Den gyldne tåre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 aug. 2012
  • Opdateret: 4 sep. 2012
  • Status: Færdig
Dora, en 16-årig pige, bor i et mindre samfund, hvor Bera, en ældre kvinde, bestemmer. Kvinderne bor i hovedbyen, hvor de lærer at meditere og udøver ritualer, imens mændene arbejder hårdt for føden i en by et stykke derfra. Som alle de andre piger på hendes alder, skal Dora gennem Mærkningen, et af de mange ritualer, som rykker dem ind i de voksnes rækker. Men hendes mærkning bliver afbrudt, og hendes fremtid ændres for altid.

32Likes
84Kommentarer
3325Visninger
AA

20. Calebra

Dora sad på græsset og kiggede ind i det store bål. Flammernes lys dansede i et orange skær over hendes ansigt. Det mindede hende om Mærknoingen, hvor hun også havde betragtet flammerne, og ladet alt omkring hende forsvinde. Rundt omkring bålet sad kvinder og mænd enten alene, eller sammen som par. Calebraen var ikke så festlig som den plejede at være, i følge de voksne, men Dora var ligeglad. Hun ventede på Ivat. Hav havde sagt, at han havde en overraskelse til hende. Hvad, det anede hun ikke. Hendes indre var stadig i chok over forløbet på torvet i sidste uge, og alle de ting der var sket siden. Hele byen var ændret, efter Bera var blevet sat i fangehullet.

De fleste mænd var flyttet over i de mange tomme huse i kvindernes by, selvom der stadig var nogle, som foretrak deres gamle, usle by. Mest de ældste af mændene, de, hvis dage alligevel snart var talte. Hende selv boede sammen med sin far. De var flyttet ind i det hus, de havde boet i da hende mor havde levet, selvom hun ikke kunne huske det. Det havde stået tomt siden, da folk ikke turde flytte ind der, men Dora havde aldrig vidst hvorfor. Der var intet egentligt overhoved i byen længere, men Karn stod fast på, at det skulle være Dora. Hun var blevet noget forbløffet da han sagde det, og endnu mere, da de fleste var støttet op om det. Hun havde bare sagt, at hun ville tænke over det. 

Hun mærkede en hånd på sin skulder og kiggede op i det velkendte ansigt, hun elskede så meget. Hendes bekymrede facade forsvandt som dug for solen, og hun lod sig trække på benene. Ivats læber mødte hendes kort, inden han trak hende med væk fra bålet. Aftenen føltes kold uden bålets varme, men den blev hurtigt overtaget af varmen fra hans krop. Dora smilede til ham. "Hvor skal vi hen?" spurgte hun og lagde hovedet på skrå. Han smilede bare hemmelighedsfuldt og hev et stykke stof frem fra lommen, som han bandt over hendes øjne. "Hvor skal vi hen?" gentog hun med et overrasket smil. "Vent og se," svarede han med et smil og førte hende gennem mørket.

 

Da de igen stoppede op, kunne Dora ikke længere høre lyde fra Calebraen. Ivat pillede ved knuden bag på hendes hoved og fjernede stoffet fra hendes øjne. Hun måtte blinke et par gange for at vænne sig til lyset fra faklerne, som hang på husene rundt omkring dem. Foran dem var et hus, ikke så langt fra hvor hende og hendes far boede nu. Det var heller ikke større end det; størrelsen på et almindeligt familiehus i byen. Ivat tog begge Doras hænder og kiggede hende i øjnene. Dora vidste hvad han ville sige, men smilede bare opmuntrende til ham. Hun ville gerne høre ham sige det. "Dora, vil du flytte sammen med mig?" spurgte han  lavt, men sikkert. Han smilede forsigtigt, men hans øjne glimtede af lykke.

"Selvfølgelig vil jeg det," hviskede Dora og trak ham ind til sig med læberne mod hans. Og så sagde hun de ord, hun aldrig havde fået frem: "Jeg elsker dig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...