Never Grow Up (1D) 2

Fortsættelse til "You Found Me (1D)". Dramaet fortsætter. Celine er gravid, hende og Louis er forlovet. Mads, hendes barndomsven kommer til London, Line vil ikke hjem og udvikler så småt følelser for Harry, Niall og Amandas forhold er ved at briste da nye rygter kommer frem. Zayn afslører i fuldhed hvad der skete med Celine for nogle år tilbage, og Louis bliver sur, såret og trist, mens Liam prøver at holde styr på det hele. Som om det ikke var nok så dukker en gammel flamme op, men en gammel flamme til hvem?

145Likes
368Kommentarer
33908Visninger
AA

36. Loving you is hard

Jeg var blevet kæmpe og min mave var sunket, det kunne kun betyde en ting, der var ikke lang tid til jeg skulle føde og nu ramte frygten mig for alvor. 

Det var en uge siden jeg havde snakket med Louis og jeg havde kun fået det dårligere, jeg rystede og måtte klemme maden ned. Havde jeg ikke været gravid havde jeg slet ikke spist, men uanset hvad ville jeg det bedste for mit barn. Jeg havde også kastet op et par gange og havde feber i går morges, jeg tænkte ikke så meget over det, selvom jeg burde når jeg er gravid, men tænkte nok det bare var en stærk reaktion på hvad jeg fik at vide til nytår. 

Jeg havde bevæget mig ud for en dør, selvom jeg ikke var på toppen, var jeg nødt til at se andre mennesker. Jeg havde benyttet muligheden til at se en ven jeg ikke havde set siden 7 klasse, han havde været den mest populære dreng i klassen, alle pigerne var vilde med ham, inklusiv mig. Men han flyttede til USA og så havde vi næsten ikke set hinanden, slet ikke faktisk. Og nu var han endelig tilbage i London da han skulle arbejde på et 1 år et kontor, han gik ikke så meget i detaljer, og jeg ville ikke spørge ind til det jeg var bare glad for han var tilbage. 

Og rygterne startede... Folk vidste godt Louis og jeg havde problemer og med det samme troede de jeg var sammen med en ny, der var gået en uge, hvad havde de regnet med? 

"Is Celine already with someone else?".. "Celine's secret date".. "Is the baby really Louis'?".. "Celine moved on, quickly". Var bare nogle af de overskrifter der havde været på nettet og så var de plastret til med billeder af mig og Toby, og han så stadig godt ud, bedre faktisk. Men vi var venner. Jeg elskede stadig Louis, uanset hvad han havde lavet. 

Jeg gik på twitter og så Louis havde tweetet mig, han havde tweetet et link til en sang, lige så snart jeg hørte starten af sangen vidste jeg hvad det var for en. Det var en sang jeg havde haft tæt på livet, en jeg havde hørt når jeg havde været trist. "What hurts the most" - med Rascal Flatts.. og besluttede mig for at besvare hans tweet #@Louis_Tomlinson Missing you is an understatement, but loving you is hard#. Jeg vidste at det ville få store reaktioner, så jeg skyndte mig at skrive en helt ny tweet, til alle mine followers. #You guys are crazy. I'm not with someone else# og en til #The guys on the pics are one of my dearest friends. With a big F!# #His name is Toby and he's on a one-year vacation in London. I haven't seen him in ages# & #That's why we were hugging so much. I LOVE my husband# og den sidste blev til en tweetlonger #I just wish for you to respect that I do love him, Louis, but he made a mistake and I have a hard time getting over it. I'm pregnant for gods sake. Louis is.. he's my everything. So please, give me time to think about this. I feel like shit. I did change my name on TWITTER because for a moment I had a doubt, if I was completely sure we would never be together again, I would have ask for a divorce - I haven't - and never will. Louis Tomlinson is my husband and the father of my child, it's as simple as that. I was just surprised when I heard the news, I was in shock. I need time to think this over, so please understand that I'm NOT seeing anyone else and I won't. Thanks for the support Line and Amanda, you will always be my shinning stars, I love you xx#. Jeg sendte den afsted og loggede af. 

Toby havde set hvad jeg havde skrevet og så jeg var på vej til at bryde sammen og gav mig et kæmpe kram. Og kiggede på mig og smilede. 

"Celine, jeg er nødt til at fortælle dig noget" han lød meget alvorlig og jeg blev en smule bange, men nikkede bare. 

"Det er ingen hemmelighed at jeg har fulgt med i dit liv, rigtig meget, nok mere end jeg er villig til at indrømme og det har fået mig til at fortryde rigtig mange ting - en af dem at jeg ikke tog skridtet videre med dig, men at jeg flyttede med til USA. Jeg har aldrig fortalt dig at jeg blev tilbudt at blive boende hos min moster, men jeg gjorde det ikke. Du må ikke misforstå mig, jeg er så glad på dine vegne og Louis er sikkert en helt fantastisk fyr, der bare nogle ting jeg ville have ønsket jeg havde gjort anderledes. Men du har det godt og jeg har det godt, vi voksede op til at blive noget stort begge to og starte familie sent, du snød! Haha. Men for at være ærlig, du er så skide smuk gravid, jeg håber bare at min kæreste kommer til at være lige så smuk, når jeg engang skal starte familie" han gav mig et sødt smil og jeg tænkte lige det igennem han havde fortalt.

"Hold da op Toby! Men havde du gjort det, ville du ikke være på vej mod det du altid drømte om. Jeg er så pavestolt af dig, Toby! Og jeg vidste ikke du havde en kæreste?"

