The Life and Times - oversættelsen.

Denne historie er en oversættelse af engelske Jules' fanfiction af samme navn.
Historien foregår i Harry Potters forældres tid, hvilket vil sige at hovedpersonerne er Lily Evans, James Potter og deres venner.
-
Hun var dramatisk. Han var dynamisk. Hun var præcis. Han var impuls. Han var James og hun var Lily, og en dag ville de dele et kys, men før dette ville de dele en masse diskussioner, for han var kæphøj, og hun var sød, og hjertets lyst kan kræve tid.

14Likes
38Kommentarer
5397Visninger
AA

11. Svigt af Mod.

Kapitel 7 - Svigt af Mod

eller

"Røgen Du Får I Øjnene"

 

"Jeg har besluttet mig," fortalte Severus Snape Nicolai Mulciber, sen fredag aften.

Mulciber så op fra hans Forvandlingslektier. "Har du?" sagde han, følelse eller endda bekymring ulæseligt i hans tone.

"Ja," sagde Snape. "Jeg har besluttet mig at jeg går med."

Mulciber nikkede. "Det er jeg glad for. Du er en smart fyr, at du ved det."

Severus vidste godt dette. Han så ind i den Mørke Slytherin Opholdsstues døende ild. "Hvad tid tager vi afsted?"

"Mød op her halv tolv, i morgen aften," svarede den anden.

Nikkende langsomt og følende at det var meget vigtigt, sagde Snape: "Jeg skal nok være her."

 

(Den Første Samtale)

På et lavere niveau, var det bare en fredag, Det var Halloween, og det regnede, og Quidditchtræningen for Gryffindor var aflyst. Men ud over det, var det virkelig en chokerende almindelig Halloween (på et lavere niveau). Ingen på Hogwarts endte op på Hospitalsfløjen, ingen blev gravide, ingen droppede ud af skolen, og ingen var bortvist. Lektionerne begyndte som de normalt gjorde, og livet gik sådan set bare videre. På et lavere niveau.

På den fredag, havde Severus Snape to korte samtaler med Nicolai Mulciber, Lily Evans blev delt som partner til James Potter i Forsvar Imod Mørkets Kræfter lektionen, Mary Macdonald mødte en Hufflepuff, Quidditchkaptajnen læste et brev fra hans mor ved frokosttid, Biologi passerede nogenlunde som den altid gjorde (med Mary Macdonald der afviste en Ravenclaw), Lily Evans havde en samtale med Præfekten, og hun lærte at James Potter røg for meget. Det var, på et lavere niveau, bare en meget normal dag.

I det store perspektiv på tingene, så ville den fredags Halloween ende med at være meget vigtig. Lily var ikke klar over det dengang, og ej heller James, men Severus Snape var. Faktisk, så indså han det i det første øjeblik han trådte ind i Slytherins Opholdsstue den morgen.

"Snape," sagde Nicolai Mulcibers stemme, da drengen gik nærmere ham. Han trak sig tæt på og i en fortrolig mine, sagde: "Avery, Hester, og jeg går ud i morgen aften."

"Går ud?" genlød Snape tørt. "Hvor romantisk."

"Vi skal møde Malfoy," ignorerede Mulciber ham koldt, og før hans kollegiekammerat unødvendigt kunne spørge hvorfor, tilføjede han: "Det her er hvad vi har ventet på, jeg behøver vel ikke forklare det, gør jeg, Severus?"

Snape rystede på hovedet. Hans mave snoede sig ubehageligt.

"Kommer du med?" spurgte Mulciber. Severus ville ikke med, eller rettere, han ville gerne med, men ville ønske at han ikke ville.

"Jeg vil tænke over det," sagde Snape, og han gik ned til morgenmaden.

 

(Lily bliver delt som partner til James i Mørkets Kræfter Lektionen)

Den første lektion i Forsvar Mod Mørkets Kræfter startede som tortur. Lily havde vidst det fra det øjeblik hun havde gået igennem den før og følt udsigten til at sidde stille i firs minutter, var ved at kvæle hende. Hun tog plads ved siden af Donna og ventede, hendes fod bankende ængsteligt mod jorden. Donna prøvede at spørge hende hvad der gjorde hende så ængstelig, men Lily insisterede på at hun "ikke kunne sige det".

For at sige sandheden, havde hendes tanker ikke været hendes egne i dage. Tortur og ubeslutsomhed havde plaget hende som en regnsky: et gråt, tidløst lille spørgsmål hængende over hovedet. Fortælle det eller ikke fortælle det...

Bank. Bank. Bank.

"Gider du stoppe det der?" snappede James Potter.

På måden hendes dag var ved at udfolde sig, indså Lily at hun ikke burde have været overrasket da, som han trådte ind, Professor Black annoncerede at de alle skulle deles i partnere, og om alle elever hvis efternavn begyndte med bogstaverne A til L ville være venlige at komme op og trække et navn? Hun burde ikke have været overrasket, at når det statistisk set var mere sandsynligt at hun valgte en ven (Sjækelbolt, Snape, Macdonald, Price, McKinnon...) end en fjende (Potter, for eksempel), at lappen af pergament hun trak ville indeholde navnet på en der hørte til den sidste kategori.

Sådan, uheldigvis, var dog sagen og grunden til hvorfor, femten minutter inde i lektionen, at det var James Potter der delte pult med hende i stedet for Donna, og at det var James Potter der brokkede sig over hendes uophørlige fodbanken.

Bank. Bank. Bank.

"Gider du stoppe det der?"

"Nej," svarede hun, usædvanligt irritabelt. For trods alt, så havde han virkelig ikke gjort noget.

"Men, har du så i det mindste fået skrevet din del af opgaven?"

"Jeg har kun været i gang med den i ti minutter," forsvarede Lily sig.

"Det tager jeg som et 'nej?'" James så på hendes papir før hun kunne dække det. "Du har knap nok skrevet et afsnit. Se, jeg er næsten færdig." Han viste hende næsten en fod af rulle dækket i sjusket skrift.

"Du har den nemme del," svarede vejlederen. "Enhver kan skrive en masse om effekten af Imperius. Historien kræver research."

"Informationen ville du allerede have, hvis du havde lavet den læsning vi fik for."

"Hvem er du? professor McGonagall?" Jeg læste faktisk det vi fik for, Potter. Jeg kan bare ikke huske hver evig eneste detalje, bare sådan."

"Tja, måske..."

"Tja måske," afbrød Lily, "skulle vi holde op med at tale, og du skulle lade mig komme tilbage til arbejdet."

James trak på skuldrene og vendte tilbage til sin egen halvdel af deres opgave, for at lægge en sidste hånd på stilen. I mellemtiden, tyggede Lily på den ene ende af hendes fjerpen, mens hun prøvede at koncentrere sig.

Den tidligste episode hvor Imperiusforbandelsen var officielt nævnt som direkte link til et dødsfald, hændte i St. Petersborg i 1908, og... og... og... og...

Og?

Hun havde haft et eller andet gående med den sætning, men hvad? Måske var Frank under Imperius...

Bank. Bank. Bank.

James lagde sin fjerpen, drejende endnu engang mod sin pult-kammerat. "Evans."

"Hvad?" Hun lagde mærke til hendes nervøse fod. "Åh."

"Hvad er der i vejen?" krævede han at vide, mens han løb en tynd han igennem hans sorte hår. "Jeg er seriøs: jo hurtigere du bare får det sagt, jo hurtigere kan jeg holde op med at kæmpe imod trangen til at kvæle dig." (Ikke at en trang overhoved lignende faktisk eksisterede i dette øjeblik, men dette var hverken—som de siger—tiden eller stedet.)

"Det er bare... Jeg kan ikke koncentrere mig," svarede Lily, sukkende. "Undskyld, jeg skal nok prøve at være..."

"Hvad er der i vejen?" gentog James. "Kom nu, Snaps, bare fortæl mig det."

Lily lagde også sin fjerpen ned og støttede hendes kind i håndfladen på sin ene hånd. "Det... kan jeg ikke."

"Evans..."

"Jeg er seriøs, jeg kan ikke. Jeg kan ikke. Jeg kan ikke. Jeg... jeg ved noget." Hun hviskede dette, og James løftede et øjenbryn.

"Hvorfor hvisker du?" spurgte han (i en hvisken). "Der er ingen i nærheden af os, og ingen er opmærksomme på os, heller." Det var sandt; med Blacks partnerskab på plads, var hele rummet en stor, fælles summende diskussion, og pultene direkte omkring Lily og James var alle helt tomme. Deres samtale fremgik faktisk privat.

"Fordi jeg har lyst," svarede Lily plat. Hun skulede.

