Den gyldne tåre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 aug. 2012
  • Opdateret: 4 sep. 2012
  • Status: Færdig
Dora, en 16-årig pige, bor i et mindre samfund, hvor Bera, en ældre kvinde, bestemmer. Kvinderne bor i hovedbyen, hvor de lærer at meditere og udøver ritualer, imens mændene arbejder hårdt for føden i en by et stykke derfra. Som alle de andre piger på hendes alder, skal Dora gennem Mærkningen, et af de mange ritualer, som rykker dem ind i de voksnes rækker. Men hendes mærkning bliver afbrudt, og hendes fremtid ændres for altid.

32Likes
84Kommentarer
3366Visninger
AA

15. Dolket i maven

Dora rakte forsigtigt en hånd frem mod Ivat, som med en kraftanstrengelse fik løftet sin og greb krampagtigt om hendes. Hans anden hånd lå på hans mave, hvor blodet dryppede fra. Dora fjernede forsigtigt hans hånd. Nogen havde dolket ham i maven. Ivat kiggede på hende med blanke øjne og formede et undskyld med læberne. Dora tog en håndfuld halm og presse de mod såret i hans mave for at stoppe blodet, og derefter endnu en. Men blodet fortsatte med at strømme ud. Hans øjenlåg gled langsomt i. Hun begyndte at gå i panik. Der var så meget hun ville sige, men ordene satte sig fast i halsen på hende. 

Du må ikke dø fra mig, tænkte hun. Du må ikke! Hendes øjne begyndte at svie, og hendes syn blev sløret. Hun lænede sig nej over ham og pressede sine læber mod hans. Det var ikke sådan hun nogensinde havde forestillet sig sit første kys. Hun havde forestillet sig romantiske scener til Calebra med bålets skær i baggrunden. Latter. Ikke et koldt, stinkende fangehul, hvor den ene er døende. Da hun rettede sig op igen havde tårerne frit løb og en hulken gennemrystede hendes krop. Hun klemte øjnene sammen, men tårerne fortsatte ned af hendes kinder og dryppede ned på Ivats bevidstløse krop. Der var intet hun kunne gøre. Han ville dø fra hende. Hun tog om hans hånd med begge hænder og pressede den mod sit bryst. Hans arm var slap, og hans bryst bevægede sig næsten ikke. 

En tåre gled ned ad Doras kind og slap sit tag fra hendes hage. Den ramte Ivats trøje, som var gennemblødt af blod. Tåren trængte ind i stoffet, og flere fulgte efter den. En tåre ramte kanten af såret, og tåren lyste gyldent op. Flere ramte, og gyldne tråde af lys lagde sig over såret som et stykke tyndt stof. Såret trak sig langsomt sammen og stoppede blødningen. Den nye hud strålede gyldent, og Dora åbnede øjnene for at se hvor lyset kom fra. Hun kørte forbløffet fingrene over den nye hud, som føles varm under hendes fingre. Hans øjenlåg sitrede og han slog øjnene op. Han så ikke rask ud, men han var ikke død. 

"Du lever," udbrød Dora hæst, og knugede hans hånd i sin. Han satte sig forsigtigt op og kiggede sig om. Flere tårer løb ned over hendes kinder, men denne gan gaf lettelse. Hvad end der lige var sket, var det et mirakel. "Hvor er vi?" spurgte han grødet, "jeg kan huske vi var i tunnellen, og at jeg bad dig løbe, og så.." Han blev afbrudt, da Dora knugede ham ind til sig. Han lagde forbløffet en arm om hende og kiggede på hende. "Du græder," konstaterede han overrasket. Det fik endnu flere tårer frem i hendes øjne. "Du.. Bera fangede dig... Hun dolkede dig i maven," fik hun fremstammet, og et nyt hold tårer løb ned ad hendes kinder. Han lod en hånd glide over sin mave, der hvor såret havde været. Han rynkede panden.  "Hvorfor er der så intet sår nu?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...