Den gyldne tåre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 aug. 2012
  • Opdateret: 4 sep. 2012
  • Status: Færdig
Dora, en 16-årig pige, bor i et mindre samfund, hvor Bera, en ældre kvinde, bestemmer. Kvinderne bor i hovedbyen, hvor de lærer at meditere og udøver ritualer, imens mændene arbejder hårdt for føden i en by et stykke derfra. Som alle de andre piger på hendes alder, skal Dora gennem Mærkningen, et af de mange ritualer, som rykker dem ind i de voksnes rækker. Men hendes mærkning bliver afbrudt, og hendes fremtid ændres for altid.

32Likes
84Kommentarer
3290Visninger
AA

8. Gennem plankeværket

Karn ruskede vildt i Doras skuldre, og hun vågnede med et sæt. Hun så sin far stå bukket over hende med et nervøst udtryk malet i ansigtet, og rundt omkring dem var mænd ved at fjerne alle spor efter hende. Hun kiggede spørgende på hende, men hun blev bare hevet ud af sengen. ”Bera er på vej. Vi har kun få minutter. Du må væk, nu,” hviskede Karn hurtigt, som om Bera stod lige uden for huset. Hvilket hun måske også gjorde. Han gjorde ikke noget for at skjule sin bekymring i stemmen. ”Hvorhen?” nåede Dora lige at spørge, før hun blev skubbet ud af en bagindgang, ud i en smal gyde bag huset. Der var kun få meter mellem det og nabohuset. Dora var glad for det brune lædertøj, hendes far havde skaffet hende. Det sad tæt til kroppen og dækkede både arme og ben. Hvis hun stadig havde haft sit gamle tøj på, ville hun have frosset som en gal. Til den ene var der udsigt til gaden. Til den anden side stod et muggent plankeværk, hun gættede på engang havde været hvidt. Han skubbede et bræt til side med den ene hånd og puffede Dora ind gennem hullet med den anden. ”Følg tunnelen, så kommer du i sikkerhed,” hviskede han til hende. Hun kunne ikke andet end at nikke, og planken blev skubbet på plads igen. Hendes fars ansigt forsvandt, og tilbage sad hun i det halvmørke hul. Hun sad bare og kiggede på det sted, hvor hans ansigt havde været for lidt siden, hvor kun smalle striber af lys nu faldt ind. Hun havde lyst til bare at skubbe hullet op igen og løbe ind i det trygge, varme hus. Hun løftede hånden, men hørte et højt vrinsk kort derfra. Hun stivnede i sin bevægelse.

”Hvor er hun?” lød en skinger, men bestemt stemme inde fra huset. ”Hvor har du gemt hende?” Dora kunne til hver en tid genkende Beras stemme. Hun hørte ikke noget svar, men lyden fra en hånd mod en kind. Lyden rungede nærmest i luften. Hun kunne ikke mere. Hun vendte sig hastigt om og nærmest tumlede gennem tunellen bag hende.

Hun gjorde ikke noget for at holde tårerne tilbage. Det var hendes skyld; hendes skyld, at Bera sikkert var i færd med at torturere hendes far, hendes skyld, at alle i byen ville lide under hendes bestemte slag, og hun ville ikke kunne forhindre det.

For enden af tunellen faldt hun ind i et par trøstende arme. Hun vidste ikke, hvem de tilhørte, men hun var ligeglad. Hun orkede ikke at se op på vedkommendes ansigt, orkede ikke at spørge ud. Hun lod sig bare trøste i favnen hos den fremmede, indtil tårerne stoppede med at trille ned ad hendes kinder, og hun lod sig lulle i søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...