Den gyldne tåre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 aug. 2012
  • Opdateret: 4 sep. 2012
  • Status: Færdig
Dora, en 16-årig pige, bor i et mindre samfund, hvor Bera, en ældre kvinde, bestemmer. Kvinderne bor i hovedbyen, hvor de lærer at meditere og udøver ritualer, imens mændene arbejder hårdt for føden i en by et stykke derfra. Som alle de andre piger på hendes alder, skal Dora gennem Mærkningen, et af de mange ritualer, som rykker dem ind i de voksnes rækker. Men hendes mærkning bliver afbrudt, og hendes fremtid ændres for altid.

32Likes
84Kommentarer
3326Visninger
AA

3. Flugt fra Bera

Den kolde følelse forsvandt lige så hurtigt som den var kommet. Et svagt skrig hørtes fra Bera, efterfulgt af et højlydt bump og en klirren. Dora havde set mærkningsritualet årligt siden hun var 5, og efter det hun huskede, burde hendes hår være smidt på bålet nu. Men det var det ikke. Det sad endnu på hendes hoved. Hun åbnede øjnene. Vagter kom roligt imod hende, og nogle trak Bera ud til siden. Pigerne bag hende hviskede, men kvinderne smilede bare beroligende til hende. Hun kiggede sig forvirret omkring, og ud af mørket kom en kutteklædt person. Ingen virkede overraskede, undtagen Dora og pigerne, da den fremmede tog fat om Dora og trak hende med sig. Han gik hurtigt, og Doras småløb for at følge med.

”Vi må væk hurtigt, hun vågner snart. Skynd dig,” sagde personen hastigt. Det var en mandestemme. Sidst hun havde været sammen med en mand, var da pigerne og drengene blev skilt efter det første skoleår. Siden havde hun kun været omgivet af kvinder og piger. Hun følte sig forvirret, men var for lammet af chok til at gøre andet end at følge med.

 

Hun blev ført væk fra kvinderne og pigerne, væk fra Bera. Væk fra det område hun havde boet i hele sit liv. Hun sagde ikke et ord. Hun var for overrasket og omtåget til at tænke.

Mørket omsluttede dem hurtigt, da de kom ud af byens trygge lys. I noget, der føltes som evigheder, gik de gennem det tætte mørke. Lige meget hvor Dora kiggede hen, kunne hun ikke se andet end mørke, mørke og atter mørke. Mørket beroligede hende langsomt. Hendes hjerne begyndte at bløde op, og tanker og følelser kørte igen for fuld udblæsning. Hun var glad for at komme væk. Hvorfor, det vidste hun ikke. Hun havde boet der hele sit liv, så hvorfor følte hun sig så så lykkelig,når hun flygtede fra det med en fremmed mand? Måske fordi hun på en måde følte sig tryg hos manden. Der var noget ved ham, som beroligede hende. Hun kunne ikke sige hvad - måske var det bare det faktum, at han lige havde reddet hende. Men fra hvad, helt præcis, det vidste hun egentlig ikke. En umådelig kedelig fremtid, måske, men hvorfor så alt dette besvær? Hun var bare en pige blandt mange. Så hvorfor hende?

Kulden sneg sig efterhånden ind på hende, og hun trykkede sig tættere ind til den høje mand ved hendes side. Jo mere hun tænkte, jo mere stolede hun på ham. Han tog hende ind under kappen, så hun kunne få del i hans varme.

 

Foran dem begyndte Dora at kunne ane lys. Det voksede i takt med, at de nærmede sig, og lidt efter gik de inde mellem fremmede huse. Dora begyndte at slappe af. Husene lignede dem, de havde i hendes by. Hun blev trukket med ind i et lille, hvidt hus med få vinduer, og en mand lukkede døren bag dem. En anden, lidt yngre, viste Dora en seng, som hun taknemmeligt satte sig på. Hun kiggede sig fortumlet om. Det lignede de mange huse hvor hun kom fra. Bortset fra, at hun var omgivet af mænd. Hun fjernede hurtigt blikket fra dem, og rettede dem mod sine sko. Langsomt snørede hun de fine lædersko op. De var ikke beregnet til at gå lange ture i og var flænset godt og grundigt op. En balje med dampende vand blev sat foran hendes fødder, og taknemmeligt stak hun sine fødder derned. Hun hviskede et stille tak, men løftede ikke blikket. Hun følte sig ikke skræmt, kun en smule genert. 

Inden hun nåede at mærke smerten fra det varme vand, satte manden, som havde fulgt hende, sig ned på en stol overfor hende.

”Hvem er du? Hvor er jeg?” spurgte Dora forvirret og kiggede op på ham. Omkring fem andre mænd stod bag ham i huset og kiggede interesseret på hende. Manden foran Dora nikkede til dem, og de forlod skuffet rummet. Derefter vendte han hovedet mod Dora igen.

”Det er en lang historie, og du trænger til søvn. Jeg forklarer dig det hele i morgen,” sagde han venligt. Han smilede beroligende og lagde sin hånd på hendes knæ. ”Du er i sikkerhed her.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...