Never Grow Up (1D) 2

Fortsættelse til "You Found Me (1D)". Dramaet fortsætter. Celine er gravid, hende og Louis er forlovet. Mads, hendes barndomsven kommer til London, Line vil ikke hjem og udvikler så småt følelser for Harry, Niall og Amandas forhold er ved at briste da nye rygter kommer frem. Zayn afslører i fuldhed hvad der skete med Celine for nogle år tilbage, og Louis bliver sur, såret og trist, mens Liam prøver at holde styr på det hele. Som om det ikke var nok så dukker en gammel flamme op, men en gammel flamme til hvem?

145Likes
368Kommentarer
33734Visninger
AA

40. De sidste ord

Louis synspunkt. 

"Hendes puls falder, vi mister hende!" overlægen råbte og fik taget Anabelle ud og kastede hende nærmest over til sygeplejersken. 

Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage. Jeg var vred. Jeg var bange. De skulle redde hende. Jeg kunne ikke leve uden Celine. Jeg vil ikke leve uden Celine. 

"Louis" kaldte nogen i baggrunden. Jeg vendte mig om for at se Celines biologiske mor og far stå der. Hun havde tårer i øjnene og han stod tappert og prøvede at skjule at det berørte ham. 

"Hvordan har du det, Louis?" Celines mor gik hen til mig og gav mig et kram og begyndte at græde. 

"Har haft det bedre. Nu er jeg blevet far, hvis jeg skal se positivt på det. Men det er nok også det eneste positive der er at sige om dette, jeg er ved at miste mit livs kærlighed, mit livslys, mit barns mor og jeg kan ikke gøre andet end bare at stå her" Hun nikkede og fjernede tåren fra hendes kind. 

"Jeg havde endelig fået mit barn igen og så skulle hun til at have sit første barn. Hvis jeg skal se positivt på det får jeg lov at se mit barns barn vokse op. Jeg føler din smerte Louis, mere end du aner." Hun lagde sin hånd på min kind og gav mig et lille smil. 

Vi satte os ned udenfor operationsstuen og snakkede videre, hun fortalte kort om hvordan hendes liv havde været før hun blev gravid med Celine, hvordan hendes liv ændrede sig da hun fandt ud af hun var gravid og hvor skidt det gik efter hun måtte give sit barn væk. Hun græd da hun fortalte det og jeg lagde armen om hende. 

Jeg ved ikke hvor længe vi sad ude på gangen, men Celines far kom ud fra stuen og afbrød os. Celine var færdig og var ved bevidsthed. det gjorde mig lykkelig, hun klarede det alligevel. Min prinsesse klarede det. 

Lægen kom ud og bad mig følge med. 

"Det er Celines mor" forklarede jeg og pegede på hende. Han nikkede og gav mig tegn til at tage hende med, samt hendes far. 

Han tog os med ind på hans kontor og bad os sætte os ned på stolene foran hans bord. Jeg satte mig længst til venstre, tættest på døren. 

"Anabelle har det fint, rigtig flotte tal, en god vægt og en god længde taget situationen i betragtning. Celine er ved bevidsthed lige nu, med det er ene og alene fordi vi har givet hende lidt medicin, hun bad selv om det, så hun kunne sige farvel til jer. Hun ville ikke bare forlade jer uden at have snakket med jer inden. Hun er klar om 10 minutter. Hun vil snakke med jer først" og nikkede imod hendes forældre. "Derefter resten af crewet og dig til sidst Louis" 

Jeg satte mig ud på gangen foran hendes stue og tog min telefon frem. Jeg gik igennem alle vores beskeder. Hvor stort et svin jeg havde været overfor hende de sidste mange måneder, ingen fortjente at blive behandlet sådan. Tårene trillede ned af mine kinder og drengene prøvede desperat at trøste mig.

