Den gyldne tåre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 aug. 2012
  • Opdateret: 4 sep. 2012
  • Status: Færdig
Dora, en 16-årig pige, bor i et mindre samfund, hvor Bera, en ældre kvinde, bestemmer. Kvinderne bor i hovedbyen, hvor de lærer at meditere og udøver ritualer, imens mændene arbejder hårdt for føden i en by et stykke derfra. Som alle de andre piger på hendes alder, skal Dora gennem Mærkningen, et af de mange ritualer, som rykker dem ind i de voksnes rækker. Men hendes mærkning bliver afbrudt, og hendes fremtid ændres for altid.

32Likes
84Kommentarer
3328Visninger
AA

2. Mærkningen

Dora stod med ranket ryg blandt de andre 16-årige piger. Hun stirrede ind i flammerne i bålet, som slikkede sig yndefuldt hen ad de halvbrændte grene. I sin ene hånd knugede hun sit lange, lyse hår, som hang løst omkring hendes skuldre og ned ad ryggen. Om lidt skulle de 10 piger træde frem, én efter én, og sige den bøn, de havde lært hele deres barndom. Den bøn, som de var blevet opdraget til at udsige. Derefter ville de få raget alt håret af og få landets mærke brændt ind i baghovedet. Akkurat som alle de kvinder, der boede i landet. Akkurat som det var sket de sidste mange generationer.

I den anden hånd knugede hun det lille, gyldne hjerte, som hang i en lædersnor omkring hendes hals. Det havde hængt der, så længe hun kunne huske. Det var det eneste minde hun havde fra sin mor.

 

Et skrig af smerte kaldte Dora tilbage til virkeligheden. Hun fjernede hurtigt blikket fra ilden og lod det falde på den ældste pige, som lige havde fået sat det glødende mærke mod huden. Brændingen var begyndt. De startede altid med den ældste, og sluttede med den yngste, selvom der ikke var mere end dage, og højest uger, imellem dem.

Det tyndede langsomt ud i gruppen af piger, samtidig med, at gruppen af kvinder på den modsatte side af bålet voksede. Fem meter bag de 10 piger stod de yngre piger, de piger, som skulle mærkes næste år, året efter det, året efter det, året efter..

”Dora, træd frem,” afbrød en skinger stemme hendes tanker, og rystende trådte hun frem foran Bera. Hun var den sidste. Bera var kronraget, ligesom alle de andre kvinder, og bar også brændemærket i baghovedet. Hun havde buskede, sorte øjenbryn og en lille næse. Hun bar den samme dragt, som alle kvinderne bar, når de var til stede ved ritualerne. En stram, rød top uden stropper, som kun lige nøjagtigt nåede ned til de sorte fløjlsbukser. Pigerne bar en magen til, dog med stropper. Når de var blevet mærket, klippede Bera stropperne af toppen. Endnu et af de mange ritualer.

 

Bera lagde hånden på Doras silkebløde hår, og Dora tvang sig selv til at se hende i øjnene. Hun smilede, men smilet nåede ikke hendes øjne. De lyste af had. Dora vidste ikke hvorfor, men det var altid det blik, hun mødte hos Bera. Det var ikke et blik, hun sendte andre, kun hende.

”Som tak for din hjælpsomhed, din årvågenhed, og din evne til at holde hånden over os alle,” begyndte Dora. For hver gang hun havde øvet sig på bønnen, tvivlede hun mere og mere på ordene. Hun følte det ikke som om nogen havde holdt en hånd over hende gennem årenes løb. ”Skænker jeg dig min barndom. Som tegn på dette vil jeg give dig en del af mig, så du kan huske mig, huske min taknemmelighed. Jeg lader mig mærke,” afsluttede hun, selvom hun mest af alt ville undgå det.

Bera tog blidt fast om Doras hånd, som stadigvæk knugede de lyse hårstrå, og lirkede hendes fingre op. Skælvende tog Dora også fat om halskæden med den anden hånd, og knugede den i begge hænder, og bad til, at smerten ville gå over hurtigst muligt. Et øjeblik hørtes kun bålets knitren, inden lyden af en metalklinge brød tavsheden. Bera løftede den skarpe kniv mod Doras hoved, og Dora lukkede øjnene. Hun mærkede Beras iskolde fingre mod sin pande, og den lige så kolde klinge hvile på sin hovedbund. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...