FORBUDT KÆRLIGHED

Hvad sker der hvis din ægte kærlighed, synes at være forbudt område? Summer Klark er en 15årig pige der falder pladask for en ny fyr fra skolen. Men han er umulig og få, og det ender med at Summers kærlighed til ham bliver helt forbudt.

1Likes
1Kommentarer
1468Visninger
AA

8. At leve

Ja, nu boede jeg hos Cole. Det var nok lidt ynkeligt, sådan at flytte ind hos en dreng man ikke engang kendte, men på en måde kendte jeg ham alligevel. Da vi kom hjem til ham, stod hans mor i køkkenet. Hun havde samme elegance og glans som ham, men hun havde lyst hår og nogle lidt anderledes ansigtstræk. Hun var smuk.

"Hvem er den yndige pige?" spurgte hun, da vi kom ind. Jeg havde lyst til at sige tak, men jeg kunne ikke rigtig sige noget.

"Hun skal bo her," sagde han, helt uden at spørge. "Hun har intet hjem, og jeg tror jeg elsker hende."

Jeg kunne mærke hvordan jeg blev helt rød i hovedet. Og jeg blev så lykkelig!

"Jamen vi har da altid plads," sagde hans mor. Hun rakte hånden frem mod mig, og trykkede min hånd. "Jeg hedder Melissa."

"Summer," sagde jeg, og blev trukket ind på Coles værelse. Cole var virkelig stærk. Det eneste der var i det lille rum, var en stor seng, og en kommode. Jeg smilede. Det var hyggeligt.

"Er der acceptabelt?" spurgte han, og hans ansigt lyste op som månen på en mørk midnatshimmel.

"Det er perfekt," sagde jeg.

Han trak mig med over i sengen, og fik mig til at sidde ned. Han sætte sig på knæ foran mig. Jeg smilede igen, jeg kunne snart ikke smile mere. Han strakte hals, og jeg lagde begge hænder mod hans ansigt. Og så kyssede vi igen. Imens vi kyssede kom han op og stå, og jeg lagde mig ned. Han lagde sig hen over mig, og støttede sig med sine hænder på sengekanten, så han ikke faldt ned oven på mig. Det var sådan det var at leve.

Hvad mon folk ville sige? Når de så dydsmønsteret Summer Klark komme i skole, med kort hår og Cole i hånden. Med et glemte jeg alt om min flygtende far, min stressede vrede mor og mine stupide klassekammerater. Der var kun Cole, og hans læber. Jeg måtte give op, og trak mig lidt væk fra ham, for at få vejret.

"Undskyld," hviskede han. "Jeg måtte prøve det."

"Det var fantastisk," sagde jeg og fik lyst til at hoppe over og kysse ham igen. "Jeg har aldrig prøvet noget lignende! Du må ikke undskylde."

Han bøjede sig hen mod mig, og vi snavede. Han holdte blidt om mig, som om han ikke ville skade mig. Jeg fik tårer i øjnene, for nu levede jeg endelig. Jeg levede, og jeg var lykkelig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...