stoppet med at græde og gav ham hele historien. Han var forstående, men samtidig synes han ikke det var iorden jeg havde råbt sådan af Louis til sidst, ihvertfald ikke det jeg havde råbt. Og det spillede igennem mit hoved endnu en gang "Men om du har ment det når du har sagt du elskede mig, er jeg ikke længere sikker på". Og de havde vel ret. Det var bare det eneste jeg havde kunne sige. Det eneste jeg tænkte på var om det havde været det værd. 

Vi snakkede længe og kom sent i seng, han tog en fridag på arbejdet dagen efter, så vi bare kunne slappe af, sammen, uden pressen, uden twitter, uden noget som helst, bare os to i en boble. 

Vi faldt i søvn hen af eftermiddagen og vågnede sent på aftenen. Vi bestilte noget mad udefra og jeg grinte igen. Det var en rar følelse. Jeg havde savnet den her følelse. At føle sig værdsat. At føle sig elsket. Men det var stadig ikke det samme. Det var ikke Louis. 

Det gik op for mig at jeg havde glemt at skrive til Amanda og jeg gik på twitter. Toby var faldet i søvn igen, han skulle på arbejde om nogle timer og havde brug for søvn. Jeg sad nede på sofaen med min telefon og scrollede igennem twitter, da den pludselig ringede. Det var hemmeligt nummer, men jeg tog den alligevel. 

"Hej smukke!" stemmen var mørk, med accent. Zayn. Selvfølgelig. 

"Hej Zayn"

"Hvor er du henne? Vi savner dig. Alle sammen. Og jeg forstår godt du havde brug for luft, men du kan ikke bare sådan forsvinde søde! Jeg har taget en meget lang snak med Louis og givet ham en sviner, som han aldrig har fået før. Du ved godt jeg støtter dig i den her ikke? Ja, Lou, er en af mine bedste venner, men dig, Celine, du er der jo bare, du kan hjælpe en bare ved at kigge på personen, jeg forguder virkelig din evne til at have været så stærk i den her tid.... og jeg vil godt undskylde for jeg ikke har ringet før"

"Wow, Zayn. Tak. Du ved også hvor meget du betyder for mig. Jeg har været hos Toby, snakket om ting, grint, sovet, slappet af. Alt det jeg burde havde gjort for længe siden" 

"Jeg tror ikke du ved hvor meget det betyder for mig, at høre, at du har grint, jeg har savnet dit smil og dit grin helt vildt! Og jeg savner at se dig og Lou være kæreste-kedelige" 

"Det gør jeg også, tro mig, det gør jeg også, men vi snakkes Zayn, hils Liam"

"Hvorfra ved du jeg er sammen med Liam?"

"A wild guess.. Ej han grinede før, hils ham" og så lagde vi på. 

Jeg tjekkede Louis twitter profil og så han havde sendt et link til mig, jeg trykkede på det og Westlife's sang "I miss you" begyndte at spille. Det er en af de smukkeste kærlighedssange nogensinde. Og jeg savnede jo også ham. Jeg var villig til at prøve igen, også selvom jeg havde råbt af ham. Så jeg sendte en tweet tilbage til ham #@Louis_Tomlinson miss you too# 

Jeg fandt noget papir og en kuglepen og skrev en lille besked til Toby. 

'Tak fordi jeg måtte crashe, tak fordi du er her. Ring så snart din kommende forlovede lander! I'm dying to meet her. Jeg skal få styr på mit liv nu, inden Anabelle melder sin ankomst. Tak for to fantastiske dage' og lagde sedlen på køkkenbordet, tog min taske og fandt en taxa. 

Jeg tog hjem til mit og Louis hus. Og så der var lys. I et øjeblik tvivlede jeg på om jeg skulle gå ind eller køre videre. Jeg skulle jo have det her ordnet før eller siden, så hvorfor ikke nu? Jeg gav taxachaufføren penge og steg ud, fandt nøgler frem og åbnede døren og så Louis sidde på sofaen og se videoen fra vores bryllup. Da jeg lukkede døren vendte han sig om og smilede blidt. 

"Celine" og gik hen imod mig. 

Min taske ramte gulvet og han lagde armene omkring mig. Han kyssede min nakke og kiggede mig derefter dybt i øjnene. Det føltes som første gang igen. Første jeg så ham i øjnene var jeg solgt. Det var samme følelse jeg fik nu. Jeg havde savnet ham mere end jeg var villig til at indrømme. 

"Celine, undskyld" han lugtede af en blanding af vodka og whisky ud af munden og jeg kiggede hen på sofabordet. Det var noget af det vi havde haft tilbage fra brylluppet. 

"Har du drukket?" 

"Ja. Ja, det har jeg" 

"Hvor meget har du drukket Lou?"

"Det ved jeg ikke" 

Og jeg tog hans hånd, satte ham på sofaen og fjernede flaskerne på bordet. 

"Jeg er gået glip af så meget af din graviditet. Se hvor stor du er blevet" 

"Det er din egen skyld, Lou" 

"Det ved jeg" han lød trist. 

Der gik lidt tid og han rejste sig fra sofaen og gik ud til mig i køkkenet og krammede mig bagfra og lagde hænderne på min mave. 

"Jeg elsker dig" og så satte han sig på knæ foran maven og hev op i min trøje og gav den et kys. "Og dig elsker jeg også" 

Han rejse sig og jeg gav ham et kys. Jeg tømte min taske og min iPod var tændt. Jeg havde glemt at slukke den da jeg steg ud af taxaen. Han kiggede på den og så hvad der spillede. 

"Den minder mig om os nogle gange, Lou" jeg svarede på hans ustillede spørgsmål. Jeg havde hørt Pretending med Glee. 

Han kiggede på mig og kyssede mig igen. 

"Jeg har savnet dig. Jeg har savnet det her. Jeg har savnet os. Hvad skete der?" han kiggede på mig og forventede jeg havde et svar klar med det samme, men jeg var på samme båd som ham. Jeg havde ingen idé om hvad der skete. 

"Det også ligemeget! Jeg har dig nu. Det er det vigtigste. Åh, Cel, hvis du bare vidste hvor ondt det gjorde da du sagde du ikke vidste om jeg nogensinde havde elsket dig" og en tårer trillede ned af hans kind. 

"Hey, jeg er her nu. Det skal nok gå, vi har nogle ting vi skal snakke om, men først, du skal sove din brandert ud og jeg skal have noget mad" jeg kyssede ham og han gik ind i soveværelset. 

Tilgivelse er svært, men nødvendigt, jeg havde brug for det, en byrde havde lettet sig fra mine skuldre. Jeg var hjemme hos min mand igen. 

 

__

Jeg er glad for der stadig er så mange der læser med, det betyder rigtig meget. 

Jeg ved det har været længe undervejs, så jeg håber det har været ventetiden værd! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...