"Så hvad er det?"

"Hvad?"

"Hvad er det som du ved?"

"Jeg sagde jo: jeg kan ikke fortælle det til dig. Hører du overhoved efter?"

"men altså," sagde James, "du har åbenlyst brug for at fortælle det til en eller anden... jeg anbefaler en god psykiatrisk-healer. Det her æder dig op indefra. Og det giver mig en hovedpine." Han slog ud mod hendes bankene fod.

"Det æder mig faktisk op indefra," sukkede Lily, imens hun masserede hendes tinding trist. "Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre."

"Altså, jeg ville fortælle dig hvad du skulle gøre," svarede hendes partner, "hvis du bare ville fortælle mig hvad det er du ved."

Lily rystede på hendes hoved. "Det er ikke så simpelt."

"Så... det er en hemmelighed?"

"På en måde. Jeg ved det ikke. Det er bare... nogen fortalte mig noget... og det var med tillid til mig, men tingen som den her person fortalte mig involvere en anden, og jeg er ikke sikker på om jeg skal fortælle den person det involverer."

"hvis du var fortalt noget af tillid, burde du ikke sige det videre," sagde James. "Det er virkelig ikke så svært."

"Men det er ikke så..."

"Simpelt," afsluttede han, forstående.

"Præcis." Lily bed sig i læben, mens hun overvejede sagen i et øjeblik. "Okay, så, lad os sige at du havde en kæreste..."

"Hvorfor?"

"Bare forestil dig det. Lad os sige at du havde en kæreste..."

"En meget attraktiv kæreste."

"Ja, en meget attraktiv kæreste, der virkelig holder af dig."

"Okay. Jeg har forestillet mig det."

"Så, forestil dig at den her kæreste, på en måde... kyssede en anden, mens hun kom sammen med dig..."

"Usandsynligt. Praktisk talt umuligt, faktisk."

"Klart, men den her kæreste, hun er... lettere fuld og under en form for 'hvorfor er jeg her' krise, så hun kysser den her anden fyr når hun er på ferie... det er en af de ting der bare hænder, og bagefter fortryder hun omgående det hele. Det er ikke sådan en slags fortsættene, ussel affære... bare en engangs-fejltagelse. Ville du ønske at få det at vide?"

James tænkte dette igennem flere gange, og spurgte så: "Det var virkelig kun en gang? Og der var ingen... komplicerede følelser eller noget af det vrøvl?"

"Tja..." Lily bed sig i læben. "Måske, kun måske, kyssede fyren din kæreste igen, og hun kyssede ham tilbage, men løb hun væk og var fuldstændig tro dig."

"To kys og nogle komplicerede følelser?" spurgte James. "Jeg ville helt klart ønske at få det at vide. Først, så jeg kan smadre fyren en på hovedet, og bagefter så jeg kunne slå op med min idiotiske kæreste."

"Men hun er ikke en idiot! Hun er en engel! Hun er fantastisk og sød og følsom og du har datet hende i virkelig, virkelig lang tid!"

James løftede hans øjenbryn, lænende nærmere med et fascineret smørret smil. "Har du været Harper utro, Snaps?"

Hun slog ham let. "Nej. Det her er ikke om mig. Stop med at grine, Potter. Det er ikke om mig. Det var ikke engang pigen som var utro—det var fyren, hvis du absolut skal vide det."

"På den måde," sagde Quidditchkaptajnen, nikkende langsomt. "Hør, det var ikke Marlene Prices fyr, var det? Jeg kunne helt klart se ham bolle rundt med en idiotisk tøs..."

"Nej. Og hold så op med at gætte! Jeg er nød til at lave den her stil..." Hun prøvede at vende tilbage til opgaven, men James greb hendes arm.

"Vent, nej, jeg skal nok være seriøs. Så det her mystiske par—fyren, han tog væk på ferie og bare... løb ind i den her anden tøs ved et uheld, ikke? Det var ikke planlagt?"

"Selvfølgelig ikke."

"Og han er en god fyr?"

"Ja, helt klart."

"Så han kyssede ved et uheld en tøs og fortryder, men senere kysser hun ham igen og han... har måske ikke rigtig noget imod det?"

"Ja," sagde Lily. "Og så, heksen som han kysser, hun... hun fortæller mig at hun har seriøse følelser for fyren, og at hun tror at der kunne ske noget mellem dem. Men, hvad jeg personligt kan observere af situationen, så lader det til at han helst vil komme videre og bare glemme det hele."

James nikkede langsomt. "Du kan ikke holde det her hemmeligt, Evans. Du bliver nød til at fortælle det."

"Men hvis han virkelig, ærligt fortryder det, så splitter jeg måske et fantastisk par uden nogen rigtig grund!"

"Der er en rigtig grund," protesterede den anden. "Han kyssede en anden tøs... to gange."

"Men hvis det er i fortiden..."

"Det er ikke i fortiden hvis hans kæreste ikke ved at han er i stand til at gøre ting som det her, er det? Det er et uløst problem der kræver en løsning."

Lily tyggede på enden af sin fjerpen. "Måske har du ret," indrømmede hun endelig. "Men jeg vil virkelig, virkelig ikke fortælle hende sandheden... jeg mener, hun elsker ham virkelig, og han er ikke en dårlig person, men..."

"Snaps," afbrød James, "du burde ikke fortælle pigen det."

"Burde jeg ikke? Men du sagde..."

"Den her fyr—er han en af dine venner?"

Lily nikkede.

"Så burde du tale med ham. Du ønsker ikke at forvirre de faktiske omstændigheder eller starte et stort skænderi over noget du har hørt fra tredjeparten, vel? Men på samme tid, så er det tydeligvis vigtigt nok til at du ikke bare kan lade det ligge. Så du bliver nød til at få kendsgerningerne—tal til ham, se hvad han siger, og så kan du dømme sagen. Fortæl ham at du ved det hele og se hvad han har at sige om det. Hvis han virkelig er så ærlig, så vil han tilstå. Men lad os se det i øjnene, du burde ikke være den der fortæller tøsen at hendes kæreste har kysset en anden pige... ikke hvis de virkelig er så vilde med hinanden, som du fortæller mig. Så lad være med at gøre noget dramatisk. Bare... tal med ham."

James sluttede af og afventede forventningsfuldt hendes svar, men Lilys ren og skære overraskelse forsinkede formuleringen i et øjeblik. Endelig, skubbede hun en fri lok af bølgende rødt hår væk fra hendes øjne og nikkede. "Du har ret. Det er... et virkelig godt råd. Mange tak."

Han bukkede sit hoved en smule og vendte så tilbage til hans stil. Lily gjorde det samme.

I årtier, var oprettelsen af Imperiusforbandelsen givet til prøvelser fra den tyske regering, som håbede på at eliminere den variable menneskelige vilje sent i det nittende århundredes militære bedrifter. Dog, endnu tidligere rapporter om...

... Det var et godt råd Potter gav... overraskende godt. Hvordan kunne det være at han kunne være så venlig, og så sekunder senere vise sig at være sådan en bloody nar? Hvorfor var det at...

... endnu tidligere rapporter om 'kontrollerende' besværgelser, som manipulerede og endda afvæbnede den frie vilje af dets offer, er blevet fundet i Kina, Indien og dele af...

... Mærkeligst af alt, så eksisterede der så lidt synlig forskel imellem ondskabsfulde, humørsyge Potter og hjælpsomme, ærlige Potter. Tonefaldet i hans stemme skiftede knap, og alligevel havde de to personligheder så forskellige effekter...

... dele af Sydafrika. Fremmanelsen "Imperio" kom ikke officielt frem før 1902, publiceret i en amerikansk avis, da opdagelsen af...

... Men det var ikke muligt at den rigtige Potter var den ægte, karismatiske, underholdende en, og den anden bare var...

... en tysk immigrant, som senere var rapporteret at have stjålet informationen fra regeringens projekt, som han selv deltog i. "Imperio" fremmanelsen viste sig at være meget mere magtfuld end dens tidligere forgængere, som blandt andet "Untersuchen!" og "Atakku!" Dog, i tiden hvor den blev opdaget, var "Imperio" forbandelsen også, falsk, troet på at være uovervindelig: betydende, at ingen person udsat for dens magi kunne overkomme effekterne...

... et lag af umodenhed?

"Færdig," annoncerede James, hvilket fik Lily til hoppe. Han kiggede på hendes pergament. "Tja, i det mindste har du lavet fremskridt."

