The Life and Times - oversættelsen.

Denne historie er en oversættelse af engelske Jules' fanfiction af samme navn.
Historien foregår i Harry Potters forældres tid, hvilket vil sige at hovedpersonerne er Lily Evans, James Potter og deres venner.
-
Hun var dramatisk. Han var dynamisk. Hun var præcis. Han var impuls. Han var James og hun var Lily, og en dag ville de dele et kys, men før dette ville de dele en masse diskussioner, for han var kæphøj, og hun var sød, og hjertets lyst kan kræve tid.

14Likes
38Kommentarer
5428Visninger
AA

9. Som Tingene Formede Sig, del II.

Fortsættelsen.

 

(Goddag, Farvel)

Lily tog hendes plads til Eliksirlektionen den tirsdag, ikke forberedt på at noget som helst dramatisk ville hænde i timen. Hun var, derfor, tilstrækkelig overrasket, da det ikke var Mary Macdonald der tog den anden halvdel af bordet, men Severus Snape. Lily så op bare for at se Mary i et forsøg på at snige væk.

"Mary."

"Lily," sagde brunetten, mens hun langsomt vendte sig om, "Jeg tror at det vil være godt for dig og din... ven..." Hun var kun lige akkurat i stand til at side ordet, "at få rådet bod på det hele, om det så ender godt eller dårligt."

Lily rynkede panden. "Hvor meget betalte han dig for at opgive din plads?"

"Lily, jeg ville..."

"Mary."

"Fem-galleoner-ikke-had-mig-jeg-har-virkelig-brug-for-nye-sko." Smilende håbefuldt, pilede Mary afsted for at finde hende selv en ny plads, og Lily sørgede for at undgå øjenkontakt med hendes nye bord-kammerat. Hun begyndte at aflæsse sine Eliksirting, hendes udtryk mut.

"Lily, du bliver nød til at tale med mig."

"Det er smigrende at vide, at jeg er ti galleoner værd."

"Så, det er det—du har bare... aldrig tænkt dig at tilgive mig?"

"Jeg har tilgivet dig. Du er tilgivet. Kom videre."

"Du er ikke dig selv."

"Tja, jeg hører at mudderblods kan være ligefrem uforudsigelige nogen gange, Sev."

"Lad være med at sige det. Du lyder som... en af dem."

Lily så på ham. "En af hvem? Hvad betyder det der overhoved?"

"Jeg ved det ikke... bare... du lød... det lød som noget en af... the Marauders ville side." Lily bemærkede hendes tidligere ven kaste en uvenligt blik hen mod de fire Marauders, som havde plads tværs gennem lokalet. Gryffindorheksen himlede med øjnene.

"Det her er dumt," insisterede hun. Severus sagde ingenting, og med Professor Schnobbervoms ankomst, indledte klassen noget tid uden behov eller mulighed for samtale.

Til sidst, sluttede lektionen, og Eliksirprofessoren instruerede klassen til at påbegynde deres arbejde på deres Kvik-op eliksir.

"Hør, Lily," sagde Snape, som hun begyndte at organisere hendes ingredienser (Det føltes som gamle dage, at sidde med ham og sådan), "Jeg er bare bekymret for dig, det er alt."

"Det er virkelig praktisk at du er bekymret for mig på den dag Mulciber er på Hospitalsfløjen med en forkølelse."

"Det er ikke det," snappede Severus. "Det er plakaterne som har været rundt omkring på skolen... du skulle virkelig passe på dig selv, så længe sådanne ting finder sted. Bare... vær forsigtig." Lily var stille for en tid.

"Kender du noget til de plakater?" spurgte hun så endelig. "Jeg mener, har du nogen idé om hvem der er skyld i dem?"

"Du ser ud til at tro at jeg gør," bemærkede den andet, noget fortrydeligt.

"Det ville ikke overraske mig hvis et medlem af dit kollegie var skyld i dem, det er alt," svarede Lily. "Så... ved du noget om det?"

Severus' udtryk var meget bittert. "Vi er ikke venner, Lily. Du bliver ved med at sige sådan. Og alligevel, nu da du vil have noget, så vil du tale med mig. Er det rigtigt?"

"Det gik ikke op for mig det at du gør det rigtige var betinget af vores venskab," svarede Gryffindoren. "Bare glem det, Severus. Der er ingen nytte i at skændtes om det her."

