The Life and Times - oversættelsen.

Denne historie er en oversættelse af engelske Jules' fanfiction af samme navn.
Historien foregår i Harry Potters forældres tid, hvilket vil sige at hovedpersonerne er Lily Evans, James Potter og deres venner.
-
Hun var dramatisk. Han var dynamisk. Hun var præcis. Han var impuls. Han var James og hun var Lily, og en dag ville de dele et kys, men før dette ville de dele en masse diskussioner, for han var kæphøj, og hun var sød, og hjertets lyst kan kræve tid.

14Likes
38Kommentarer
5595Visninger
AA

8. Som Tingene Formede Sig, del I.

Kapitel 5 - Som Tingene Formede Sig

eller

"Revolution"

 

Nattehimlen strakte sig ud i et kongeligt portræt af diamantbesat sort fløjl. Over skoven havde få mælkefarvede skyer samlet sig, og en kølig vind fejede hen over jorden, hvert et græsstå dirrede, hvert et blad raslede. Lily lukkede sine øjne, trak vejret dybt og lænede sig en smule mere hen over vindueskarmen. Kulden, mørket, stjernerne, det flakkende lys i den spejlagtige flod—det var smukt. Det var iblandt nogen af de smukkeste ting Lily kunne forestille sig. Hun var forelsket i sceneriet, men det blev nødt til at slutte.

"Lily, er du vågen?" hørtes Marlenes stemme fra hendes egen seng, og Lily vendte sig om for at se på hendes ven, der tittede ud imellem sengegardinerne. Hun sov stort set stadig. "Det her er fjerde nat i træk."

Det var den tredje, men Lily nævnte det ikke. "Læg dig til at sove igen, Mar."

"Lily..." men den blonde gav allerede efter, hun trak gardinerne for og faldt ned på sin pude, så Lily kunne høre det fjerne dump. Hun smilte svagt.

Den tredje nat i træk. 

Den tredje søvnløse, smukke, trættende nat i træk. 

Den syvende den måned.

For to uger siden havde Lily set oktober komme til syne fra præcis det samme vindue på pigernes sovesal, og om endnu to uger ville hun—uden tvivl—se den forsvinde og blive til November. Sukkende hvilede Lily sin hage i sine hænder, og lukkede sine øjne, bad efter en smule søvn... bare fem eller seks timer...

"Lily!" råbte en stemme fra dybet, og Lily vendte sig væk. Hun ville ikke høre det. Hun ville ikke kaldes væk fra dette... "Lily, den er halv ni!"

Pis.

Lilys øjne fløj op, og Carlotta Meloni stod over hende, med hænderne på sine perfekt smalle hofter, imens et brunt øjenbryn var hævet. "Du sov i vindueskarmen igen, Lily," sagde Carlotta, da Lily tumlede på benene. 

"For helvede. Halv ni, sagde du?"

Carlotta nikkede.

"Hvor er de andre?"

"De gik ned for at spise morgenmad for tre kvarter siden. De sagde jeg skulle vække dig klokken otte, men jeg var i bad, og..."

"Det er fint."

Lily så rundt på sovesalen, forsøgte at finde sit tøj. Carlotta pegede på Lilys kuffert med et svagt smil på sine rosenrøde læber. "Tak," sagde præfekten, greb fat i sit tøj og gik hen imod toiletbordet. Hun begyndte at ligge makeup.  "Ved du hvad," begyndte Carlotta, og satte sig på en seng, "Jeg ville være forsigtig, hvis jeg var dig."

"Hvad mener du?" spurgte Lily, kun en smule opmærksom. Hun lod hastigt mascara børsten løbe op af hendes tykke sorte øjenvipper.

"Altså, jeg læste denne her bog engang, og den sagde at hvis du sover mindre uden nogen grund, er det fordi din ånd ved at noget er ved at ske."

Lily så op på Carlotta i spejlet. "Noget dårligt?"

"Højst sandsynligt," sagde brunetten. "Noget stort, det er sikkert."