"Kan jeg spørge dig om noget?" sagde Lily, og lagde sin fjerpen fra sig. Han løftede sine øjenbryn igen, og hun tog det som et 'ja'. "Du må ikke misforstå mig, nu... jeg prøver ikke på at bebrejde dig eller noget, okay? Jeg er bare... Jeg ville bare vide hvorfor du ikke tilstod til McGonagall vedrørende slåskampen i Indgangshallen."

Efter noget tid, lød der—med bitter humor—et svar fra James: "Du vil have en undskyldning, vil du ikke? Jeg har bare dog ikke en. Jeg har ikke en god grund der går det hele til at forsvinde. Det var bare... Jeg var bare en idiot. Det er alt der er i det."

"Det tror jeg ikke på," fortalte hun ham, før han kunne vende sig væk. "Jeg tror der er en grund. Der er nød til at være en grund."

"Hvorfor er der nød til at være en grund?" krævede han at vide, frustreret. Lily sukkede.

"Fordi, du... du slog ham. Du slog Mulciber. Du dukkede bare op ud af ingenting og slog hans kæbe af led, og det er ikke i overenstemmelse med en der ville bekymre sig om konsekvenserne. Det... passer ikke ind."

James trak vejret dybt ind. Han syntes at arbejde med noget i næsten et minut før han omsider valgte at tale. "Har du først og fem-og-halvfjerds reglen, Snaps?" spurgte han. Hun rystede på sit hoved, "Det er en gammel Hogwartsregl. Virkelig gammel, og den kommer ikke op så tit. Det... øh... tingen der, den her regl—fem-og-halvfjerds reglen—siger at hvis en elev modtager femoghalvfjerds eftersidninger, så skal han eller hende gå op til fakultet og... og de stemmer om eleven skulle forvises eller ej."

"Så, du siger at..."

"Jeg har fireoghalvfjerds," afbrød han. Lilys øjne blev store.

"Fire-og-halvfjerds? Det er... mange. Jeg har fem."

James var ikke overrasket. Smilende bittert, sagde han: "I hvert fald, det er sandheden. Hvis jeg indrømmede at jeg havde slået Mulciber så ville jeg være i fare for at blive smidt ud, og... jeg var bange for at jeg skulle få en eftersidning." Dette udtalte han med tyk ironi, og han så på hende for en reaktion. "Ikke ligefrem heltemodigt, var?"

"Fakultet elsker dig, Potter," sagde Lily, ignorerende hans sidste ord. "Selv Slughorn elsker dig, og du er ikke ligefrem fantastisk til Eliksirer. Så er der Flitwick, McGonagall, for slet ikke at tale om Dumbledore, og Puttman og nok også Black... du har nogen af de bedste karakterer i klassen. Jeg er sikker på at de ville stemme for at du skulle blive."

"Snaps... de eneste to andre personer der nåede femoghalvfjerds eftersidninger blev smidt ud. Det... forventes bare. Det ville ikke gøre nogen forskel hvis de kunne lide mig. Lærerstaben ville føle sig forpligtet til..."

"Hvorfor fortalte du mig det ikke bare? Eller Black, eller Remus, eller en eller anden?"

James rynkede brynene, forvirret. "Hvorfor skulle jeg?"

Lily så på ham som om svaret var rystende åbenlyst. "Fordi alle af os ville gladelig have taget faldet! Jeg mener, jeg gjorde det for at Gryffindor ikke ville miste point—selvfølgelig ville jeg have gjort det for at stoppe dig fra at blive smidt ud."

"Men... vent... hvad?"

"Nå, tror du da ikke på mig?"

"Hvorfor ville du stoppe mig fra at blive bortvist? Du kan ikke engang lide mig. Faktisk, så hader du mig ikke, på en måde? Jeg er den 'mobbende ___' som altid irriterede din bedste ven!"

"Du irriterede også mig, en del," mindede Lily ham om. "Og måske er der tidspunkter hvor jeg ikke ville have noget imod at se dig blive smidt ud, men du... du knaldede Mulciber en, lige i ansigtet. Og han fortjente det. Måske var det dårligt timet og ikke tænkt igennem, men... du fortjener ikke at blive fortvist for det."

Quidditchkaptajnen blinkede. "Jeg ville ikke... jeg mener, jeg forstår dig ikke rigtig. Men.. tak. Tror jeg."

"Det var så lidt." Hun så ned på sin opgave.

"har du brug for hjælp til at blive færdig?"

"Nej, jeg mangler kun en eller to afsnit mere, tror jeg. Det burde ikke tage for længe." James nikkede blot som svar, før hans øjne vendte tilbage til hans egen halvdel af stilen, som han begyndte at genlæse. Med hendes øjne på hendes papir, tilføjede Lily mildt: "Og jeg hader dig ikke."

...

"Åh. Okay."

 

(Mary Macdonald Møder en Hufflepuff)

Mary Macdonald havde en dårlig dag. Hun havde taget et orange tørklæde på i fejring af ferien, og det havde allerede næsten faldet ned i hendes eliksir to gange. Hun var faldet på vejen ned til morgenmaden, og nu havde en af hendes knæ en rift. Hun følte sig som om hun vejede tre hundrede pund for ingen synlig grund, og hendes skolenederdel så ud til at være en smule strammere og kortere den morgen. Desuden, så ville hun gerne have været partner med Sirius Black eller Donovan Atwater, men, i stedet, var hun endt med en eller anden kedelig Hufflepuff.

På ingen måde i humør til at være høflig, besluttede Mary sig for at være ligefrem overfor sin partner—den stor øjede dreng som stirrede for meget og hang ud med Adam McKinnon af og til—og således, som han fandt sine Eliksirting frem, vendte Mary sig mod ham og sagde: "Jeg ville have været partner med Donovan Atwater."

Hufflepuffen blinkede. "Åh."

"Jeg syntes at du skulle vide det."

"Åh."

"Fordi Donovan Atwater er fremragende til eliksirer, og jeg er forfærdelig, og vi har ikke snakket hele ugen, Donovan og jeg."

"Åh."

Marry trak sine perfekt ordnede læber til en grimasse. "Er det alt du har at sige?" spurgte hun (det var en meget dårlig dag). "Åh?"

Hufflepuffens øjne blevs—om muligt—størrere. "Und...skyld?"

Mary sukkede. Han var ikke en hæslig fyr, dog under ingen omstændigheder så han godt ud. Han havde en smal hage og en masse ubestemmeligt brunt hår, klippet (eller rettere sagt ikke klippet) som en fra the Monkees, så at det mest dækkede hans ører og flirtede med kragen på hans skjorte. Han havde fregner og anstændige tænder, og en lang, tynd næse. Han så direkte skræmt ud, over den usædvanligt kønne Mary Macdonald.

Hun fik medlidenhed med ham. "Det er ikke din skyld," tillod hun, en smuly skyldigt. "Jeg har bare... jeg har bare haft en rådden dag, går jeg ud fra. Jeg ville virkelig gerne have været partneret op med Donovan Atwater... og nu er han i gruppe med den løse på tråden, Alexa Kyle!"

"Alexa Kyle er ikke løs på tråden!" sagde drengen, og nåede hvad der måtte være en personlig rekort, toneleje mæssigt. "Hun er virkelig rar, faktisk, og hun vejledte mig i Forvandling på vores fjerde år!"

Det var Marys tur til at blinke forvirret. "Fint," sagde hun, "men lige nu er hun partner med Donovan Atwater, og han ser ikke forfærdelig utilfreds ud, så hun er løs på tråden!"

"Men det er hun ikke." han fortstod åbenlyst ikke situationen. De var begge tavse i et øjeblik, før Hufflepuffen fortsatte: "Så er Donovan Atwater din... din kæreste eller noget?"

"Det ved jeg ikke," indrømmede Mary. "Jeg mener, nej, det er han vel ikke. Vi var på en date den her weekend, og... altså... lad os bare sige at jeg ikke har fået nogen opdateringer siden da."

"I var på en date? Hvordan kunne I have været på en date? Der var ingen Hogsmeade tur eller Quidditch kamp..." Han ventede en forklaring, og Mary kunne mærke at hun rødmede under hans uskyldige blik. Mary rødmede aldrig.

"Du kommer ikke ud særlig meget, gør du?" spurgte hun. Hufflepuffen forstod ikke hvad hun henviste til og lod derfor som om at han gjorde sine eliksir ingredienser klar. "Vi... vi blev på slottet," prøvede Mary at forklare. Og jeg gav mig til ham som eller eller anden idiot til en dreng der ikke engang er min kæreste... "Vi havde en virkelig hyggelig dag, og... jeg ved det ikke, jeg har bare ikke hørt fra Donovan her på det seneste, så jeg håbede på at hvis jeg blev partner med ham i dag, så ville vi have muligheden for at snakke. I stedet, så er jeg med dig, og han er med den løse på tråden Alexa Kyle, og jeg tror at han kan lide det."

