Splittet.

Den 18 årige pige, Samantha, møder teenage-idolet Zayn Malik, på en natklub. De tilbringer en nat sammen, men hurtigt finder Samantha ud af at hun er gravid. Zayn tager det som en selvfølge at de ikke skal være sammen, trods barnet, men har Samantha stadig følelser, som hun ikke kan glemme? Og hvad med medierne? Lykkedes det dem at holde barnet hemmeligt?

8Likes
6Kommentarer
1069Visninger
AA

2. Gravid.

*To dage efter natten med Zayn*

 

Den nat var det eneste der fyldte mine tanker. Jeg blev ved med at tænke tilbage, og jo mere jeg gjorde det, jo mere kunne jeg huske. Der var bare én ting, som jeg blev ved med at vende tilbage til. Jeg prøvede at sige til mig selv, at det havde sket, jeg kunne bare ikke huske det. Men jeg troede ikke på det. Jeg vidste at vi ikke havde brugt det. Beskyttelse. Jeg var på vej ned på apoteket for at købe en graviditets test. Jeg turrede ikke se ekspedidenten i øjnene. Hvad ville hun ikke tænke om mig? Jeg var jo for ung til at ville have et barn, hun ville vide besked om hvor dum og ufornuftig jeg havde været. Men jeg blev nødt til det. Hun hilste med et falsk smil i stemmen, men jeg mumlede bare noget uforståeligt. Lige så snart jeg havde langet pengene over desken, småløb jeg ud af butikken, og hjem. Jeg smækkede hurtigt døren efter mig, og gik ind på toilettet. Jeg satte mig på det nedslåede bræt, og tog en dyb indånding. Med rystende fingre, tog jeg pakken op af den neutrale pose, og åbnede den. Nogen minutter efter var det tid. Var jeg gravid? Jeg turrede næsten ikke at se på graviditets testen. Med det ene øje lukket, kastede jeg et hurtigt blik på den. Jeg kiggede igen, for at være helt sikker. Så begyndte tårene at strømme. Jeg skulle være mor. Hvordan kunne det ske? Jeg var kun 18, jeg var ikke klar til det her! Jeg satte mig ned på gulvet, med baghovedet lænet mod de kolde fliser. Tårene strømmede konstant ned ad mine kinder, og den salte smag, bredte sig i min mundvige. Jeg var tom i hovedet. Vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Efter at have siddet sådan i et kvarter, faldt tanken mig endeligt ind. Zayn skulle have det at vide. Men hvordan? Jeg havde ikke hans nummer, og han havde ikke ringet til mig. Jeg fik hovepine.

Om aftenen besluttede jeg mig for at tage hen til den klub, vi mødtes på. Jeg tog afsted uden make-up, og med en gammel skjorte og et på jeans på. Jeg gad ikke at gøre mere ud af mig selv. Da jeg ankom lod jeg mit blik køre hele vejen rundt i det store åbne lokale. Ingen Zayn. Jeg satte mig ved et lille bord, jeg ville vente. Jeg tog kortet op, med udvalget af drinks, men lagde det hurtigt ned igen. Jeg var jo gravid, mindede jeg mig selv om. Men det føltes helt forkert! Mig, gravid? Jeg kunne slet ikke få det til at hænge sammen oppe i mit hoved. Jeg besluttede at tage hjem, han kom nok ikke den aften.

 

Da jeg kom hjem til min lille lejlighed, kunne jeg ikke overskue andet end at smide mig på sofaen. Min mave rumlede forfærdeligt, men jeg havde ikke rigtig noget mad i køleskabet. Efter lidt tid blev den konstante rumlen for meget, og jeg ringede efter en pizza. Men jeg fortrød da pizzabudet ringede på døren. Nu blev jeg nødt til at rejse mig. Jeg kastede et blik i spejlet i gangen. Jeg havde stadig det afslappede tøj på, men min hår lignede en høstak. Jeg sukkede og åbnede døren. Et par smukke, brune øjne, omringet af lange, sorte øjnvipper stirrede tilbage på min forbløffede ansigt. Zayn? Tårene strømmede ned af mine kinder. "Hvad er der galt?" Spurgte han bekymret. Jeg tørrede hurtigt tårene væk fra mit ansigt med en hurtig bevægelse. "Hvad helvede laver du her?" Spurgte jeg ham, og vinkede ham indenfor. Vi satte os på sofaen. Min lejlighed var rodet, der lå tøj ud over det hele, og et par dages opvask stod stadig i vasken. Han kiggede rundt, men sagde ikke noget. "Jo, øhm, ser du, jeg har prøvet at ringe til dig, men du tog ikke mobilen... Og ja, så prøvede jeg at ringe et par gange mere, men du tog den stadig ikke... Og så blev jeg lidt bekymret... Men jeg havde jo dit nummer, og så kunne jeg finde din adresse, og så tog jeg her ud..." Sagde han, med blussende kinder. Han var nu ret sød. Jeg tog hans hånd i min. "Det må du undskylde, men der har været så meget..." Sagde jeg, og kom i tanke om den ret så store nyhed jeg snart blev nødt til at fortælle ham om. Men jeg glemte det hurtigt igen, da han trykkede sine bløde læber mod mine.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...