"Åh. Nå, men det har nok ikke noget med det at gøre... Jeg mener, skolen var været meget stressende på det seneste, og sådan noget."

"Jah." Carlotta nikkede, og lod en hånd løbe over hendes bløde mørke hår. "Jeg er sikker på at det ikke har noget med det at gøre." Hun blev stille.

Lily bed sig i læben. "Hvad mig dig, Carlotta? Hvordan går det med... din søvn?"

"Åh, jeg har det fint." Men Carlottas stemme lød en tone højere end den plejede. "Ikke noget seriøst, hvis man tænker over... du ved, det der skete i September."

Velvidende at hun var ved at komme for sent, men også velvidende at hun havde et ansvar for den pige der havde vækket hende i morges, pressede Lily: "Hvad er der galt, Carlotta? Er det noget galt med skolen?"

"Nej, nej... det er bare... dumt. Drenge problemer, du ved."

"Drenge problemer? Dig? Carlotta... søde... hvilken dreng har nogensinde afvist dig?"

Brunetten grinede (selv devar perfekt.) "Jeg var sammen med denne her fyr i ferien," begyndte hun, og strålede praktisk talt. "Han er... sød og fantastisk, men... jeg er ikke hans type.

"Er han bøsse?"

"Nej."

"Så er du hans type, Carlotta."

"Så du synes at jeg bare skal... gøre det?"

"Hvis du kan lide ham, og du tror at han kan lide dig, hvorfor ikke?"

Carlotta lyste. "Tak, Lily. Jeg kan ikke snakke med Shelley om sådan nogen ting... hun kan ikke forstå hvordan nogen kan være vild med en fyr der ikke er James Potter."

"Den besættelse er ikke død endnu?" sukkede Lily. Carlotta rystede på hovedet.

"Vi ses til timen, Lily."

"Jah. Ses."

"Og... Lily... jeg er sikker på at der ikke sker noget slemt."

Hun svævede ud af rummet, og Lily betragtede hende da hun gik. Endelig alene, så den rødhårede ind i spejlet og stirrede på sit søvnberøvede spejlbillede. Carlotta havde en masse mærkelige forestillinger... denne her "intet søvn" fantasi var nok bare en af dem. Det var nok bare...

Fire og tredive minutter over otte.

"Pis," bandede Lily, og færdiggjorde mascaraen på hendes andet øjne. Hvis hun ikke skyndte sig, så ville der helt sikkert ske noget slemt, og det var ikke særligt mystisk.

 

(Noget)

"Du kommer forsent," sagde Professor McGonagall, samtidig med at Lily gled ind bag et skrivebord.

"Kun en smule," bad Gryffindoren undskyldende. McGonagall sendte hende et advarende blik, men sagde herefter intet mere om dette.

"Som jeg sagde før denne afbrydelse," fortsatte den ældre heks, "Så er non-verbale forvandlinger specielt vanskelige. Og dog, mens det er nemmere at verbalisere ordene, så er der mindre plads til fejl når en non-verbal besværgelse er brugt. Således, at forsøge at skabe en menneskeforvandling med verbale besværgelser kan måske være mere besværligt, men det vil ikke være farligere. Dette er derfor at jeg har besluttet at I vil starte foreløbigt med at træne jeres evner i menneskeforvandling denne uge og herefter fortsætte til non-verbale menneskeforvandlinger næste onsdag. Nu, jeg ved at de fleste af jer stadig foretrækker at læne jer op af at udtale besværgelsen, men som sjetteårs elever, så er det ikke længere praktisk for jer for dette at være jeres eneste metode for at bruge magi. Alle lærere vil indføre tavse besværgelser i deres klasser, så snart det findes nyttigt..." Her jamrede det meste af klassen,"...og det vil forekomme på jeres F.U.T.-eksamener næste år. Notesbøger frem..."

Hun frembragte sin stav og svingede den en enkelt gang—et stykke kridt dukkede op, og begyndte at skrible ned på tavlen. Lily tog sin notesbog frem og vendte sig mod Mary, med hvem hun delte bord med.