Hufflepuffen nikkede. "Tja," begyndte han langsomt, uden at møde hendes blik, "hvis han er den der ser glad ud efter at være blevet partner med Alexa Kyle, ville det ikke gøre ham til den løse på tråden? Fordi jeg kender Alexa Kyle, og hun er virkelig rar. Hun underviste mig på fjerde årgang i Forvandling."

"Du nævnte det godt," sagde Mary. "Men, drenge kan ikke være løse på tråden."

"Jeg vil vædde på at de kan," svarede han i en undertone, hvilket fik Mary til at le.

Med et sidste blik tværs gennem rummet hen på Donovan Atvater, vendte brunetten hendes opmærksomhed til denne mærkelige Hufflepuff partner af hendes. "Hvad er dit navn, forresten?"

"Reginald." Han virkede overhoved ikke overrasket over at hun ikke kendte hans navn, trods de var på samme årgang.

"Reginald?" gentog Mary. Måske kunne hun kalde ham ved hans efternavn. "Reginald hvad?"

"Cattermole. Reginald Cattermole."

Eller ikke.

"Så... hvad kalder dine venner dig, Reginald Cattermole?"

"Tja..." han tænkte over det, og der var noget næsten nuttet over hans ansigtsudtryk i denne process. "Tja... for det meste kalder de mig bare 'Reginald.'"

"Okay så, Reg," sagde Mary. "Vi er nød til at få givet dig et kælenavn."

 

(Quidditch Kaptajnen Modtager Et Brev)

"Quidditch træningen er aflyst," informerede Adam McKinnon Donna Sjækelbolt ved frokost. Storsalen var et gråt sted, den eftermiddag. På trods af de glødende, udskårede græskar der svævede overalt, syntes den overskyede himmel til at indhylle hele rummet i en tåge, som regndråberne fald fra himlen uden at gøre noget vådt. Ved nyhederne som hendes holdkammerat lige havde givet hende, satte Donna sin gaffel ned og rynkede panden.

"Hvor hørte du det? Og hvorfor er det aflyst? Vi har vores første kamp om to uger."

"Black bad mig om at fortælle det til holdet," svarede Adam, mens han tog plads ved siden af Donna. Han trak på skuldrene. "Han sagde bare at Potter havde aflyst træningen. Jeg ved ikke meget mere end det."

"Potter aflyser aldrig træningen," bemærkede Donna. "Han planlægger yderligere træningstider. Det er hans ting. Det er derfor han er kaptajn. Han er besat."

Marlene Price, Mary Macdonald, og Lily Evans dukkede alle op til måltidet. "Donna og Adam, sidder i et træ..." messede Mary, hvilket fik Donna til at stirre.

"Bliv voksen og smut," sagde hun, selvom Mary gjorde hverken eller, som hun satte sig ned overfor parret. Lily og Marlene efterlignede denne gestus.

"Hvad talte I to om?" spurgte Marlene i hvad der ville have været et afslappet tonefald, mens hun skaffede sig selv et æble og undgik at se nogen i øjnene.

"Potter aflyste Quidditchtræningen," informerede Donna dem. "McKinnon har været ude for at sprede budskabet. Og hvornår blev det en forbrydelse for mig at snakke til ham?"

"Det er ikke en forbrydelse," sagde Marlene, en smule mere selvsikkert. "Jeg syntes bare at det var mærkeligt, det er alt, når man tænker på at du aldrig taler med fyre, eller... du ved... folk i det hele taget."

"Jeg taler med folk!"

"Folk kaldet Lily Evans," tilføjede Mary.

"Jeg gad vide hvorfor Potter aflyste Quidditchtræningen," indskød Lily, fikseret på dette, selvom hun ikke vidste hvorfor. "Ikke på grund af vejret, vel?"

"Potter ville lade os træne i en orkan," sagde Adam tørt, og Donna nikkede.

"Han er nok i et dårligt humør," sagde hun. "Nu da jeg tænker over det, så så jeg ham smutte da jeg kom ind for et par minutter siden, og han så en smule vred ud. Selvfølgelig, så er det svært at sige. Og, Mary, jeg taler med en masse personer der ikke er Lily."

"Som hvem?"

"Altså... lærerne, når de stiller spørgsmål i timerne, og..."

Hendes kammerater fortsatte med at diskutere, men Lily fandt sig selv uinteresseret i dette. Som Donna havde nævnt, var Quidditchkaptajnen, rigtig nok, fraværende ved Gryffindorbordet, og—efter et øjebliks mental debat—rejste Lily sig. Hun fandt hurtigt på nogen undskyldninger for at distrahere sine venner, hvorefter vejlederen hurtigt forlod hallen.

Hun vidste ikke hvorfor hun følte sig tvunget til at forfølge James Potter... det var noget man ville gøre for en ven, og James var ikke ligefrem hendes nærmeste kammerat. På samme tid, så havde han nu været ligefrem rar i Forsvars lektionen... og hjælpsom, også.

Som den rødhårede dukkede op i Indgangshallen, var hun så opmærksom på sin søgning efter James, at hun ikke lagde mærke til Frank Longbottom og derfor løb direkte ind i ham.

"Årh, undskyld!" udbrød Præfekten, og greb hendes arm så Lily ikke faldt til jorden. "Er du okay?"

"Okay? Åh, ja, jeg... hør, Frank, jeg bliver nød til..." Lily var splittet for et øjeblik, før hun fortsatte: "Jeg bliver nød til at tale med dig. En lille smule senere... det er meget vigtigt."

"Øh, ja, okay, jeg er fri nu hvis du vil ta..."

"Jeg kan ikke lige nu. Vi ses senere."

Med det, trak Lily væk, og bevægede sig hurtigt gennem den overfyldte hal. Arbejdende under forudsætningen at James var smuttet op til Gryffindors Opholdsstue, begyndte hun at gå op af den opstigende trappe. Som hun steg højere op af slottets korridorer, stødte Lily på færre og færre elever. Næsten alle var gået til frokost da hun nåede sjette etage.

Et hurtigt blik ned af korridoren fortalte hende at gangen lå forladt. Endnu et blik fortalte hende noget andet, for et stykke længere nede, stod en figur, lænende op af væggen med hænderne i hans lommer. Og det var James.

"Potter, er du ok?" spurgte Lily, mens hun gik nærmere. Han så på hende, men han syntes ikke fuldstændig at fatte hendes tilstedeværelse, og Lily vidste at hun aldrig havde set det udtryk i hans ansigt før: en forfærdelig kombination af vrede og angst og forvirring.

"Han... han flytter tilbage ind," sagde James, som om han ikke kunne fatte de ord, han selv sagde. "Han er bare... han kommer tilbage." Efterfølgende, var Quidditchkaptajnen stille, og Lily vidste ikke hvad hun skulle sige. Alt hun virkelig forstod var at blikket på denne drengs ansigt stak hende, og hun ønskede at hun aldrig havde set det. Pludselig, så det ud til at James indså at han ikke var alene. Han flyttede på sig, rettede sig op og løb en hånd gennem sit hår. I den anden hånd, lagde Lily mærke til et stykke krøllet pergament. "Undskyld," sagde James. "Undskyld... jeg mente ikke... jeg burde gå."

Og det gjorde han hastigt.

 

(Botanik Passerer På Den Måde Den Typisk Gør)

(Med Mary Der Afviser en Ravenclaw)

James var tilbage til normal til Botanik den eftermiddag. Eller i hvert fald, det var sådan det så ud. Han stod med de andre Maraudere og, på et eller andet tidspunkt, gled han en stinkbombe ned i Samuel Averys skoletaske. Han afsluttede sin opgave om at afså en Pudsigskuds plante med mindst to beskidte revner i processen, og han smuttede dygtigt udenom problemer da Professor Puttman krævede at vide hvorfor flere Slytherins lod til at have en forfærdelig odør.

Det var alt sammen meget normalt, i hvert fald så vidt Lily kunne se, og det var ikke meget. Hun havde valgt en plads ved siden af Marlene, og Marlene var særligt klog i Botanik, hvilket betød at hun ikke ville have nogen problemer med at lægge mærke til, hvis Lily var distraheret eller gav bare den mindste smule mere opmærksomhed til James Potter, end det sædvanlige.

Ikke at det gjorde nogen forskel, for Marlene var også optaget af at overvåge nogen, den lektion. Blondinen havde lagt mærke til at Mary Macdonald var i gang med at hjælpe en Hufflepuffdreng med hans Pudsigskuds plante.