Professor Sluhorn nærmede sig langsomt deres bord, hans ældede ansigt nærmest glødende med forventning som han kiggede ned i deres kedler. "Glimrende, glimrende," mumlede han stolt. "Det er så godt at se jer to sammen til Eliksirer igen. Drømmeholdet genforenet omsider. Fortsæt det glimrende arbejde." Smilende, flyttede han videre til det næste bord ("Virkelig, Hr. Cattermole, du må lære at tilføje dine ingredienser i bedre rækkefølge!")

Lily, i mellemtiden, tog en beholder af grønne, flageagtige blade, og begyndte at tilføje små portioner af ingrediensen i hendes eliksir.

"Du tilføjer måneroden for tidligt," informerede Severus hende.

Lily rystede hendes hoved. "Det gør ingen forskel hvis du lader den koge i ti minutter eller tilføjer måneroden med det samme," sagde hun. "Ikke med Kvik-Op eliksiren."

"De andre ingredienser vil ikke koge ordenligt," argumenterede Slytherinen.

"Det vil det, faktisk. Jeg har prøvet det."

Han så på hende, overrasket. "Du har lavet Kvik-Op eliksiren før?"

Nikkende: "Flere gange. Den er nyttig. Når de kolde sæsoner kommer, så behøver du ikke løbe til Hospitalsfløjen hele tiden."

Severus nikkede også. Han var stille i den resterende tid af klassen, og selvom Lily opdagde at han prøvede at fange hendes blik da klokken ringede og hun samlede sine ting, prøvede Gryffindoren ikke på at snakke med ham.

 

(Vær naturlig)

"Og en sidste gang; hvis nogen mener at de har information med hensyn til disse forfærdelige, forfærdelige beskeder," brummede Professor Babble, den middelaldrende heks som underviste i Runer, "Jeg håber at I vil træde frem."

Den seneste trussel dukkede op en tirsdag eftermiddag.

STRAFFEN NÆRMER SIG MUDDERBLODS OG BLODFORRÆDERNE.

Klokken ringede, indikerede slutningen af lektionen, og Lily og Donna begyndte at samle sammen deres bøger og noter. "Hvor sandsynligt er det at en som tager den her lektion kunne have nogen som helst information om de beskeder?" Hånede Donna, i det hun smed sin taske over sin ene skulder. "Ud over os, så er der kun Ravenclaws der stryger deres snørebånd og et par druknende Hufflepuffs. Og Lupus, selvfølgelig."

Lily smilede svagt. "Jeg ville ønske at nogen vidste noget, alligevel. Jeg ved det er dumt, men jeg kan ikke lade være med at være lidt bekymret med hensyn til alt det her."

"Du har ret," sagde Donna enigt, "Det er dumt." De begyndte at gå ned af trapperne. "Men, hvorfor spørger du så ikke Snape om det? Han ved måske noget."

"Tro det eller lad vær', jeg spurgte ham på en måde. Han bragte det op," tilføjede hun hastigt," Men jeg kastede afsted et ikke-så-diskret hint om, at han måske vidste noget."

"Hvad sagde han?"

"At jeg udnyttede ham," svarede vejlederen.

Donna himlede med øjnene. "Som om han ikke er ligeglad."

"Jeg hader mænd for øjeblikket," noterede Lily, mens hun lagde armene over kors. "Ved du hvad, jeg tror at jeg er i strid med så godt som alle mænd i mit liv lige nu."

"Er det derfor at du har været så kold over for Drømmeprinsen?" spurgte hendes ven.

"Jeg går ud fra at du mener Luke?"

"Tjah."

Lily nikkede. "Jeg kunne bedre lide ham da han ikke snakkede politik. Og så, med Sev som var ligefrem ond i løbet af Eliksirer, og James Potter som opførte sig som... James Potter. Jeg kan virkelig ikke klare mænd."

"Velkommen i klubben, klogesen," svarede Donna. "Hvad med Adam McKinnon? Frank Longbottom? Du kan umuligt hade dem alle."

"Det gør jeg heller ikke," indrømmede Lily. "Og dog, jeg er ikke specielt glad for Frank i øjeblikket. Han har opført sig underligt. Først troede jeg at han bare havde nogle problemer med Alice, men ved vejledermødet den anden dag, var han bare så... urolig."

"Jeg har ikke lagt mærke til noget."