"Vi har været sammen i 3½ år faktisk, jeg har overvejet at fri, har fået inspiration fra Louis, selvom jeg godt ved i har været sammen længere, men jeg elsker hende virkelig højt" han fik et glimt i øjet da han snakkede om hende og mine hormorner var ude af kontrol så jeg fældede en lille tåre. 

Han lagde armen omkring mig og nussede min arm. Jeg lagde mit hoved på hans skulder. Gud hvor havde jeg savnet hans selskab og jeg savnede Louis.  

"Så fik vi det hele alligevel" sagde jeg og smilede til ham 

"Det gjorde vi, jeg vil gerne have du møder hende, min kæreste, når hun kommer til London i starten af februar" 

"Så har jeg måske også baby, afhængig af hvornår hun kommer" jeg smilede ved tanken, der var næsten ikke noget tid tilbage. 

"Din mening betyder rigtig meget for mig Celine. Du ved jeg har haft svært ved at finde de rigtige"

"Hey, hvorfor tøver du sådan lige pludselig? Du elsker hende og hun dig, ikke?" 

"Jo, men, vil du ikke nok?" hans stemme var næsten trist 

"Jeg vil altid hjælpe dig Toby, men fortæl mig hvad der er galt" 

"Med al respekt Cel, så vil jeg ikke ende som jer. Efter I er blevet gift er det gået ned af bakke og du er gravid og han var der utro og... det gør ondt på mig at se dig sådan, for selvom du siger du er okay, så kender jeg dig godt nok til at kunne kigge dig i øjnene og se frygt. Frygt for at han er ligeglad med dig, frygt for at dit barn ikke får en normal opvækst med både mor og far og frygten for at miste alt du elsker, jeg vil ikke kunne se min kæreste i øjnene hvis jeg gør det mod hende. Louis elsker dig, han begik en fejl, det kan ske, men at se på dig, udefra og se hvor ondt det gør på dig, det gør ondt på mig, for selvom vi ikke har set hinanden fysisk siden 7 klasse, så ved jeg at du har skrevet til mig så mange gange at du ville gøre alt for ikke at miste ham og se på dig nu. Du falder fra hinanden. Snak med ham, please søde. I er det eneste par jeg havde set ville gå hele vejen og sidde i jeres sofa og kigge på jeres børnebørn lege og stadig se lige så nyforelskede ud. Min frygt er, at jeg vil begå samme fejl som Louis og miste den pige jeg elsker" han havde ret. alt han sagde og det blev for meget for mig og jeg brød sammen. 

Ingen havde før sagt det til mig på den måde. Den hårde sandhed. Og det var inderst inde den jeg havde brug for at høre. 

Vi sagde farvel og på gensyn, nu havde han ikke flere fridage tilbage og jeg kunne nu gå tilbage til at være 'alene' igen. Måske jeg burde snakke med Louis. En lang snak. En snak der uden tvivl ville bringe tårer frem. 

Jeg mødtes med Amanda på en café i nærheden af hvor jeg havde været sammen med Toby, jeg var nødt til at fortælle hende hvad jeg havde tænkt mig at gøre med Louis. 

Hun smilede da hun fik øje på mig og Anabelle sparkede. Jeg gav hende et kram og vi gik ind på cafeen. Jeg fortalte hende min plan og jeg kunne se at selvom hun sagde det var okay, så ville hun ikke have det. Hun var sikkert bange for jeg skulle bryde sammen igen. Hun ville ikke kunne se mig gå igennem det en gang til og jeg prøvede at forklare hende at jeg var nødt til det, ikke kun for min, men også for Anabelles skyld og så forstod hun bedre. Inderst inde vil Amanda mig kun det bedste og hun vil bare have jeg er glad og det var lige præcis det jeg elskede hende for. 

Vi gik hjem sammen og faldt i søvn på sofaen. Niall skulle øve med resten af bandet og ville være væk til i morgen, så vi havde veninde tid. 

Da vi vågnede næste dag stod Niall og smilede af os. Jeg lå med mit hoved på Amandas skød og da jeg rejser mig ser jeg Louis stå ude i køkkenet. 

"Amanda fortalte mig om jeres samtale på en sms, så jeg tænkte at jeg også ville høre hans version af historien og besluttede mig for at tage ham men herhjem så I kunne snakke" han gav mig et nervøst smil og jeg gik ud i køkkenet. 

Louis blik fangede mig og jeg pegede ind mod det værelse jeg sov i. Han rystede på hovedet og gav mig tegn til jeg skulle komme med ud. Jeg tøvede et øjeblik, men hvis vi skulle få det her til at fungere, måtte jeg også tage en chance. 

Jeg vinkede til Amanda og hun gav mig et luftkys og Niall vinkede tilbage. Louis var allerede gået ud og jeg tog min mobil og gik ud til ham. Han havde sat sig ind i bilen og jeg åbnede døren til passagersædet og så der lå en gave. Louis smilede svagt til mig og jeg tog den op i min hånd og satte mig ned. 

"Åbn den" 

Jeg åbnede den og begyndte at græde fuldstændig hæmningsløst. Det var en sølvrangle, indgraveret med teksten "Our Angel. Our Princess. Anabell Libby Tomlinson". 

Jeg græd. Louis græd. Vi var et yndigt par at sidde og tudbrøle i en bil ude foran Niall og Amandas lejlighed. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...