This is f***ing crazy!

Tenna er en 16 årig pige fra Washington D.C. Hun har altid levet i overklassen, men er selv ikke noget i nærheden af en overklassepige. Hun er flabet, rebelsk og tydeligt en byrde for familien, der lever på dens ry. Derfor er grunden også tydelig, da hendes forældre bestemmer sig for at sælge hende til en familie, der bor i det rigeste boligkvarter i Canada. Rosedale Avenue. Det viser sig, at hun ikke er solgt som tjenestepige, til at gøre rent og lave mad til familien. Hun skal i stedet gøre præcis som Mr. og Mrs. Marshwells 18 årige søn Drew beder hende om. Problemet er bare, at Tenna ikke er vandt til at følge andre menneskers ordre..

4Likes
6Kommentarer
1151Visninger
AA

3. Or maybe more an arrogant (but still smoking hot) idiot..

Min kuffert bumlede let, som jeg trak den over fliserne i lufthavnen. Jeg gik lige bag Drew og en pinlig tavshed hang mellem os. Min opfattelse af ham, var hurtigt gået fra at han var en utrolig venlig fyr, til at han var den største idiot jeg nogensinde havde mødt. Selvom jeg prøvede at overbevise mig selv om, at han nok ikke var så slem. Men helt ærligt? Hvis en fyr kunne gå med til at 'eje' en pige, som var hun en hund.. Kunne han umuligt være meget andet end en mandschauvinistisk, højrøvet idiot. Alligevel tog jeg flere gange mig selv i at sende stjålne blikke efter ham. Hvilket irriterede mig grænseløst.. Hvorfor skulle fjenden være så forfærdelig tiltrækkende?

Jeg måtte tage den ene hånd skærmene op foran øjnene, da jeg trådte ud fra lufthavnen. Skulle Canada ikke være koldt? Jeg havde altid fået at vide at Canada var koldt. Derfor var mine ben også klædt i lange pastelgule slim jeans, en langærmet plain lysegrå t-shirt, udover denne havde jeg en mørkegrå sweater, hvorpå et stort orange hjerte startede midt på mit bryst og sluttede omkring min navle. På fødderne havde jeg mine yndlingssko. Et par Converse i cowboystof, vis pløs jeg havde malet røde og hvide striber på. På resten af skoen havde jeg placeret stjerneformede nitter. Jeg havde endda den store dynjakke min bedste ven Matthew gav mig inden jeg rejste, på. Og så skinnede solen, som var jeg i Mexico på en varm sommerdag..? Jeg skulle måske have sat mig bedre ind i Canadas vejrforhold, inden jeg rejste. Da Drew stoppede op, var jeg lige ved at gå direkte ind i ham "Vi holder her" hørte jeg ham mumle, gennem stilheden der stadig havde noget utrolig akavet over sig. Jeg stod bare og stirrede på bilen, han lige havde kastet sit hoved hen imod. En kæmpe stor bil i en knækket hvid farve. Jeg havde ingen forstand på biler, men det var tydeligt at denne var dyr. Godt nok var jeg fra overklassen, men denne bil var helt sikkert mere luksuriøs, end de biler jeg var vandt til at køre i. Da han åbnede bagagerummet, smed jeg min kuffert ind, efterfulgt af den store jakke, inden jeg gik rundt om bilen og gled ind på passagersædet foran. Kort efter gik døren til føresædet op og Drew satte sig bag rettet. Han trykkede på en knap og taget forsvandt over os, mens mine blå øjne fulgte taget. Drews latter fik mit blik til at lande på ham, mens en vrede steg i mit bryst. Jeg havde allerede en utrolig dårlig opfattelse af Drew. Men hvorfor egentlig? Jeg havde ikke ført en eneste samtale med ham.. Ikke en der bestod af mere end en sætning fra hver af os. Det blev der dog hurtigt lavet om på, da jeg hørte Drews stemme bryde tavsheden, kort efter han havde startet bilen og den havde givet et kort brøl fra sig "Turen tager omkring en halv time. Så jeg kan vel ligeså godt informerer dig om situationen på vejen?" jeg sad bare og stirrede ud af vinduet, som en teenager, der var vred på sine forældre og derfor nægtede at tale til dem. Det var vel næsten også hvad jeg var. Jeg var vred på mine forældre og nægtede derfor at tale til Drew. Selvom jeg nok et eller andet sted også var ret vred på ham. Hvorfor nægtede han ikke at tage imod mig? Hvorfor havde han ikke sagt nej, til at være 'ejeren' af et andet menneske. Før virkede han som et så venligt menneske. Måske jeg bare misforstod situationen? Måske ville han faktisk slet ikke eje mig.. "Okay.. Så du er min kusine, der er flyttet hertil fra england. Du må nok hellere lære at tale med britisk accent" Misforstod? Et fnys sneg sig over mine læber.. Næ nej. Han nød virkelig det her. Det selvfede smil på hans læber afslørede alt. Han elskede det! "Du starter på min skole efter sommerferien. Inden da må vi nok hellere få ordnet den der hæslige hårfarvede" jeg hadede ham. Hadede, hadede, hadede, hadede ham! Sådan gik resten af turen. Han snakkede om hvor jeg skulle sove, hvilket tøj jeg skulle gå i, hjemme og i skolen. Jo mere han fortalte, jo tydeligere blev det, at han på ingen måde havde i sinde at jeg skulle være hans kusine, når vi var hjemme. Og jeg bestemte mig hurtigt for at han aldrig, nogensinde fik lov til så meget som at ånde på mit hår!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...