The Life and Times - oversættelsen.

Denne historie er en oversættelse af engelske Jules' fanfiction af samme navn.
Historien foregår i Harry Potters forældres tid, hvilket vil sige at hovedpersonerne er Lily Evans, James Potter og deres venner.
-
Hun var dramatisk. Han var dynamisk. Hun var præcis. Han var impuls. Han var James og hun var Lily, og en dag ville de dele et kys, men før dette ville de dele en masse diskussioner, for han var kæphøj, og hun var sød, og hjertets lyst kan kræve tid.

14Likes
38Kommentarer
5391Visninger
AA

6. Snaps og Den Anden Uge, del I.

Kapitel 4 - Snaps og Den Anden Uge

eller

"Vil Ikke Blive Narret Igen"

 

Åbenbart var tre selvmordsforsøg på én dag for mange til at Ministeriet kunne acceptere det som ren tilfældighed. Drake var forsvundet, og en anden var bragt ind—en høj troldmand med smukt hår og en opførsel, som ikke kunne have været mindre Ministerie-agtig, som havde han været Sirius Black selv. Hans navn var Lathe, og James hang med hovedet nedad, ti fod oppe i luften første gang de mødtes. 

Det startede med en kat, og en tradition.

Mrs. Norris—Filch's irriterende kæledyr—var katten, og traditionen—opfundet af the Marauders—var ret simpel: gør dig uvenner med Mrs. Norris hver gang hun ville dukke op. 

Således blev James beskæftiget mellem Forsvar mod Mørkets Kræfter klassen, og Botanik mandag morgen, og det faldt kun den unge troldmand ind efter han var færdig med at hænge Mrs. Norris i en lysekrone på fjerde sal, at Botanik var ved at begynde.

"Pis," bandede han, samlede sin bogtaske op og vendte sig om imod trappen øjeblikkeligt.

"Hvad mener du med 'pis?'" spurgte Remus, der var sammen med ham, imens han forsøgte at indhente sin ven. "James, hvad er der galt?"

"I-ikke noget."

Remus kiggede på sit ur. "Fandens også—vi er sent på den, er vi ikke?" James behøvede ikke at svare. Advarsels klokken ringede. "Fandens også! Vi er sent på den!" Begge drenge øgede deres tempo til en sprint. "Det er alt sammen din, skyld, Krone," informerede Remus ham, da de nåede Indgangshallen. "Hvorfor blev du nødt til at hænge Mrs. Norris i en lysekrone, alligevel?"

"Det er en tradition, derfor," sagde James. De ræsede ud igennem slotsdørene med bogtaskerne flagrende bag dem. "Merlin, det er koldt udenfor. Hvornår skete det? Det var varmt i morges!"

"Du skal ikke tale om vejret med mig, Krone. Jeg er vred på dig." 

"Du kommer over det."

"Ikke hvis vi får eftersidninger!"

De to Gryffindors var så travlt optaget af at diskutere og løbe at, da de rundede hjørnet af Drivhus Et, for at nå Drivhus To, lagde de ikke mærke til at der stod nogen omme på den anden side af huset. Resultatet af dette var, at James løb ind i nogen, og Remus løb ind i James. De faldt alle tre til jorden.

"Er du okay, Lupus?" spurgte James, imens han rejste sig og rakte en hånd frem imod Remus. Imens han børstede sin uniform mumlede han noget i retningen af "Jeg har det fint," og tog James' hånd. Det var ikke før de to Gryffindors stod op, at de lagde mærke til den tredje grund til ulykken. 

Nicolai Mulciber kiggede på dem. Allerede på benene holdt Nicolai en flaske i den ene hånd, og sin stav i den anden. James ignorerede staven fuldstændigt.

"Seriøst? Du drikker bag ved Drivhusene? Alene, intet mindre? Så kliché."