"Chokerende."

Donna fangede sarkasmen og lavede en grimasse. "Åh, forresten, er du på vej mod Opholdsstuen?"

"Jeg sulter," sagde Lily, "Jeg tror bare at jeg går direkte ned til Storsalen... lægger mine bøger op på sovesalen senere."

"Fint med mig." De fortsatte turen ned, og stødte på Marlene, Miles, og Mary i Indgangshallen, da gruppen havde været på vej tilbage fra Magiske Dyrs Pasning og Pleje.

"Gudskelov," sukkede Mary, da hun så Donna og Lily. "Fornuft!" Lily sendte hende et nysgerrigt blik, og Mary rykkede sit hoved mod sine to følgesvende.

"For sekstende gang," sagde Marlene til hendes kæreste, "Undskyld. Jeg vidste ikke at du allerede havde fodret ham, for ellers ville jeg ikke have gjort det!"

"Du skulle have spurgt!" snappede Miles. "Han kastede op over mine sko!"

"Og undskyld! Det var et uheld!"

"At sige 'det var et uheld' ordner ikke noget," svarede han. "Ærligt, Marly, der er en grund til at du ikke er i Ravenclaw. Vi ses senere." Miles fortsatte bittert ind i Storsalen.

De andre var tavse for et øjeblik. "Marlene," begyndte Mary lavmælt, men den blonde ville ikke høre til det.

"Bare... bare lad vær'. Jeg... jeg er ikke sulten. Ses i Opholdsstuen." Og med det, skyndte Marlene sig op af marmortrappen.

Da hun var væk, så Donna tænksom ud. "Har vi tilladelse til at sige lort som det til Marlene nu? For hver gang jeg siger noget som det, fortæller Lily mig at jeg skal tie stille."

"Det her er ikke rigtigt," grublede Mary, samtidig med at pigerne begyndte at gå mod Gryffyndorbordet. "En eller anden bliver nød til at sige noget til Marlene. Hun kan ikke bare tolerere det her nonsens."

"Vi fortæller hende det, hele tiden," mindede Lily hende om. "Eller... Donna gør, i hvert fald. Hun er ikke dum. Hun bliver nød til at opdage at Miles er en nar..."

"Helt ærligt," sukkede Donna. "Det er som om feminismen aldrig fandt sted. Jeg kan ikke se hvorfor unge kvinder føler trang til at kaste dem selv ind i disse dumme, umodne forhold."

"Sex, for det meste," fortalte Mary hende.

"Du behøver ikke at være i et forhold for at have sex," svarede Donna.

"Og du kalder mig en sinke."

"Jeg er ikke en..."

"Hold op med at skændtes," sagde Lily. "Jeg er begyndt at tro at du har ret, Mary."

"I at Donna er en sinke?"

"Jeg er ikke en..."

"Nej, med hensyn til Marlene," afbrød Lily. "Måske skulle vi have nævnt noget til hende omkring... Åh, hejsa, Adam." Let rødmende, smilede Lily af Adam McKinnon, da han tog plads overfor de tre piger."

"Hej," svarede han. "Det her... det her sæde er ikke reserveret for nogen, er det?" 

"Nej," sagde Mary.

"Nej, det er det ikke," eniggjorde Donna sig. "Faktisk, så ville det måske være godt hvis du sad her, for vi talte lige om hvordan..."

"Hvordan at vi ikke har talt sammen i et stykke tid," sprang Lily ind. "Jeg mener... hvordan har du det? Hvordan er... livet?"

Mary kvælte en latter; Donna så forvirret ud.

"Årh, jeg har det fint nok. Alt er tilbage til det normale, mere eller mindre." Han gav sig selv nogle kartofler. "Så... erh... hvor er Marlene? Hun skipper ikke middagen på grund af den åndssvage diet igen, gør hun?"

"Jo," sagde Mary, samtidig med at Donna prøvede at sige 'Nej'. "Jo. Marlene og Marlenes... åndssvage diet. Vi... tænkte på at vi ville hente noget mad til hende senere, faktisk. Tvangsfodre hende... der vil måske blive rør involverede."

"Gjorde vi?" spurgte Donna.

"De søde af os gjorde."

Adam grinede. "Tja, det kan jeg da gøre. Hun er oppe i Opholdsstuen nu, tror I ikke?"