"Den dreng med Mary," begyndte Marlene, mens hende og Lily begyndte at rydde op, da de var færdige med at samle de nødvendige frø... "han er fyren der var sammen med Adam den aften, ikk'?"

"Hvilken aften?" spurgte Lily, hvorefter hun, forstående, fortsatte: "Åh, du mener den fyr der så ham, da han var lige ved at... hoppe?" Marlene krympede sig, og nikkede. "Jah, det er ham. Hans navn er Reginald."

"Han var Marys partner i dag i Eliksirer, ikke?"

"Jo." Lily så på parret. "Du tror ikke at der er noget mellem dem...?"

Marlene rystede på hovedet. "Jeg vil give Mary ros for en del," sagde hun,"men den dreng er ikke bare tæt på at være... Mary nok."

Lily trak på skuldrende. "Giv hende noget tid. Hun er kun seksten, og hun er..."

"Pæn," afsluttede Marlene. "Jeg ved det."

På tværs af rummet, var Marauderne i gang med at vaske op i en anden vask. "Ved I hvad jeg tror," begyndte Sirius eftertænksomt, "Jeg tror ikke at der nogensinde var en sådan person som Merlin. Jeg vil vædde på at det hele er fundet på... som en myte."

"Sludder," sagde Remus, mens han himlede med sine grå øjne. "Selvfølgelig var han en rigtig person."

"Hvorfor er det så at hvert eneste maleri af ham, har fået ham til at se anderledes ud?" ville Sirius vide. "Og stemmerne lyder altid forskellige."

"Det beviser ikke noget," argumenterede Mr. Moony. "Han var en gammel stodder med et hvidt skæg... ingen tager sig af hvordan han virkelig så ud. De billeder var højst sandsynligt malet fra hukommelsen."

"Eller fra fantasi," foreslog Sirius vidende. "Og noget helt andet—hvordan kan det være at der ikke er noget portrætter af en ung Merlin. Ingen ser ham som en ung fyr."

"Fordi han ikke udrettede noget af betydning som en ung fyr," sagde Remus.

"Eller fordi han ikke eksisterede indtil nogen opfandt ham som en olding," afsluttede Sirius tilfredst. Endnu engang himlede Remus med øjnene, en handling som var blevet noget af en vane igennem de seneste år. Fortsat diskuterende pointen med Sirius, vaskede han sine hænder færdig og begyndte at gå tilbage imod deres bord, mens Køter fulgte, smilende tilfredst. Peter blev tilbage mens James vaskede de sidste rester af jord væk fra hans fingernegle.

"Er du okay, Krone?" Spurgte Ormehale. "Du forsvandt et stykke tid her til frokost. Er alt i orden?"

James blev færdig med at vaske sine hænder. Han tørrede dem med et håndklæde. "Alt er fint, Ormehale," sagde han, overraskende muntert. "Jeg har det fint. Helt ærligt—jeg har endnu en stinkbombe med Mulcibers navn på."

Det argumenterede Peter ikke imod.

 

Da lektionen sluttede regnede det igen, og der var noget af en efterspørgsmål efter paraplyer. Sirius Black tilkaldte en fra slottet, og udvidede den så alle fire Marauders kunne være under den. Få klogere eleverne kastede regnafvisende besværgelser, og Lily havde taget sin egen paraply med ned i starten af lektionen. Der var plads til at holde to elever tørre. 

"Jeg synes du skal lade Mary klare sig selv," sagde Marlene. "Hendes hår ser lige så perfekt ud når det er vådt som når det er tørt. Heldige tøs." 

"Jeg skal bare lige være sikker," svarede Lily, og ventede på at Mary skulle blive færdig med at pakke sine ting sammen. Marlene var begyndt at blive utålmodig, da hun lagde mærke til Miles i den anden ende af drivhuset. Hun begyndte at gå hen imod ham.

"Har du en paraply?" Han rystede på hovedet og nikkede ned imod sin tryllestav.

"Jeg har magi, Marly," sagde han sarkastisk. "Du skulle prøve det engang." Miles svang sin tryllestav en enkelt gang, mumlede en besværgelse. "En Impervius besværgelse," informerede han hende. "Du bliver ikke våd hvis du går ud i regnen nu. Vi ses til festen i aften." Og med det, gik Miles.

Modløst, vendte Marlene tilbage til Lily, som stadig ventede på Mary. "Jeg går tilbage til slottet," sagde blondinen. "Impervius besværgelse," tilføjede hun som svar på Lilys spørgende blik. "Vi ses senere." Dog havde Marlene ikke taget tre skridt udenfor, før hun følte regndråber i hendes hår.

"Forhelved," bandede blondinen, og trak sin stav for at udføre sin egen Impervius besværgelse da regnen stoppede. For hende, i hvert fald.

"Udfordrer du elementerne?" spurgte Adam McKinnon, som han dukkede op. Han holdt en paraply over hendes hoved. "Risikabelt træk der, Price."

"Jeg havde en Impervius besværgelse, men den må ikke have været en særlig god en," svarede Marlene, og trådte taknemmeligt tættere på.

"Nogen gange kan en regndråbe eller to snige sig igennem selv den bedste Impervius besværgelse," trøstede Adam henkastet.

"Tja, jeg er ligeglad. Miles kastede besværgelsen."

"Hmm... så går jeg ud fra at det ikke var en særlig effektiv besværgelse, vel?"

Marlene grinte. "Næ, det var det vel ikke."

I mellemtiden var den Hufflepuff som Mary havde brugt timen sammen med, ved at gå sammen med sine kollegiekammerater, og Mary selv var på vej hen for at slutte sig til en tålmodig Lily, da noget—eller mere, nogen—trak hende ud til siden.

"Hej, der, Mary," sagde Donovan Atwater. Han var en flot, bredskuldret Ravenclaw, og han henvendte sig til Gryffindoren med et smil. "Undskyld hvis jeg har været lidt fjern den her uge... jeg har haft lidt travlt, her på det seneste. Ugedagene er altid så hektiske."

"Intet problem, Donovan," svarede Mary, og hendes stemme havde den søde, flirtende lyd den ofte tog på, mens hun snakkede med drenge. "God Halloween."

"God Halloween," svarede Ravenclawen. "Jeg kan godt li' dit... dit tørklæde, dér." Han indikerede til hendes kække orange tilbehør, og hun takkede ham sødt. "Så, jeg tænkte på om du havde lyst til at gå med mig til Halloween festmåltidet i aften med mig... som en date. Jeg havde det fedt lørdag." 

Mary tænkte over det. Han havde et fantastisk smil. Hun strålede af ham. "Det er virkelig sødt af dig, Donovan, men jeg har lavet andre planer."

Overrasket: "Åh. Virkelig? En—æh—en date?"

"Nej. Jeg skal bare dertil med Marlene og Lily og Donna," fortalte Mary ham ærligt. Hvorfor var det her så... tilfredsstillende?

"Altså," begyndte Donovan, hans smil vendende tilbage, "De er dine sovesals-kammerater. Jeg er sikker på at de ikke ville have noget imod at du brugte aftenen med mig."

"Jeg er sikker på at de ikke ville," sagde Mary. "Men jeg er ikke specielt interesseret i at være et af dine weekends-projekt." Med det, vendte heksen om på hælene og sluttede sig til Lily, som så nysgerrig ud.

"Hvad var det?" spurgte hun, da de begyndte at gå mod slottet. "Inviterede Donovan Atwater dig ud igen?"

Mary nikkede. "Jeg sagde 'nej'."

"Er det rigtigt?"

"Ja."

"Jeg troede du kunne li' ham?"

"Det kunne jeg."

"Men hvorfor sagde du så 'nej'?"

Mary overvejede spørgsmålet, og smilede så. "Fordi han er løs på tråden."

Lily grinte. "Løs på tråden?" gentog hun. "Du har altid sagt at fyre ikke kan være 'løse på tråden'." Brunetten trak blot på skuldrene. "Mary Macdonald, jeg tror du er ved at udvikle dig."

"Måske har du ret, Lily. Det var nød til at ske på et eller andet tidspunkt."

 

(Et ord med Præfekten)

Måske i et forsøg på at distrahere eleverne på Hogwarts fra de dystre situationer i verden udenfor, eller måske for at distrahere eleverne på Hogwarts fra de dystre situationer på skolen selv (Lathes efterforskning havde, indtil videre, vist sig at være mindre end frugtbar), var Halloween festmåltidet specielt storslået det år. Der var mere mad, bedre mad, flere detaljerede dekorationer, og spøgelserne fremviste endda hvad der skulle have været en meget dramatisk version af Oldstavens eventyr, men—takket være Peeves' indblanding—i stedet endte med en mere komisk drejning.

