The Life and Times - oversættelsen.

Denne historie er en oversættelse af engelske Jules' fanfiction af samme navn.
Historien foregår i Harry Potters forældres tid, hvilket vil sige at hovedpersonerne er Lily Evans, James Potter og deres venner.
-
Hun var dramatisk. Han var dynamisk. Hun var præcis. Han var impuls. Han var James og hun var Lily, og en dag ville de dele et kys, men før dette ville de dele en masse diskussioner, for han var kæphøj, og hun var sød, og hjertets lyst kan kræve tid.

14Likes
38Kommentarer
5526Visninger
AA

10. Samtaler.

Kapitel 6 - Samtaler

eller

"Ryst, Rasle, og Rul"

 

Personlige relationer består primært af øjeblikke og af samtaler. Øjeblikkene er de stille, ubeskrivelige små ting der betyder noget ud over deres tilsyneladende mening. Samtalerne er kødet: hovedparten af dagen... måden en kan bedrage den anden, eller måden hvorpå man kan være mystisk og hemmelighedsfuld (for øjeblikke lyver ikke, men kan dog være besværlige at læse).

Samtaler er en metode hvorpå information bliver leveret mellem partnere. Samtaler er kilder til rygter og fakta, løgne og sandheder, gode nyheder og dårlige nyheder. Samtaler kan afværge farerne ved fejlkommunikation og misforståede signaler. Samtaler kan løse problemer som direkte handlinger ikke kan håbe på at klare. Samtaler kan redde forhold, ende diskussioner, og—som sagt—holde volden væk.

Der er, dog, nogle samtaler som en ønsker at han eller hun aldrig havde haft overhoved.

 

(Løgnen)

Hemmelighedskræmmeri var ikke en af Carlotta Melonis definerende træk. Hun prøvede at holde en meget åben personlighed, uden at lide nogen forlegenhed over diskussioner der fik andre piger til at rødme. Carlotta troede ikke på uærlighed, og løgne var ikke hendes stil, så da hun fandt sig selv fortælle en markant falsk historie til hendes bedste ven Shelley en lørdag morgen sent i oktober, plagede skylden den smukke brunette.

"Okay, så jeg går ned på Biblioteket," fortalte Carlotta hendes ven, mens hun samlede sine ting. "Jeg skal bare blive færdig med Eliksir-stilen, og så kan vi ses til frokost."

"Er du sikker på at du ikke vil have hjælp til den stil?" spurgte Shelley, mens hun omhyggeligt tog mascara på i spejlet på pigernes sovesal.

Men Carlotta havde tænkt på det. Hun havde specielt udvalgt Eliksir-lektier som et alibi, da det var kendt viden at Shelley vidste meget lidt om eliksirer. "Virkelig, Shelley, hvad godt ville der komme ud af det?

"God pointe," vedtog den kedeligere heks. "Vi ses ved middagstid, så?"

"Perfekt."

Smilende, med følende mere og mere skyld for hvert sekund, tog Carlotta hendes skoletaske og, efter at have vendt sig om, forlod hun sovesalen. Hun bevægede sig igennem Opholdsstuen, gennem korridorer, og ned af trapperne, men stoppede ikke på den fjerde etage, som en tur til biblioteket ville kræve. Tvært imod, fortsatte hun ned til anden etage, hvor der var et meget rart ubrugt klasselokale der var næsten tomt. Carlotta gik derind og ventede.

Hun ventede og ventede i over en time, mens hun tjekkede sit ur hvert femte minut. Han havde sagt klokken ti. Han havde sagt klokken ti, ikke?

Hun ventede til elleve fireogtyve. Han dukkede ikke op.

 

(Uenigheden)

"Vi bliver nød til at gøre det, Krone." Sirius klappede sin ven på skulderen, mens han forventede et modigt udtryk. "Bare gør det, okay? Bare... bare gå til den."

James rynkede panden. "Jeg kan ikke gøre det, Køter. De kan ikke tvinge os til det, kan de?"

"Nej," begyndte Sirius langsomt. "Men hvis vi ikke gør det, så ved du godt at vi ikke har noget Quidditchhold, ikke?"

"Teknisk set, så måske ikke. Men ved du hvad, jeg syntes vi har en fed gruppe i år. Måske, siden vores Angribere er så fantastiske, behøver vi slet ikke nogen Målmand i år, så McKinnon kunne bare spille Søger i stedet."

"Vi har brug for syv spillere, Krone. Du er i fornægtelse."

"Udtagelser er forfærdelige."

"Jeg ved det, men vi bliver nød til at gøre det."

"Men jeg vil ikke."

"Vil du have mig til at citere the Rolling Stones, eller vil du bare sætte det op snart?"

James sukkede. Mens trak en tegnestift af Gryffindor Opholdsstues opslagstavle, satte Quidditch Kaptajnen et stykke pergament kvadratisk i midten af tavlen og trykkede stiften igennem toppen.

QUIDDITCHUDTAGELSE

DENNE SØNDAG, 09.00.

GRYFFINDOR, KUN 2.-7.ÅRS.

Hvor mange førsteårs Hufflepuff tror du vil dukke op?" tænkte Sirius højt.

"Årh, mindst seks," sukkede James træt. "Kom nu, lad os gå ned til morgenmaden. Bare at se på det her, gør mig deprimeret."

Sirius forlod Opholdsstuen med ham, men sagde mens de gik ned af korridoren: "Jeg skal ikke ned til morgenmad med dig, faktisk, Krone. Min onkel vil have mig til at spise med ham her til morgen."

"Hvorfor?"

"Det ved jeg ikke. Hvis jeg skulle gætte, ville jeg sige at det havde noget at gøre med at jeg er hans nevø."

"Så intet specielt? Du er ikke i problemer eller noget?"

"Sirius ryste hans hoved. "Næh, jeg er klinisk ren i øjeblikket. Jeg må sige, dig sådan virkelig ret-op-og-ned bundet har puttet en dæmper på mit liv. Jeg har nærmest to par strøget snørebånd nu. Jeg har ikke været fuld i uger."

"Tre dage, Køter."

"Jeg var kun lettere beruset. Det tæller ikke."

"Okay, fem dage så."