"Du har ikke, lyst til at fucke med mig, Potter," brummede Mulciber, og svingede med staven. "Efter det stunt du lavede... du vil nok helst være forsigtig."

James himlede med øjnene. "Se, Mulciber." Han pegede på sig selv, og talte: "En." Og pegede så på Remus: "To. Der er to af os, og en af dig, og hvis der bare var halvdelen af Lupus her, så ville jeg stadig sætte mine penge på ham i en kamp. Så måske skulle du være forsigtig, Mursten."

Mulciber så forvirret ud. "Mursten?"

"Mmm, det er hvad jeg har besluttet mig for at kalde dig, fordi du har så meget tilfælles med en mursten. Lad os se, i er begge uartikulerede, uden følelser og meget tunge."

"Krone," sukkede Remus, men for sent.

Mulciber hævede sin stav, og James trak sin egen.

"Pordiporsus!" hylede Mulciber, samtidig med at James råbte: "Levicorpus!"

Gryffindoren fløj tilbage, og hans krop ramte hårdt et træ, imens Slytherinen var fløjet op i luften og hang der, som om han var blevet bundet op i sin ene ankel. James kom sig først, og han lagde mærke til at Mulciber havde tabt sin stav. Han smilede.

"Krone," sagde Remus, og kommunikerede en utal af tanker i det ene ord. Han kunne lige så godt havde mindet James om at dette ikke var værd at komme i problemer for, eller at de kom for sent til Botanik, eller at han var præfekt og derfor forpligtiget til at stoppe det. James nikkede. Han vippede med sin stav, og Mulciber begyndte at falde. Før Slytherinen ramte jorden svingede James med sin stav igen, og han stoppede, omkring tre fod oppe i luften. En sidste gang vippede James, og Mulciber faldt til jorden.

Imens han kom sig, samlede James sin bogtaske op, som han  havde smidt og, efterfulgt af Remus, begyndte at gå hen imod det andet drivhus endnu en gang.

"Hey, Potter!" råbte Mulciber efter ham.

"James, vær nu sød," bad Remus træt.

"Det er fint, Hugtand, jeg vender mig ikke om..."

Det viste sig, at han ikke havde noget valg. "Hey, Potter," gentog Mulciber—meget tættere på denne gang—og James følte en hånd på sin skulder. Han blev drejet rundt, og før James havde nogen som helst idé om hvad der skete, følte han en skarp, skydende smerte i sin kind. Mulciber havde slået ham, og han snublede baglæns.

"Hvordan smager der?" spyttede Mulciber. James skulede, og vaklede for at opretholde balancen. Imens han overvejede sine muligheder, så han på Mulciber, der var selvglad og fejrede at han tilsyneladende havde vundet. Der var uden tvivl en enorm mulighed der kunne—og per definition burde—tages lige nu. Han burde bare gå... vente sig om og gå til Botanik og bare lade den dø. Det var den fattede, ansvarlige, modne, fire-og-halvfjerds-eftersidninger mulighed. 

James kastede sig fremad, slog Mulciber i maven og sendte ham i jorden. 

Åbenbart, havde Slytherinen troet at James ville være mere en enorm-mulighed tager. Dog svarede han hurtigt igen med endnu et slag på James' ansigt, men dette havde hverken samme kraft eller formål som det første, og James havde hurtigt genvundet sine kræfter. Han slog staven som Mulciber havde forsøgt at sigte med, ud af hans hånd og trak sin egen, imens han kæmpede for at for at beholde sin overtag i kampen. Remus stod usikkert ved siden af—han havde trukket sin stav men han var ikke villig til at angribe sin ven. Stadig, da—tilsyneladende ud af ingenting—James mærkede hele sin krop svæve op og trække væk, den svingede i luften på samme måde som Mulcibers havde gjort et øjeblik før, var han sikker på at det var Remus der havde kastet besværgelsen. Mulciber hang ikke så langt væk, men det var ikke Remus der pegede sin stav mod de to, men Donna Sjækelbolt.

