Den gyldne tåre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 aug. 2012
  • Opdateret: 4 sep. 2012
  • Status: Færdig
Dora, en 16-årig pige, bor i et mindre samfund, hvor Bera, en ældre kvinde, bestemmer. Kvinderne bor i hovedbyen, hvor de lærer at meditere og udøver ritualer, imens mændene arbejder hårdt for føden i en by et stykke derfra. Som alle de andre piger på hendes alder, skal Dora gennem Mærkningen, et af de mange ritualer, som rykker dem ind i de voksnes rækker. Men hendes mærkning bliver afbrudt, og hendes fremtid ændres for altid.

32Likes
84Kommentarer
3326Visninger
AA

4. Far?

Da Dora vågnede næste morgen, sad manden allerede på stolen. Han smilede venligt, da hun satte sig op. Det varede lidt, inden hun huskede den mærkelige oplevelse aftenen forinden og tog sig til hovedet, for at sikre sig, at hendes hår var der endnu. Det var det.

Hun havde været træt om aftenen og havde ikke fået set sig ordentligt om. Hun kiggede på manden foran hende. Han havde kort, brunt hår og blå øjne. Hans næse var halvstor, og han havde daggamle skægstubbe på hagen. Hans ansigtstræk mindede hende om noget, men hun kunne ikke huske hvad. Hun smed tanken væk og koncentrerede sig om at finde ud af hvem han var, og hvor hun var.

”Du er i mændenes del af landet,” svarede han, da hun spurgte, og sukkede, ”du er ikke i sikkerhed sammen med Bera.” Dora forstod det stadigvæk ikke. Hvorfor ikke? Hun havde da været tæt på Bera hele sit liv? Hun lænede hovedet tilbage på væggen og trak benene ind til maven, så hun kunne massere de ømme fødder. ”Men hvem er du?” spurgte hun igen. Der var stille lidt, og manden kigede ne di sit skød, som om han overvejede hvad han skulle svare. Da han kiggede op igen, svarede han tøvende: ”Jeg er din far.”

Dora stoppede brat med at massere sine fødder og kiggede ud i luften over hans skulder. Hun havde altid fået at vide, at hendes forældre døde, fordi deres hus var brændt, da hun var ganske lille, og det var meget heldigt, at hun overlevede. Bera havde endda vist hende ruinen, og hun havde godtaget historien, uden andet at kunne tro på. Bera igen. Måske var der noget med hende?

 

Dora mærkede tårerne presse på øjenlågene og hun kiggede på ham igen. ”Er det virkelig dig?” spurgte hun, næppe hørligt, og en tåre løb ned ad hendes kind. Den havde et let skær af noget gyldent. Han flyttede sig hen på sengen, og hun faldt ind i hans favn. Han holdt fast om hende og lagde kinden på hendes hår.

Længe sad de sådan, far og datter, og der var stilhed mellem dem, indtil Dora spurgte med hæs stemme: ”Hvad med mor?” Hun mærkede hans tårer på sin hovedbund og løftede hovedet. Han tog fat om det gyldne hjerte, som hang om hendes hals, og knugede det som hun altid gjorde.

”Hun er død,” svarede han lavt og kiggede hende i øjnene, ”Bera dræbte hende.” Han tav. Doras tårer løb ikke mere, men hendes kinder var stadigvæk våde. ”Hvorfor?” hviskede hun næsten uhørligt og kiggede ind i de blå øjne. ”Lad mig starte fra starten. Så er det nemmere at forstå, og jeg lovede, at jeg ville fortælle det når jeg hentede dig,” svarede han med en knapt hørligt suk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...