Sirius tænkte over det. "Fair nok." De nåede den sjette etage. "Det er her jeg forlader dig. Hav en god morgenmad. Lad vær' med at slå nogen."

"Meget morsomt."

__________________________________________________________________________________

"Nej, jeg er helt seriøs, hun havde seksten husalfer i det soveværelse, alle forsøgte at fjerne det. Intet. Tre dage var de derinde, og plakaterne ville ikke komme ned."

Sirius grinte da hans onkel afsluttede hans historie. "Tja," begyndte den yngre Black, mens han drak sin te færdig med et grin, "Jeg er da glad for at jeg efterlod et slags indtryk."

"Det gjorde du med det," svarede Professoren. "Nød du morgenmaden?"

"Jah, det var rart."

"Det er jeg glad for. Der var en kort stilhed, da Professor Black begyndte at rydde op. "Hør, Sirius," begyndte han efter et øjeblik, "Du ved, du gjorde nok den rigtige ting, da du løb væk hvornår du gjorde. Bare... du ved... kom ud af huset."

Sirius nikkede. "Jeg blev nødt til at løbe væk. Efter den sidste... den sidste nat, jeg kunne ikke blive der længere. Der var ingen grund tilbage for at blive."

"Du var klog," sagde Black enigt, som han satte sig ned igen, tættere på ilden og længere væk fra sin nevø. "Du var klog med hensyn til hele denne sag... tømme din bankboks før Walburga kunne tage dine opsparinger... flytte ind med Potter-familien... det var alt meget godt gjort."

"For at sige sandheden, så var James den der tænkte over at tømme min bankboks. Hvis det havde været mig, så ville jeg have efterladt det der og Mor ville have dukket op i Gringotts, smidende med hendes sædvanlige charme og få dem til at åbne den med sin ekstranøgle." Sirius smiskede. "Jah, jeg var heldig at have Potter-familien." De var stille for et stykke tid, før den yngre fortsatte: "Hør, erh... kan jeg spørge dig om noget?"

Alphard Black nikkede.

"Hvordan kan det være at du aldrig stak af? Jeg mener, hvordan kan det være at du aldrig forlod familien?"

"Tja... det var anderledes for mig. Det var aldrig så svært for mig som for dig. Jeg har altid været mere passiv, går jeg ud fra. Selvfølgelig kunne jeg være uenig med min kære søde søster, og hele familien er fuldstændig sindssyg, men du bliver nød til at forstå, Sirius, at for det meste af mit liv, var familien Blacks 'tourjous pur' propaganda bare... snak. Der var ingen handling bag det."

"Men det er der nu," brød Sirius ind. "Dødsgardisterne og Voldemort... folk siger at der er en krig på vej, og jeg er begyndt at tro at de har ret."

"Folk? Mener du Alex Potter?"

"Blandt andre."

Professor Black nikkede. "De har nok ret, Sirius. Nogle gange ville jeg ønske at jeg havde dit mod. Men jeg var aldrig en Gryffindor. Som alle pligtfulde Blacks, var jeg i Slytherin."

"Det var Andromeda også," svarede Sirius og trak på skuldrende. "Jeg er ligeglad med det. Og jeg ville næppe kalde dig en pligtopfyldende Black. Du talte ned til Bedstefar offentligt ved den Nytårsfest et par år siden. Mor var rasende."

"I hvert fald, så er det hverken her eller der." Sirius vidste ikke hvordan han skulle svare på dette, så han lod simpelthen som om at han havde travlt med sin tekop. "Hør, Sirius," fortsatte hans onkel i det samme, "Jeg ved hvad der skete den nat og... jeg er ked af det med den husalf."

"'Husalfen' havde et navn," sagde Sirius tørt. "Daisy var det eneste væsen i hele huset der nogensinde var sød imod mig, at du ved det."

"Hvad med Regulus?"

Sirius himlede med øjnene. "Babyer tæller ikke."

"Han er kun få år yngre end dig."

"Men han har ikke været venlig overfor mig siden han var en baby."

"Under alle omstændigheder," sagde Black, og han virkede træt, "Han beundrer dig."

Sirius rystede på hovedet. "Regulus er en nar. Han er fuldstændig ligesom Mor og Far og Bella."

"Det er han ikke, dog. Han er ung og let påvirket og forvirret. Han havde aldrig den mulighed som du havde..."

"Hvilken mulighed er det?"

"At være i Gryffindor, selvfølgelig. Væk fra alt det blodnonsens i Slytherin."

"Reg kunne have kommet på Gryffindor hvis han ville. Han havde et valg, det samme som alle andre. Det er sådan fordelingen fungerer."

"Sirius," begyndte hans onkel langsomt. "Regulus havde en del at... håndtere, efter at du var sorteret til Gryffindor. Han indså at det ville knuse min søsters hjerte hvis han ikke kom på Slytherin."

"Umuligt. Mor har ikke et hjerte."

"Sirius..."

"Jeg kan ikke tro at du beskytter hende," modsagde den yngre troldmand, mens han nærmede sig at blive aggressiv. "Du var der ikke den nat. Du så hende ikke... hun dræbte bare den husalf som om den var... ukrudt eller noget. Hun satte hovedet på væggen, kun fordi hun vidste at jeg faktisk ikke var ligeglad med den alf... at hun var min eneste ven i hele huset."

"Jeg beskytter ikke Walburga. Jeg beskytter Regulus."

"Det var Regulus' skyld!" råbte Sirius, og rejste sig. "Regulus var den der fortalte Mor at Daisy vidste at jeg var sneget ud natten før. Hvis han ikke havde sladret, så ville Mor aldrig have vidst det, og hun ville ikke have myrdet den husalf!"

"Han vidste det ikke, Sirius. Regulus er så ung, og..."

"Så, nu er han så ung. Jeg troede at han 'kun var et par år yngre end mig'."

"Hør, Sirius, der er stadig håb for din bror, hvis..."

"Ved du hvad," sagde Sirius og overdøvede sin onkel, "Hvis jeg havde vidst at grunden til at du var så venlig over for mig kun var for at skabe en slags tårefremkaldende familiegenforening, så ville jeg slet ikke være dukket op. Og her, så troede jeg at det var fordi, jeg ved ikke, fordi du måske faktisk ville vise mig at jeg havde en halvt anstændig slægtning... som faktisk bekymrede sig for mig som individ, ikke bare som arving til familiens navn."