"Højst sandsynligt," sagde Lily. Han greb en tallerken.

"Tror I at hun vil have brød?"

"Nej, hun spiser ikke brød," fortalte Mary ham.

"Hvad med dessert?"

"Hun spiser ikke dessert," sagde Lily.

"Grøntsager?"

"Hvis de er rå."

"Den tøs er sindsyg," bemærkede Adam, men 'sindsyg' lød ikke som det ord han ville bruge oprigtigt. Da han var færdig med at samle et måltid sammen, bød Adam dem farvel og smuttede ud af Storsalen.

"Hvorfor løj I for ham?" forlangte Donna at vide. "Jeg er så forvirret af alt den her 'pige-sprog's ting i to bruger."

"Vi kunne ikke fortælle Adam at Miles var en nar over for Marlene," sagde Lily. "Det ville ydmyge hende."

Mary sukkede, og hvilede sin kind op af sin hånd. "Jeg tror ikke på at den fyr har så meget som en enkelt fejl. Jeg tror det er muligt at han er fuldstændig perfekt. Jeg sværger, hvis Mar ikke snart går i seng med ham, så gør jeg."

"Sinke," sagde Donna.

"Klap i."

 

(Med en Lille Smule Hjælp fra Mine Venner)

"Jeg er på," sagde Sirius.

"Også mig," sagde Peter hurtigt.

"Altså, selvfølgelig er jeg med," sagde Remus. "Vi har tænkt os at gøre noget nyttigt for en gangs skyld. Hvordan kunne jeg sidde over for denne her?"

"Set bort fra Hugtands nedladenhed," sagde James, mens han trak sin kappe af og satte en pakke cigaretter ned på sengebordet, "Godt. Det eneste problem er, at jeg ikke er sikker på at vi alle fire kan være under Usynlighedskappen. Vi er vokset en del siden vores første år."

"Han har ret," sagde Sirius. "Vi burde dele os."

"Slottet vil være mørkt," mindede Peter dem om. "Tror I at en camouflagebesværgelse ville kunne gemme to af os?"

Remus sagde at det mente han at den ville. "På den måde, så hvis der er mere end en person at følge efter, kunne Ormehale og jeg snuppe en, mens Krone og Køter tager den anden."

"Fremragende," sagde Sirius. "Hvad tid burde vi smutte?"

"Vent lige et øjeblik," brød Peter ind, "hvordan ved vi at i nat er natten for at holde udkig? Jeg mener, det hele har foregået ret tilfældigt indtil videre."

James rystede på hovedet, ubekymret. "Det er i nat. Tro mig." Han satte sig ned på sin seng, lænede sig ned over kanten og begyndte at grave igennem hans kuffert efter noget. Endelig, fandt Marauderen hvad han ledte efter. Han trak et stykke foldet pergament op. "Når det kommer til at smutte—så ved vi ikke hvornår det præcis er. Vi bliver nød til at bruge kortet." Han viftede demonstrativt med pergamentet.

"Som at vi tager en chance," sagde Sirius, begejstret. Han snuppede kortet fra hans vens hånd. "Lyder sjovt. Hvornår starter vi?"

________________________________________________________________________

"Det her er ikke sjovt," sukkede Remus, mens han gned bagsiden af hans ømme nakke. "Krone, du nævnte ikke at vi var nød til at vente i Magiens Histories-klasseværelse. Der stinker af plejehjem herinde."

"Kapellet i et plejehjem, virkelig," smed Sirius ind, samtidig med at han strækkede sig oppe på Professor Binns kateder.

"Det er den ideelle placering," svarede James. "Det er på den fjerde etage—lige ved trappegangen. Hvis noget viser sig på kortet, så vil vi være i stand til at komme derhen hurtigt."

Peter gabte. "Den er halv tre om morgenen," sagde han. "Er du sikker på at det er i nat, Krone?"

"Ja." Men hans sikkerhed i dette udsagn var begyndt at blive svagere. James stirrede ned på kortet på skrivebordet foran ham. Billedet det viste var forholdsvis stille, med kun få undtagelser. Prikkerne der repræsenterede Argus Filch og Rubeus Hagrid fortsatte med at strejfe rundt på korridorerne (langt væk fra Magiens Histories klasseværelse).

"Ingen har forladt deres Opholdsstue?" spurgte Sirius, mens han tegnede billeder i luften med sin stav.

