Asta, min Asta

http://www.youtube.com/watch?v=c8jR8j_5iAk
En af de sange, jeg brugte som inspiration.

Mit første forsøg på at skrive en historie fra en drengs synsvinkel.

4Likes
1Kommentarer
1009Visninger

1. Asta, min Asta

 ”Fate fell short this time, your smile fades in the summer,” sang jeg. ”Place your hand in mine, I'll leave when I wanna.” Jeg stod i øvelokalet en lørdag eftermiddag, sammen med Jonas og Alex. Jeg havde lige skrevet et nyt nummer, og det stod vi og øvede på. Jeg stod med min guitar i hånden og rettede lidt på stemmeskruerne. ”Skal vi ikke tage en Cadd9 i stedet for en C der i omkvædet?” spurgte jeg. Alex kiggede i sine noder og svarede: ”Jo, måske passer det bedre ind dér.” Jeg spillede sangen fra start, og Jonas faldt ind med sine trommer og lidt efter spillede Alex også med på sin bas. ”Vi prøver med Cadd9 nu,” sagde jeg højt, for at overdøve musikken. Det lød meget bedre end før. ”Fate fell short this time, your smile fades in the summer,” sang jeg, og Alex sang med på kor: ”Are we alone, do you feel it? So lost and disillusioned.” Versene var ikke helt færdige endnu, men det arbejdede jeg på.

Da vi havde spillet sangen færdig pakkede vi sammen. ”Jeg tror min mor har lavet mad, har I lyst til at spise med?” spurgte jeg. ”Jeg er på,” sagde Alex med et smil. ”Selvfølgelig er du det,” sagde jeg, og blinkede til Alex. ”Hvad med dig?” spurgte jeg og kiggede på Jonas. ”Jeg har lovet min mor at komme hjem før klokken fem, sorry,” svarede han og kiggede på sit ur. ”Fuck! Jeg må smutte, vi ses!” Alex og jeg grinte til hinanden, imens Jonas løb op ad trappen.

 

Jeg vågnede tidligt søndag morgen, da solen skinnede direkte ind i hovedet på mig. Jeg havde glemt at trække gardinerne for da jeg gik i seng. ”Typisk,” mumlede jeg. Jeg stod op og tog shorts og t-shirt på. Jeg kiggede på klokken. Den var kun halv ti. Jeg ned i gangen og tog mine løbesko på og løb ned mod søen. Ned mod Asta. Jeg håbede virkelig hun var hjemme.

Asta var min kæreste. Vi havde været sammen i over et år. Vi mødtes første gang, da hun startede i vores klasse for 2 år siden. I starten var hun genert. Meget. Efterhånden som hun løsnede op, begyndte hun også at snakke med flere – deriblandt mig. Vi begyndte at hænge ud i hvert frikvarter og senere også efter skole. Efter lang tid var vi sammen hver dag. Det føltes som om vi havde kendt hinanden altid. Vores forældre blev efterhånden også gode venner, da de jo sås rimelig ofte, hvis de skulle hente os hos hinanden. Vi overnattede hos hinanden næsten hver weekend, og hun var tit med når jeg øvede med bandet. Siden vi blev kærester, havde jeg skrevet alle mine sange til hende.

Jeg ved ikke rigtig, hvad, der gjorde, at jeg lige netop havde gjort mig fortjent til hende. Eller, hvad, der gjorde, at hun havde valgt mig. Jeg mener.. Hendes øjne. Hendes smukke, dybe, mørkeblå øjne. Hendes lange, blonde hår, der nærmest var hvidt, fik hendes øjne til at se endnu mørkere ud. Hun var jo rent ud sagt, smuk. Og fantastisk sød og dejlig var hun også. Helt ærligt, så forstod jeg ikke hvorfor hun ville være sammen med en som mig.

Jeg løb forbi hendes hus, men det så ikke ud som om, der var nogen hjemme.