"Fantastisk—jeg er forfærdelig til non-verbale besværgelser og nu vil vi lave dem i alle vores lektioner."

"Mhm..." Men Mary så ikke ud til at lytte. "Lily, hvem er den fyr der har været sammen med Adam McKinnon så meget på det sidste?

Lily kiggede hen mod det område Marys interesse lå og bemærkede den tynde, storøjede Hufflepuff som hun havde opmuntret uden for Lathes kontor for uger siden. "Jeg kender ikke hans navn," indrømmede Lily. "Men jeg tror at han er den fyr der opdagede Adam, da han prøvede at hoppe ud fra Astronomitårnet. Jeg har kun talt med ham to eller tre gange. Hvorfor spørger du?" Da Mary ikke øjeblikkelig svarede, tilføjede Lily: "Han er ikke ligefrem din type, er han?"

"Nej. Åh, Gud, nej." Mary krympede sig. "Det er ikke det... men han sendte mig det mærkeligste blik, da jeg kom ind i klasseværelset her til morgen."

"Stilhed, tak," opfordrede McGonagall irritabelt, og alle småsnakkende elever i rummet blev tavse. "Mange tak."

Da klokken ringede som tegn på at lektionen var færdig, rejste Lily sig sammen med de andre, og—med de andre—kæmpede sig vej mod døren. Korridoren var forudsigeligt nok fyldt, men Lily havde ikke travlt: hun havde en fri lektion og planlagde at bruge den på at tage en lur i Opholdsstuen. Hun udbrød i et stort gab og ventede på at trafikken skulle forsvinde. Hun var kun lige nået sjette etage, da hun opdagede en stor gruppe af elever som stod samlet omkring opslagstavlen.

"Har de endelig sat Quidditchudtagelsen op?" Tænkte Donna, som gik ved siden af Lily, højt. Mary var forsvundet for at besøge den Ravenclaw fyr som hun så for tiden, og Marlene var ingen steder at finde. "Potter har fået os til at træne i en uge uden nogen søger. Kom, lad os tjekke det."

De to piger skubbede sig vej mod opslagstavlen.

"En eller anden, tag dem ned!" sagde en ung pige, i et dæmpet toneleje. "Hvis Dumbledore ser dem..."

"Nonsens, Dumbledore må allerede kende til dem," svarede en ældre dreng. "Intet foregår uden at Dumbledore kender til det..."

"Vær nu ikke naiv, Bertie," vrissede en anden. "Vi bliver nød til at tage dem ned!"

"Jeg kan ikke se hvad der er så galt, alligevel. Det er bare nogens mening, det er alt."

"Du tier stille, Kelly. Tag dem ned, Bertie. Du er en Vejleder!"

"Tag hvad ned?" spurgte Lily højt, men hendes spørgsmål blev svaret som hun nåede opslagstavlen. Et dusin stykker af papir var sat op, dækkende hele overfladen, med tykke sorte bogstaver der sagde:

DEN MØRKE HERRE VIL REJSE SIG.

Lilys hjerte sprang et slag over. Så, efter at have taget en dyb indånding, rev hun et af papirerne ned. Hun rev en en til ned og så en til, og med Donnas hjælp, havde de revet dem alle ned på få sekunder. Drejende rundt mod de andre, sagde Lily koldt: "Hvis i ser nogen som helst flere af disse, så rapporter det til en lærer omgående, er det forstået?"

Alle var tavse. Til sidst, hostede en femteårs Vejleder ved navn Bertram Aubrey højt, og sagde: "Lily, laver... laver du sjov?"

"Hvad mener du?"

"Har du ikke set...?"

"Set hvad?" spurgte Lily utålmodigt.

"Alle... alle tegnene." Han pegede mod enden af korridoren.  Væggen, kørende vinkelret til korridoren som de stod i, var fyldt, gulv til loft, med tegnene. Den Mørke Herre vil rejse sig.

"De er også i vores Opholdsstue," meldte en andetårs elev.