"Sirius, du ved..."

Den yngre Black hørte ikke efter. Han stormede ud af kontoret, lukkede døren med et slam bag ham.

 

(Debatten)

Lily tilbragte lørdagen på biblioteket med Severus: indrømmet var dette ikke den mest glamourøse ting at bruge halvdelen af sin weekend på, men Lily tænkte på det som en investering. Hele dagen var akavet, selvfølgelig, siden ingen af dem virkelig vidste hvordan de skulle opføre sig i den andens selskab, men, begrundede Lily, der kunne kun være en hvis mængde ubehag. På et eller andet tidspunkt ville de have brugt alle deres akavede timer op, og så ville tingene blive... tja, Lily havde ikke tænkt så langt frem. Så ville tingene ville blive normale igen?

Hvorfor virkede det usandsynligt?

Den rødhårede spekulerede over netop dette spørgsmål da hun mødte Marlene til middagen den aften. Marlene, selvfølgelig, havde ikke spist alene, men med Adam McKinnon. Parret grinte af et eller andet da Lily tog plads.

"Hvor har du været hele dagen?" ville Marlene vide. Lily blinkede.

"Mig? Biblioteket. Med Sev."

Den blonde rynkede brynene. "Jeg håbede lidt at du lavede sjov da du sagde at du var sammen med ham igen."

"Hvorfor ville jeg lave sjov omkring det?"

"Et bedre spørgsmål er 'hvorfor hengiver du dig ikke til min ønsketænkning?"

"Julemanden eksisterer ikke."

"Du er ond."

Lily greb en pålægsgaffel og valgte et par stykker skinke. "Så hvad talte I om før jeg kom? Hvis I nu spekulerer om det, så er dette mit diskrete forsøg på at skifte emne."

"Klogt," sagde Adam.

"Exceptionel," eniggjorde Marlene. "Vi talte om Quidditch-udtagelserne."

"Åh, beskeden er blevet sat op, ikke?" noterede Lily fraværende. "Det er også en god ting, siden Donna har beklaget sig så meget over træning med seks spillere."

"Jeg kan ikke se hvorfor," tilføjede Adam. "Vi har knap nok startet på den udmattende del endnu. Potter er på en 'styrketrænings' tur. I hvert fald, hvad jeg var ved at sige var at Marlene skulle prøve at komme med."

"Og jeg var ved at sige at han er helt væk," sagde Marlene. "Jeg har ikke spillet Quidditch i måneder... og jeg har aldrig prøvet at komme på holdet før. Jeg ville være forfærdelig."

"Nej, du burde prøve," sagde Lily enigt. "Kan du huske da vi tog flyvelektioner. Du var den bedste pige på vores årgang... selv bedre end Donna på det tidspunkt, og hun er på holdet. Lad være med at fortælle hende at jeg sagde det."

"Lily, flyvelektioner?" spurgte Marlene, og forsøgte at finde situationen mere latterlig end hun allerede syntes. "Det var det første år."

"Men positionen vi har brug for er Søger," deltog Adam. "Det er firs procent evner alligevel. Enten har du det i dig, eller også ikke. Desuden, hvad er det værste der kunne ske?"

"Tja," begyndte Marlene, altid en optimist, "Jeg kunne gøre mig selv til grin foran så godt som alle, og så falde til en knogleknusende død, så grusom at jeg er intet end klister og tænder til den tid hvor de skal skrabe mig op, og så beslutter min mor at hun aldrig rigtig elskede mig og holder en åben-kiste begravelse."

De to tænkte over det. "Okay det ville være ret slemt," indrømmede Lily. "Men hvad er chancerne for at det sker, helt ærligt? Især den del med din mor."

"Jeg kan ikke prøve," fortsatte den blonde, stikkende ubehageligt til mode til hendes halvtomme tallerken. "James ville ikke vælge mig og... og under alle omstændigheder, så ville jeg være nød til at spille imod Miles, så længe han er en Ravenclaw Angriber."

De nåede sagens kerne, og blikket mellem Adam og Lily fortalte dem at de begge vidste det.  Og, selvom begge følte at de burde irettesætte deres fælles ven, vidste Adam at det ikke var hans plads, og Lily vidste at det var upassende at gøre dette foran Adam. Uden nogen officiel eller rationel grund for det, så var det, ikke desto mindre, sandt.

"Hvorfor blev I så stille?" undrede Marlene sig. "Bliv ved med at tale, eller jeg er sikker på at tage et stykke af det brød." Hun stirrede med længsel ned af bordet.

"Spis, Sally Snedker," beordrede Lily. "Du er omkring tolv fod høj. Ingen vil lægge mærke til hvis du tager ti pund på, endnu mindre halvdelen af et."

"tror du at jeg vil tage ti pund på?" Marlene så frygtsomt på hendes tallerken. "Jeg vidste at jeg ikke skulle have haft dessert sidste torsdag..."

"Ynkeligt," sukkede Lily, mens Adam prøvede a putte et stykke brød på hendes tallerken.

Donna dukkede op. "Hvor har du været hele dagen?" krævede hun af Lily, som hun tog plads ved siden af sin ven.

"Det fortalte jeg dig før jeg gik i morges," sagde vejlederen til sit forsvar.

Donna rynkede brynene. "Jeg har måske en svag og tåget erindring af dig der slog mig med en pude og fortalte mig noget i et sprog jeg er ret sikker på lød som en blanding af nisse og norsk, men jeg er ret sikker på at det foregik omkring klokken otte i morges, og du kunne have været en norsk nisse for hvad jeg var klar over."

"Biblioteket," sagde Lily. "Med Severus. Og lad være med at råbe af mig. Hvor var du?"

"Quidditch, bad, køkken, Opholdsstue med en bog." Donna talte stederne af på sine fingre. "Jeg indser at når du ikke er i nærheden, Evans, så har jeg meget få venner."

"Jeg kunne have fortalt dig det," fortalte Marlene hjælpsomt.

"Så, Sjak," talte Adam op, for at aflede et argument, "Marlene overvejer at dukke op til udtagelserne for Quidditchholdet. Vi prøver at overbevise hende."