Da det var deres tur til at komme ind, hilste jeg hurtigt på hendes forældre. Hendes mor var grædefærdig og blev taget ud af bagindgangen til hospitalet. 

Jeg tog min telefon frem og gik på twitter. #Today I got the greatest gift, a man can get. My babygirl was born# og besluttede mig for at lave en twitlonger #Anabelle Libby Tomlinson is going to be my life saver. I promise to be better. I promise to be the best father in the world. I promise to tell her how amazing a woman her mother was - that she is looking down at her, wishing her the best in life. Today earth gained a princess and heaven will gain an angel. My baby, I have, I do and always will love you. YOU made my life worth living, and I am sorry. I am sorry for not standig by your side when you needed it the most, when I went behind your back, with another woman, when I had promised you, the 20th October always to be faithful. My woman, my baby, my soulmate, my beloved wife, you will always be with me, always in my heart. I love you# 

Amanda var den første der kom ud af stuen. Hendes øjne var røde og hævede, hun havde uden tvivl grædt, ikke bare lidt, men rigtig meget. Den sidste der kom ud var Harry, han var ødelagt af gråd. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, jeg havde allermest lyst til at gemme mig væk. 

Da jeg trådte ind på stuen så jeg Celine ligge i sengen med Anabelle på armen, allerede der gik det galt for mig. Celine smilede svagt til mig. Hendes hud var bleg og hendes læber var ikke den fantastiske lyserøde farve de plejede at være. Hun var svækket og min største frygt var at hun led. 

"Hvordan har du det?" jeg gik længere hen mod sengen hun lå i og tog hendes hånd. Og der mistede hun det. 

"Forfærdeligt. Jeg kan ikke noget. Anabelle er perfekt og jeg får hende ikke set vokse op" man kunne høre smerten i hendes stemme. 

"Og hun får ikke sin fantastiske mor at opleve og jeg får ikke lov til at have den perfekte familie" jeg prøvede at holde tårene tilbage, men det var svært, hårdt at se den man elsker allermest ligge der og bare venter på at dø. 

"Louis, du må ikke græde, jeg vil have de sidste minder være positive. Anabelle har det godt, hun er sund og rask og så er hun fantastisk smuk" en lille tårer truede med at forlade hendes øjenkrog og hun kiggede ned på Anabelle. Jeg tog min telefon frem, det her ville være de eneste billeder Anabelle nogensinde ville se sammen med sin mor og de eneste minder jeg ville have. 

Sygeplejersken kom ind på stuen og smilede til os. Hun spurgte om hun måtte låne Anabelle til nogle prøver og Celine nikkede. Jeg kunne se det gjorde ondt på hende at aflevere sit barn, nok mest fordi det var sidste gang hun ville se hende. Jeg tog hendes hånd og kyssede den og så fik tårene frit løb. 

"Jeg er så bange, Louis. Jeg elsker dig, det ved du godt ikke?" jeg nikkede og klemte hendes hånd, jeg ville ikke sige noget, det var hendes tur til at sige noget og jeg ville hellere end gerne høre hendes stemme. 

"Jeg vil gerne have hun skal døbes og lad Haz være gudfar, det vil han sikkert gerne, resten af drengene og pigerne lad dem være fader. Og Lou, find en der gør dig glad, det fortjener du" jeg fik en knude i maven, ved at tænke på, at jeg skulle være alenefar med en kæmpe karriere og finde en ny kvinde, der kunne gøre det blot halvt så godt som Celine. 

Jeg lagde mig op ved siden af hende og kyssede hende. Hun smilede til mig og lagde hovedet på min skulder. Hun var kold og rystede en smule. 

"Har du ondt skat?" 