"Hvorfor har lærerne ikke set dem?" spurgte Lily.

"De var her ikke i morges," var der en der fortalte dem. "Jeg lagde først mærke til dem efter første lektion."

"Også mig."

"Det samme her."

"nogen burde fortælle lærerne det," sagde Donna.

"De vil være til time," sagde Bertram. "Klokken kan ringe hvert øjeblik."

"Tror du ikke at de måske vil syntes at dette er er værd at gå glip af en time for?" spurgte Lily tørt. Bertram rødmede. "Okay, alle sammen—smut til jeres næste lektion. Vi har en fri lektion nu; vi skal nok fortælle lærerne det."

Flokken af mennesker opløste sig langsomt. Lily vendte sig mod Donna. "Jeg har et job for dig, og du vil ikke bryde dig om det, men hvis det er til nogen støtte, så vil jeg ikke nyde mit job mere end dig på nogen måde."

Donna rynkede panden. "Jeg bryder mig virkelig ikke om lyden af det."
________________________________________________________________________

Bank, bank.

Donnas næve bankede hastigt på kontordøren, og et øjeblik senere, kaldte en udmattet stemme derinde fra: "Ja?"

Hun åbnede døren og trådte ind. Jack Lathe sad på sit skrivebord, en hånd i hans hår og den anden bladrende igennem en stor stak af papirer.

"Kan jeg hjælpe dig?" spurgte han, uden at kigge op fra sit arbejde.

"Der er noget... æh... noget som er sket rundt omkring på skolen, som jeg mente at du skulle kende til."

"Har det noget at gøre med undersøgelsen vedrørende Frøken Meloni, Hr. McKinnon, og..."

"Nej."

"Så hvorfor burde jeg kende noget som helst til det?" spurgte han, som han kiggede op og løftede sine øjenbryn. Donna trak et foldet papir frem fra sin lomme og, efter af have udfoldet det, satte det på hans skrivebord. De fire sorte ord stirrede op på Lathe, og han på dem. Så mødte han Donnas øjne og spurgte, ret så seriøst: "Hvor?"

"Over det hele."

Lathe kom på benene, greb en kappe og kastede den om sine skuldre. "Har nogen fortalt Dumbledore det, endnu? Personalet?"

"Nogen... nogen fortæller Dumbledore det lige nu."

 

(Lad mig ikke falde)

Det var den mest tavse gåtur James nogensinde havde taget, den tur til Dumbledores kontor. Lilys skridt var raske, uden tvivl i forbindelse med at nå rektorens kontor hurtigt og for at være lige et skridt foran hendes ledsager. Stilheden mellem dem var for tyk og ubehagelig til overhoved at være akavet. Den var bare stille. De nåede statuen af griffen

hvilken begge elever kendte som indgangen til Dumbledores kontor.

"Okay, så," bad Lily, efter et øjeblik. "Har du tænkt dig at... du ved...?"

"Åh, det' rigtigt." James tænkte i et kort øjeblik. "Pebermyntetudser," sagde han til sidst. De ventede. Griffen forblev stationær.

Lilys hænder fandt deres vej til hendes hofte. "Jeg troede du sagde at du kunne komme ind."

"Det var kodeordet sidste uge!" svarede James til sit forsvar. "Og lad være med at snappe af mig. Du kom og trak mig ud af en ganske god skakkamp..."

"Remus tævede dig, og det her er mere vigtigt. Plus, du løj overfor mig..."

"Jeg løj ikke for dig, Snaps. Du spurgte om jeg vidste hvordan man kom ind på Dumbledores kontor—hvilket jeg gør—og om jeg kendte til kodeordet—hvilket jeg troede at jeg gjorde."

Lily rystede hendes hoved. "Fint. Fint, gå tilbage til dit dyrebare skakspil, og så vil jeg finde McGonagall."

James lagde sine arme over kors. "Giver du op så nemt? Ynkeligt."

"Hvad?"

"Så jeg kender ikke kodeordet! Og hva' så?"

"Vi kan ikke komme ind."