"I to overvejede at jeg skulle dukke op til udtagelserne for Quidditchholdet," irettesatte Marlene. "Jeg gjorde ikke."

"Godt," sagde Donna. "Det ville være forfærdeligt."

Lily sparkede hende. "Jeg har talt med dig omkring det her."

"Jeg mener..." fortsatte Donna bevidst ikke overbevisende, "Du skulle gøre hvad du... vil."

"Det var et tappert forsøg på venlighed," bemærkede Adam. "Under alle omstændigheder, jeg har Eliksirlektier. Vi ses senere. Tænk over det, Marlene

"Eller lad være," tilføjede Donna, da han gik. "Du' ved... hvad end du vil..."

Marlene himlede med øjnene, dog smilende. Hun skubbede sin tallerken væk, og da hun så op på sine venner, stirrede de forventende på hende, Lily med et svagt smil.

"Hvad?" spurgte den blonde.

Lily rystede på hovedet, stadig smilende, og tyggede et stykke brød, vidende. "Ingenting."

"Hvad?"

Donna svarede ikke og serverede hende selv en del stykker skinke.

"Hold op med at smile, Lily," kommanderede Marlene. "Jeg er alvorlig, stop."

"Jeg smiler ikke!"

"Det gør du! Stop det!" Men det fik kun Lily til at smile mere. "Stop!" hvinede Marlene. "Lily. Det her er dumt. Du er..." Hun vendte sig mod Donna. "Lily sagde at jeg var en bedre flyver end du var på vores første år."

"Din bitch."

 

(Afsløringen)

Udmattet, irriteret, og med ønske at han var blevet i sengen den morgen, dukkede James Potter omkring et hjørne og trak hans cigaretter. Han var ikke helt sikker på hvad skolens politik omkring rygning var, men han ville vædde med at den ikke var for denne vane. Under alle omstændigheder, ønskede han ikke at en eller anden forbistret tredjeårs skulle se ham ryge og efterligne det. Så ville han være nød til at stoppe med det samme.

Quidditch kaptajnen tændte den, så på røgen mens han udåndede mod den blege blå søndags morgenhimmel.

"Så det er hvad du kalder ti minutters fordybning i udtagelserne," bemærkede en stemme, og James hoppede næsten. Sirius dukkede op, lænende op af væggen med et skævt smil.

"Det her og min fornuft," svarede James, og tilbød Sirius en cigaret.

Køter rystede på hovedet. "Jeg er ikke i det humør."

"Du har et humør?"

"Jeg har mange. Det er en af ulemperne ved at være et menneske. Du ville ikke kende noget til det, Krone."

"Sjovt."

Sirius gik derover, og lænede sig så op af væggen, mens han smuttede sine hænder ned i lommerne på hans Quidditchbukser. Begge drenge var udstyret i deres kollegieklæder til udtagelserne, hvilke nu havde været undervejs i over en time. Ud over de hvide bukser (men en rød og gylden stribe på ydersiden af benet); gik de med skarlagensrød og guld kapper, langærmede undertrøjer (også røde); og knæbeskyttede, albuebeskyttere, handsker, og støvler af de samme læder. Det hele ville måske have været trykkende, hvis ikke oktobermorgenens luft havde været så kold. Som det var, var James taknemmelig for sin cigaret.

For et stykke tid, var de stille. Ingen samtale var nødvendig for de to, når det kom til hvad den anden mente omkring udtagelserne. De gik forfærdeligt. Tyve elever havde test fløjet for deres hold, og tyve elever havde vidst sig utilstrækkelige til den ledige plads på holdet (søger). I hvert fald, så var det James' mening: Sirius havde tænkt at en eller to måske ville passe (med en masse træning), men James forblev stejlt på at de "ikke passede". Hans bedste ven forstod det ikke rigtigt, for at sige sandheden, men diskuterede det heller ikke. Der var en grund til at James var blevet Quidditchkaptajn allerede på hans femte år.

Faktisk, som de stod der—James med hans cigaret og Sirius med hans tanker—tænkte den sidstnævnte meget lidt på udtagelserne. Hans tanker var andetsteds.

James tog et hiv, og Sirius sagde: "Jeg havde en diskussion med min onkel."

"Uden at vende sig, nikkede den anden. "Okay..." Han ventede på mere.

"Han ville have at jeg skulle blive venner med Regulus."

"Åh." Stilhed, så—"Har du tænkt dig at blive det?"

Sirius overvejede spørgsmålet, og derefter med misfornøjet sikkerhed svarede han: "Nej."

James nikkede igen. "Okay."

Og så faldt stilheden endnu en gang.

 

(Den Bringende)

"Det er forfærdeligt, Marlene," sukkede Adam, da han kollapsede dramatisk ved Gryffindorbordet, hvilket fik hende til at smile. "Det er skrækkeligt. Frygteligt. Modbydeligt."

"Dårligt. Jeg har forstået det, Adam," svarede den blonde. "Udtagelserne går ikke så godt, så?"

"På en skala fra et til ti, så er de et togvrag kolliderende med drager."

"Det er jeg ked af." Hun så faktisk sådan ud, da hun skubbede sin bog til siden og lænede sig op af sine næver. "Hvad bringer dig indenfor? Jeg troede James ville have hele holdet der."

"Kun førstespillerne, men han kaldte til en ti minutters pause..." fortalte Adam hende. "Jeg overvejer at sætte ham på selvmords vagt. Du skulle have set ham da den her fjerdeårs pige prøvede at flyve en kost baglæns."

"Damn."

"Præcis." De var stille for et øjeblik. "Så," fortsatte Adam kort efter, "Jeg kan se at du... læser."

"Ja."

"Og mens du gør det, går du glip af det store skue ved at deltage i udtagelserne."

"Sandt."

Stilhed, så: "Kom nu, Marlene, du bliver nød til..."

"Nej! Adam, jeg kan ikke! Jeg ville være forfærdelig!"

"Nej, du vil ikke," protesterede Adam. "Jeg så dig spille sidste sommer, og du var god!"

"Min modstander var din fjortenårige søster!"

"Marlene, be' om, bare prøv! Vi skal have en søger, og du kan flyve. Du har gode øjne, du er tynd, hvilket er godt hvis man skal flyve hurtigt, og..."

"Jeg er ikke tynd."

"Rækværket er jaloux på dig."