Da alle havde taget plads for at starte på det lækre mad der var sat frem til dem, lagde Lily mærke til at Luke Harper tog plads ved hendes højre side. Han kyssede hende på kinden, og Lily indså at hun ikke rigtig havde ført en faktisk samtale med hendes kæreste, de seneste to dage. Hun lænede sig frem og kyssede ham, meget mere lidenskabeligt, på læberne.

Han smilede da de skiltes (Donna—som var nærved—himmelede med øjnene) og spurgte: "Hvad var det for?"

Skyldfølelse, mest af alt. "Du er en god kæreste, derfor," svarede Lily. Luke hældte et glas græskarjuice op til hende: en unødvendig men ikke fuldstændig irriterende gestus. "Hvorfor er du ved det her bord?"

"Der er ingen der går op i kollegieformaliteter i ferierne," fortalte han hende glad. "Du har ikke noget imod det, vel?"

"Nej, selvfølgelig ikke."

"Godt. Selvfølgelig vil maden ikke være knap så god som den normalt er til de her festmåltider." Luke valgte et betydeligt stort stykke af skinken. "De bestilte det fra en eller anden butik i London, i stedet for min families butik i Hogsmeade."

Lily spurgte høfligt ind til hvorfor dette var sket, og mens Luke begyndte på sin forklaring, sneg Lily sig til et blik på tværs af rummet, hen på Slytherinbordet. Snape så ikke på hende, men han sad alene. Så, med endnu mindre grund, fandt Lily sig selv på udkig efter the Marauders. James, ledsaget af de sædvanlige tre andre, så ud til at være i helt fint humør. Hun havde ikke haft nogen kontakt med ham, siden hans mærkelige udbrud ved frokost.

"...I hvert fald, så er det hvad min søster fortæller i hendes brev," afsluttede Luke sin historie, og Lily nikkede.

"Det er..." Da ærgeligt? Godt? Hvad havde han sagt? "...interessant."

"Det er forretning," svarede Luke og trak på skuldrende. I det øjeblik, så Lily Frank Longbottom komme ind i salen, med Alice ved hans side. En bølge af ængstelse slugte hende, da hun indså at hun var nød til at konfrontere ham i aften. Luke kunne ikke undgå at lægge mærke til hans kærestes pludselige uro. "Har du det helt godt, Lily?"

"Hvad? Ja, jeg har det fint. Der er bare... noget jeg bliver nød til at gøre. Det er... en vejleder ting. Jeg ser ikke rigtig frem til det, det er alt."

"Noget jeg kan gøre for at hjælpe?" tilbød Ravenclawen. Lily tvang sit blik væk fra Frank, for at fokusere på Luke Harper i stedet.

Nej. Der var ikke rigtig noget han kunne gøre, var der? Hun overvejede at dele en anden version af historien... for at spørge om hans mening om situationen, men så igen, det virkede bare unødvendigt. Hun vidste allerede præcis hvad hun blev nød til at gøre, og hun kunne forholde sig selv i ro fordi, for at fortælle sandheden, så havde hun allerede diskuteret problemet.

Med James Potter.

______________________________________________________________________________________

 

"Frank!"

Lily nåede op på siden af Præfekten efter måltidet, mens elever gjorde vej op til deres opholdsstuer, nærmest ved at springe med mad (ret fantastisk mad, lige meget hvad Luke Harper sagde). Han smilte elskværdigt til hende, mens hun ventede på at de andre elever nær dem, ville gå forbi dem på trapperne.

"Hej, Lily," hilste han. "Du ville tale med mig, ikke? Åh, og mens jeg har dig, så tænkte jeg—og jeg ville normalt ikke spørge om det, men jeg tænkte på om du kunne bytte patruljeskift med Bertram Aubrey, for det..."

"Jeg kender sandheden, Frank."

"Du kender til sandheden...?"

I det korteste øjeblik af et sekund, tænkte Lily over det hele. Hun tænkte på Alice, og hun tænkte på Carlottas smil som de sad på sengen i sovesalen og diskuterede hendes nye kærlighed, og hun tænkte over hvor længe hun havde kendt Frank, og hun tænkte over at—for så mange år siden—Frank havde brugt uger på at finde mod til bare at tale til Alice, og hun tænkte over at hun måske ikke ville have denne ven længere.

"Jeg kender til sandheden om Carlotta," afbrød Lily ham. Franks ansigtsudtryk skiftede udtrykkeligt, famlende fra afslappende venskabeligt til fuldstændig chok på kun sekunder. "Jeg ved hvad der skete hen over ferien og hvad der skete søndag, og jeg kan ikke holde det inde længere."

"Lily," begyndte Frank rystet, "Det var en fejl..."

"Vær sød at lade være," fortsatte Lily højt. "Vær sød, for jeg kan ikke tage det meget længere. Hvis det er ovre... hvis det virkelig er ovre med Carlotta, så bliver du nød til at snakke med Alice. Hvis det ikke er ovre, så fortæller jeg Alice om det hele, for det er ikke retfærdigt overfor hende."

"Jeg ved det, og..."

"Det er ikke retfærdigt, fordi hun elsker dig, og du har holdt det her fra hende, og der er aldrig... og jeg mener aldrig en undskyldning for at være utro." Frank var stille. "Du bliver nød til at fortælle hende det, Frank. I aften. Nu."

Han var stadig tavs, og så så han op for at møde hendes blik. "Det skal jeg nok."

 

(Lily Evans lærer at James Potter ryger for meget)

Virkelig, så var det egentlig et meget sjovt skue. James Potter lå der bare, udstrukket ovenpå Gryffindorbordet med en cigaret mellem to fingre som han bragte op til sine læber og indhalerede. Hans hasseløjne var fikseret på den skiftende himmel—en masse af sort ingenting, hvidt stjernelys, og tunge skyer, som så ud til at bevæge sig væk. Det var sent, og hans chancer for at blive fanget var små, men han burde være mere på vagt, tænkte Lily, for han hørte ikke engang da hun trådte ind i Storsalen. Han hørte hende ikke, før hun talte.

"Du ryger."

Han fik et sæt og så sig omkring. Så—da han så det bare var Lily—lagde han sit hoved tilbage på den cigaretfrie hånd. "Skal jeg komme op med en humoristisk måde at fortælle dig på, hvor effektivt du påpejede det mest åbenlyse i verden, eller vil et simpelt 'ja, tydeligvis' være tilstrækkeligt?"

"Jeg kan se hvorfor du ryger," sagde Lily tørt, "Det får dig i sådan et dejligt humør."

James ventede mens hun kom nærmere bordet: han ventede på den konstatering som så godt som ethvert menneske pointerede for ham, så snart de kendte til hans cigaretvane. Han ventede på klichéen og den fuldstændig åbenlyse observation, som typisk lød nogenlunde således: "De tingester vil slå dig ihjel, at du ved det." Observationen kom ikke. Lily nåede Gryffindors bord og satte sig på bænken, fuldstændig uforstyrret af det faktum at han lå på bordet (eller holdt i hvert fald mund omkring det). Faktisk så forblev de i denne ånd i et godt stykke tid, fuldstændig stille, indtil James følte sig tvunget til at tale.

"Hør, med hensyn til tidligere..." begyndte han og håbede på at hun ville afbryde ham, men det gjorde hun ikke. "I korridoren til frokost, jeg... der var ikke noget. Jeg havde bare et hurtigt øjeblik og... der var ikke noget..."

"Hvad skete der?" Spurgte Lily stille.

"Min mor havde skrevet," fortalte James hende, usikker på hvorfor. "Hun var bare... hun sagde at min far var flyttet tilbage ind i huset... ham og mor gik fra hinanden hen over sommeren, og nu går jeg ud fra at han er... tilbage."

Lily følte det som om at hun hørte noget der ikke var blevet sagt højt før nu. Hun nikkede langsomt, mens hun prøvede på ikke at virke for chokeret, for i virkeligheden så var de eneste ord der dukkede op i hendes hoved, fuldstændig upassende til dette tidspunkt. Alligevel spillede disse fire ord om og om inde i hendes hoved, som en ødelagt plade, overvindende hendes tøven til at tro dem.

James Potter er menneskelig.

"Jeg er ked af, hvis det er noget der gør dig utilfreds," sagde hun endelig. "Det er jeg virkelig."

James svarede ikke. I stedet spurgte han lige ud: "Så, hvordan fandt du mig? Eller var det skæbnen?"