James lagde sit hoved på skrå. "Årh, du' lille i troen." Han vendte sig mod griffen. "Gelésnegle." Ingenting skete. "Lakridstryllestave. Fyldte chokolader. Chokoladekedler... Vaniljekedler. Æh..."

"Seriøst, Potter? Det her er din plan?"

"Hold op med at være irriterende og hjælp."

Lily rynkede brynene. "Ismus," sagde hun. Ingenting skete. "Det her er dumt. Jeg henter McGonagall."

"Efter at du har prøvet så hårdt på at gætte kodeordet?" spurgte James sarkastisk. "Karkelakklynger? Virkelig, Snaps, giv det en chance."

"Fint. Sukkerblommefeer."

"Ikke dårligt. Karamel Tromlere."

"Tandtråds strengmynte."

"Klamt. Syrepoppere."

"Mørk Chokolade Drager."

"Droobles Tyggegummi."

"Bertie Botts Multismagsbønner."

"Sukkerpenne."

"Fudgefluer."

Griffen knirkede. Langsomt, begyndte den at dreje, som den åbnede for at afsløre en trappegang. James bukkede. "Tillykke, Snaps."

Lily smilede. Så stoppede hun sig selv. "Stop det," beordrede hun. Han løftede sine øjenbryn.

"Stop hvad?"

"Med at være sød."

"Vil du have mig til at være ond?"

"Jeg vil have dig til at være som du plejer."

"Hvornår er jeg ond?"

"Jeg har ikke tænkt mig at værdige det med et svar."

James trak på skuldrende. "Fint. Ligeglad." Og bare sådan, kom lunefulde James tilbage. "Vi ses vel omkring, Snaps." Med hænderne i lommen, begyndte han at gå sin vej.

"Kommer—kommer du ikke med for at se Dumbledore?" kaldte Lily efter ham

Han stoppede, og så sløvt tilbage på hende. "Hvad bekymre jeg mig over en Slytherin idiot der putter op nogle Voldemort propagander? Kæppe og sten, ikke?" Der var en spor at det skæve smil på hans ansigt, som han startede med at gå.

"Jeg troede det hed 'at kæmpe for de rigtige ting,'" udfordrede Lily. James rystede på sit hoved.

"Nej. Du har fået det hele blandet sammen... det hedder at ' vælge dine kampe'".

"Jeg tror aldrig at vi vil ende med at vælge de samme kampe, dig og mig," sagde Lily.

"Det tror jeg vel heller ikke."

 

(En Dag i Livet.)

"Har du fået sovet ordenligt, Lily-blomst?"

Dette lød fra Luke, som parret sad på Biblioteket fredag aften. Lily så op på sin kæreste, mens hun bed sin læbe. "Hvorfor spørger du?"

"Marlene sagde at du har været oppe en del," svarede han, tagende hendes hånd.

"Åh. Åh, rigtigt. Nej, ja-eh, jeg har vel været igennem lidt søvnmangel, det er alt."

"Er der noget i vejen?"

Lily indså at Luke ville snakke, så hun havde ingen mulighed for at afslutte hendes Forvandlingsstil lige nu. Hun skubbede bøgerne til siden og hvilede sin kind på hendes hånd, hendes albue placeret på bordet som parret delte. "Jeg går ud fra at det er alt det stress fra skolen. Og med de plakater som dukker op omkring på skolen... det var ret uhyggelig, forstår du?"

"Årh, du skulle ikke lade det gå dig på," sagde Luke. "Virkelig, Blomst, det er nonsens, hvad et par stykker overentusiastiske, gammeldags typer kan komme på." Opdagende at problemet var af sådan en lille størrelse, vendte Luke tilbage til sine lektier. Lily var mindre tilfreds.

"Luke," begyndte hun langsomt, "De Dødsgardistbevægelser der er, er mere end et par 'overentusiastiske, gammeldags typer' som løber rundt for at sætte papirer op på opslagstavser... det ved du godt, ikke?"