De så på hinanden for et øjeblik. Der var noget grønt i hans øjne.

"Fint."

"Seriøst?"

"Seriøst. Jeg vil prøve. Men hvis jeg svigter forfærdeligt, så er vi ikke længere venner."

"Jeg er ikke engang en lille smule bange."

Marlene rejste sig fra bordet. "Jeg burde gå... du' ved, skifte ind til noget mere... atletisk."

"Og jeg skulle komme tilbage til udtagelserne," sagde Adam enigt.

"Jeg er dernede om lidt. Forhåbentlig har I fundet en anden før det."

"Lad vær' med at være for lang tid om det, ellers vælger James måske den fjerdeårselev."

Smilende, gik de hvert til sit.

 

(Undskyldningen)

"Lily," sagde Præfekten, og Gryffindor vejlederen stoppede og vendte sig. "Jeg tænkte på—kunne jeg snakke med dig om noget?"

Som vejledermødet var på vej mod en ende og de andre vejleder, så vel som den kvindelige Præfekt, smuttede ud, nikkede Lily. "Ja, selvfølgelig." Frank så alvorlig ud. "Er der noget i vejen"?

Da de var alene, sukkede Frank. "Jeg—jeg ved det ikke. Jeg ville bare... jeg ville undskylde."

"Undskylde?" gentog Lily usikkert. "Hvad i al verden for?"

"Tja, da du spurgte mig om Alice... sidste måned, til eftersidning... jeg var en anelse..." Frank kæmpede for en velformuleret tale: "Jeg var uklar... jeg går ud fra at 'uklar' er det rigtige ord."

"Det er et af dem," sagde Lily enigt.

"Jeg var bare igennem noget," fortsatte Frank. "Jeg... jeg kan ikke rigtig forklare det mere end det. Men jeg ville bare have at du vidste at jeg ikke... jeg mener, du havde ret om os. Vi er gode sammen, og jeg burde ikke ødelægge det. Jeg var bare dum om... alt og... det er jeg ked af."

"Du har ingen grund til at undskylde overfor mig," sagde Lily, smilende og følende et sus af varme mod den stakkels, forfærdelige akavede troldmand. "Problemer er normale, og du skylder mig ikke noget som helst. Du prøvede bare at være ærlig overfor mig, og jeg værdsætter det. Og dog, nu da du giver dem ud, tror jeg at Alice måske ville være glad for et godt, varmt 'Det må du undskylde'."

"Hun er den næste på listen," forsikrede Frank hende. "Det er bare det at du og Alice er venner, og du og jeg er venner... i hvert fald, det tror..."

"Vi er venner, Frank."

"Godt. I hvert fald... jeg ville ikke have dig til at tro at jeg er en nar."

"Aldrig."

"Godt." Han så ned på sine fødder, og så op på hende igen. "Jah, jeg har helt klart besluttet at den her... fase... er ovre. Jeg har tænkt mig at være fuldstændig ærlig."

"Jeg har hørt at det rangerer højt i hele hierarkiet af politikker."

"Godt." (Grinende). "Tja, du har vel planer for resten af din søndag. Jeg vil lade dig komme videre."

"Okay. Pas på dig selv, Frank."

"Det samme til dig."

 

(Overtalelsen)

"Marlene!" Miles Stimpson kaldte ud hans kærestes navn, hastigt prøvende at indhente heksen da hun skyndte sig op af anden etages trapper. "Marly! Hey, Marly!"

Endelig, hørte hun ham og vendte omkring. "Åh, hejsa, Miles." Hun stoppede og ventede på ham, og kyssede ham så på kinden.

Miles virkede halvsur. "Jeg troede at vi skulle være sammen her til morgen. Vi aftalte det i går aftes."

"Du sagde at du ville møde mig klokken ni til morgenmad," sagde Marlene. "Den er over ti."

"Undskyld," sukkede hendes kæreste. "Jeg var sammen med mine venner og..."

"Det gør ikke noget." Hun smilede ned til ham, eftersom hun var to trin foran ham på trappen. "I hvert fald, jeg må smutte, så..."

"Vent, jeg tænkte at vi måske kunne bruge noget tid sammen nu." Han løftede sine øjenbryn uden at være særlig diskret i hans mening.

"Det kan jeg ikke. Jeg har udtagelser."

"Udtagelser? For hvad?"

"Quidditch."

Miles blinkede. "Som i Gryffindors Quidditchhold, Marly?"

"Nej, som i det Irske Nationalhold." Hun lagde armene over kors. "Hvad ellers?"

Han behandlede informationen, og selvom hun prøvede at skjule det, var Marlene ret så nervøs efter at se hans reaktion. Efter et øjeblik, så Ravenclaw'en op på hende, uforstående: "Marlene, jeg forstår ikke. Jeg troede at du var enig med mig da jeg sagde at jeg ikke syntes at det ville være en god idé for dig at prøve at komme på holdet... tilbage i fjerde år."

"Det var fjerde år," svarede Marlene. "Det her er nu. Vi er et andet par nu. Jeg tror virkelig ikke at det ville være et problem med dig på Ravenclawholdet og mig spillende for Gryffindor..."

"Men det ville det. Du ville være nød til at være imod mig. Heppe imod mig, være imod mig!"

"Jeg hepper for Gryffindor imod dig alligevel, Miles."

"Men, hvis det var af interesse for dig at, lad os sige Hufflepuff skulle vinde over os, så ville du heppe på Hufflepuff, hvis du var på holdet."

"Miles, jeg vil virkelig gerne prøve det her. Jeg tror at det kunne være sjovt."

"Det ville det ikke! Flyver du godt, Marly?"

"Detdet ved jeg ikke. Måske. Jeg plejede at være ok, og jeg har spillet over sommeren, og de sagde at jeg var ret god til..."

"Marly, James Potter er din kaptajn," mindede Miles hende om, som om han forklarede et lille barn at tandfeen var en myte. "Hvis du spiller med James Potter, så kan du ikke være 'ret god'. Du bliver nød til at være helt perfekt. Han er en virkelig streng kaptajn!"

"Det ved jeg, men jeg vil bare prøve..."

Hun stoppede. Miles rynkede panden. "Ved du hvad, Marly, du er ret ufølsom lige nu. Jeg vil ikke heppe imod dig, selv hvis du er ligeglad med at du putter splid imellem os."

