Trouble Maker [2min]

Taemin arbejder i drag på Seouls mest kendte stripklub, imens Minho er Seouls mest berygtede playboy. Skæbnen vil, at Taemin skal støde ind i den arrogante, rige Choi Minho, som ikke tænker på andet, end at få sine egne lyster tilfredsstillet. De kommer ikke alt for godt ind på hinanden, og Minho er skyld i, at Taemin får det endnu sværere ved at forsørge hans adoptivsøn, Yoogeun... Det skal dog snart vise sig, at Taemin og Minho er tvunget til at bo sammen. Taemin vil ikke forlade Yoogeun, og Minho kræver, at få sin biologiske søn tilbage... [Inspireret af "Privileged" af "Wolfburglar"]

328Likes
609Kommentarer
56693Visninger
AA

12. Chokket

 

Taemin P.O.V.

 

               “Hvad mener du med det?!” udbrød jeg rasende og rejste mig op fra sofaen, som jeg lige havde sat mig i igen, efter jeg havde tørret vandet op, som han havde spyttet ud. Og nu, hvor vi endelig var faldet lidt til ro igen, vovede han at sige, at Yoogeun måske…

               ”At Yoogeun muligvis… Måske… Der er en lille chance for, at han kan være min søn…” mumlede Minho lavt og så væk fra mig igen. Jeg kunne ikke benægte, at jeg ikke havde lagt mærke til sammenligningen mellem min søn, og den her fandens playboy. De lignede hinanden, deres øjne og læber var helt ens, og ansigtsformerne… For fanden!

               ”Bare fordi du ikke har kunnet holde din pik inde, og har knaldet én eller anden prostitueret, som tilfældigvis er mor til Yoogeun, så er det ikke sikkert, at han er din!” sagde jeg og knurrede lavt og lagde mine arme over kors.

               ”Desuden, lader jeg dig ikke tage min søn fra mig! Det er mig, der har opfostret ham!” tilføjede jeg og sendte Minho et koldt blik.

               ”Den luder har jo sikkert været i seng med mange! Og måske er det ikke engang den samme vi snakker om?” sagde jeg, og blev ved med at komme med forslag, som måske ville få ham til at trække sine ord tilbage. Jeg nægtede endnu at tro på, at min søde, perfekte søn, kunne stamme fra den mand, som jeg inderligt hadede!

               ”Jeg vil stadig vide besked! Vi tager på hospitalet og får taget en DNA prøve!” sagde Minho med en streng stemme og rejste sig fra sofaen, ligesom jeg havde gjort i vrede.

               Det gjorde det bestemt ikke bedre, at vi råbte sådan. Yoogeun kunne sikkert høre os inde fra sit værelse af.

               ”Fint! Så skal du nok få at se, at han ikke er din søn!” hvæste jeg koldt, dog en smule stille, og gik mod Yoogeuns værelse. Jeg fattede ikke, at jeg ikke bare smed Minho ud af min lejlighed. Men hvis det nu viste sig, at det faktisk var hans søn, så kunne han få krav på, at få ham tilbage, da jeg egentligt ikke havde adopteret ham helt lovligt.

               Hvis nu Minho tog Yoogeun, hvad ville han så gøre ved ham? Jeg kunne ikke lade Yoogeun vokse op hos sådan en playboy. Han kunne ikke engang tage sig ordentligt af min lille diamant, han havde jo helt klart kun piger, penge og sex i hovedet… Rettelse; nøgne piger, penge og sex.

               ”Appa? Hvor skal vi hen?” spurgte Yoogeun med et smil, da han sad inde på sin seng og legede med sine Power Rangers figurer. Der skulle bare intet til, at gøre min dreng glad, og hans smil fik mig straks til at falde ned, fra det Minho lige havde sagt.

               ”Yoogeunnie, vi skal lige til et tjek på hospitalet, okay?” sagde jeg og gik hen til min søn. Han smilede til mig og nikkede.

               ”Kan jeg tage min Red Ranger med mig?” spurgte han. Jeg nikkede til ham og kyssede hans pande blidt, hvorefter jeg løftede min fireårige søn op i mine arme.

               ”Selvfølgelig, Yoogeun,” mumlede jeg lavt, og bad inderligt til, at Minho ikke ville tage min lykke fra mig. Jeg bad til, at han ikke ville separere mig fra Yoogeun. Han var den eneste glæde, jeg havde i mit liv.

               Men hvad nu, hvis det faktisk var hans søn? Jeg kunne ikke leve uden Yoogeun?!

               ”Taemin, min chauffør holder allerede og venter,” sagde Minho, da jeg så, at han lige havde puttet sin mobil tilbage i sin lomme. Sikkert en af de dyre slags, som kun de fineste havde råd til. Jeg havde knapt nok penge nok til at betale for min fastnets telefon.

               ”Din… Chauffør?” spurgte jeg og hævede et øjenbryn. Minho himlede bare med øjnene og sukkede af mig.

               ”Ja, min chauffør. Jeg bad ham om at hente min limousine. Jeg vil gerne fremstå ordentligt, når jeg skal på visitter andre steder,” sagde han og tog endnu engang sine dyre solbriller på, imens jeg bare gik hen og tog Yoogeuns jakke, for at give ham den på.

               Hans jakke var ikke noget særligt, heller ikke ny. Den var også købt i en genbrugsbutik… Og så havde denne Minho en fucking limousine?!

               ”Rige svin,” hviskede jeg lavt til mig selv, så lavt at Yoogeun ikke engang kunne høre det. Troede jeg da?

               ”Appa, han er ikke et svin, han er en frø,” rettede min søn mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...