Den gyldne tåre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 aug. 2012
  • Opdateret: 4 sep. 2012
  • Status: Færdig
Dora, en 16-årig pige, bor i et mindre samfund, hvor Bera, en ældre kvinde, bestemmer. Kvinderne bor i hovedbyen, hvor de lærer at meditere og udøver ritualer, imens mændene arbejder hårdt for føden i en by et stykke derfra. Som alle de andre piger på hendes alder, skal Dora gennem Mærkningen, et af de mange ritualer, som rykker dem ind i de voksnes rækker. Men hendes mærkning bliver afbrudt, og hendes fremtid ændres for altid.

32Likes
84Kommentarer
3342Visninger
AA

14. Taget til fange

Da Dora åbnede øjnene, lå hun på et koldt, klamt gulv. Der stank kraftigt af kloark. Hun satte sig fortumlet op og tog sig til baghovedet. Der var en bule. En bule og en voldsom hovedpine, men intet blod. Hun så sig om og genkendte stedet med det samme, selvom det eneste lys kom fra en fakkel på væggen.

 Hun havde været en uskyldig 10-årig, hende og pigerne på hendes alder havde været på rundtur i de underjordiske fangehuller. "Her bliver alle de, som er uartige sat ned," forklarede deres underviser med en løftet pegefinger, "og de fleste kommer ikke op igen."  Hun så sig om igen for at være sikker. Den var god nok; det lille rum, kun med en bunke halm i det ene hjørne og et afløb i det andet, så man slap for alt for meget rengøring når vedkommende var væk, var det eneste, der var bag jerntremmerne. Hun sank tilbage i halmen. De fleste kommer ikke op igen. Stemmen kørte rundt i hendes hoved. Og for at det ikke skulle være løgn, havde hun senere nævnt, at de der kom op igen, for det meste kun kom op for at blive henrettet offentligt. Hvilket havde været hendes mors skæbne. Og nu også hendes. Hun gemte ansigtet ved sine knæ og knugede benene ind til brystet. Hvad ville der nu ske med hendes far? Og hvor var Ivat? Ivat. Hans navn gav hende tårer i øjnene. Ville hun nogensinde se ham igen? Måske var han heldig. Måske fik han lov at overleve. Måske endda slippe uden at få en skramme. Han ville nok slippe lettere end hende, blev hun enig med sig selv. Hvad det så end betød. 

Hun hørte skridt give genlyd i den dunkle korridor. Hun kiggede op og så en kvinde komme bærende med noget i favnen. Hun havde den sorte dragt på, som kendetegnede fangevogterne, som hun kunne huske tydeligt fra sit besøg som 10-årig. En løs kjole med en hætte, som dækkede for det meste af ansigtet, og fejede hen ad gulvet. Dora kunne ikke se, hvad bylten i hendes favn var. Ikke før kvinden åbnede tremmedøren til hendes celle og smed den ind foran hende. Dora stirrede bare på bylten i chok. Hun hørte ikke fangevogteren smække tremmedøren i, eller hendes tunge skridt slæbe sig væk fra cellen. Hun kiggede bare på det ansigt, som kiggede frem fra de rødbrune plamager og lasede tøjstumper. På de velkendte, grønne øjne, som kikkede på hende fulde af smerte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...