"Jeg vil ikke putte splid imellem os, Miles, men..."

"Det er hvad du gør! Og det sårer lidt mine følelser, at du ved det?" sagde han groft, krydsende hans arme og skulende. "Men hvis Quidditchholdet betyder mere for dig end vores forhold, så burde du gøre hvad du vil."

Marlene kiggede nøje på ham. Hans øjne var en perfekt, ordentlig nuance af brun.

"Vil du—vil du virkelig, virkelig ikke have at jeg gør det her?"

"Jeg vil virkelig, virkelig ikke have at du gør det her," svarede han stille, nærmest sødt.

Marlene sukkede. "Så... gør jeg det ikke."

Han strålede og kyssede hende. "Godt. Du er fantastisk, Marlene. Ved du godt det?" Han kyssede hende igen, denne gang på kinden. "Kom. Vi kan være sammen nu, ok?"

"Åh, jeg burde virkelig gå ud og fortælle..."

"Du brændte mig af, Marly," mindede Miles hende om, smilende. "Du skylder mig det."

 

(Trøstende)

"Okay," sagde James, mens han fra top til tå målte hans fem, Quidditch udstyrs-klædte kollegiekammerater, som de stod i en ring i udkanten af Quidditchbanen. Han gned sin pande træt, "den er fem om eftermiddagen. Den fem om fucking eftermiddagen. Vi har været her siden ni om morgenen. Det er otte timer. Otte fucking timer."

"Vi tog en ti minutters pause," mindede Sirius ham om.

"Syv timer og halvtreds minutter," rettede James sig selv. "Mind mig om at dræbe dig mens du sover i nat, Black."

"Skal jeg nok."

"...Så hvad jeg håber på," fortsatte Quidditch kaptajnen, hans stemme så anspændt at fjeren fra det kendte ordsprog bestemt ville have brækket hans eller hvilken som helst kamels ryg, "er, at vi kan nå til enighed før jeg kravler op på toppen af slottet og hopper ud fra det." Han bukkede i retning af Adam. "ikke for noget, McKinnon. Så. For sidste gang, før jeg dør, jeg har brug for at I alle stemmer. Okay? For vi er et hold, og jeg har virkelig ingen bloody anelse, så hvis I ikke alle sammen stemmer, så vælger jeg den Ravenclaw der tilbød mig en lapdance. Forstået?"

Der var en udbredt, bekræftende mumlen.

"Nu, selvom I alle officielt har dumpet i at stemme," fortsatte James, "Jeg ser på dig, Shack..."

"Hvorfor?"

"Du skrev på din stemmeseddel, 'Hvem fanden er ikke bare ligeglad?'"

"Et retfærdigt spørgsmål," sagde Michael Mitchum, tredjeårs eleven der spillede Basker.

"Stille, Kort-Runde," beordrede James. Han rømmede sig. "Som jeg var ved at sige, selvom I alle er dumpet i at stemme, har jeg—med en slags vag assistance fra jeres stemmer—fået det hele ned på tre kandidater for Søger. Jeg har ikke tænkt mig at vove mig ud i alt det der med den hemmelige stemmeseddel ting igen..."

"Du fortalte lige alle hvordan jeg stemte," udpegede Donna.

"Du stemte 'Hvem fanden er ikke bare ligeglad?" og fik derfor inddraget dine rettigheder," gav James igen. "Nå, lad os bare række hænderne i vejret. Jeg har Marcus McLeod, Shannon Mayhew, og Ricki Nivens. Alle til fordel for Marcus?"

Michael Mitchum løftede sin hånd.

"Alle til fordel for Shannon Mayhew?"

Alle forblev stille.

"Og Ricki Nivens?" sluttede James. Sirius, Donna, og den anden Basker, Damacus Weasley, løftede deres hænder uden begejstring.

Quidditch kaptajnen stirrede på Adam. "McKinnon, du skal stemme."

Målmanden løftede modstræbende sin hånd. "Ricki var den bedste," indrømmede han.

"Jeg er enig," sagde James. "Så er det Ricki. Vi beholder Marcus som en udskifter. Kan alle være enige om det? Kort-Runde?"

"Fint med mig," sagde Michael. "Jeg vil bare have middag."

"Fantastisk. Underklassesmænd rydder op. Jeg går over og siger det til Ricki og Marcus." Med det, drejede James og forlod dem, i retning af hans taske med udstyr og slottet. Sirius rystede på sit hoved, klar over hvor det her var på vej hen, og begyndte at samle hans egne ting. Mens Marcus og Damacus—"underklassesmændene"—samlede de Tromlere der havde været smidt rundt med, begyndte Adam at samle sit udstyr i en bunke selv.

"Okay der, McKinnon?" spurgte Sirius, mens han løsnede sine albuebeskyttede. "Du virkede ikke for entusiastisk med hensyn til Ricki Nivens."

"Han var ikke dårlig," tillod Adam sig at sige, uden følelser. "Potter vil højst sandsynligt få lavet ham om til en ordenlig Søger."

"Jeg er enig," sagde Sirius. "Men..." (uden at møde hans øjne og som han puttede sine knæbeskyttere i hans sportstaske) "...du håbede på at Marlene Price ville dukke op, gjorde du ikke?"

Adam så på ham. "Hun fortalte mig at hun ville, det er alt. Hun er en god flyver. Det ville have været godt for holdet, du' ved, hvis hun endte med at..." han holdt en pause, "spille."

"Yeah. Jeg er enig." Nikkede Sirius forstående. "Det ville have været en god ting. Jeg gad vide hvorfor hun ikke dukkede op til udtagelserne... Jeg hørte dig fortælle James at hun lovede dig at være nede om et øjeblik."

"Ja. Det er mærkeligt." Men Adam så ud til at være mere skuffet frem for forvirret, som vidste han præcis hvad der var sket. "Men—erh—det gør ikke det store," fortsatte han hurtigt med at sige til Marauderen. "Jeg mener, det ville have været fedt, det er alt. Det er nemmere at klare det sammen med nogen du kender. Som... du ved, det er nemmere for dig at klare lektionerne når det er din onkel der er lærer, ikke?"

