Den gyldne tåre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 aug. 2012
  • Opdateret: 4 sep. 2012
  • Status: Færdig
Dora, en 16-årig pige, bor i et mindre samfund, hvor Bera, en ældre kvinde, bestemmer. Kvinderne bor i hovedbyen, hvor de lærer at meditere og udøver ritualer, imens mændene arbejder hårdt for føden i en by et stykke derfra. Som alle de andre piger på hendes alder, skal Dora gennem Mærkningen, et af de mange ritualer, som rykker dem ind i de voksnes rækker. Men hendes mærkning bliver afbrudt, og hendes fremtid ændres for altid.

32Likes
84Kommentarer
3301Visninger
AA

10. Aftenhygge

Dora tørrede tårerne af i sit ærme og lagde hovedet mod Ivats bryst. Hun mærkede hans varme trøste hende, og hun kunne tydeligt mærke sit hjerte banke. Han lagde kinden mod hendes hår. Hun lukkede øjnene og nød øjeblikket. Hans rolige åndedræt beroligede hende. Hun mærkede Ivats tommelfinger bevæge sig i cirkler på hendes ryg og smilede. Der var noget i bevægelsen, der sagde; bare bliv siddende, jeg nyder det lige så meget som du gør. Måske var det ønsketænkning, men hun fulgte alligevel tommelfingerens råd.

Hun vidste ikke, hvor længe de havde siddet sådan, inden Ivat drejede hovedet, så han kunne kigge på hende. ”I bedre humør nu?” spurgte han smilende. Dora smilede bare som svar og ville slå øjnene ned, men de var fanget i hans grønne. Han lagde betænktsomt hovedet på skrå og betragtede hende indgående. Lidt efter rystede han på hovedet og lod armene falde ned fra hendes ryg. ”Er du sulten?” spurgte han og rejste sig, som om den kærlige omfavnelse var noget Dora bare havde forestillet sig. Hun prøvede at skjule sin skuffelse da hun svarede: ”Ja.. det er jeg vel.”

Dora sad og kiggede stift ind i ilden, mens hun spiste den grønsagssuppe, Ivat havde mikset sammen. Ivat sad en halv meter til venstre for hende. Han kiggede på hende i smug, og Dora lod som om, hun ikke så det. Til sidst kunne hun ikke holde masken mere. Hun vendte hovedet mod ham og tog ham i at kigge på hende. ”Hvad med at sige noget,” sagde hun med et smil. Ivat kiggede ned i jorden med et smil på læberne. Han så op på hende og åbnede munden, men lukkede den igen uden at sige noget. Hun kunne se på hans øjne, at han ville sige noget, men ikke vidste hvordan han skulle sige det. Hun løftede øjenbrynene og satte sin suppe fra sig på jorden, så hun kunne læne sig tilbage på hænderne.

”Spyt ud,” sagde hun drillende og puffede blidt til hans skulder. ”Jeg synes bare du er sød,” sagde han lidt efter og smilede skævt, ”på den måde du det ene øjeblik sidder og stirrer tomt ud i luften, og det næste smiler og laver sjov.” Denne gang var det Doras tur til at sænke øjnene.

Der var stille lidt, hvorefter Ivat tøvende rejste sig. ”Der er noget jeg gerne vil vise dig,” sagde han og rakte en hånd ned mod hende. Hun tog den undrende og rejste sig op. Ivat begyndte at gå hen mod en tunnel i væggen, som før havde været usynlig i mørket. Hun mærkede varmen fra hans hånd flyde op gennem armen og rundt i hele hendes krop, da hun fulgte efter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...