"Nej," sagde James. "Missy Lewis og Daniel Strout har forladt deres skab på den anden etage, og er på vej tilbage til Hufflepuff."

"Allerede?" grinede Sirius. "De var kun smuttet derind for to minutter siden. Mind mig om at gøre nar af Strout for det senere."

Selv Remus fik et smil på læben af dette. "Hør, Krone, måske skulle vi sætte en deadline. Hvis intet sker klokken tre, så..."

"Jeg kan se ham."

"Hvad?"

Sirius rullede ned fra bordet, og de to andre Marauders rejste sig for at slutte sig til James ved kortet. "Hvor?" spurgte Peter. James pegede.

"Roland Urquhart?" spurgte Remus. "Kender nogen af os ham?"

"Han er en syvendeårs," fortalte Sirius. "Forsøgte at komme på Slytherins Quidditchhold på vores... hvad var det? Fjerde år? Det var det år hvor vi udspionerede deres udtagelser, hvilket, viste det sig, var fucking spild af tid, fordi intet interessant skete der. Den her fyr, Urquhart, han kom ikke på holdet. Han var en forfærdelig flyver. Han inviterede også min kusine Narcissa ud engang, men hun afslog ham."

"Kender du til noget han ikke har fejlet i?" spurgte Remus, underholdt.

"Tja, indtil videre har han fået forvirret lærerstaben en del," sagde James.

"Vi kan ikke vide om det er ham der gør det," sagde Hugtand langsomt. "Jeg mener, måske er han bare ude og gå en tur, og..."

"Jeg følger efter ham," afbrød James, mens han samlede sin sølvfarvede Usynlighedskappe op.

"Skyldig indtil modsat er bevist, Krone?"

"Det' rigtigt, Hugtand."

Remus begyndte at protestere, men Sirius pegede på kortet. "Se hvordan han bevæger sig, Lupus... han stopper på anden sal..." Prikken mærket Roland Urquhart stoppede rigtig nok i næsten tredive sekunder, før den hastigt begyndte at gå ned af korridoren.

"Du har ret... du burde følge efter ham," overgav Lupussig. "Lagde du blækket og papiret til brevet?"

James pegede på et skrivebord hvor nævnte genstande lå. "I begynder på det. Og behold et af tovvejs spejlene her hos jer, så vi kan fortælle jer præcis hvor i skal skrive, okay?"

"Okay," sagde Peter.

Sirius hjalp James med at glatte Usynlighedskappen. "I to kan godt kaste camouflagebesværgelsen, ikke? I vil ikke have os til at gøre det, så I kan bruge kappen?"

"Vi er ikke spædbørn," snappede Remus. "Bare . Og tag kortet."

"I kan tage det," svarede James, mens han skubbede The Marauders kortet ind i Hugtands hænder. "Jeg har stirret på den ting i timer. Jeg kan huske vagtrotationen. I har mere brug for det end os."

"Men I har brug for det for at finde Urquhart. Hvad hvis I mister ham?" James rynkede panden, mens han indså at Remus havde ret. "Du behøver ikke at bekymre dig, jeg har også holdt øje med det. Jeg tror at jeg kan huske rotationen."

"Skynd jer," sagde Sirius. James greb fat i hjørnet på Usynlighedskappen og kastede den over ham selv og hans bedste ven. De forsvandt. Sekunder senere, åbnede og lukkede døren til klasseværelset.

Remus vendte sig mod pergamentet, blækket, og fjerpennen der ventede ham. "Vil du skrive det, Peter, eller skal jeg?"

"Du gør det," svarede den anden. "Hvis de nu tjekker håndskriften."

Remus himlede med øjnene, men han smilede da han tog fjerpennen op og begyndte at skrive.

Samtidig krøb Sirius og James ned af trappen, forsigtigt sikrende sig at de holdt sig lave så sømmen af kappen blev trukket hen af gulvet på bunden. Sirius holdt sit blik på kortet. "Han er stoppet en sidste gang på den anden etage... jeg tror at han går op på den tredje etage efter det."

"Jeg tror på at der er et snydetrin på den trappen" hviskede James, grinende.