Sirius smiskede bittert. "Det.. ser ud til at det ville have været sådan, måske. Men nogen gange er ting der ser ud til at være en god idé, bare ikke særlig gode. Nogen gange gør det bare ting komplicerede."

Adam nikkede. "Jah." Han smed stroppen på hans taske over den ene skulder. "Vi ses vel, Black."

"Ses, McKinnon."

Målmanden forlod dem, og Sirius satte sig ned i græsset. "Skynd jer lidt med det udstyr!" råbte han til Weasley og Mitchum. Drejende et stykke græs mellem hans fingre, udåndede Sirius højlydt. Han kunne godt bruge en cigaret lige nu.

 

(Diskussionen)

Severus lukkede sin Eliksirbog. Han spejdede over Biblioteksbordet hen mod Lily, som arbejde intenst på sin egen stil. Men da hun opdagede hendes kompagnons pause, så den rødhårede op.

"Er du allerede færdig?" undrede hun sig. "Jeg er knap nok halvt færdig!"

"Du har været stille," sagde Snape, som om han ikke havde hørt hende. "Du er tavs, og det gør mig nervøs."

"Du er ikke ligefrem Snakkesalige Susan," svarede Lily, og rynkede panden.

"Men jeg er ikke den snakkesalige. Du er altid den der taler. Jeg... lytter bare." Stirrer, passer nok bedre, tænkte han.

"Okay så," Lily lukkede sin egen kopi af Advanceret Eliksirfremstilling. "Lad os tale. Erh... hvordan var din eftermiddag?"

"Den var... fin."

Lily nikkede. "Så, nu er det mening at du spørger mig hvordan min eftermiddag var."

"Hvordan var den?" spurgte Severus akavet.

"God," sagde ily. "Efter jeg var færdig med vejledermødet, prøvede Mary og jeg at male."

"Male?"

"Ja, jeg var bare fyldt med en kunstnerisk inspiration og havde lyst til at male noget. Mary fik en fyr fra Ravenclaw hun... kender... til at fremtrylle nogen blanke lærreder og ting, og vi malede oppe på sovesalen. Det var dejligt. Jeg malede en blomst. Mary malede mig."

"Jeg jeg se det?"

"Ikke Marys maleri, det kan du ikke," svarede Lily. "Hun indså at det lignede mere en blomst end mit gjorde, så vi sprøjtede alle farverne på det, hvilket lyder som om at det måske ville ende op pænt, men virkelig så endte det hele bare som den her forfærdelige gul-grønne farve. I hvert fald, vi hængte det op på badeværelset, så husalferne forhåbentlig vil finde det og skille sig af med det ud af medlidenhed for resten af verden."

"Severus nikkede og så ned på sin lukkede bog, hvilket Lily vidste betød et slags erstatningssmil. Hun strålede. "Det her vil blive nemmere," fortalte hun ham, og han nikkede endnu en gang.

"Jeg burde se at komme videre," sagde han lavmælt (selvfølgelig, han sagde alting så lavt). De rejste sig begge, mens de samlede deres bøger og fjerpenne.

"Skal du ned til Storsalen?" spurgte Lily, mens de begyndte at gå ud af biblioteket. "Jeg vil følge dig, hvis du skal."

"Nej, jeg skal tilbage til min Opholdsstue," svarede Slytherinen. "Jeg jeg... vi ses senere."

"Klart," sagde Lily enigt. "Farvel, Sev."

"Farvel, Lily."

Han vendte om og forlod stedet, og efterlod hermed Lily midlertidigt alene i korridoren. Hun sukkede. Når man taler om déjá vu...

"Hvad handlede det om, Snaps?"

Lily så sig omkring og så James—fuldt klædt i hans Quidditch udstyr—komme gående imod hende, en blanding af forvirring og nysgerrighed i sit ansigtsudtryk.

"Hvad handlede hvad om?"

"Snape og dig," sagde Quidditch kaptajnen, nikkende hen imod Slytherinens retirerende person. "Studerede I sammen eller hvad?"

"Altså... ja." Hun undrede sig over hvorfor det at indrømme dette overfor James pludselig fik hende til at føle sig ret ubehageligt tilmode.

En række følelser (eller glimt af følelser) gled over James' ansigt i løbet af få sekunder. Så, med et antageligt ironisk ansigtsudtryk, smiskede han. "Elskerne tvunget fra hinanden af skæbnen, er endnu engang sammen?" spurgte han.

"Sev og jeg er... på en måde venner igen," forsøgte Lily at forklare. "Han er ked af hvad han gjorde, og jeg besluttede mig at jeg ikke kunne bruge det imod ham længere. Så vi... prøver på at lappe tingene sammen igen."

"Lappe tingene sammen," gentog James.

"Hør, Potter..."

"Du er en idiot, Evans."

Lily krympede sig. "Det er komplicerer."

"Han krænkede dig på den værst mulige måde foran alle," sagde James ligeud. "Hvad er der så kompliceret omkring det? Det er faktisk virkelig, virkelig simpelt."

"Men," begyndte Lily, som varmen steg hende til ansigtet, "Jeg ville ikke kalde det 'den værst mulige måde.' Jeg tror, måske, kun måske, ville det være værre at levitere nogen tyve fod op i luften og true dem med at tage deres bukser af foran alle."

"Jeg har ikke tænkt mig at undskylde."

"Jeg er ligeglad."

De skulede til hinanden i et øjeblik. "Jeg skal hente en bog fra biblioteket," sagde James efter et stykke tid, og da han trådte til siden for Lily, gentog han: "Du er en idiot, Snaps."

"Du har problemer, Potter," svarede den rødhårede. Så var han væk, og hun var irriteret.

 

(Løsningen)

Vasket, skiftet, og bare generelt følende bedre, tog Adam plads ved Gryffindorbordet den aften. Han fokuserede udelukkende på bøffen foran ham og ikke et øjeblik på Quidditch udtagelserne den dag, da nogen tog plads ved siden af ham. Uden at se op, vidste Adam ved hjælp af instinkt hvem det var.

"Er du sur på mig?" spurgte Marlene lavt (sødt, perfekt).

Adam overvejede det, og rystede så på hovedet. "Nej."

"Er du ikke?" Hun lød tvivlsom. "Overhoved ikke?"

"Nej."

