Den gyldne tåre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 aug. 2012
  • Opdateret: 4 sep. 2012
  • Status: Færdig
Dora, en 16-årig pige, bor i et mindre samfund, hvor Bera, en ældre kvinde, bestemmer. Kvinderne bor i hovedbyen, hvor de lærer at meditere og udøver ritualer, imens mændene arbejder hårdt for føden i en by et stykke derfra. Som alle de andre piger på hendes alder, skal Dora gennem Mærkningen, et af de mange ritualer, som rykker dem ind i de voksnes rækker. Men hendes mærkning bliver afbrudt, og hendes fremtid ændres for altid.

33Likes
84Kommentarer
3510Visninger
AA

9. Ivat

Dora vågnede langsomt og blikede i mørket. Hvor var hun? Hun kiggede sig om og så en skikkelse sidde ved et lille bål få meter fra hende. Hun satte sig langsomt op. Hun havde sovet på en bunke blade og havde haft et koskind over sig. Hun havde ligget usædvanligt godt. Den fremmede vendte hovedet mod hende. Hun kunne ikke se vedkommendes ansigt, da det kun var en kontur fra bålet. ”Godmorgen,” sagde personen, hankøn kunne Dora høre på stemmen. Aftenens begivenheder kom langsomt tilbage til hende. Dungrende hestehove. Beras rasende stemme. Beras hånd mod hendes fars kind. Denne stemme, som trøstede hende, sagde det hele nok skulle gå. Hun lukkede øjnene og slap den luft ud, hun ikke kunne huske at have holdt. Da hun åbnede øjnene igen, satte han sig i skrædderstilling foran hende. Han havde lyst hår, som gik ned over hans ører. Der sad små plamager af mudder i hårspidserne og i hans ansigt. De lyse, grønne øjne skinnede i mørket og hans mund smilede venligt. Han havde en solid kropsbygning, og så ikke ud til at mangle mad, ligesom de mange mænd på gaden. Han kunne ikke være meget ældre end hende selv.

”Hvem er du?” spurgte Dora næppe hørligt. Hun trak knæene op til hagen og holdt om sine ben. ”Mit navn er Ivat. Din far sagde han skulle have hjælp til at skjule dig, og jeg fik bud på at hjælpe,” svarede han og smilede venligt, ”og hvis jeg havde vidst, at du var så køn, havde jeg meldt mig frivilligt.” Smilede blev bredere, og Dora mærkede sine kinder blive varme. Hun var dårlig til at modtage komplimenter. Ivat mærkede hendes utilpashed og skyndte sig at tilføle: ”Det må du undskylde. Vi er ikke vant til at have andet end mænd omkring os.” Det hjalp ikke sønderligt, men Dora tvang et lille smil frem. ”Hvor er vi?” spurgte hun for at skifte emne. Hun kiggede igen rundt i den mørke hule. Der var ikke andet end et bål, to bladsenge og nogle primitive redskaber. Hulen var ikke større, end at der lige var plads til det. ”Vi er under byen,” svarede Ivat, ”og vi bliver nød til at blive, indtil vi får tegn til at komme op igen. Bera kigger hver en tomme by igennem, hvis det er det, der skal til, for at finde dig.”

Doras smil blegnede. Beras lussing gav genlyd i hendes hoved. Det var hendes skyld det hele. Hun lukkede øjnene for at holde tårerne tilbage. ”Åh nej, du må ikke græde igen,” nærmest bad Ivat, ”jeg ved ikke hvordan man trøster piger, der græder.” Han lød dybt seriøs, men Dora kunne ikke lade være med at smile svagt. ”Det gik da fint i aftes,” svarede Dora og åbnede øjnene. Hendes syn var sløret af tårer, men hun så Ivat brede sine arne ud, og hun tog glædeligt imod omfavnelsen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...