Gammel tid

Josma var blevet gammel. Han kunne næsten ikke bevæge sin krop.
En nat tilkalder Josma ånderne og blir hented af guds lyn "Abra".
Så imens han slapper af og blir bårdet af lynet op mod den sorte sky hvor lynet kommer fra synes han at han har gjort det flot.

2Likes
3Kommentarer
1274Visninger
AA

2. Farvel...?

Natten var længere end de sidste par nætter havde været. Han vågnede lige så hurtigt som når kirkeklokken slår tolv. Josma var ved at rejse sig op da han så at postbudet stod og puttede noget i hans postkasse. Det var længe siden nogen havde skrevet brev til ham, så man kunne godt sige at han blev glad. Han rejste sig helt op og strakte ryggen ud. Det var begyndt at blive svært at stå helt oprejst selvom han både havde stok og hat. Han humpede sig frem til døren, videre ud gennem haven og hen til hans lille postkasse for enden af haven. Josma var altid så glad for at få breve, men netop dette brev var han ikke særlig ivrig efter at læse. Han tog brevet i den anden hånd og humpede langsomt tilbage til det gamle, faldefærdige hus. Han satte sig ned på sengekanten og kiggede lidt ud i det blå før han turde se ned på brevet igen. Han følte en redsel brede sig i hans krop. Navnet var broderet ind med blod og der var en glat slim ved åbningen. Han tog en dyb indåning, lukkede øjnene og tog langsomt hånden ned i konvoluten uden overhovedet at bare se ned på brevet. Brevet var oppe før han vidste af det. Endelig åbnede Josma øjnene op. Ordene var fløjet ud af brevet og svevede for næsen af Josma og dansede rundt. Han kiggede ordentligt på ordene og der stod farvel... Farvel gentog Josma. Han var begyndt med at blive lidt truet og kunne snart ikke holde det ud længere. Han havde aldrig før haft så meget lyst til at dø. Det eneste han ville var at dø og ingen andre ting end det. Dagen gik med at side i den gamle snart lige så gamle lænestol som huset og tænkte videre på alle de ting der var sket. Nu kun med de onde rædselsfulde minder. Han kunne ik´ få de gode minder og oplevelser ind. Han sad der lys vågen og tænkte på sin gamle ven. Nok ikke helt en ven for han tænkte på da han ikke længere var hans ven. Det var i skolen da han gik i 4.klasse. I den sidste time var nogen fra klassen alene. Læreen var heller ikke i klassen. Det var mig, Throh, Theis, Haunter, Claus og Ask der var i klassen. Theis der var min ven kunne ikke særlig godt lide Haunter, men det kunne jeg så det var vi lidt ugenige om. Vi skulle ryde op i vores klasse og det skulle være ordentligt sagde vores lære. Haunter, Claus og Ask skulle til at hendte en kost og lige da de var gået ud småløb Theis lidt hurtigt hen til døren og låste den. Der var et monster der suste op i mig. Jeg vidste godt at hun var ude på at låse Haunter ude. Da de kom tilbage hamrede de løs på døren. Monsteret var sluppet fri og det begyndte med at tumle rundt inde i mig. Jeg rejste mig langsomt op selvom jeg prøvede at kæmpe imod, fordi Theis ville blive splitter ravene gal, men på den anden side gad jeg ikke lade mine venner blive lukket ude. Jeg satte i løb. Theis var begyndt at løbe efter mig dajeg var nådet halvvejs. Vi kom der hen på samme tid. Da jeg havde låst op skubbede hun imod med alle sine kræfter. Døren røg nu alligevel op og Haunter, Claus og Ask ind i en rimlig stor fart. Theis gav nu alligevel ikke så let op så han prøvede at hive Haunter ud igen, men det blev for svært for hende da jeg hjalp Haunter ind. I stedet for at give op da han fandt ud af at jeg hjalp Haunter skubede han mig så hårdt han kunne ind mod væggen og begyndte med at græde. Læreren kom løbene ind i klassen, hun havde kunne høre at der var nogen der græd helt fra en klasse højere. Hun så rimelig højrystet ud og lidt grædene agtig...

Det var sådan hans liv i fjerde klasse var. Han troede at han havde mistet sit liv. Alt glæde og han var fuld af sorg da han kom hjem fra skole. Han ville aldrig mere komme i skole sagde han ellers, men mon ikke han gjorde. Det var det verste minde fra han var barn. Josma var begyndt med at få tårene til at trille ned langs kinderne. Han kunne ikke lide at tænke på det også selvom han ikke kunne og måtte havde han på en måde lyst til selvmord. Han kunne jo verken bøje kroppen, bærer sig selv eller bruge hjernen til noget ordentligt. Kun til at tænke på rædselsfulde minder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...