"Virkelig, i to," sagde hun, med et stramt udtryk. "Har vi ikke allerede set dette her?"

"Hvorfor er du ikke til Botanik, Sjækel?"

"Fordi jeg ikke tager Botanik," snappede Donna. "Hvorfor er du ikke til Botanik?"

"Fordi jeg havde travlt med at slås med Mulciber," svarede James. "Sæt mig nu ned."

"Sæt os begge to ned," råbte Mulciber.

"Ikke før i er færdige med at slås," fortalte heksen dem stædigt. "Du får bare Gryffindor til at miste flere points!"

"Donna!" hvinede James. "Lad være med at være så alvorlig!"

"Jeg er ikke så..."

"Hvad i alverden foregår der her?" En troldmand med lyst hår og omkring tredive dukkede op rimeligt pludseligt, og James undrede sig over hvordan han kunne have undgået at se ham komme.

Donna begyndte. "Åh, det er bare... ser du..."

Den ældre troldmand sendte hende et spørgende blik, og den unge heks lod sine klassekammerater falde til jorden.

Dump.

De jamrede begge to. "Tak," sagde den anden. James tumlede på benene, og foretog en grundigere undersøgelse af den nyankommne. En auror badge var naglet fast til hans brune gevandter, og Quidditch Kaptajnen gættede hans identitet med det samme. "Det her er grunden til at jeg ikke ville have dette her job," sukkede troldmanden. "Okay... ehm—jeg er ikke jeres lærer, så jeg straffer jer ikke eller sådan noget, men... bare... stop. Du... pige..." Til Donna, "Du skal ikke forhekse folk. Det er ikke sådan du får en fyrs opmærksomhed."

"Åh, jeg forheksede dem ikke," svarede Donna med det samme. "Ser du, de var oppe at slås, så jeg prøvede at få dem til at lade være."

"Ved at forhekse dem," konkluderede den anden tørt.

"Det var bare en 'Levicorpus,'" gav Donna igen. "Jeg prøvede at hjælpe."

"Nå, men lad være med det," sukkede han. "Og lad være med... ved du hvad, bare glem det. Jeg ved ikke hvorfor jeg overhovedet fortsætter denne her debat. Vil alle ikke bare gå til deres lektioner?" 

"Jeg gjorde ikke.." begyndte Donna igen, men James afbrød hende.

"Sjækel, vil du tie stille? Ingen er i problemer.

"Tak! Præcis!" sagde den ældre troldmand. "Nu, bare gå til jeres lektioner." De begyndte at adlyde. "Vent, rigtigt hurtigt..." De stoppede. "Ved nogen af jer hvor jeg kan finde James Potter?"

Donnas udtryk var dybt forarget, og hun sagde ingenting. James og Remus udvekslede blikke, og Mulciber pegede på Gryffindoren. "Det' ham."

"Det er ham, ville være grammatisk korrekt," informerede James ham. "Er jeg i problemer?"

"Nej."

"Slipper jeg for at gå til den næste lektion?"

"Højst sandsynligt."

"Åh. Okay. Hvad har du brug for?"

"Res... resten af jer kan gå," sagde troldmanden, og det gjorde de. Da de var alene, fortsatte troldmanden: "Mit navn er Lathe. Jeg arbejder for Ministeriet, og jeg bliver nødt til at stille dig nogen spørgsmål."

"I har allerede alt hvad jeg kan huske fra den nat," sagde James mistænksomt. "Jeg gav det til McGonagall til yderligere undersøgelse."

"Ja," sagde Lathe, "Og jeg har kigget på det. Men jeg er ikke godt bekendt med dig eller Frøken Meloni eller nogen af de andre elever der er involveret. For at forstå hvad der skete, bliver jeg nødt til at tage... hvad der virkede usædvanligt for dig omkring bestemte opførsler eller reaktioner: alt hvad der ville være mærkeligt for nogen der er bekendt med dem, der er involveret."

