Den gyldne tåre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 aug. 2012
  • Opdateret: 4 sep. 2012
  • Status: Færdig
Dora, en 16-årig pige, bor i et mindre samfund, hvor Bera, en ældre kvinde, bestemmer. Kvinderne bor i hovedbyen, hvor de lærer at meditere og udøver ritualer, imens mændene arbejder hårdt for føden i en by et stykke derfra. Som alle de andre piger på hendes alder, skal Dora gennem Mærkningen, et af de mange ritualer, som rykker dem ind i de voksnes rækker. Men hendes mærkning bliver afbrudt, og hendes fremtid ændres for altid.

32Likes
84Kommentarer
3296Visninger
AA

13. Fundet

Dora vågnede, for anden dag i træk, ved at nogen ruskede i hende. Hun satte sig op og så Ivat sidde foran sig med et panikslagen ansigtsudtryk. "Rolig nu, jeg skal li.." begyndte hun at vrisse, inden Ivat satte en finger mod hendes læber. Nu hvor hun lyttede efter, kunne hun høre svag larm fra den tunnel, de havde benyttet aftenen forinden. Og, til hendes store frygt, hørte hun Beras stemme udslynge komandoer. Dora gjorde store øjne og rejste sig hurtigt sammen med Ivat. Han tog hende i hånden og trak hende ind gennem en anden dør i hulen, som førte ind til endnu en tunnel. Han lukkede lydløst døren bag dem og løb gennem mørket med hende bag sig, knugende hans hånd. Hun kunne høre Bera bande i rummet, de lige havde forladt. De var kommet væk i sidste øjeblik. Men Bera vidste, de havde været der. De havde ikke haft tid til at fjerne deres ting. Dora knugede hårdere om Ivats hånd, og han gav hendes et beroligende klem. 

"I to bliver ved den dør, vi kom fra," beordrede Bera og pegede mod de to kvinder, der forlod tunnelen sidst. "I andre fordeler jer mellem de andre. De kan ikke være langt væk, den ene seng er stadig varm." Der var trængt i hulen, og kvinderne maste sig forbi hinanden, for at nå de forskellige døre. Bera sydede af raseri. Hun gik rastløst rundt i cirkler, da alle kvinderne havde forladt hulen. Hun sparkede til de primitive redskaber, men det eneste hun fik ud af det, var at hælde resterne af grønsagssuppen ud over sine sko. Hun satte sig i stedet ned i en af de to bladbunker og tænkte sine informationer igennem. De er to. Den ukendte kan lave grønssagsuppe og skaffe ko-skind. Hun sukkede og droppede det. Det hjalp ikke spor.

Dora kunne høre løbende fødder bag dem i tunnelen, og Ivat hev hende op foran sig. "Løb," hviskede han i hendes øre og gav hende et puf videre i tunnelen. Dora blev stående og kiggede rædselslagen på Ivat. Hvad havde han gang i? Jeg elsker dig. Han formede ordene med læberne, inden han vendte sig mod de kvinder, man kunne se omridset af for enden af tunnellen. Hans ord fik Dora til langsomt at bakke, hvorefter hun vendte sig om og løb. Hun løb, fordi det var hvad Ivat ønskede. "Bera, de er her. Vi har drengen." Stemmen lød som et svagt ekko i tunnellen. Hun kiggede sig kort over skulderen, og så Ivat i skæret fra en fakkel. Han kiggede efter hende med et desparat blik. Han kæmpede ikke imod og sagde intet. Kiggede bare undskyldende på hende. Tårer slørede hendes øjne. Hun kunne ikke efterlade ham, men han ville ikke have hende til at vende tilbage. Hun skulle lige til at løbe tilbage tilbage mod ham, da noget tungt ramte hendes baghoved, og alt blev sort. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...