 

En times tid efter, da jeg stod i gangen og var ved at tage mine løbesko af, råbte min mor inde fra stuen: ”Theo, kom lige.” Jeg gik ind til hende. ”Asta har ringet,” sagde hun og smilte. ”Ja?” sagde jeg med et kæmpe smil på læben. ”Hvad sagde hun?” ”Jeg er ikke sikker på, hvad hun ville, men hun lød en smule bekymret,” sagde min mor med en lidt mere alvorlig mine. ”Hm,” sagde jeg, knapt så højt, og gik op på mit værelse. Jeg smed mig i sengen og fandt min mobil frem. Jeg ringede til hende, men hun tog den ikke. Så tog jeg noget rent tøj frem og gik i bad.

Da jeg kom ud af badeværelset, kunne jeg høre min mobil ringe inde fra mit værelse. Jeg skyndte mig ind, og smed mig på sengen. Et billede af Asta viste sig på skærmen. ”Hey skat,” sagde jeg, da jeg tog telefonen. ”Hej Theo,” lød Astas stemme i den anden ende. ”Hva så?” Hun lød en smule nervøs, men jeg tænkte ikke videre over det. Jeg vendte mig rundt så jeg lå på ryggen. ”Ikke så meget,” svarede jeg. ”Jeg har lige været ude og løbe en tur. Hvad med dig?” ”Nå, fedt. Jeg er lige stået op. Har lige været i bad og sådan. Har du tid til at ses senere?” spurgte hun. ”Ja, selvfølgelig! Hvornår skal jeg komme?”

 

Jeg tog min jakke på, og var for anden gang den dag på vej ned mod søen. Jeg gik langsomt, fuldstændig opslugt af mine egne tanker. Stien snoede sig, og præcist den dag føltes turen uendeligt lang. Det stormede og himlen var nærmest kulsort. Jeg tog min iPod op af lommen og stak mine høretelefoner i ørerne og satte en playliste på med de sange, jeg havde lavet sammen med Jonas og Alex. Alexs' stemme lød: ”And my girlfriend likes UL and DHC, and she's so smart and independent, I dont think she needs me, quite half as much as I know I need her. I wonder why there's not another guy that she'd prefer,” og jeg sang stille med. Sangen havde ikke noget navn, men i mit hoved hed den Asta. Jeg havde skrevet den et par måneder efter vi begyndte at komme sammen. Efter et par minutter var jeg ved søen og jeg kunne se Astas hus. Mit hjerte slog en kolbøtte, og jeg blev nervøs, som jeg kun var blevet første gang jeg skulle besøge hende. Da jeg stod ved hendes hoveddør kunne jeg mærke, at mine hænder begyndte at ryste. En svag hovedpine bredte sig pludselig i mit hoved, og jeg havde svært ved at fokusere på dørklokken, da jeg ville ringe på døren. Dog fik jeg taget mig sammen og inden jeg fik set mig om stod Asta smilende i døren og bød mig indenfor.

Jeg trådte ind i entreen og tog mine slidte, sorte converse og min jakke af. Vi gik videre ind i stuen, der var oplyst at kæmpestore vinduer, der gik fra gulv til loft. Hendes forældre sad i sofaen og smilte til mig. ”Hej Theo,” sagde hendes mor. ”Hej med jer,” sagde jeg og smilte tilbage til dem. Jeg tog min guitartaske i hånden og fulgte med Asta op på hendes værelse. Jeg smed mig hjemmevandt i hendes seng og hun satte sig i sin lænestol og satte noget musik på. Hun satte sig i sengen ved siden af mig med en alvorlig mine. Jeg satte mig op og kiggede på hende. ”Jeg har noget jeg skal fortælle dig,” begyndte hun. ”Ja, ser du. Det er jo sådan, at..” Hun kiggede væk fra mig, da jeg prøvede at lave øjenkontakt med hende. ”Vi skal flytte,” sagde hun kort. Nu vendte hun sig rundt, så vi fik øjenkontakt, men denne gang var det mig, der kiggede væk. Jeg forstod det ikke helt. ”Flytte? Jamen.. hvorhen?” Hun så ned og mumlede noget, der lød som: ”Min far har fået nyt job på Fyn, så vi skal alle sammen flytte med.”

