Den gyldne tåre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 aug. 2012
  • Opdateret: 4 sep. 2012
  • Status: Færdig
Dora, en 16-årig pige, bor i et mindre samfund, hvor Bera, en ældre kvinde, bestemmer. Kvinderne bor i hovedbyen, hvor de lærer at meditere og udøver ritualer, imens mændene arbejder hårdt for føden i en by et stykke derfra. Som alle de andre piger på hendes alder, skal Dora gennem Mærkningen, et af de mange ritualer, som rykker dem ind i de voksnes rækker. Men hendes mærkning bliver afbrudt, og hendes fremtid ændres for altid.

32Likes
84Kommentarer
3388Visninger
AA

17. Jeg har en plan, stol på mig

Dora vågnede hen på aftenen, da lågen til hendes celle blev åbnet. Lyden var høj og knirkende, og hendes hoved protesterede ved lyden. Hendes øjne var stadigvæk røde og hævede, efter at have grædt i flere timer. Den kutteklædte skikkelse kunne være hvem som helst, men Dora kunne se, at det ikke var nogen hun kendte. Og siden det ikke var nogen, som ville befri hende, var der kun en mulighed tilbage; en, som ville tage hende med til henrettelsen. På nuværende tidspunkt syntes den sidste mulighed næsten lige så tillokkende. Fangevogteren tog et fast tag i Doras arme og vred dem om på ryggen. Dora skar en grimasse i smerte, men fangevogteren var ligeglad. Hun bandt dem sammen med et stykke reb og skubbede Dora ud på gangen uden et ord. Doras ben gjorde ondt efter ikke at have gået ret meget rundt i sin celle. Hun fokuserede på gangen foran sig. Hun ville ikke tænke på det, der skulle ske. Ikke tænke på sin far. Ikke tænke på Ivat, som forhåbentlig var hjemme nu. Ikke tænke på andet end at sætte den ene fod foran den anden, igen og igen og igen. Men jo mere hun syntes at fokusere, jo tydeligere blev hendes tanker.

Tiden med Ivat spillede for hendes indre blik. Den første aften, da hun var styrtet gennem tunnellen og lige ind i Ivats arme. Den beroligende stemme, som havde lullet hende i en rolig søvn. Hans ansigtsudtryk, da han havde forklaret deres situation i hulen. Hans generte blik, da hun havde afsløret han i at kigge på hende i smug. Hans hånd i hendes, da de havde betragtet byen gennem det støvede vindue i det lille hus. Hans mund, da han mimede jeg elsker dig, da de flygtede fra Bera. Scenen skiftede til cellen, da hun troede, han ville dø fra hende. Da hun havde kysset ham, og han på forunderligvis blev rask. Da han havde kysset hende, da hun prøvede at forklare. Da han var forsvundet i mørket, og hun havde grædt sig selv i søvn. En magi, bygget på kærlighed, som vil redde kærligheden, når ejeren har mest brug for det. Hendes fars stemme overlappede billederne. Som vil redde kærligheden, når ejeren har mest brug for det. Redde kærligheden, brug for det. 

Det var magien, der havde reddet ham. Hun var ikke længere i tvivl. 

 

Dora blev skubbet op på forhøjningen på torvet. Det selv samme sted hendes mor havde stået for omkring 16 år siden. Verdenen omkring hende gled sammen i ét. Den tavse forsamling, som alle kiggede på hende med blanke, sørgmodige øjne. Bera, som stod storsmilende midt på forhøjningen, med hendes halskæde på. Hendes hjerte, som havde mistet sit gyldne skær. Bødlen, som stod og lænede sig afslappet op ad sin økse. Alt flød sammen, bortset fra Ivat, som stod med sammenbundne hænder på en anden side af Bera, som et spejlbillede af hende selv. De så hinanden i øjnene og holdt øjenkontakten under hele Beras tale. Dora opfangede ikke et eneste ord. Hun stirrede bare tomt på Ivat, på de grønne øjne hun elskede så højt. De selv samme øjne, som havde beroliget hende den første aften. De selv samme øjne, der havde kigget på hende i smug ved bålet. De øjne, som nu desparat prøvede at få hendes fulde opmærksomhed, inden han mimede; jeg har en plan, stol på mig.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...