James stirrede på ham. "Du er klogere end hende Drake heksen."

Lathe nikkede. "Din skoletaske er nok klogere end hende Drake heksen.

 

(Det Ene Problem)

"Jeg ved det ikke," sukkede Marlene Price ulykkeligt, "For mig kunne det godt se ud til, at du skulle blive her en ekstra dag."

"Marlene," begyndte Adam, "For sekstende gang: Jeg har ikke så meget som en skramme, og jeg har været på Hospitalsfløjen næsten seks dage. Jeg tror det er okay for mig at gå nu."

Hans ven syntes utilfreds med dette svar, som hun sad på hjørnet af hans hospitalsseng tirsdag aften. "Men Healer Holloway ved ikke engang hvad der skete med dig..."

"Jeg har fortalt dig det; det gør han." Adam forsøgte at lyde træt, min i virkeligheden generede det ham virkelig, virkelig lidt at Marlene havde været inde og ude af Hospitalsfløjen med to timers mellemrum siden Healer Holloway først havde bestemt at patienterne måtte have besøgende. "Han sagde at grunden til at Carlotta og den Hufflepuff og jeg alle prøvede på at... gøre noget drastisk næsten helt sikkert var på grund af..."

"Uheldige udsættelser objekter med mørk magi," afsluttede Marlene for ham, "Du har fortalt mig de hundrede gange."

"Du spurgte hundrede gange."

"Lad være med at skifte emne."

"Det var fuldstændig meningen."

Marlene gav ham et blik. Han blev tavs. "Alt hvad jeg siger," fortsatte den blonde, "er at indtil nogen finder ud af hvilket 'objekt med mørk magi' der skulle have givet jer alle med den ustoppelige trang at skære jeres håndled over, hoppe i søen, og hoppe ud fra Astronomi Tårnet—forskellige metoder på at begå selvmord, en kendsgerning som jeg, i hvert fald, finder mærkeligt—burde du ikke have lov til at strejfe rundt i korridorene."

"Healer Holloway siger at hvad end der gik igennem vores systemer er væk," sagde Adam, og da Marlene stadig syntes utilfreds, tilføjede han: "Jeg lover ikke at gå op til Astronomi Tårnet, hvis det får dig til at føle bedre. Interessant observation, med hensyn til de forskellige metoder, dog. Det er mærkeligt."

"Lily påpegede det for mig," indrømmede Marlene. "Men jeg var klog nok til at være enig med hende." Hun tjekkede uret på væggen. "Jeg har Forvandling om få minutter..." (tydeligt skuffet). "Jeg vil se dig senere, ikke?"

"Jeg er her indtil klokken seks i aften," forsikrede Adam hende.

"Okay, jeg vil dukke op omkring middag." Marlene tøvede. "Nej, bare glemt det. Jeg bliver nød til at mødes med Miles til middagen. Han sværger at ´jeg ikke har spist med ham i en evighed. Det er sjovt hvordan det sekund jeg bliver en smule interesseret i noget andet... hvad jeg mener er, travl med andre ting, bliver han fuldstændig betaget af mig igen." Adam var ikke frygtelig underholdt, men hav hende et halvhjertet forsøg på et smil. "Vi ses i aften i Opholdsstuen så, ikke?"

"Med mindre jeg hopper ud fra Astronomi Tårnet i mellemtiden."

"Ikke sjovt, McKinnon. Farvel." Han vinkede som svar. "Farvel, Carlotta!" Tilføjede Marlene, og vinkede til den pragtfulde brunette som også havde fået en hospitalsseng i infirmeriet. Hun vinkede også, dog en smule optaget af at skrible på et stykke pergament. "Jeg henter dine Forvandlingslektier til dig," tilføjede Marlene til Adam. Han rynkede panden.

"For at sige sandheden, ville jeg hellere hoppe ud fra Astronomi Tårnet."

