Gammel tid

Josma var blevet gammel. Han kunne næsten ikke bevæge sin krop.
En nat tilkalder Josma ånderne og blir hented af guds lyn "Abra".
Så imens han slapper af og blir bårdet af lynet op mod den sorte sky hvor lynet kommer fra synes han at han har gjort det flot.

2Likes
3Kommentarer
1267Visninger
AA

3. Svæve!

Da han ikke rigtig kunne noget nu hvor han sad der i lænestolen som en gammel mand lænede han sig bare lidt tilbage og smækkede øjnene sammen. Han ville gøre som de fleste gamle mennesker nok vil gøre hvis de var blevet 92 år gammel. Han var ikke til at vække da han først var faldet i søvn. Selvom klokken kun var lidt over seks var det blevet kuld sort udenfor. En lille sky lagde sig over himlen og det begyndte med at styrte ned og enda begyndte det at tordne. Et lyn ramte på Josmas tag og gik igennem som et spøgelse. Uden at Josma sagde noget ikke engang at av! tog lynet fat i Josma lige ved taljen og bar ham op til den sorte sky. Josma havde tilkaldt ånderne derfor skete der ikke noget med ham når han blev holdt af lynet. Han blev sat af ved en helt klar og hvid sky. Det var så hvidt at man skulle tro at det var flormelis. Der var et stort bord i den ene ende og en mand med det samme gule fipskæs som han havde haft da han var ung. Endelig kunne Josma se hvor grimt det i virkeligheden var. Han vågnede efter den larmene tur her op. Manden med fipskæket vendte sig om mod mig og kiggede nøje på mig. Først efter et minuts tid sagde han et ord til mig "Svæve." Jeg blev lidt urogelig for jeg kunne ikke forstå en dyt af hvad det kunne betyde. Manden vendte ryggen til mig igen og svævede langsomt op mod en lille kasse der lå på et guldtæppe. Jeg prøvede at sætte af fra skyen ligesom manden med fipskæket, men jeg kom ingen vegne. Det viste sig at være fordi der var to ravne der holdt fast i Josmas gamle ben som faktisk var blevet rimelig unge i forhold til ham selv. Han baskede ravnene væk og endelig kom han op. Det var det dejligste han nogen sinde havde oplevet han nød turen når det nu var den første og sidste gang han prøvede det. Han troede lige at han kunne blive ved med det her i evigheder, men der tog han altså fejl for tre sekunder efter ramte jeg ind i kassen. Manden så overhovedet ikke hvad der skete efter som ´det lignede at han var meget optaget af at se på kassen. Han hjalp sig selv op og kiggede lidt ned i kassen. Der var ikke noget at se. Manden med fipskæket kiggede hen på ham med et smil på læben. Kig venligst ned i kassen indtil du ser noget! Han sagde det som om Josma var et lille pattebarn. Men han gad ikke lade være siden at han var i himlen og det selvfølgelig godt kunne være gud. Josma vendte langsomt hovedet ned i kassen, men inden der overhovedet var gået et minut kiggede han op igen. Manden med fipskæket kiggede hen på Josma og sagde lidt efter med en udsevanlig rolig stemme "Så du noget?" Det tog lidt tid før Josma sagde noget "Nej nej.. jeg synes bare at jeg kunne høre en skrapende lyd. Manden kiggede lidt på ham men sagde hurtigt "Bare lad lydene være og kig ned i mindekassen." Han så selv lidt bange ud og kiggede hele tiden efter om Josma stadig var der. Han var begyndt selv at blive lidt uroelig, nok fordi man blir uroglig når andre er det. Der gik meget lang hvor Josma hang ned over mindekassen og manden med fipskæket gik rundt på det svævene tæppe. For guds skyld hvor er det træls. Manden med fipskæket tog fat om Josma ved livet og svævede op ad. Da de var kommet lidt op slap manden Josma og han svævede selv ved mandens side. Han havde overhovedet ikke tid til at kigge ned nu når manden havde så meget fart på og nok ikke ville gøre ham bange vis det var fjener eller noget lignene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...