Never Grow Up (1D) 2

Fortsættelse til "You Found Me (1D)". Dramaet fortsætter. Celine er gravid, hende og Louis er forlovet. Mads, hendes barndomsven kommer til London, Line vil ikke hjem og udvikler så småt følelser for Harry, Niall og Amandas forhold er ved at briste da nye rygter kommer frem. Zayn afslører i fuldhed hvad der skete med Celine for nogle år tilbage, og Louis bliver sur, såret og trist, mens Liam prøver at holde styr på det hele. Som om det ikke var nok så dukker en gammel flamme op, men en gammel flamme til hvem?

145Likes
367Kommentarer
34365Visninger
AA

22. Min bror

 

Jeg vågnede ved lyden af min telefon der ringede. Jeg kiggede på klokken inden jeg tog den, 11.42, jeg havde fandme sovet længe. Jeg tog telefonen uden at se hvem der overhovedet ringede.

”Det Celine”

”Hej Celine, du snakker med Katie Smith fra hospitalet”

Tusinde tanker fløj igennem mit hoved. Hvem var kommet til skade? Var der sket noget med barnet? Jeg sad lidt i mine egne tanker indtil hun sagde

”Celine, er du der?”

”Øh, ja, ja jeg er her”

”Okay nu skal du høre engang, du står her som kontaktperson til en Mathias Hart, kan det passe?”

”Det er min bror, hvad er der sket?”

”Han var ude for en ulykke tidligt i morges og ligger på intensiv. Jeg kan godt se at I har samme efternavn, men det er ikke så længe siden du er blevet skrevet på som kontaktperson og du har heller ikke skrevet under, som godkendelse, hvordan kan det være?”

”Han har ikke sagt noget til mig, men betyder det virkelig noget lige nu? Min bror er på intensiv og du bekymre dig om en underskrift?!”

”Ja, undskyld, hvis du bare, når du har tid, kommer og besøger ham, så kan du lige skrive under, så er det helt fint”

”Jaja, jeg skal nok fucking skrive under” hvæsede jeg af hende og rejste mig fra sengen.

Jeg tog en af Louis’ trøjer på og et par sort leggins, lige nu var jeg ligeglad med makeup og hår, redte dog lige mit hår hurtigt og tog min taske og nøgler og så gik jeg ud af døren. Jeg tog Louis’ porsche og kørte mod hospitalet.
Jeg ankom til hospitalet, parkerede bilen og gik med raske skridt ind til skranken.

”Hvad kan jeg hjælpe Dem med?”

”Mit navn er Celine Hart, jeg skal besøge min bror, Mathias Hart”

”Hvis du bare sætter dig hen og venter, så vil der komme en læge lige straks”

Jeg gjorde som hun sagde og fandt en plads. Jeg gik på Twitter for at have noget at lave og skrev en kort tweet.

#L#

Som folk straks gik amok over. Alle ville vide hvad der var sket og Louis skrev også.

#What’s wrong babe?# & #Call me!!#

Jeg svarede ikke, jeg loggede bare af og sad og stirrede ud i luften. Tænk at han allerede havde skrevet mig som kontaktperson. Var min far kontaktperson? Jeg kunne ikke se ham. Måske lå han fuld derhjemme. Jeg glemte min far et øjeblik og tænkte på den forfærdelige kælling der havde ringet i morges, tænk at hun bekymrede sig over en skide underskrift når min bror ligger på intensiv, som om det ikke var slemt nok. Jeg sad bare og kiggede forvirret ud i luften. Jeg havde ondt i maven nu. Jeg kiggede ned på min telefon. 13:04. Jeg havde siddet her længe nu. Jeg kiggede op og der stod en læge og kiggede på mig.

”Hej Celine. Mit navn er Patrick Green. Jeg er din brors læge, følg du med mig, så fortæller jeg det hele”

”Jo tak, jeg skulle også skrive under på et eller andet?”

Jeg rejste mig og tog mig lidt på maven og lægen kiggede godt nok lidt på mig.

”Ja, kontaktpersonsblanketen, men den behøver vi ikke tage os af nu. Er du okay?”

”Lidt overvældende at ens bror er på intensiv, men ellers…”

”Er du sikker? Du holder dig lidt til maven, sikker på jeg ikke lige skal tjekke en gang?”

”Vil du det? Jeg er lidt nervøs. Faktisk. Både for hvad der er med min bror og så hele graviditeten”

“Hvem er din læge normalt?”

“Øh, jeg har ikke rigtig nogle, men jeg ved min jordmoder hedder Liza, noget med W tror jeg?”

”Ja, Liza Wilson, rigtig sød kvinde. Hvornår er du sat til?”

”Omkring 8. februar”

”Ja okay, jeg undersøger dig lige hurtigt, du er så 15 uger henne cirka?”

”Ja, 15+4”

”Fantastisk. Hvis du bare ligger dig på briksen, så finder jeg lige en scanner”

Jeg lagde mig ned. Min mave gjorde ondt. Det var ligesom om jeg havde sammentrækninger. Jeg havde det virkelig dårligt. Jeg lukkede øjnene en kort sekund og da jeg åbnede dem stod lægen og kiggede på mig igen. Han smilede kort til mig og bad mig om at trække lidt op i min trøje så vi kunne lave en scanning.

”Det ser fint ud Celine. Hov vent, hvad er det?”

Så snart han havde sagt det kneb jeg en lille tåre. Hvad nu. Nu gik det endelig så godt. Ikke noget galt og så nu. Dobbelt drama. Jeg kan ikke overskue det. Jeg ville ikke mere. Det skulle bare overståes. Nu.

