One Direction - Når en ven kommer for nær

Den 17'årige Line har snart været venner med drengene fra One Direction i et par uger, og hun begynder at kende dem mere og mere. Hendes følelser forandrer sig hurtigt fra venner til mere til en af drengene. Hun ved ikke om hun holder det ud, at "bare være venner" med dem. Mens hun tænker sker der forskellige problemer for drengene, men også hende selv...

78Likes
225Kommentarer
20179Visninger
AA

31. En person i mørket

Sidst: "Line, bare rolig jeg hjælper dig. Mød os lige præcis her, når det begynder at blive mørkt. Lov os det!" ender hun, og slipper mig fri. Fri som en sommerfugl i et net, som brænder efter at komme ud. Jeg løber, løber mod træerne i det fjerne, vender mig kun om en eneste gang, og ser pigerne hive i ham, stoppe ham og gør hvad de kan for at hjælpe mig. Jeg smiler lidt ved mig selv da jeg hører ham råbe mit navn, og hurtigt smutter jeg ind forbi træerne, ind i en mørk, og lidt uhyggelig skov ...

Nu:

 

Jeg begynder at sætte farten ned, da lyset fra enden af skoven, er ved at være et stykke væk. Min ben falder under mig, og jeg snubler ned på grusvejen. Mit knæ er vist såret, men jeg har ikke tid til at tænke på det nu. Jeg skal bare væk. Væk fra den her verden. Åbner øjnene, og det eneste der er at se, er mørke træer. Det eneste jeg føler er kulden som pludseligt har sænket sig over mig. Hvis det her ikke er et tegn på et eller andet, ved jeg ikke hvad det er.

Jeg sætter mig på knæ, og folder mine hænder, mens en bøn glider ud i luften fra min mund: "Hvis du er deroppe Gud..." begynder jeg, og lader en tåre glide ned af min kind. "og hvis du kan høre mig. Hvis nogen overhovedet kan høre mig, så hjælp mig. Hjælp mig med mig og drengenes forhold, hjælp mig med mit liv. Hjælp mig med at få det nemmere. Jeg har ikke lyst til at komme hjem, men hvis det hjælper, Gud, så få mig hjem. Hjælp mig ..." jeg hører en underlig hurtig raslen bag et træ, som hurtigt får mig på benene igen.

"Er her noget?" råber jeg. Der rasles igen, så hurtigt kigger jeg til alle sider. "ER HER NOGEN!?" råber jeg endnu højere, og mærker pludseligt en hånd mod min mund.

Jeg prøver at skrige, men det bliver kun til en mumlen. Jeg skriger og skriger, men intet kommer ud. Der er nogen!

"Shyyyh, ti stille pigebarn!" hører jeg en stemme sige. Jeg ved virkelig ikke hvordan det kan passe, men jeg har det som om at jeg har hørt  den stemme før? "Bare følg med, og du siger ikke et ord, forstået!" Jeg nøjes med at nikke, da jeg bestemt ikke skal svare.

Vi går gennem skoven, mod et lille lys i det fjerne. En hytte. Et lille hus. Jeg er ikke sikker på hvad det er, for personen er begyndt også at holde for mine øjne. "Du må ikke kende vejen tilbage endnu ..." svarer han mit uudtalte spørgsmål, som overrasker mig meget.

 

Efter lidt tid, tager personen hænderne fra mit ansigt, så jeg både kan se, og snakke igen. Jeg hører en knirken, og så et bump, som når man lukker en dør. Det, efterfulgt af en raslen af nøgler, som også låser døren. Jeg begynder at føle nervøsitet i min krop, da jeg hører stemmen igen.

"Nu må du godt se, hvem der har bortført dig," griner han. Dét grin! Jeg er helt sikker nu, jeg har hørt ham før. Jeg vender mig hurtigt om, og ser direkte ind i et par store, himmelblå øjne.

"CHRIS!" råber jeg mod ham, og mine ben skynder sig automatisk mod ham. Eftersom han folder armene ud, vil jeg selvfølgelig give ham den krammer han vil have, men da jeg nærmer mig, snyder han mig i stedet, og kysser mig på munden!

"Jeg har savnet at have dig tilbage!" smiler han, og presser hans pande mod min.

"Jeg har også savnet dig!" griner jeg tilbage.

Sikke et held at jeg traf ham her. Væk fra de andre drenge, bare lige for at opleve noget andet. Og det kan man da roligt kalde en oplevelse! Jeg har lige mødt min aller bedste ven fra skolen. Da jeg sagde til ham at jeg skulle tage afsked med ham i noget tid, græd han i tolv dage! Jeg vidste udmærket godt at han var forelsket i mig dengang, og jeg var godt nok også forelsket i ham. Vi turde bare aldrig at gøre noget ved det, for vi ville ikke miste vores vidunderlige venskab.

Nu hvor det er så lang tid siden jeg har set ham, kan jeg ikke modstå trangen til at holde ham tæt ind til mig, så det gør jeg. Og han gør bestemt intet for at trække sig fra. Han nyder det bare. Nyder at vi endelig er genforenet. Det er lige før jeg glemmer at jeg er Nialls kæreste, da vi forenes i et langt og ufatteligt dybt kys ...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...