Happy Ending. ~ Jason McCann.

Dette er min først movella.
Det er en Jason McCann historie.

Personer;
Jason McCann - I ved hvordan han ser ud. - Kriminel. Er ikke bange for nogen eller noget. Har dog en blød side som ingen kender til.
Jessica Jenn - Mørkebrunt, langt hår. Smukke blå øjne & normal højde. - Den nye pige. Hun er sød mod de fleste, men kan dog blive ret irriteret.
Og så bipersoner, men det finder i ud af inde i historien.(-:

3Likes
0Kommentarer
927Visninger
AA

2. Dengang.

Jessica's synsvinkel:

Der var ingen som sagde noget i lang tid. Jeg turde ikke, og Jason sad bare og kiggede på mig, som om jeg var et dyr. Ikke ligesom en hund, man elsker. Mere som et insekt man har lyst til at slå ihjel. Jeg var bange. Mere end nogensinde før. Jeg hadede det blik han så på mig med. Jeg tror hans blik kunne dræbe.

"Du er Jessica, right?" sagde han pludselig med en kold klang i stemmen, som om han ikke vidste det. Jeg nikkede bare stille, selvom man godt kunne se på mig, at jeg var bange. 

"Hvad skal du med mig?" sagde jeg uroligt, og så derefter rundt i rummet. Det var et drengeværelse. Der var ikke specielt meget herinde. Fire blå vægge, en seng, et skrivebord, som så ret brugt ud, en reol, en fladskærm, og så de to stole vi sad på. Ikke andet. Men jeg havde det alligevel som om jeg havde været her før.

Jeg kunne mærke hans blik på mig. Det slap ikke. Jeg så på ham igen. Han kiggede på mig som om jeg var idiot. "Kan du ikke huske mig? Er jeg helt glemt?" sagde han og så mig direkte ind i øjnene. Kendte jeg ham? Hans brune øjne var til at dø for. Hvis ikke jeg havde været så bange, ville jeg smelte. 

"Jeg..." begyndte jeg. Men jeg var lost. Jeg har aldrig set ham før. Han så skuffet på mig. "Kender jeg dig?" sagde jeg så stille og så ned i gulvet. Jeg kunne mærke jeg begyndte at ryste lidt.

"Jeg har ikke tænkt mig at gøre dig noget, Jessica." sagde han så bare, helt roligt. Jeg så op på ham igen. Jeg kunne ikke lide at være her, og Jason skræmmer mig. "Hvad vil du så med mig?" sagde jeg lidt mere roligt-

Jason så på mig, med et lidt mildere blik. "..Jeg skal lige vise dig noget." Han rejste sig op, og så på mig. Jeg fulgte ham med mit blik hen imod døren. Han vendte sig om og så på mig. "Kom nu.."

Jeg rejste mig op og fulgte stille og tøvende efter ham. "Hva... Hvad skal vi?" hiskede jeg nærmest. Jason så på mig, og gik bare. Jeg fulgte efter ham hen til et træ, som var selv-plantet i haven. Vi stod begge og så på det. "Et træ?" sagde jeg forvirret.

"Se.." sagde han så, og pegede på noget, der engang var ridset tydeligt ind i træet. Jeg så undrende på det. J + J. Jeg så på Jason igen. Han havde stået og kigget på mig i noget tid. Hans blik var stadig koldt, så det skræmte mig lidt, men jeg havde på fornemmelsen at han ville et eller andet.

"Jeg er stadig ikke helt med?" sagde jeg så, og så lidt flovt ned. Jeg kunne stadig mærke hans øjne på mig. Han sukkede tungt. "Du er ligeså dum som dengang." sagde han så.

Jeg så mærkeligt på ham. Dengang? Hvad snakker han om? Jeg kender ham ikke? "Had mener du med, dengang?" sagde jeg så, efter noget tid. 

"Du kan seriøst ikke huske mig?" sagde han så med et skævt og skuffet smil. Jeg rystede stille på hovedet og så på ham. "Hvor kender jeg dig fra?"

 

Jason's synsvinkel:

Jeg så på hende. Ligeså smuk som for 3 år siden. Jeg vidste egentlig ikke rigtig hvad jeg skulle sige, selvom jeg ikke var typen, der blev nervøs. Hun havde altid gjort et eller andet ved mig, og jeg var ligeså forelsket i hende, som for 3 år siden.

Der var sket meget på de år. Alt for meget. Mest dårlige ting. Alt gik ned ad bakke, da hun rejste. Hun er nok noget af det bedste, der skete for mig. Hvis ikke det bedste.

Der gik nogle minutter. "Hvor kender jeg dig fra?" prøvede hun så igen. Jeg så ned, og så op på hende igen. Jeg prøvede at virke hård, men jeg kunne ikke. Ikke overfor hende. "Jeg.. Du kender mig.." sagde jeg bare ynkeligt. Du' så dum, McCann, tænkte jeg bare. Jeg sukkede. "Det kan være ligemeget.

Jeg tog minde hænder i lommerne, vendte mig om og gik bare hen imod huset. Jeg var egentlig ret såret over, at hun ikke engang kunne huske mig, men hun er nok kommet videre. Fået nye venner og sikkert også en ny kæreste. Heldig dreng. "Kom videre." mumlede jeg til migselv, da jeg gik ind ad døren ind til stuen. Her stod stadig flyttekasser over det hele. Jeg orkede virkelig ikke til at pakke ud nu. "Idiot." sagde jeg bare til migselv.

Jeg vendte mig om, og overraskende nok stod Jessica i døren, lige foran mig. Jeg så på hende, med flakkende øjne. "Vil du ikke nok forklare mig hvor du kender mig fra?" sagde hun så stille og så på mig med bedende øjne. De øjne hun altid brugte hvis hun ville have mig til at gøre noget for hende. Det fik mig til at smile svagt. Jeg nikkede stille.

Hun så rundt, og jeg kunne se hun undrede sig over alle kasserne. Jeg satte mig ned i sofaen, som stod fremme og hun satte sig stille ned ved siden af mig. Hun så på mig med et forventningsfuldt blik. "Fortæl." sagde hun så.

Jeg så på hende og nikkede lidt. "Du ved, 3 år siden, da du flyttede." begyndte jeg så. Jeg rømmede mig kort og så lidt rundt. Jeg kunne se på hende at hun tænkte.

"Jess.. Vi.. Var kærester.."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...