"Stadig ikke sjovt."

"Vi ses snart."

"Farvel." Og trods hendes påstand om det modsatte, forlod Marlene Hospitalsfløjen med et lille smil.

 

(Venner, Ex'er, og James)

Da Donna meddelte hendes afgang til Talmagi den onsdag eftermiddag, kunne Lily ikke sige at hun var frygtelig ødelagt af det. Og, da, få minutter senere, Luke kyssede hende på toppen af hendes røde hår og sagde at han nok hellere skulle tage at smutte afsted til F.U.T. Oldtidens Runer, fældede Lily ingen tårer. Omsider alene ved hendes bor på biblioteket, åbnede Lily hendes yndlings Jane Austen novelle og forberedte sig til en hel dobbeltlektion i ro. Hun elskede hendes venner, selvfølgelig, og hun kunne virkelig godt lide Luke, men ro... ro var rart.

Og mens hun slog sig ned i Hr. Knightley's entré til Hartfield, formåede Lily faktisk også at skubbe til side de blide trækninger fra hendes underbevidsthed, der mindede hende om hvordan hun førhen havde tilbragt sine frie lektioner med Severus.

Ro var rart.

"Lily, jeg har brug for din hjælp."

Venner var, uheldigvis, vigtigere.

"Alice, hvad er der i vejen?"

Den rødhårede lagde sin bog, som Alice Griffith's faldt ned i sædet over for Lily,  med et blik af lutter fortvivlelse på hendes søde ansigt.

"Frank."

"Frank?"

"Min kæreste."

"Jeg ved hvem Frank er, kære."

"Men i hvert fald, jeg har brug for din hjælp."

"Cirkler, kære. Vi taler i cirkler."

Alice samlede sine tanker før hun talte igen. "Der er noget i vejen med Frank. Han har opført sig så mærkeligt på det seneste, at jeg næsten ikke kender ham mere."

Lily klappede hendes vens hånd trøstende. "Al, jeg er sikker på at det bare er alle disse mærkelige ting der sker lige nu... Ministerieefterforskere, hvad der skete med Adam og Carlotta... og ikke mindst det yderlige stress af at være Præfekt..."

"Det startede før det," argumenterede Alice. "Der har været noget fjernt ved ham siden han kom tilbage fra sin ferie i august, Han har været humørsyg og asocial... han bliver virkelig fast og insisterende på at gøre ting sammen med mig, og så når vi først er sammen, begynder han at skabe uro uden grund. Halvdelen af tiden, forsvinder han bare op til sin sovesal eller, også, for at gå ture, og han har været fuldstændig skør med hensyn til hvad der skete med Carlotta og Adam."

Efter et øjebliks eftertænksomhed, sukkede Lily: "Tja, Al, jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal sige det her, men jeg tror Frank måske er gravid."

Syvendeårseleven prøvede på ikke at grine. "Det er helt seriøst, Lily."

"Okay, helt seriøst. Hvordan har hans familie det?"

"Jeg overvejede det," svarede Alice, "Men hans bror sagde at alt var fint i den forbindelse. Frank havde en dejlig ferie ved kysten, og ingen lagde mærke til noget, men siden det, så hver gang vi er sammen, er han fuldstændig uforudsigelig."

"I to har ikke haft nogle rigtige skænderier, så? Jeg mener, et stort et der måske kunne have startet alt det her?" Alice rystede på hendes krølhårede hoved. "Er du sikker? Jamen så... så er du nød til at se på symptomerne."

"Hvad mener du?"

"Altså, hvis nogen er syg, så ser man på symptomerne for at finde ud af hvad der er i vejen. Så, kig på hans opførsel og se så hvilke slags problemer den opførsel indikere. Han er humørsyg, siger du, og argumenterende."

"Hmm, ja, han er begyndt hele tiden at skændes om dumme ting."

"Han er skiftevis klæbende og asocial?"