"Hmm... næppe. Hey, ved du hvilke tre eliksirer der kan bruges til at berolige symptomerne på Dragekopper?"

"Luke," pressede hans kæreste indtrængende, "Denne Voldemort troldmand... han er seriøs. Han har nok støtte til at skabe en seriøs trussel mod..."

"Lily, hans støtter er en bunke rige gamle troldmænd og et par ivrige teenagere. Du har intet at bekymre dig om."

"Jeg har alt at være bekymret over," protesterede Lily. "Luke, disse personer har seriøs støtte. Vidste du at før selve drabene begyndte, sagde toogfyrre procent af troldmandssamfundet at de mente at Voldemort havde den rigtige idé?"

"Det er kun nogle statistikker, Blomst," sagde Luke, og strøg hendes hånd beroligende. "Virkelig, du bliver nød til at forstå at en del troldmænd mener at vores verden ville være bedre hvis alle bare var ens, og du kan vel ikke ligefrem bebrejde dem..."

"Ens," gentog Lily koldt. "Fuldblods, mener du vel? Alle er ikke ens, Luke. Sådan er livet. Hvad har du tænkt dig at man skal gøre—dræbe mugglerfødte?"

"Nej, Lily, selvfølgelig ikke! Nej!"

"Stilhed på Biblioteket!" snappede bibliotekaren, Mrs. Sevoy, som hun trådte over mod deres bord. De dæmpede deres stemmer og Luke fortsatte:

"Tydeligvis er det umuligt at gøre alle ens," hviskede han. "Men alt ville være mere simpelt hvis der var en måde..." Lily åbnede sin mund for at protestere, men han fortsatte: "Hvis der var en måde at gøre alle fuldblods... eller sådan at ingen muggler arvede magiske egenskaber, så ville der ikke være flere krige i vores verden. Du må da kunne se hvordan det er fristende for nogen mennesker, Blomst."

Lily tog sig et øjeblik til at finde sin stemme. "Luke," sagde hun, langsomt fordi hun ikke havde følt så meget vrede inde i hende selv i lang tid. "Hvis ingen 'mugglere' som du udtrykker det, kunne arve de magiske egenskaber, ville jeg ikke sidde her lige nu."

"Tja, det hele er jo hypotetisk set, så hvad forskel gør det? Du sidder her lige nu... det er det vigtigste." Han smilede elskværdigt til hende.

"Det er ikke alt hypotetisk—undskyld, Mrs. Sevoy—det er ikke alt hypotetisk, kan du ikke se det? Det er i gang... Voldemort, Dødsgardisterne... det er virkeligheden af de idéer. Og du kan ikke gøre alle ens... folk vil altid være forskellige i... intelligens, talenter, meninger. Det er hvad det at være menneske er... nuancer, fejl..."

"Men, Lily," sagde Luke, som om han talte til et lille barn, "Vi er ikke bare mennesker. Vi er magiske. Vi er hekse og troldmænd... det er noget anderledes end bare mennesker."

"Vi har stadig fejl," sagde Lily, hendes tonefald nu fuldkommen tomt. Hun rejste sig fra bordet.

"Hvor skal du hen, Lily-Blomst?" spurgte Ravenclaw'en, virkelig forvirret.

"Jeg... jeg er lige pludselig virkelig sulten. Jeg går ned til middag."

"Den er ikke engang halv seks!"

Men Lily viste sine skoleting ned i hendes skoletaske og skyndte sig ud af Biblioteket. Hun raskt ned af korridorerne, ikke helt sikker på hvor hun var på vej hen. Hvordan kunne nogen dog være så dum? Hvordan kunne nogen fuldstændig misforstå verden? Hvordan kunne han ærligt tro, at magi havde opløst alle fejl som arten ejer? Hvordan kunne han være så uvidende om alting?

Hun nærmest løb til den tid hvor hun havde nået den tredje etage, og det var der at hun opdagede en stor gruppe af fjerdeårselever, snakkende højlydt. Vejlederen satte farten ned i et forsøg på at genvinde sin ro, og som hun gik forbi gruppen, hørte hun sit navn.