"Sirius Black, faktisk," fortalte Lily ham. "han sagde at jeg kunne finde dig her."

"Hvorfor lede du?" pressede den anden på, med et hint af morskab der gjorde Lily dårligt tilpas.

"For at takke dig," sagde hun så til sidst. "Du var meget anstændig til Forsvars lektionen, og jeg tænkte at jeg burde sige tak for det—og for rådet. Se det som positiv forstærkning." Det fik James til at grine, hvilket fik Lily til at smile, selvom han ikke så det, for han lå stadig på toppen af bordet med hans øjne på det himmel-forvandlede loft, mens hun forblev, ordenligt siddende, på bænken. James rettede op på situationen et øjeblik senere ved at sætte sig op, og Lily, da det så var hendes tur, skubbede sig selv op så hun kunne sidde på bordpladen ved siden af ham.

"Kan jeg spørge dig om noget?" spurgte hun og tog et langt drag fra cigaretten. James sagde at det kunne hun. "Hvorfor vil du ikke have at din far flytter tilbage hjem? Jeg mener, jeg har ikke tænkt mig at lade som om jeg ved en masse om dig, men... med min begrænsede viden fra dig og Sirius og hvem-ikke... det virker bare som om dig og din familie altid har klaret jer ret godt sammen. Den første gang jeg mødte dig... på toget i vores første år... du sagde at grunden til at du ville være i Gryffindor var takket være din far."

James udåndede. Cigaretrøg hvirvlede op mod den sorte nattehimmel. "Jeg har brugt det meste af mit liv på at forgude Far," begyndte troldmanden eftertænksomt. "Jeg ville være ham når jeg blev voksen. Jeg ville have hans position i Ministeriet, og jeg var stolt fordi Mor sagde at jeg lignede ham. Jeg ved ikke præcis hvornår jeg indså at han gjorde min mor ulykkelig, men... de er bare ikke rigtige for hinanden. De er bare... forkerte sammen. De skændes, og jeg ved at de ville være gladere skilt ad: Far med al hans tid for sig selv og Mor uden... uden at skulle tænke på om hun skal holde maden varm." Endnu et dyb hvæs.

Lily prøvede at forestille sig selv nogensinde tænke sådan om hendes egne forældre. "Min far er død," sagde hun endelig. James så på hende. "Du vidste det måske allerede—jeg gik glip af noget af skolen tilbage i fjerde år, og rygter kommer så hurtigt vidt omkring."

"Jeg havde glemt det," indrømmede James.

"Okay, i hvert fald... han var ikke perfekt eller speciel, min far, han var bare... han var bare normal." Lily prøvede desperat at udtrykke alt i de rigtige ord. "Ham og min mor skændes nogen gange. Han havde også et problem med at satse... ikke et rigtigt problem, sådan, hvor han ville miste alle vores penge eller noget, men hasardspil var altid så fristende for ham, så han kunne ikke gå til væddeløv eller noget. Han drak også en del. For det meste kunne han klare det, men den her ene gang, da jeg nok var omkring... jeg ved det ikke, syv, måske, mistede han sit job, og han gik helt fra den og blev fuldstændig druknende fuld. Selvfølgelig så vil jeg ikke have dig til at tro at mine forældre var ulykkelige, for det var de ikke... overhoved ikke. De var et af de der par, der var skabt til at være sammen, det som alle håber på at deres forældre er, men... som du nok ved, så ender alting ikke altid perfekt. De plejede også at skændes omkring de mest latterlige ting, ikke? Såsom... at Far røg i huset, eller at Mor arbejdede for meget. Den her ene gang havde de været oppe at skændes om—jeg ved ikke—penge eller sådan noget, og Mor var så oprevet at hun gik ind på deres værelse og græd, og jeg var så... vred på min Far, jeg tænkte: 'når jeg tegner mine tegninger i skolen, og læreren siger at vi skal tage det hjem og give det til vores fædre, så vil jeg ikke give det til ham.' Jeg var seks, så at trodse lærerens ord var den mest sårende ting, som jeg kunne forestille nogen gøre mod en far. Og selvfølgelig, som jeg sagde, var jeg seks, så da han kom hjem med is til Petunia og mig, og blomster til min mor, var alt tilgivet, men... Jeg tror det nok har været den eneste gang i hele mit liv, hvor jeg har taget hver en bid af vrede indeni mig og rettet det mod en enkelt genstand. Jeg ville bare virkelig skade ham. Det var... uhyggeligt." Udåndede Lily.

James ventede længe før han talte. "Jeg ved virkelig ikke hvad du snakker om, Snaps," sagde han endelig.

"Hvad jeg siger er," pressede Lily på, ufortrødent, "At min far ikke var perfekt... Ikke engang tæt på, men han er død nu, og jeg ville give alt, for at få ham tilbage."

Uden at være i stand til at finde på et ordenligt svar, stirrede James på hans langsomt svindende cigaret. "Det er alt sammen meget flot, Evans," begyndte han groft, "Men det er ikke rigtig den samme situation, 'du ved, og..."

"Åh, det ved jeg," afbrød Lily straks. "Nej, det var bare... Jeg ville bare fortælle dig noget, fordi du fortalte mig noget."

"Jeg ved ikke hvorfor jeg fortalte dig det."

"Fordi jeg er her, og jeg er en køn pige," sagde Lily, hvilket fik James til at grine smørret. "Hvorfor ryger du?" Spurgte hun afslappet.

Han overvejede spørgsmålet. "Jeg kan godt li' hvordan det ser ud."

"Gud, det er bare den dummeste grund."

"Nej, det var ikke sådan jeg mente det," rettede James hurtigt. "Se." Han tog et sug og udåndede. En søjle af sølv røg stod ud, vridende og hvirvlende imod væggene i den mørke sal, som puffede det til en usynlig kraft. "Se?" Sagde James stille. "Du må da indrømme at der er noget iøjnefaldende ved røgen."

Lilys øjne flyttede sig fra disen til James. "Det er stadig en pænt dum grund," sagde hun ligeud. "Men i det mindste er den interessant." Og måske havde han ret.

"Takker." Han fortsatte med sin cigaret, og Lily holdt øje med røgen. "Jeg går ud fra at du tog til dig, hvad jeg sagde til vores Forsvars-time, hva'?" Spurgte James efter et stykke tid. "Du talte med den her fyr med kæresten?"

"Jah. Jeg går ud fra at alle vil høre om det hvert øjeblik nu... Jeg vil ikke ødelægge overraskelsen for dig."

"Lad være med at bekymre dig for meget om det," rådede den anden. "Jeg mener, hvis de her to er så skabt for hinanden som du lader til at tro de er, så klarer de den nok."

"Jeg kan ikke fatte at jeg var sådan en kujon med hensyn til det hele," beklagede Lily sig. "Jeg skulle have sagt noget fra starten af. Jeg snød kun mig selv: der er aldrig en undskyldning for at være utro."

"Det er der vel ikke," sagde James.

"Men du er ikke sikker?"

"Jeg ved det ikke... livet er kompliceret. Der er vel ikke nogen undskyldning, men... tingene giver ikke altid mening. Måske var sympati den bedste løsning."

Lily meldte sig ikke enig, men at sidde der med James var mærkeligt betrykkende og hun havde ikke lyst til at ødelægge det, med et skænderi. Hun så på de lysende orange gløder for enden af hans cigaret og ventede på at han talte igen. Cigaretten var helt væk før han gjorde, og så var det et nyt emne: "Han skred bare, at du ved det."

Overrasket spurgte Lily: "Din far?"

James nikkede. "Jeg mener, han sagde det til min mor og alt det der, men han kom ikke engang forbi mit værelse for at sige 'farvel'. Den næste morgen,  så... var hand er bare ikke."

"Måske troede han at det ville være for svært at tage væk, hvis han så dig," foreslog Lily. James rystede på hovedet, hånligt fornøjet.

"Mere i retning af, at han vidste jeg ikke ville se ham. Far og jeg har ikke haft det for godt sammen det meste af sommeren... Han var i et slags disciplin humør. Prøvede at give mig udgangsforbud for første gang og alt det der. Han må have læst en opdragelses-bog... endelig."

"Disciplin? Bare at forestille sig."

"Præcis, ikke?"

Grinende, sagde Lily: "Så hvad jeg får ud af det her, fanger jeg at der ikke var megen afstraffelse, mens du voksede op?"

