Den gyldne tåre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 aug. 2012
  • Opdateret: 4 sep. 2012
  • Status: Færdig
Dora, en 16-årig pige, bor i et mindre samfund, hvor Bera, en ældre kvinde, bestemmer. Kvinderne bor i hovedbyen, hvor de lærer at meditere og udøver ritualer, imens mændene arbejder hårdt for føden i en by et stykke derfra. Som alle de andre piger på hendes alder, skal Dora gennem Mærkningen, et af de mange ritualer, som rykker dem ind i de voksnes rækker. Men hendes mærkning bliver afbrudt, og hendes fremtid ændres for altid.

32Likes
84Kommentarer
3385Visninger
AA

19. Med øksen for struben

Da Ivat blev ført frem mod bødlen, skreg Dora og rev i rebet om sine hænder, men fangevogteren, som havde fat i hende, holdt hende ind til sig med armen mod hendes hals og forhindrede hende i at sige noget. I stedet skød tårerne op i hendes øjne. Hun lukkede øjnene hårdt i. Hvis hun skulle dø, skulle det sidste billede hun havde af verdenen ikke være Ivats afhuggede hoved. Hun huskede igen deres tid i cellen, da hun havde reddet Ivat fra døden. Hvis bare hun havde haft sin halskæde, så ville hun måske være i stand til at redde ham endnu en gang. Jeg har en plan, stol på mig. Hun så Ivat for dit indre blik. En plan? En plan, der måske ville redde hende, ja, men den kunne da umuligt redde ham, hvis hoved lige om lidt ville ligge på jorden?

En skinger latter kom fra Bera. "Men det er jo bare synd for dem," fuldendte hun en sætning, Dora ikke havde hørt starten på. Synd for hvem? Os? tænkte hun. Hvad er synd for os? At vi skal dø? "Måske får Dora endda lov til at møde sin mor igen," sagde Bera eftertænktsomt. Der kom ikke en lyd fra forsamlingen. Bemærkningen fik hadet til at blusse op i Dora. Hvis du nu ikke havde dræbt hende, havde jeg været sammen med hende lige nu, skreg hun indvendigt. Men hun ville ikke give Bera den tilfredsstillelse. Dora hørte en knagende lyd og nogle skridt på stenene. Da hun hørte metal skrabe mod stenene spærrede hun, trods hendes indre modsigelser, øjnene op, og stirrede på øksen, som bødlen gjorde klar til at hæve over Ivats hoved. Hun kiggede ind i de grønne øjne, som fulde af sorg kiggede på hende for sidste gang. Det fortabte blik stak hende i hjertet. Hvorfor havde hun dog ikke sin halskæde lige nu. Hans mund formede igen ordene, Jeg elsker dig. Ikke noget om en plan. Han havde givet op. Tårer slørede hendes syn, og hun kiggede over på Bera, som stolt betragtede hende og Ivat; to grise på vej til slagteren. Doras blik gled ned på hjertet om hendes hals. I øjenkrogen så hun bødlen hæve øksen i slowmotion, og Ivat som lukkede øjnene i. Jeg elsker også dig, tænkte Dora, lige så meget som jeg hader Bera. Bera hævede hånden op, for derefter at kunne svinge den ned som signal til bødlen. I det samme begyndte halskæden at skinne gyldent. Først svagt, men derefter stærkere og stærkere, indtil den oplyste både Dora og Ivat og det omkring dem. Beras øjne blev store, og hun svang hurtigt armen ned i en bue. Bødlen lod øksen falde mod Ivat, og Dora kneb øjnene hårdt sammen og ventede på lyden af øksen mod hans hals. Hun ventede, og ventede. Men det kom ikke. Hun åbnede langsomt øjnene.

Øksens æg hang få centimeter over Ivats hals, men de gyldne tråde af lys havde lagt sig som en beskyttende masse mellem den og øksen. Både Bera og bødlen kiggede overrasket på lyset, og selv Ivat åbnede forsigtigt sine øjne. Bera greb vredt om hjertet, som nu igen lyste gyldent op, hævede det over sit hoved, klar til at tyre det i ned i jorden, da en stor hånd lukkede sig om hendes. Overraskelsen blev afløst af panik i Beras øjne, da hun vendte sig om og kiggede direkte ind i øjnene på Karn. Var dette Ivats plan? Bødlen trådte et par skridt tilbage og lod derefter øksen falde til jorden med et brag. Hun vendte om på hælen og forsvandt i mørket. Fangevogteren, som havde holdt Dora, forsvandt også. Folk var stadig helt stille nede foran, enten af forbløffelse eller forfærdelse. Bera trådte langsomt væk fra Koth. "Du må ikke gøre mig noget," bad Bera med rystende stemme. Karn slog en rungende latter op. "Du har dræbt min hustru, og du var tæt på at dræbe min datter. Hvorfor skulle jeg skåne dig?" spurgte han fuld af had. Han rakte en arm frem mod hende. "Men først, giv mit det der," sagde han strengt og greb fast om hjertet, som hurtigt blev lagt i hans hånd. Bagefter greb han fat om hendes arm. Han vendte sig om og gjorde tegn til nogen, som stod i mørket bag ham. De kom frem og løsnede båndene om Dora og Ivats håndled, imens Karn selv slæbte afsted med Bera.

Dora løb hen mod Ivat, som knugede hende ind til sig. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...