One Direction - Når en ven kommer for nær

Den 17'årige Line har snart været venner med drengene fra One Direction i et par uger, og hun begynder at kende dem mere og mere. Hendes følelser forandrer sig hurtigt fra venner til mere til en af drengene. Hun ved ikke om hun holder det ud, at "bare være venner" med dem. Mens hun tænker sker der forskellige problemer for drengene, men også hende selv...

78Likes
225Kommentarer
20085Visninger
AA

34. Det her må stoppe!

Sidst: Jeg kigger mod lysningen, stadig i løb. En skikkelse går frem og tilbage. Jeg er ikke sikker på hvem det er endnu, men det ligner en der venter på en. En som har ventet noget længe, da personens ben er ved at falde sammen. Da han endnu en gang vender sig om, ser jeg et usselt stykke skjorte falde af. Det er helt ødelagt. Da jeg kommer tættere på kan jeg klart se hvem det er. Det er Liam!

Nu:

 

Jeg skynder mig mod ham så hurtigt jeg overhovedet kan, og kaster mig i hans arme. Desværre var han ikke forberedt ... såh .. jeg kommer vist til at vælte ham.. Men jeg vælter også selv! "LINE, åh, åh gud jeg har ventet," han kigger på sin arm. Der er sikkert et ur ... "I to timer nu! Der var de her to piger, de rev min skjorte i stykker, så undskyld jeg ikke nåede dig!"

Jeg ser direkte ind i hans øjne, men modstår alligevel fristelsen til at give ham et 'hej kys'. Det her skal nemlig stoppe, og det skal være nu! Det duer ikke at jeg ikke kan modstå ham. Efter hans lille tale med at han kan lide mig, har jeg haft svært ved at modstå ham. Det er forfærdeligt, jeg er simpelthen bare for nem!

"Liam det gør altså ikke noget. Jeg var sur over at ... HEY!" han kigger undrende som et svar til det jeg lige har sagt. "ER NIALL OKAY!?"

"Ja ja, det er han vist nok.."

"VIST NOK?!" han svarer ikke ligefrem særligt detaljeret!

"Ja undskyld, men jeg er ret træt efter de piger der ... Se lige," han viser stykket af sin skjorte, "helt i stykker. Hvad siger du så?" han smiler. Måske prøver han at imponere mig .... Med et stykke.. skjorte? Og sjovt nok, begynder jeg faktisk at grine. Det bliver værre og værre, og til sidst flækker jeg af grin, det bedste jeg nogensinde har lært, og det er svært at stoppe igen.

"Jeg siger.. ha HA!" griner jeg videre, men da han læner sig tættere mod mig, bliver jeg straks alvorlig. "Jeg siger, at det er mega synd for dig. Hvad har jeg dog gjort!"

"Det er jo ikke din skyld," smiler han, og læner sig endnu en gang tættere.

"JO DET ER ... jeg spurgte dem om de ikke lige kunne holde dig lidt væk, for jeg ville være alene ..." Efter det svar, kigger han undrende på mig. Og igen - læner sig tættere.

Da han er cirka tre centimeter fra mine læber, hvisker jeg til ham: "Det her er nød til at stoppe, du ved jeg er sammen med Niall lige nu. Ja, jeg skal snart hjem. Ja, du kan også lide mig, men du ved at jeg er sammen med Niall. Og hov, der er vist også en der hedder Danielle ..."

Det får ham til at trække sig fra. "GUD, Danielle!" han råber næsten, og så er han ellers på benene, på vej væk, tager mobilen op af lommen, taster et eller andet ind, tager den op til øret, og så er han ellers noget væk. Langt ude på den kæmpe græsmark, som er bag hospitalet ...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...