Gammel tid

Josma var blevet gammel. Han kunne næsten ikke bevæge sin krop.
En nat tilkalder Josma ånderne og blir hented af guds lyn "Abra".
Så imens han slapper af og blir bårdet af lynet op mod den sorte sky hvor lynet kommer fra synes han at han har gjort det flot.

2Likes
3Kommentarer
1276Visninger
AA

4. I kamp

De blev ved indtil de kom til en lille skinene grøn sky. Her sætter jeg dig af så må du klare dig selv et stykke tid" sagde manden med den blideste stemme Josma havde hørt. Da manden med fipskæket var svævet op igen fik jeg endelig lov til at kigge ned. Det var som om at han var blevet modigere siden hans død. Han følte sig også stærkere. Josma havde lige sat sig på kanten af skyen og inden han kiggede ned kunne han se en behåret mand på cirka 1000 kg siden han var så tyk. Han havde et langt overskæk med et par blodtørstige øjne som man lige kunne skimte bag ved hans lange pandehår. Hans ben var beglædt med lange fløjls bukser. Hans mave var helt bar, men han havde dynger af blod løbene ned af den. Nå... sagde han. Josma fik et chok. "Jeg hedder Darumaka hvad med dig?" Han var tavs et øjeplik han synes det var lidt mærkeligt at spørge om det nu hvor han lignede en af de onde. Josma sagde nu alligevel. Der begyndte en ro latter fra Darumaka. Han tav inden han nåede at sige hele hans navn. Faktisk sagde han kun "J" ikke andet. Nå... sagde Darumaka "Hvad vendter du på?" Der gik lidt tid før josma sagde noget. Der var en stemme i nerheden der sagde til Josma at han ikke måtte sige noget før Darumaka sagde ordet "girl." Josma troede ikke på det. Det kunne jo ikke være et hemmeligt kodeord. Eller kunne det? Josma beslutede sig for at lade være med at sige noget. Der kunne ivertifald ikke ske noget så længe han ikke sagde noget tænkte han. Det her ville du ikke have ønsket sagde Darumaka så langsomt han kunne. Det var ivertifald det Josma troede. I krig råbte Darumaka og mindst hundrede soldater i den fuldstændig samme påklædning som Darumaka kom fræm. Det her kom ikke til at gå godt. Heldigvis var det en lidt mere ærlig kamp end Josma troede. Han fik nemlig et sværd og manden med fipskæket kom og kæmpede med. Først var det Josma der sloges med Darumaka. Han var nok den sværdeste, men Josma følte sig klar og stærk. Han tog sit sværd og klemte det hårdt ind i hans fedtede hånd. Josma var ved at stikke det ind i brysted på Darumaka, men Darumaka var hurtig og slog sværdet væk. Han tog en bog om "Ond kærlighed" imens han holdt mit sværd borte. Han slap mit sværd og begyndte at læse. Han redede vært eneste slag selvom han ikke kiggede. Josma begyndte at føle sig svag for manden med fipskæket havde vist snart dræbt 50 eller noget lignene. Josma slog og slog men ramte aldrig. Nu var han blevet gal slog ned til hans ben og skiftede retning da Darumaka var ved at slå ned efter hans sværd. Josma ramte plet lige ved hjertet. Han var død. Det var ikke til at fatte synes Josma. Der var en buldren et sted. Han kiggede i retning mod Darumaka. Et sted så han en agtig lavine. Det var nok Darumakas landsby. Josma så på Darumakas krop der var ved at brænde op og tilbage til den store lavine. Det var dejligt at være død. Hvis han altså var død. Og det var dejligt at være i himlen. Hvis han altså var i himlen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...