“Jeg ringer lige efter en reservelæge, du behøver ikke græde Celine, det skal nok gå”

”Undskyld, det hele er bare så overvældende”

”Du behøver ikke undskylde. Jeg ringer lige

Han gik ud på gangen og råbte på en eller anden, jeg kunne ikke lige høre hvem det var. Jeg havde allermest lyst til at gemme mig væk, ringe til Louis, se min bror, alt andet end at ligge her og vente på at få at vide hvad der er galt. Jeg vendte mit hoved om og så ud af glasruden. Han snakkede med en dame, og så pegede han ind på mig, hun vendte sig om og jeg vidste hvem det var. Min jordmoder. Det kunne ikke være godt. Hvorfor kunne han ikke sige noget? Endnu en tare trillede ned af min kind.

De kom ind på stuen hvor jeg lå og smilede begge til mig, så gik Patrick, den første læge, ud igen og efterlod Liza, min jordmoder alene med mig. Hun tørrede mine tårer væk. Og smilede til mig. Hendes smil beroligede mig på en eller anden måde.

“Det er ikke noget særligt Celine. Du skal bare slappe af, barnets hjerterytme er ret højt og hvis du ikke passer på kan det gå galt. Barnet kan mærke du er nervøs og reagerer på det, så dybe indåndinger og husk at spise! Det ved jeg du ikke var særlig god til inden din graviditet, så længe du bare husker at holde dig sund imens du er gravid, også efter selvfølgelig, så skal det nok gå”

”Tak. Jeg blev bare lidt, nervøs, med min bror og fik ondt i maven”

”Det er klart. Træk trøjen ned og kom med mig, så følger jeg dig hen til din bror”

Jeg trak trøjen ned og fulgte med hende. Hun lagde armen om mig og vi gik ind på en stue hvor han lå, der var en masse slanger og der stod en flok læger omkring ham. Patrick fik øje på mig og gik over til mig. Trak mig lidt til siden og fortalt hvad der var sket

”Han var ude for en bilulykke i morges, en spritbilist kørte overfor rødt direkte ind i ham, bilisten døde, din bror overlevede med nød og næppe. Han bliver opereret senere i dag. Hans kone har fået besked, det samme har din far, de var her kort før du kom og ville give dig lidt tid med ham alene. Vi vil gøre vores bedste for at han bliver helt fin igen”

”Ulykke? Hvorhenne?”

“Faktisk lige omkring hvor du bor, tre gader derfra, havde I en aftale?”

”Nej.. Det tror jeg ikke. Han ville sikkert bare overraske mig, havde han noget med?”

”En kasse med nogle få ting i, den står herovre”

Jeg gik over og så ned i kassen. Han var på vej hjem til mig. Det var min mors gamle ting. Dem jeg altid havde sagt jeg ville arve når hun døde, men aldrig fik taget med mig. Tænk at han kunne huske det. Jeg begyndte og græde igen og de fleste læger var gået ud af stuen så jeg kunne sætte mig ved min bror.

Jeg sad der nogle timer og tog hjem, jeg ringede til Louis da jeg kom hjem og brød sammen igen over telefonen. Jeg fortalte ham det hele. Jeg kunne høre på hans stemme at han blev trist. Trist over han ikke kunne være der og støtte mig, holde om mig, fortælle at han elsker ham.

Jeg gik i seng efter jeg havde snakket med ham. Jeg tog noget hurtig aftensmad med ind i sengen og tændte computeren. Jeg besluttede mig for at jeg nok hellere måtte fortælle hvad der var galt, så jeg gik i gang med at skrive en twitlonger.

#You deserve to know. To know why I’m sad. It’s not because Louis is gone, well part of it, but today I got sad news. I woke up this morning by a call from the hospital. My brother was in an accident early this morning. And I just got home from the hospital. It’s critical and he’s in surgery as I write this. I pray to God he’ll survive. Please pray with me. I need this. And then I was told I needed to relax, because of the baby, the baby can feel when I’m sad, nervous, happy or sad. And today I was really nervous. But yes, that’s the reason for the tweet earlier today. Goodnight#

Jeg slukkede computeren efter jeg havde sendt den. Jeg faldt hurtigt i søvn og krydsede fingre for at operationen ville gå godt.

Jeg vågnede næste morgen til 5 ulæste beskeder og 7 missede opkald. Opkaldene var fra Line og Amanda de fleste af beskederne var også fra dem, men den ene var fra min brors kone. ’Hej Celine. Du vil sikkert godt vide, selvom klokken er 5 om morgen at din bror har det godt. Operationen gik bedre end forventet og han er nu stabil. Han er også overflyttet fra intensiv til de almindelige stuer. Og er snart ved bevidsthed! Det kan vi godt lide. Kys’. Jeg smilede da jeg læste beskeden. Nu var jeg klar til at kigge på brudekjoler i morgen alligevel! Jeg ringede straks til Amanda og bad dem komme over og sagde de sagtens kunne sove hos mig så vi kunne kigge brudekjoler og brudepigekjoler. Jeg glædede mig! Jeg kunne ånde lettet op og nyde min tilværelse.
Nu var mit liv godt igen, og jeg ringede straks til Louis og sagde det, hvorefter han svarede

”Jeg glæder mig til at se dig skat, er glad for du er glad igen. Jeg elsker dig”

____

I næste kapitel skal alle pigerne ud og kigge på brudekjoler, mon Celine finder drømmekjolen? Læs med i næste kapitel! 

Og undskyld for der er gået så lang tid - der var lige et par opgaver der skulle laves først! næste kapitel er ude senest søndag. Kys! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...