James sukkede. "Jeg vil ikke have dig til at tro, at jeg er en eller anden slags 'stakkels rigmandssøn', at du ved det. Mine forældre var forelskede i mig... Min barndom var forholdsvis drama-fri. De prøvede aldrig at kontrollere mig eller fortælle mig hvad jeg skulle gøre—Jeg har haft alle de bedste koste og kæledyr og familie arvestykker. Og for det meste, så var mine forældre gode nok... der har været... vanvittige tider, og min far er i DML... Det er Departementet for Magisk Lovgivning, hvilket betød at han arbejde stort set altid. Mor gik ikke tilbage til arbejde før jeg startede på Hogwarts og til den tid, havde hun opdraget et barn og blevet mere voksen. Far... Han tjente bare pengene. Ikke at vi havde brug for det, forresten, da vi er pisse rige."

"Fornemt."

"Jeg ahr ikke tænkt mig at lyve," Sagde James. "Jeg kunne bruge hundrede galleoner hver dag uden at tjene så meget som et knut, og jeg ville ikke behøve at bekymre mig i flere år."

"Det er vildt. Så hvad har du tænkt dig at gøre med dig selv, når Hogwarts er overstået? Du kommer ikke rigtig til at bekymre dig om huslejen... Vil du bare sidde henslængt med et magasin og nogle Multismagsbønner?"

"Quidditch," savrede den anden. "Jeg vil gerne spille Quidditch." Men han kunne mærke, at han ikke havde helt lyst til at tale om det endnu, så han omdirigerede samtalen: "Hvad med dig?"

"Jeg vil gerne skrive," sagde Lily.

"Nobelt," Observerede Hames. "En mere nobel profession end hvad jeg har valgt, går jeg ud fra. Så, hvad, Profettiddende? Eller er du mere en romanforfatter?"

"Altså, jeg kommer til, desværre, at skulle bekymre mig om husleje," forklarede Lily, "Og noveller er ikke rigtig en praktisk måde at starte ud på."

"Praktisk er kedeligt."

"Praktisk er nødvendigt."

James trak på skuldrende. "Jah, så er jeg glad for at jeg ikke lever efter hvad der er 'praktisk', hele tiden. Jeg ville kede mig halvt ihjel. Jeg ved ikke hvordan du gør det, Snaps."

"Du ville nok ikke have fire-og-halvfjerds eftersidninger, hvis du havde været en smule mere praktisk, Potter."

"Og? Jeg har utrolig meget nyt hver eneste ting, der har landet mig i en eftersidning. Jeg ville ikke tage noget af det tilbage."

Lily så på ham, og han syntes at se at hun så en smule skuffet ud. "Ville du ikke? Ikke noget som helst?"

Og han ville have været en løgner, hvis han i det øjeblik, havde sagt at han ikke fortrød noget som helst. "Måske nogle enkelte ting," indrømmede Quidditchkaptajnen. "Jeg har ikke ligefrem været indbegrebet af venlig, og der er en Hufflepuff eller to som... Jeg ved det ikke... Måske ville jeg ikke sende forbandelser afsted, hvis jeg skulle gøre det hele igen." En tanke faldt ham ind: "Hey, måske skulle jeg få en til eftersidning. Jeg går ud fra at hvis jeg bliver smidt ud, så vil de blive pisset ret meget af, ikke?"

Lily himlede med øjnene. "Jeg forbyder at du får dig selv smidt ud på grund af dine forældre," sagde hun.

"Du forbyder mig det? På hvilket grundlag?"

"Jeg ved det ikke... sund fornuft, som en grund. Og hvem ville holde snor Sirius i snor?" James grinte. Lily rødmede en anelse. "Hør, Potter," begyndte hun øjeblikkeligt, "Hvad—hvad er det vi laver her, helt præcist?"

"Jeg ryger. Du forfølger-skråstreg-dømmer mig."

Læggende armene over kors, hævede Lily hendes øjenbryn. "For det første: forkert. For det andet, det var ikke hvad jeg mente. Jeg mener.. i dag har vi været... flinke. Du gav mig gode råd, og jeg fulgte det råd, og nu har vi siddet her, talt som om vi måske var..." Men hun kunne ikke få sig selv til at sige ordet: "... ikke fjender."

"Behøver alt kræve en definition, Evans?" Spurgte James med et suk. Lily rystede voldsomt på hovedet.

"Jeg siger ikke at vi burde være venner," diskuterede hun. Jeg er bare... Jeg vil have noget sammenhæng. Hvis du har tænkt dig at være flink imod mig nogle gange, så vil jeg have en advarsel. Hvis du har tænkt dig at kalde mig en idiot og hakke ned på mig uden grund, så vil jeg have en advarsel, så jeg kan have nogle sten i en god størrelse i min skoletaske som jeg kan smide efter dig fra tid til anden. Det er bare... Du forvirrer mig, og jeg hader det, og det får mig til ikke at kunne lide dig, selv når... specielt når du er en ok fyr. Hvilket..." tilføjede hun hurtigt, "Er meget sjældent, men der kan du se."

James så omhyggeligt på hende. I det døende lys fra faklerne og det falske månelys, virkede Lily Evans som om hun var stort set perfekt, og James vidste hvad han ville, men han vidste også at dette ville være den sidste gang i meget lang tid, at hun ville sidde så tæt hvis han fortalte hende sandheden nu. I stedet, sagde han ret så sikkert: "Men, hvad vil du så have mig til at sige?" Og måske kom det ud en anelse hårdere end han havde ment det, men... kun en anelse.

Lily lagde mærke til at hans tonefald havde en umiskendelig kant, men for en eller anden grund, lagde hun mærke til at hun egentlig var ligeglad. Hun tænkte at måske kunne hun vænne sig til hans hårdhed. "Jeg er ligeglad med hvad du siger," informerede hun ham køligt. "Men jeg vil på en måde gerne være din ven."

(Her var selv Lily overrasket med Lily.)

"Årh." For en gangs skyld havde James ikke noget at sige.

"Jeg jeg kunne gå begge veje," fortsatte hun. "Hvis du vil være en nar overfor mig og alle andre, så er det dit privilegium, men... altså... Jeg tror du måske ville være ok, hvis du bare... lukkede lidt luft ud. Og gav dig selv noget af æren. Og de to lyder måske som modsigende idéer, men det er de ikke. Så..." Lily gled ned fra bordet og, mens hun rettede på sin nederdel, gjorde klar til at forlade salen. "...Det er sådan jeg føler. Men det er helt op til dig."

Den rødhårede begyndte at gå. Hun havde nået omkring en fjerdedel af længden på salen, før James sagde: "Snaps." Lily vendte sig rundt, sine hænder i lommerne på hende gevandter. "Hvordan—Hvordan døde din far?"

(Usikkert) "Hvorfor spørger du?"

"Fordi... Jeg fortalte dig noget andet om mig, og nu burde du fortælle noget andet om dig." Heksen virkede ikke overbevist. "Og fordi det er noget som nogen burde vide om deres... mulige ven." James bragte en cigaret op til sine læber for at udfylde stilheden. "Hvordan døde han?"

Lily tyggede på sin læbe i et øjeblik. Uden tegn på vrede, på at dømme ham, uden tegn på noget, virkelig, måske bortset fra ironi, svarede hun: "Lungekræft." Så var hun væk.

 

(Den Anden Samtale)

Severus havde besluttet sig. Han vidste det. Måske havde han altid vidst det eller måske var det det syn han havde været så uheldig at støde på i Storsalen, som var det skabt fra en af hans værste mareridt. Uanset hvilken af grundende, havde Severus Snape aldrig følt sig så dårlig som han følte sig, da han trådte ind i Slytherins Opholdsstue sent fredag aften.

Han havde besluttet sig... Men måske havde han allerede haft besluttet sig. Måske var det synet af Lily Evans og James Potter, snakkende som de bedste af venner i Storsalen simpelthen bare et skub hen imod den vej han allerede havde besluttet sig for at tage for lang tid siden. Måske var det en undskyldning, eller måske var det en meget tiltrængt bølge af mod. Lige meget hvilken, så var al tvivl blevet slettet var Severus' sind da hans øjne faldt på Nicolai Mulciber, siddende ved ilden og færdiggørende hans Forvandslingslektier.

"Jeg har besluttet mig," sagde Snape til Mulciber.

Den sidstnævnte så op fra sit hjemmearbejde. "Har du?"

"Ja," sagde Snape. "Jeg har besluttet mig for at tage med."

"Det er jeg glad for. Du er en smart fyr, at du er klar over det."

"Hvad tid tager vi afsted?"

"Mødes her halv tolv i morgen aften."

Langsomt nikkende og følende at det var meget vigtigt, sagde Snape: "Jeg skal nok være der."

 

 

Det lå bare her, halvfærdigt - så jeg tænke at jeg lige så godt kunne afslutte det.

Cheers,

Quote.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...