"Over det hele, mit hjerte er knust, mit liv er slut. Jeg elsker dig mere end noget andet og håber du finder fred, det er mit sidste ønske, samt at du giver Anabelle evig kærlighed. Pas på hende. Jeg ved du kan. Du var altid min største kærlighed og vil altid være det" 

Hun lukkede øjnene og jeg kyssede hendes pande. Maskinen der tog hendes puls begyndte at bippe og lægerne kom løbende ind og jeg stod der ved siden af sengen og kiggede på hende, først der gik det rigtig op for mig, at det her var sidste gang jeg skulle se hende, sidste gang jeg holdte om hende, sidste gang hun havde snakket til mig. Jeg mistede det og faldt sammen på gulvet i gråd og Harry kom ind og holdte om mig. 

"Hun er væk, Haz, hun er væk" 

Der gik en uges tid og så var det tid til at sige ordentlig farvel til hende. Hun skulle have den smukkeste begravelse. Jeg havde fået en præst til at holde begravelsen udenfor og solen skinnede fantastisk. Anabelle lå i barnevogen ved siden af min stol og sov. 

Gæsterne ankom og de blev budt velkommen med sangen "Here Comes Goodbye", en af Celines yndlingssange. 

Da alle gæsterne var ankommet begyndte præsten på sin prædiken og den var smuk. Jeg sad med tårer i øjnene ligesom alle andre til begravelsen. Han havde virkelig lyttet til mig og fanget essensen i hvem Celine var som person. Han havde gjort et fantastisk arbejde. 

Da kisten skulle sættes i jorden blev "The Second You Sleep" spillet og mine tårer havde fået frit løb, Amanda tog min hånd og klemte den. Det var vel et "det skal nok gå"- klem, at de nok skulle være der for mig. Jeg kiggede op på hende og smilede, hun græd ikke så meget som hun havde gjort, måske for at vise mig, at man bliver kun stærkere med tiden. 

Efter begravelsen, tog vi hjem til huset, hvor jeg havde fået sat et telt op i haven. Jeg skulle holde en tale og jeg var rigtig nervøs for om jeg kunne fuldføre. 

Jeg slog på glasset og rejste mig. Jeg hævede mit glas og alle sagde i kor "Til ære for Celine". 

"Sidste gang jeg slog på et glas, var en af de lykkeligste dage i mit liv, vores bryllupsdag. Jeg har været en rigtig dårlig mand overfor Celine, det sidste stykke tid, jeg var sammen med en anden og opførte mig som om, at JEG var offeret. Jeg vidste ikke, hvor slemt og hvor syg hun egentlig havde været, indtil hun lå der på gulvet i vores stue. Aldrig før havde jeg følt sådan en ubærlig smerte. Celine var en helt igennem fantastisk kvinde, der kun fortjene det bedste og hun havde al ret til at være sur på mig. Jeg ville ønske jeg kunne tage tilbage i tiden og tilbringe ALT min tid sammen med hende, se hendes mave vokse, være der for hende når hun havde brug for det og putte med hende om aftenen og mærke Anabelle sparke. Celine, jeg elsker dig og jeg ved du er et bedre sted nu. Det værste man kan opleve er, at se dem man elsker i smerte og Celine var i et smertehelvede inden hendes krop sagde stop. Hun døde i mine arme og selvom det var hårdt for mig, så var det en ende på hendes lidelser. Celine, min skat, jeg ved vi ses igen"  Da min tale var færdig, blev Celines ønske sang sat på, "See You Again".

Nu skulle jeg være far på fuldtid med en karriere på sidelinjen og en kone i himmelen. Men jeg vidste at drengen, Amanda og Line altid ville være der for mig og det var det, der holdt mig her. Min datter skulle vokse op, med at vide hvor fantastisk hendes mor var og hvor meget hun gjorde for at blive bedre under sin graviditet. Anabelle skulle vide, at hendes mor var en engel, der altid ville beskytte hende. 

 

____________

Kære læser. 

Så er det slutningen, håber I har nydt historien, også selvom den har været længe undervejs. Jeg takker rigtig mange gange for jeres opbakningen, det har betydet rigtig meget. 

Tusinde kys!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...