Den gyldne tåre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 aug. 2012
  • Opdateret: 4 sep. 2012
  • Status: Færdig
Dora, en 16-årig pige, bor i et mindre samfund, hvor Bera, en ældre kvinde, bestemmer. Kvinderne bor i hovedbyen, hvor de lærer at meditere og udøver ritualer, imens mændene arbejder hårdt for føden i en by et stykke derfra. Som alle de andre piger på hendes alder, skal Dora gennem Mærkningen, et af de mange ritualer, som rykker dem ind i de voksnes rækker. Men hendes mærkning bliver afbrudt, og hendes fremtid ændres for altid.

32Likes
84Kommentarer
3328Visninger
AA

16. En værdifuld ofring

Dora vågnede næste morgen, da nogle skridt gav genlyd mellem væggene på gangen. Hun satte sig op i halmen. Ivat lå ved hendes side. Bunken af halm var lille, så de havde ligget tæt sammen - ikke at det gjorde hende noget - og varmet hinanden. Ivat satte sig op ved hendes side og gnubbede sine øjne. Hans trøje var stadigvæk klumpet af blod, men huden var endnu hel inden under. Det havde taget sin tid at forklare over for Ivat. Hun havde fået fremstammet historien mellem nye omgange af hulk. Og da hun nåede til kysset, var hun gået i stå.

"Og så.." Hun stoppede op og sænkede blikket. Hun kunne mærke sine kinder blive varme. "Og så.. kyssede du mig?" gættede Ivat med et skævt smil og med et glimt i øjet, der viste, at han morede sig. Dora kiggede overrasket op. "Hvordan.." udbrød hun, men blev afbrudt af Ivat, som satte sine læber mod hendes. Dora lukkede øjnene og kærtegnede hans kind, da han gemte sine fingre i hendes hår. Da han trak sig væk igen, svarede han: "Man glemmer ikke sit første kys, selvom man er døende." 

Dora ville have smilet ved mindet, hvis ikke skridtene var stoppet foran hendes celle, og hvis ejeren af skridtene ikke havde stået og gloet overrasket på dem. Hvis ikke ejeren havde været Bera. Dora greb forsigtigt Ivats hånd, og han gav hendes et lille klem. Beras ansigtsudtryk ændrede sig fra overraskelse til et tilfreds smil. 

"Nå, så din lille veninde kunne altså redde dig?" hånede Bera, "men så kan du jo gøre hende selskab, når hun skal henrettes. Det er vel også kedeligt i helvede, hvis man ikke har nogen at hygge sig med." Det sidste hvæsede hun. Tiden stod stille foran Dora. ...gøre dig hende selskab, når hun skal henrettes. Bera ville dræbe Ivat. Nej. Det måtte ikke ske. Hun kunne dræbe hende, men ikke Ivat. Det havde han ikke fortjent. Hun sprang på benene og slap Ivats hånd. På et spilt sekund stod hun med et fast greb i Beras skulder.

"Du må ikke dræbe ham," bad Dora, og tårerne skød op i hendes øjne, "dræb mig, men lad ham gå. Han er uskyldig, hører du, uskyldig!" Det sidste råbte hun hysterisk. 

Bera fnøs hånligt. "Tror du, min søde, lille Dora, at en smule tårer kan få mig til at ændre mening?" sagde hun retorisk. Hun trak sin skulder fri med et ryk og ville gå sin vej. 

"Hvad hvis du får den her?" spurgte Dora med en meget lille stemme og rakte rystende hænderne om i nakken for at løsne guldhjertet fra sin hals. Bera gjorde store øjne. Måske havde hun endelig lagt to og to sammen. Eller også havde hun fået det ud af hendes far. Dora lod kæden dingle fra sin hånd, og Bera greb ud efter den. Dora holdt den uden for hendes rækkevidde. "Du slipper ham fri, og derefter får du kæden. Forstået?" sagde Dora med rystende stemme. Hun mærkede en hånd gribe fat om hendes håndled og så Ivat stå bag hende med et forskrækket udtryk i ansigtet.

"Du skal ikke gøre det, Dora," sagde han med en bedende stemme. Hun betragtede hans ansigt, måske for sidste gang. Det lyste af sorg. Sorg over at skulle miste hende på denne måde. Sorg over at være så hjælpeløs.

"Det er jeg nød til," svarede hun, idet Bera åbnede døren til cellen og greb Ivat i kraven. Hun skubbede ham ud af cellen og tog halskæden fra Dora. Et sejrsikkert smil bredte sig på hendes læber.

"Ivat, tag hjem. For min skyld," bad Dora og kiggede beslutsomt på Ivat, som stadigvæk stod uden for celledøren. Han blev stående indtil Bera jagede ham ned ad gangen og truede med at låse ham inde igen og beholde halskæden. 

Da de var forsvundet ind i det sorte mørke, sank Dora sammen i halmbunken og græd lydløst. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...