"Bruger mere tid på at 'gå ture' end han har gjort de seneste fire år af vores forhold."

Lily nikkede. "Og han er helt sikkert ikke gravid?"

"Lily."

"Fint, okay, giv mig et minut." Hun tænkte sig om i et minuts tid. Så ramte det hende hvad alle tegnene førte hen imod.

Pis.

Men, nej, det her var Frank, Frank Longbottom. Det her var ikke en-eller-anden nar; det var Frank.

"Hvad tænker du på, Lily?" bad Alice efter et stykke tid. Som en sikker, praktisk pige, havde Alice aldrig fremstået så desperat igennem hele Lilys bekendtskab med hende. Den rødhårede tænkte hurtigt—der var tider for ærlighed og tider for næstekærlighed. Blikket i Alices brune øjne fortalte hende at dette holdt til sidstnævnte.

"Jeg ved det ikke, Al. Det... det kunne være hvad som helst. Jeg mener, Frank... han elsker dig, og..."

"Han siger det ikke længere."

Lily blinkede. "Hvad?"

"Han siger ikke 'Jeg elsker dig' længere. Han har ikke sagt det i uger." Syvendeårseleven sagde dette meget stilfærdigt, uden at møde Lilys øjne.

Pis.

"Alice, Frank elsker dig virkelig. Det ved jeg, okay? Tro mig, I to er omkring de tredive procent af grunden til at jeg tror på kærlighed i det hele taget. Jane Austen er de sidste halvfjerds procent." Alice smilede. "Lige meget hvad han går igennem, kan du ikke bebrejde dig selv for det her."

"Men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre!"

"Bare snak med ham."

"Jeg har prøvet... han vil ikke lytte."

"Så vær tålmodig," pressede Lily. "Hør, I har været sammen i lang tid... fire år er et langvarigt forhold for alle, ikke kun fra de unges synsvinkel. Og med alt så rodet sammen på skolen og i verden, kæmper Frank nok bare med at... tilpasse sig. Det er jo, trods alt, jeres sidste år her."

Bedrøvet, nikkede Alice.

"Hvis det hjælper," fortsatte sjetteårseleven, "Fortalte Professor McGonagall mig at hun havde sat Frank til at overvåge min eftersidning på fredag, siden han er Præfekt. Jeg taler med ham der, okay?"

"Ville du?"

"Absolut."

"Men lad være med at sige, at jeg sagde noget."

"Selvfølgelig ikke."

"Lad være med bare at tænke det. Og hvis han gætter det, lyv overfor ham."

"Hvad er venner her for, hvis ikke for at fortælle hvide løgne for hinanden?"

"Jeg elsker dig."

"Det ved jeg."

Som hun rejste sig, krammede Alice Lily kort, og så—med et sidste taknemmeligt smil—forlod hun Biblioteket. Lily rynkede brynene ned til hendes roman. Det var Frank. Frank kunne ikke...

Hun skubbede bare tanken ud af hendes sind. Biblioteket var fuldstændig forladt (kun den runde bibliotekar, Mrs. Sevoy, forblev synlig), og Lily måtte bare udnytte denne sjældne ro før noget som helst andet kunne afbryde den.

"Lily, vi bliver nød til at snakke."

Venner var vigtigere end ro, men ex-venner var ikke.

Uden at kigge op, genkendte Lily hendes seneste ledsager. Hun sagde intet; hendes åndedræt fanget i hendes hals.

"Lily, jeg beder dig." han lænede sig frem over bordet. "jeg ved at du ikke læser den bog... vi bliver nød til at snakke, det ved..."

"Sev, stop." Lily lukkede hendes bog endnu en gang. "Severus, stop det, jeg er seriøs, okay?" Mrs. Sevoy kastede et blik hen mod dem, og Lily sendte et undskyldende blik i hendes retning. Severus ænsede det ikke.

"Lily, vær nu sød," hviskede han. "Du har undgået mig hele ugen, og..."