"Lily!" En dreng med krøllet hår, som Lily genkendte som Alice Griffithcs yngre bror, styrtede op til hende. "Lily, der er flere..."

Han pegede hen mod en opslagstavle, som havde været skjult af fjerdeårseleverne indtil nu. Med det samme hvide pergament og sorte blæk, var en ny besked blevet skrevet.

DEN MØRKE HERRE KOMMER TIL HOGWARTS.

________________________________________________________________________

Da Lily fandt McGonagall fem minutter senere på stueetagen, kendte læreren allerede til det. "De er over hele slottet," sukkede Professoren træt. "Vi tager dem ned, nu. Hvis nogen begynder at panikke, så prøv at berolige dem eller send dem til Healer Holloway for en eliksir. Jeg er frygtelig ked af det, Lily, men jeg bliver nød til at gå..."

McGonagall smuttede forbi hende, op af marmortrappen. Lily havde aldrig set hende så bleg.

Nu alene med en gruppe af andre elever, så den rødhårede sig omkring for at finde en af hendes venner. Hun fandt Alice Griffitchs og Frank Longbottom nær Storsalen og begyndte at finde sin vej mod dem.

"Frank og jeg så dem først," forklarede Alice. "Vi var lige kommet fra Hospitalsfløjen—Frank havde hovedpine—og vi lagde mærke til dem over hele væggen uden for. Vi var dem der fik fat i McGonagall..."

"Hvordan kunne de bare dukke op over hele slottet midt på dagen?" spekulerede Lily. Alice var tavs, og Frank rystede på hovedet. Sukkende, fulgte Lily parret ind i Storsalen. Hun vidste allerede at der ingen s'vn ville være for hende i nat.

 

(Der vil ikke gå længe)

SNART, RENHED AF BLOD.

"Altså, du må da indrømme," pointerede James Potter, samtidig med at han læste den seneste besked, hvilken havde dukket op til frokost mandag, "Den er ikke så truende som de andre."

Lily så hen over sin skulder hvor James stod, lænende afslappet op af væggen, og hun krøllede det pergament som hun havde gemt, sammen,

"Faktisk," fortsatte han, mens hun begyndte at gå ned af korridoren, og han fulgte efter et skridt bagefter, "hvis du tager det fuldstændig bogstaveligt, kunne det være en sød lille henvisning til helbredning af en sygdom eller noget. Snart, vil vores blod være sygdomsfrit..."

"Hvad vil du, Potter?" spurgte Lily sukkende.

"mest af alt, så nyder jeg at irritere dig," indrømmede han. Lily sagde ingenting. "Ærligt, Snaps, hvad er der i vejen med dig?"

Lily stoppede. Hun glattede pergamentet ud, og læste det højt: "Snart, renhed af blod. Merlin, Potter, hvad tror du der er i vejen med mig?"

"Jeg taler ikke om det... du ser ud som om du ikke har sovet i et år."

"Har du nu også talt med Marlene, så? Jeg ville ønske at hun ville holde op med at fortælle alle at hun ser at..."

"Marlene har ikke sagt et ord til mig. Du ligner bare lort, det er alt."

"Det er sødt."

"Jeg siger det bare."

De rundede et hjørne, hvor på den anden side Professor McGonagall og Jack Lathe—auroren—stod i lavmælt samtale. Lily så dem før de havde en mulighed for at se hende, og den unge heks bakkede straks baglæns, James trækkende med sig.

"Herregud, Evans, har du ikke engang tænkt at byde mig på middag først?"

"Shhh!" tyssede Lily, mens hun kiggede rundt om hjørnet.

"Hvad laver du?" spurgte James.

"Lytter."

"Mmm, classy."

"Shhh!"

Lily flyttede sig et lille stykke tættere mod hjørnet. "Minerva, jeg forstår din holdning," sagde Lathe, "Men jeg tror virkelig ikke at dette falder under området af min efterforsking. De her beskeder er børnelege... syge og fordrejede, ja, men jeg er næsten sikker på at de ikke vedrører min efterforskning."