Bevægende sig så hurtigt som muligt, nåede de to anden sal. En mager dreng med indsunkne øjne og bleg hud stod ikke langt væk, viftende sin stav som ledede han et orkester. Som svar på hans stav, dansede et dusin stykker af pergament igennem luften, for at til sidst at sætte sig fast på væggen i en stor formation. Urquhart standsede, krydsede hans arme og observerede sit arbejde med tilfredshed for et øjeblik, før han løftede sin stav igen og viftede den mod væggen. Stykkerne af hvidt på væggen forsvandt pludseligt, efterlod intet andet end en normal stenvæg efter sig.

"Jeg elsker at have ret," sukkede James. Sirius himlede med øjnene.

"Nu ikke kæphøj. Vi har ikke klaret det her endnu. Kom nu."

Mens Urquhart leviterede en stor Julemands-agtig sæk (som James mistænkte, ikke var fuld af gaver) og begyndte at gå videre hen af korridoren, vendte de to Marauders rundt og gik tilbage op af trappen, mens de forsigtigt undgik det snydetrin som de kendte kun for godt. De nåede den næste etage, og dukkede omkring et hjørne, i samme øjeblik Roland Urquhart nåede det første trin.

"Klar?" spurgte Sirius. Som svar, trak James kappen væk, kun lige nok til at han kunne sigte med sin stav. Så, lænende omkring hjørnet så forsigtigt som muligt, ventede James.

Urquhart—med et forretnings-agtigt ansigtsudtryk på hans blege ansigt—bevægede sig op af trappen åbentlyst. Ved det femte trin, stoppede Slytherinen, klar til at hoppe over det sjette trin, snydetrinnet, men før han kunne, viftede James med sin stav og Urquhart faldt forover. Han tabte sækken, og et dusin hvide papirer fløj ud. Urquhart udstødte et lavmælt udråb, men reddede sig selv før hans ben ramte snydetrinnet. Sirius bandede, men James fortsatte uafnægtelig. Gryffindores viftede sin stav igen, og Urquharts øjne begyndte at hænge. Et øjeblik efter, var han faldet i søvn.

"Genialt, mate," mumlede Sirius, samtidig med at han trak kappen af. "Jeg informerer Hugtand." Han greb et spejl med sølvtag fra hans baglomme og så ind i det, mens han sagde: "Remus Lupus."

Remus' ansigt dukkede op et øjeblik senere, og mens James løb ned af trinnene mod Urquhart, sagde Sirius til hans mere fjerne ven: "Vi har ham. Han vil være fanget i snydetrinnet mellem anden og tredje etage."

"Fint," sagde Remus. "Vi mødes i Opholdsstuen om ti minutter."

"Held og Lykke."

Sirius lagde spejlet væk og fulgte James' vej ned. Anføreren af the Marauders var i gang med at flytte den bevidstløse Urquharts ben ned i snydetrinnet.

"Brug for hjælp?" spurgte Køter.

"Put hans hånd omkring gelænderet, så han ikke falder igennem, gider du?"

Sirius gjorde som sagt, og tvang Urquharts arm igennem gelænderet. "Vil han være vågen i tide?"

"Kun lige akkurat," svarede den anden. "Han vil tro at han blev slået ud da han faldt, men han vil ikke have tid til at finde på en måde at flygte før han er fanget."

"Fantastisk."

De to drenge rejste sig op, så på deres arbejde for en stund. Sirius tog et af de løse stykker pergament op, læste det højt: "Tourjous Pur." han så på James. "Det er min families mantra. Black-familiens mantra, mener jeg." Med rynket pande, tilføjede Sirius: "Du tror ikke at...?"

"Nej."

"Hvordan kan du være så sikker?"

"Fordi Regulus ikke er en idiot, derfor. Han er måske ikke den rareste fyr, men han er ikke en-eller-anden klam enspænder som tror at han kan skræmme folk med dårligt formulerede trusler. Plus, han ville ikke efterlade sin families mantra på pergamentet med mindre han faktisk gerne ville blive fanget. Det ville være som at underskrive med sine initialer."

"Du har ret," sagde Sirius enigt. "Reg er en idiot, men han er ikke så dum."

"Vi burde smutte."

"Rigtigt."

Sirius lagde pergamentet ned. "Ses snart, Roland, min ven."

De skyndte sig op at trappen, og gemte dem selv under Usynlighedskappen endnu en gang, før de begyndte deres tilbagetog mod Opholdsstuen.

________________________________________________________________________

"Jeg putter den på døren," sagde Peter. Remus hævede et øjenbryn (ikke at hans følgesvend kunne se dette, siden de begge var så godt som fuldstændig camouflerede).