Jeg ved ikke helt, hvad der skete, om jeg blev sur eller ked af det, men pludselig stod jeg ved siden af sengen og råbte jeg af hende: ”Hvad sker der lige Asta? Hvad har du gang i? Hvorfor har du ikke sagt noget?” Hun så forskrækket ud, og jeg fik dårlig samvittighed. Jeg satte mig tæt ved siden af hende og holdte om hende. Hun græd. ”Undskyld skat,” sagde jeg stille. ”Det var ikke meningen, at jeg ville blive så sur, jeg forstår det bare ikke helt.” Jeg aede hende på kinden, da hun så op på mig. ”Vi flytter om 2 uger,” sagde hun. ”Jeg håber virkelig, ja.. at.. Jeg håber du kan acceptere det, og ikke gør noget dumt.” ”Hm, jeg ved ikke. Jeg er ikke sikker på jeg kan have en kæreste på Fyn. Jeg er ked af det,” mumlede jeg og kiggede på hende. ”Nej. Det bliver altså meget svært for mig.” Jeg kunne mærke hun sank noget tunkt. Hun begyndte at ryste. ”Undskyld Asta. Jeg håber du vil komme og sige ordenligt farvel en dag. Jeg har noget til dig,” sagde jeg og rejste mig. ”Jeg må gå.”

 

Jeg endte hjemme i øvelokalet en time senere, med min guitar, en blyant og nodepapir. Jeg var et par dage inden begyndt på en ny sang til Asta, som jeg nu vidste præcis, hvordan skulle lyde. Jeg ringede til Jonas og Alex og bad dem komme. ”Ja.. Ja, selvfølgelig! Vi kommer nu,” lød det forvirret fra den anden ende af telefonen. De var lige vågnet, kunne jeg høre. ”Vi er der om 5.”

I've been here before a few times, and I'm quite aware we're dying. And your hands they shake with goodbyes, and I'll take you back if you'd have me,” sang jeg på verset. Alex og Jonas var med det samme faldet ind, da jeg havde vist dem den nye sang, og det lød perfekt, da vi spillede. Alex sang kor på omkvædet: ”So here I am, I'm trying. So here I am, are you ready?” og så sang vi begge i kor: ”Come on, let me hold you, touch you, feel you, always. Kiss you, taste you, all night, always.” Mellemspillet lød, som havde vi spillet sammen i flere år. Jeg kiggede op fra noderne og så, at Alex og Jonas kiggede på hinanden, og skiftevis kiggede over mod trappen. Jeg vendte mig, men kunne ikke få øje på noget. Jeg vendte mig om igen og så, at Jonas og Alex hviskede om et eller andet. Musikken stoppede og jeg gik over til Alex. ”Hvad er det I hele tiden skal hviske om?” spurgte jeg vredt. ”Ikke noget,” mumlede Alex. Jeg tænkte ikke videre over det, men spillede sangen forfra. ”Vi tager den fra andet vers, okay?” sagde jeg og kiggede op fra min guitar. Alex og Jonas kiggede begge på mig og vi spillede igen. Jeg kiggede skiftevis ned i mine papirer og op på Alex, der hele tiden skævede over mod døren. Jeg ignorerede det, men pludselig hørte jeg svage fodtrin bag mig, idét jeg sang teksten: ”So here I am, are you ready?”

Jeg vendte mig, og så Asta bag mig. Asta. Min Asta. Min koncentrerede mine blev straks til et nervøst smil, og jeg ventede kun på en eller anden form for reaktion, men da hun ikke sagde noget, sagde jeg: ”Always. Det hedder sangen.” Asta kiggede mig lige i øjnene. ”Jeg har skrevet den til dig.”

 

”Altid,” sagde hun, med så skindende øjne, at det så ud som om hun skulle til at græde. ”Du har ret. Altid.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...