"Næsten, Hr. Lathe," sagde McGonagall.

"Jeg kan ikke. Jeg har ikke engang et spor vedrørende den første efterforskning..."

"Kunne dette eventuelt ikke være et spor?"

"Nej."

"Hr. Lathe..."

"Hør, Professor McGonagall, hvis jeg tror at jeg på en eller anden måde kan finde tid til at se nærmere på dette mens jeg..."

"Tak."

Klikkende fra McGonagalls sko der lød på stengulvet, blev lavere og lavere. Lily tittede hen omkring hjørnet, lige i tide til at se Lathe begynde at gå i deres retning. Hun vippede tilbage omkring hjørnet, men Lathe fortsatte med at gå forbi, uden at give dem nogen opmærksomhed.

James så på hende. "For det meste, Snaps, prøver du at få information der ikke er fuldstændig kedeligt og ubrugelig, når du lytter ved dørene."

"Er det derfor alt hvad du siger er så kedeligt og ubrugeligt?" spurgte Lily sødt. "For at undgå at folk lytter ved dine døre?"

Sikker på at hverken McGonagall ej heller Lathe var omkring, begyndte Lily at gå ned at korridoren endnu en gang. James fulgte efter.

"Ved du hvad jeg finder mærkværdigt?" grublede han, med hænderne i lommen og et tankefuldt dog med passerende interesse udtryk i ansigtet. "Faktummet at disse beskeder dukker op midt på dagen, på helt forskellige tidspunkter, og stadig er der ingen der bliver set sætte dem op. Rent faktisk, er de ikke engang set dukke op."

Lily var stille, så han fortsatte i det samme, nærmest sløve tonefald. "Det får mig til at tænke over om de er sat op i løbet af natte, ikke? Ja-eh, hvem der end gør det, sniger rundt midt på natten—undgående de sædvanlige og Ministerielle patruljer, fordi disse er omkring ligeså komplekse som Snivellus hårprodukter—og får dem til at forsvinde... tidsstyret, så de dukker op præcis det øjeblik som han eller hun vil have dem til." James kastede et blik på Lily ud af øjenkrogen, vel vidende at han havde hendes fulde opmærksomhed nu.

"Du har tænkt nærmere over det her," anklagede hun. "Jeg troede, at du sagde du ikke var bekymret med hensyn til nogle få dumme propagandaplakater."

'"Det er jeg heller ikke," sagde han simpelt. "Ikke engang en smule. Selvfølgelig, nogen som bekymrede sig bare en smule, ville højst sandsynligt se sig lidt omkring i nattetimerne."

"Den person," svarede Lily, ophørte sin gang og drejede sig for at stå ansigt-til-ansigt med Potter, "ville blive nød til at eje indgående kendskab om slottet og eje de nuværende ikke-komplekse patruljer, så de ikke ville blive taget."

"Han eller hende ville, ja," sagde James enigt.

"Gad vide hvor man ville kunne finde en sådanne person... en person med både motivationen og den nødvendige ekspertise, mener jeg."

"Bestemt, det er en sjældenhed."

"Men ikke en umulighed."

"Nej, ikke en umulighed."

De stod i midlertidig våbenhvile. Til sidst, fortsatte Lily. "Så igen, jeg syntes at hvis denne specielle person virkelig ejer expertisen, så er motivationen hos denne nemt... tilskyndet... på en selv."

"Årh, jeg be'r. Jeg tror at hvis man havde motivationen, så alt en skulle gøre ville være at spørge denne person med ekspertisen, for at få en lille uddannelse."

"Og kender nogen med motivationen nogen som helst som har denne ekspertise og er villig til at dele omtalte ekspertise?"

James smilede næsten, før han rystede på sit hoved. "Det ser ikke sådan ud."

Lily nikkede. "Det var hvad jeg forventede."

"Virkelig?"

"Mhm. Sådanne personer har det med at vælge andre kampe."

 

Fortsættes i næste kapitel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...