"Er du sikker?"

"Altså, du skrev det. Jeg burde tage en hvis risici også, ikke?"

"Fint nok, gå bare."

Peter skyndte sig frem, med et foldet stykke pergament i hånden og, trækkende sin stav, placerede han pergamentet på trædøren foran dem. Så, pegende sin stav direkte mod pergamentet, mumlede peter en besværgelse. Da han rykkede sig væk, sad papiret fast på døren.

"Klar til at løbe?" spurgte Peter.

"Ja."

"Fedt." Spændingen i hans stemme var tydelig. Han vente sig mod døren igen og bankede mod den med sin næve. "HEY, DU! TJEK DIN POST!" råbte Ormehale så højt som han kunne. Der var en lyd af en person i bevægelse indenfor, og Remus og Peter, knap nok i stand til at kunne holde deres latter inde, trippede ned af korridoren og omkring hjørnet, så hurtigt de nu kunne.

Der var stille i gangen for et øjeblik, og så åbnede døren som the Marauders havde sat deres brev fast til. Lathe dukkede op, åbenlyst kun lige vågnet. Han så sig omkring, og opdagede så noten. Mens han foldede den ud, rykkede han sig tættere på en fakkel, så han kunne læse skriften.

KÆRE HR. LATHE,

HVIS DU ER NYSGERRIG MED HENSYN TIL HVEM DER HAR EFTERLADT TRUENDE BESKEDER OMKRING PÅ SKOLEN, SÅ ER PERSONEN SNUBLET OG FALDET I SNYDETRINNET MELLEM ANDEN OG TREDJE SALS KORRIDORER. JEG TÆNKTE AT DU NOK GERNE VILLE VIDE DET.

VENLIG HILSEN,

DEM DER FANGEDE HAM

Lathe skyndte sig ind på sit værelse, og vendte tilbage sekunder senere med sin slåbrok og stav.

 

(Pige)

Roland Urquhart blev suspenderet for resten af efterårets semester.

"Jeg ville have bortvist ham," fortalte Marlene dem ligegyldigt, da nyheden blev diskuteret blandt en stor gruppe i Indgangs hallen den næste morgen (torsdag).

"Også mig," sagde Donna.

For en gangs skyld var de enige om noget.

"Det var utrolig dumt af ham at blive fanget i snydetrinnet," sagde Mary. "Selv jeg bliver ikke fanget af dem mere."

Donna grinede. "Med undtagelse af sidste Jul."

"Vi var enige om aldrig at diskutere det igen!" Men selv Mary måtte tilbageholde en latter.

Lily grinte med de andre, indtil hun opdagede Severus Snape på tværs af hallen. Han var alene, og en pludselig bølge af medlidenhed skyldte at Lily begyndte at gå hen imod ham.

"Roland Urquhart," begyndte hun akavet, da hun nærmede sig. "Hvem ville have gættet det, ikke?" Severus sagde ingenting. "Han var ikke en af dine venner." Igen, intet svar. "Hvorfor fortalte du mig ikke bare at du ikke vidste noget om det?"

"Fordi du troede at jeg gjorde, og jeg var vred," svarede Snape. "Og du ville kun lade som om at du var min ven ved betingelsen at jeg ville hjælpe dig med at regne det ud."

Lily rystede på hovedet. "Det er ikke sandt. Jeg ville ikke lade som om jeg var din ven i det hele taget."

Severus skulede.

"Det var for sjov," informerede hun ham. Så, mere seriøst, fortsatte hun: "Jeg tror dog at du har ret med hensyn til en ting. Jeg bliver nød til at tilgive dig. Og... det vil jeg også gerne." hun ventede. "Nu, helst."

Han så på hende, forvirret. "Hvad er det du siger?"

"Jeg siger at... måske..." Var det her den største fejltagelse nogensinde? "Måske kunne vi være venner igen."

Chokket var skrevet overalt på hans ansigt. "Virkelig?"

Hun nikkede.

"Åh. Men så... okay."

"Okay."

"Okay."

"Rigtigt."

"Så..."

"Så, vi ses vel snart, så."

"Ja. Okay."