"Jeg har undgået dig," svarede Lily, "fordi sidste gang vi snakkede, endte folk på Hospitalsfløjen. Det giver dig et vink om hvor godt vores forhold er endt som, ikke?"

"Jeg kan ikke fatte at du tog skylden for det," mumlede Severus, hvilket fik Lily til at himle med øjnene.

"Jeg så ikke dig kaste nogen sten."

"Je—jeg var forvirret... 'kunne ikke huske hvilken en af jer der gjorde det. Det var... forvirrende. Men det var Potter—du tog skylden for Potter, gjorde du ikke?"

"Sprang til den konklusion ret hurtigt, var?" var alt Lily sagde.

"Han ville være en stor nok nar til at lade dig gøre det," fortalte Severus hende. "Lily, du kunne umuligt tro at..."

"Hvad er din pointe, Sev? Jeg prøver at læse." Hun hadede sig selv... hun hadede Sev og hans forbandede ærlighed... hun hadede biblioteket simpelthen fordi den fungerede som sted til denne dumme scene.

"Jeg—Lily, jeg vil gerne være venner igen. Jeg vil have os til at være venner. Jeg vil..."

"Nej."

"Lily..."

"Nej."

"Men..."

"Severus, jeg ved at du altid har fået mig til at give efter... tilgive alting, lukke øjnene for alting, men nej. Ikke mere."

Slytherinen blev tavst siddende i et stykke tid. Lily lod som om hun læste. "Vær sød, Lily..."

"Gå din vej, Sev." (Dæmpet... hun var ikke sikker på, at det faktisk var hvad hun ville ).

Han gjorde som bedt om. Lily lukkede sine øjne og ventede til hun følte sig alene igen. Da hun endnu en gang så sig rundt i Biblioteket, virkede bedrifterne af Emma Woodhouse ikke længere som en tilstrækkelig afledning. Lily lukkede bogen og hvilede hendes kind i hendes hænder, hendes albuer støttende oven på den lukkede roman.

Severus.

Hendes mave snoede sig i knuder—knuder der var indviklede nok til, at hvis de var i hendes snørebånd frem for hendes mave, så ville hun formodentligt have taget en stærk fåreklipper for at få dem skilt ad og herefter købe nye snører.

"Jeg kan ikke købe en ny mave," bemærkede Lily, ubevidst verbalt.

"Sandere ord har aldrig lydt."

Den rødhårede hoppede tre eller fire tommer ud af sin stol. Hun så sig febrilt omkring. James Potter stod lænet op af en nærliggende bogreol, et skævt smil placeret på hans ("Dumme," tænkte Lily) ansigt.

"Lyttede du ved døren?" krævede hun at vide i en undertone, sådan at Mrs. Sevoy ikke ville snappe af dem.

"Talte du til dig selv?" deltog James. Med hænderne i lommen, gjorde han intet forsøg på at dæmpe sin tone som han gik hen mod bordet.

Lily rynkede øjenbrynene. "Har du ikke nogle hundehvalpe du skal have druknet eller noget?"

"Anbefaler du dyremishandling?" svarede den anden. Tavshed var så meget, meget mere vigtigere end fjender.

"Har jeg nogensinde støttet dine fritidsinteresser?" sagde Lily. "Og vær sød ikke at sæ..." James tog den anden stol ved bordet: "...sætte dig," sluttede den rødhårede med et suk. "Vær sød, Potter, har du ikke noget bedre at lave?"

"Ikke rigtigt. Færdig med alle mine lektier allerede. Så dig og Snivellus er venner igen, ser jeg.

"Gør du?" var hendes eneste svar. På en måde kunne hun godt lide at det faktum åbenlyst irriterede ham.

"Tja, er I da ikke?"  Han prøvede at virke ligeglad, men klarede det ikke lige så godt som han havde gjort ved andre lejligheder. Lily åbnede igen sin bog.

