Trouble Maker [2min]

Taemin arbejder i drag på Seouls mest kendte stripklub, imens Minho er Seouls mest berygtede playboy. Skæbnen vil, at Taemin skal støde ind i den arrogante, rige Choi Minho, som ikke tænker på andet, end at få sine egne lyster tilfredsstillet. De kommer ikke alt for godt ind på hinanden, og Minho er skyld i, at Taemin får det endnu sværere ved at forsørge hans adoptivsøn, Yoogeun... Det skal dog snart vise sig, at Taemin og Minho er tvunget til at bo sammen. Taemin vil ikke forlade Yoogeun, og Minho kræver, at få sin biologiske søn tilbage... [Inspireret af "Privileged" af "Wolfburglar"]

327Likes
638Kommentarer
56616Visninger
AA

10. Nysgerrighed

 

               ”Kan jeg komme indenfor, eller noget?” spurgte Minho så, efter et kort stykke tid. Jeg rynkede lidt på brynene. Jeg havde ikke lyst til at få ham indenfor, han skulle ikke kommentere på, at mit hus ikke var specielt stort. Måske var det meget rent, fordi jeg altid gjorde rent når jeg havde tid, men det var ikke noget særligt.

               På den anden side, så havde jeg heller ikke lyst til at blive ved med at stå ud til gangen, kun iført et håndklæde. Der boede et par skumle typer i den opgang, hvor jeg boede. Hvilket også var en af grundene til, at jeg sjældent havde Yoogeun nogen steder henne, og han måtte aldrig gå alene.

               ”Fint, kom ind…” mumlede jeg og gjorde plads. Minho gik da ind forbi mig, og ind i stuen. Han tog ikke engang sine sko af. Det svin?! Jeg havde lyst til at slå ham, hvis Yoogeun altså ikke have været her… Og hvis det ikke lige var fordi, at Minho så ud til at have rimeligt mange muskler.

               Jeg fulgte ham ind i stuen, og han satte sig ned i en af mine sofaer.

               ”Skal du have noget at drikke?” spurgte jeg, og fordømte min gæstfrihed, som mine forældre havde opdraget mig med, før jeg… Flyttede hjemmefra.

               ”Hvis du har noget vodka eller champagne, så jo tak,” sagde han. Jeg stirrede koldt på ham, imens Yoogeun sendte mig et spørgende blik, idet han sad og legede med sine Power Rangers actionfigurer, som jeg havde brugt en halv opsparing på, bare for at gøre ham glad.

               ”Jeg har ikke alkohol i huset, jeg har en lille dreng her, og desuden… Hvad skulle jeg bruge det til?” spurgte jeg og himlede med øjnene.

               ”Appa? Kan Yoogeun ikke få noget bananmælk?” spurgte min søn så, og sendte mig de sødeste øjne. Jeg smilede og blev helt varm indeni.

               ”Jo, selvfølgelig, Yoogeunnie! Jeg henter det til dig nu,” sagde jeg med et stort smil, hvorefter jeg gik ud i køkkenet. Jeg skulle måske også lige tage et smut ind i mit soveværelse, og få noget tøj på, nu hvor jeg var i gang. Jeg håbede dog bare ikke, at Minho forurenede min søns sind imens jeg var væk…

 

Choi Minho P.O.V.

 

               Perfekt. Den forbandede piksutter forlod mig sammen med hans unge, som bare sad og legede med billige legetøjsfigurer, imens han lavede små lyde, som om de sloges. Jeg tog mig bare til hovedet, men alligevel kunne jeg ikke rigtigt holde op med at se væk fra hans søn. Yoogeun, var det ikke hans navn? Det var nu et meget sødt navn, og alligevel var der noget over ham, som jeg syntes virkede bekendt. Jeg kunne dog bare ikke rigtigt sætte ord på det.

               ”Yoogeun, hvor gammel er du?” spurgte jeg og forsøgte at smile til ham. Yoogeun så på mig med et stoneface, som jeg selv plejede at lave, når jeg var ligeglad med folk.

               ”Min appa har sagt, at jeg ikke må snakke med fremmede, medmindre han er hos mig,” sagde han. Han var måske ikke så dum som jeg havde troet?

               ”Jeg er ikke en fremmed, jeg er en af din appas venner!” sagde jeg med et smil og tog mine solbriller af, for at smile ordentligt til ham. Yoogeun så på sin røde Power Ranger figur, som om han snakkede med den inde i sit hoved, hvorefter han så over på mig.

               ”Yoogeun siger det ikke til frø ahjussi!” sagde han så. Jeg grinede lavt, han var nu egentligt ret nuttet alligevel, var han ikke? Når han ikke kaldte mig ahjussi… Gad vide hvor længe denne Taemin så havde haft ham?

               Aish… Hvorfor var jeg overhovedet interesseret i hans liv? Han var jo ingenting. Jeg var meget mere værd end ham. Den klamme piksutter.

               ”Her er din bananmælk, Yoogeunnie!” sagde Taemin da han var kommet tilbage i stuen, iført et par alt for stramme jeans, som viste hans tynde ben og smalle hofter. De var en smule laset, nok rimelig gamle. Desuden havde han en trøje på, som var alt for stor for ham, sikkert købt i en genbrugsbutik. Hans liv var elendigt…

               Og alligevel kunne han smile? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...