Lily vendte omkring og begyndte at gå tilbage mod pigerne. Mængden i Indgangshallen begyndte at bevæge sig mod Storsalen, for at begynde morgenmaden, og Lily var på vej ind selv, da hun lagde mærke til at the Marauders stod og snakkede henne ved marmortrappen. En idé ramte vejlederen, og hun begyndte at gå derover, fik øjenkontakt med James et stykke væk. Hun var noget halvvejs derhen, da nogen greb hendes arm.

"Luke!"

"Lily," sagde hendes kæreste desperat, og han så virkelig sød ud. "Lily, jeg er så, så ked af det. Hør her, jeg talte med Marlene i går aftes, og hun fortalte mig hvorfor du har været så vred, og... jeg er ked af det. Jeg er bare... selvfølgelig havde du ret omkring det hele. Jeg ved ikke hvad jeg tænkte på. Jeg var bare..."

"Det er fint, Luke."

Han smilte (fantastisk smil). "Virkelig?"

"Virkelig."

Hun kunne ikke være vred på ham. Der var bare ikke energi nok inde i hende til at detikere hende selv til vrede mod sådan en dreng. Han kyssede hende blidt på læberne.

"Vi ses efter morgenmaden, Flower."

"Vi ses, Luke."

Lily tittede efter ham mens han bevægede sig mod Storsalen. Da han var væk, så hun hen mod der hvor The Marauders havde stået. Tre af dem var gået, men James dvælede.

"Hey, der, Flower," sagde han, og imiterede Lukes lave, seriøse stemme.

"Ti stille. Luke Harper er den sødeste fyr i hele verden, og du kunne aldrig forstå det."

"Er han en god kysser?"

"Ti stille." De stod i stilhed for et stykke tid, før Lily begyndte: "Så..." Hun krydsede hendes arme over hendes bryst.

"Sov du godt, Snaps?" spurgte James muntert.

"Gjorde du?

"Fantastisk, mange tak."

"Sjovt, Potter, for du ser smadret ud."

"Årh, tja, jeg havde en date."

"Åbenbart."

"Virkelig?"

Kort stilhed, så fortsatte Lily. "Så, jeg har et spørgsmål til dig."

"Skyd løs."

"Hvis nogen med den nødvendige ekspertise fik opdaget Roland Urquhart  og ydermere var i stand til at finde motivation for at finde ham, hvordan helt præcist ville de vide hvilken nat han ville vælge at sætte de forfærdelige plakater op?"

"Tja, det er nemt nok," svarede James. "Sådanne en person, ikke-eksisterende som de er, ville bare kunne se på det mønster plakaterne var sat op i. De dukkede kun op på dage efter nætterne Filch og Hagrid var tildelt patruljer, i stedet for den meget mere erfarne Ministerie-efterforsker. En hurtig diskussion med Hagrid ville have fortalt denne mystiske person af ekspertise og motivation at hans næste patrulje var onsdag nat og så... resten ville være historie."

"Lily nikkede, mens hun bed sin læbe for at tilbageholde et smil. "Ved du hvad jeg har hørt?"

"Nej."

"Jeg har hørt at Lathe siger at der var en som tippede ham med hensyn til hvor han ville kunne finde Urquhart. En elev havde, åbenbart, efterladt ham en besked. Anonymt."

James så overrasket ud. "Er det rigtigt? Waow. Mærkeligt. Hvem tror du det kunne have været?"

"Det ved jeg ikke," indrømmede Lily med et suk. "Utvivlsomt en med..."

"Motivation og ekspertise?" skød James.

"En konsekvent karakter og noget at bevise," tilføjede den rødhårede.

"Tja, jeg kender ikke nogen ala det."

"Jah... heller ikke mig."

"Jeg er alligevel ret jaloux på denne person, dog," fortsatte James tankefuldt. "Han eller hende må have været utrolig klog."

"I hvert fald," sagde Lily, "Du behøver ikke bekymre dig om det. Måske vælger du den næste kamp, ikke?"

"Tvivlsomt."

"Men ikke umuligt."

"Næ, det er det vel ikke."

"Vi... vi ses til time, Potter."

 

Fra oversætterne; 

det var godt nok besværligt, men nu er det hele i orden igen. Jeg ved ikke med Beech P. F, men jeg er i hvert fald klar igen til at oversætte. Her er et nyt kapitel, som forhåbentlig ikke bliver ved med at være nyt - jeg skal nok få oversat!

God læselyst,

~All/Quote.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...