"Men du har allerede konkluderet at vi er, og du tager aldrig fejl, James."

"Jeg er ligeglad hvad enten I har valgt."

"Tydeligvis."

"Jeg kedede mig bare, og du kan jo ikke lade være med at sende dit privatliv ud over hele Biblioteket, det er alt.

"Jamen, jeg ville jo alligevel aldrig have haft mistanke om at du ville være på Biblioteket for at se det. Fortæl mig, siden hvornår har du lært at læse?

"Den var lidt ond," fortalte James hende fornøjet.

Lily blinkede. Var den? "Undskyld," undskyldte hun hurtigt. Hendes ledsager gav hende et mærkeligt blik, som hun ikke kunne fortolke. Omsider, vendte hans mund sig til et semi-arrogant smil, og han løftede sine øjenbryn.

"Slap af, Snaps.Det ikke fordi jeg ikke er ligeglad."

"Nej, selvfølgelig ikke. Hvorfor ville den store James Potter bekymre sig om... hvad kaldte du mig?"

Hans smørrede smil udvidede sig til et stort grin som James rejste sig fra bordet. Uden at svare på spørgsmålet, vinkede han blot og sagde: "Vi ses vel et sted igen, Snaps." Der var triumf i hans skridt, som han gik væk.

Snaps.

Snaps?

...

Hvad?

 

(Kevin Sherbatsky's Hår)

"Jeg keder mig," annoncerede James til middagen på torsdag.

De tre Marauders som ledsagede ham til måltidet sendte Quidditch Kaptajnen og de facto leder forvirrede blikke. "Hvordan kan du kede dig?" spurgte Peter, vantro. "Vi er ikke engang to uger inde i skolen, og vi har allerede haft et kæmpe slagsmål, tre forsøg på selvmord, to Ministerielle efterforskere, en sværm af Aurorer der afhører alt der bevæger sig, og—i dit tilfælle—mindst to store skænderier med Lily Evans og to dueller med Nicolai Mulciber."

"Det meste af alt det skete i sidste uge," svarede James. "Mulciber-delen den anden dag nåede knap nok at blive farlig, og der er ikke noget frygteligt fascinerende ved et par Ministerielt underordnede. Hvad er der sket i dag? Intet. Kevin Sherbatskys hår har fået en trimning, måske, men virkelig, så tror jeg det er det."

Sirius lagde hans gaffel. "Du lagde også mærke til det? Tak Merlin, jeg troede jeg var blevet fuldstændig vanvittig for at lægge mærke til sådan noget."

"Lad være med at lægge den fuldstændig vanvittig-teori væk lige med det samme," tilføjede Remus.

"Noget skal ske," fortsatte James. "Noget godt. Hele den her... deprimerende scene... middelmådige karakterer i Eliksirer, folk der hundser med dem selv, store slagsmål i Indgangshallen—det er... deprimerende."

"Betyder det her at du dropper hele din problemfyldte Bob Dylan rutine?" spurgte Remus håbefuldt. Peter begyndte at forespørge sig med hensyn til denne henvisning, men tænkte nærmere over det og holdt sin mund lukket.

"hvis du prøver på at fornærme mig, burde du nok ikke sammenligne mig med en badass, Hugtand," sagde Krone koldt. "Og nej. Noget andet..." Tyggende på en kartoffel, kastede James et blik rundt omkring i Salen for inspiration. Det ramte ham da hans blik faldt på Hufflepuffbordet. "Ved I ved jeg virkelig hader?" spurgte han.

"Retoriske spørgsmål?" tilbød Sirius.

"Kevin Sherbatskys hår," sagde James. De andre Marauders var tavse, usikre på hvad dette var på vej imod. Det var Køter der fangede den først. Han smilede til sin bedste ven.

"Krone, kammerat, jeg har ikke haft en eftersidning i... evigheder, syntes det."

 

Fortsættes i næste kapitel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...