"Det er bare... Jeg tror at det er bedre for mig at fokusere på skolen lige nu," forklarede Marlene, og troede næsten selv på det. "Og plus, så har jeg ikke brug for mere drama med Miles, vel?"

"Klart. Drama er... dårligt."

"Meget," sagde Marlene enigt. Hun var stille, mens hun tog et stykke brød og smurte det. "Du er sikker på at du ikke er vred?"

"Sikker," sagde Adam. "Du bliver nød til at gøre hvad du vil, Mar. Det er hvad der betyder noget. Det er alt der er i det."

Marlene bed hendes læbe. "Og du er ikke skuffet over mig, heller?"

Han mødte endelig hendes øjne (de var blå og grønne og grå alle i en). "Jeg er aldrig skuffet over dig," forsikrede han hende. Hun strålede. "Med mindre," fortsatte han seriøst, "med mindre du ikke spiser det stykke brød, for så kan jeg godt blive det."

Marlene tog en bid og lukkede hendes øjne. "Kulhydrater, hvor har jeg savnet jer." Adam grinte.

 

(Tilståelsen)

Da Lily var færdig med hendes bad den aften, var sovesalen næsten fuldstændig tom da hun vendte tilbage. Donna var gået nedenunder for at ordne sin forhadte Eliksir stil, mens Mary og Marlene havde taget en ugleri-løbetur for at sende deres breve til deres forældre. Også Shelley var ingen steder at se, så da Lily trådte ind i rummet, tørrende hendes lange, bølgede hår med et håndklæde, var det kun Carlotta Meloni der var tilbage, siddende ved toiletbordet med et fuldstændigt drømmende udtryk på hendes skønne ansigt.

"Hej, Lily," hilste den anden, hendes smil intet andet end voksende. "Hvordan har du det?"

"Jeg har det fint," svarede Lily. "Hvad har fået dig i så godt humør? Er der stoffer involveret?"

Carlotta rystede på hovedet. "Noget godt skete i dag."

"Noget godt skete i dag," gentog Lily. "Det er jeg glad for." Hun satte sig ned på en seng. "Okay, så. ud med det."

"Tja," begyndte Carlotta, "du husker vel den fyr jeg nævnte før..."

"Da du sagde at du havde 'drengeproblemer' sidste uge?"

Carlotta nikkede.

"Klart, det kan jeg godt huske." Lily tænkte tilbage. "Du sagde at I to havde fået forbindelse til hinanden over sommerferien, men at han var en smule tøvende med hensyn til et forhold nu. Noget omkring at du ikke var 'hans type.'"

Carlotta nikkede. "Der var... faktisk, var der en lille smule mere til det end det. Han troede at han havde en speciel... Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det. Han havde bare... han troede ikke at han kunne få et forhold med mig til at virke, forstår du?"

"Okay," sagde Lily langsomt, smilende simpelthen fordi Carlottas glød var smittende. "dømmende på din nuværende Sandra Dee efterligning, så går jeg ud fra at han ændrede hans mening i dag?"

"Tja," fortsatte Carlotta, "Jeg bad ham om at mødes med mig her til morgen i et ekstra klasselokale, og han sagde at han ville, men han dukkede ikke op, så jeg tænkte 'okay, han er virkelig fuldstændig ligeglad. jeg burde komme videre.'"

"Indtil videre, så er det ikke særlig Askepots-agtigt..."

"Askepot?"

"Lige meget. Fortsæt."

"Altså," fortsatte brunetten, "Jeg besluttede mig for at konfrontere ham alligevel, hvilket er fuldstændig ulig mig. Normalt, hvis en fyr ikke er interesseret i mig..." hun holdt en kort pause. "Hvem narrer jeg? Fyrer er altid interesserede i mig. Det her er en ny oplevelse." Lily lo anerkendende. "I hvert fald, jeg besluttede at jeg blev nød til at snakke med ham. Jeg kunne ikke bare lade det passere... ikke efter det kys." Hun nærmest besvimede, og Lily rynkede et øjenbryn af hendes værelseskammerats melodrama.

"Bare et kys?" spurgte hun. "Det må have været godt."

"Det satte jorden ud af bevægelse," sagde Carlotta. "Vi var på ferie i den samme landsby, den her dreng og jeg... det var på stranden ved midnat. Jeg havde fået et par drinks men jeg var stadig—du ved—ædru, og det var han også... næsten, du' ved."

"Klart."

"Det var mørkt, der var stjerner, og vi... kyssede bare. Det var perfekt. Jeg er ikke van til perfekt, Lily, det her er så usædvanligt for mig. Men det var så romantisk og rigtigt. Selvfølgelig, så sagde han bagefter at det var en fejl og at vi ikke skulle se hinanden mere, fordi han følte sig skyldig."

"Skyldig?"

"Det er kompliceret," sagde Carlotta, viftende spørgsmålet væk med en delikat, olivenfarvet hånd. "I hvert fald, det kys—det var lige ved slutningen af ferien. Vi skrev sammen et par gange bagefter, men han var altid... mærkelig, efter den nat. Så, da vi kom tilbage til skolen, prøvede jeg at snakke med ham, men han var... stadig mærkelig. Og så med det stykke... i starten af året, med mit... erh... uheld i Opholdsstuen... tja, det gjorde bare alt forvirringen værre. Så, i sidste uge snakkede vi i et par minutter, og han sagde at han havde ingen måde hvorpå at han kunne forstå mine følelser, hvilket kom fuldstændig bag på mig, fordi jeg troede at jeg havde været ret ligefrem omkring det hele."

"Det er klart."

"Så, det var hvad jeg ville snakke med ham om, her til morgen. Jeg ville fortælle ham at jeg ville have noget rigtigt med ham. Jeg ved det er usædvanligt for mig, men, Lily..." her, ret så inderligt "der var virkelig magi den her sommer. Virkelig, fantastisk magi."

På en måde, kunne Lily ikke lade være med at misunde Carlotta. Efter år af hvad Carlotta holdt af at kalde "gode nætter", så havde hun faktisk fundet nogen hun ville leve med... lykkeligt til deres dages ende. Måske var Askepot ikke så langt fra igen.

"Forresten, Lily, tusind tak for at lade mig fortælle dig alt det her. Shelley... hun er min bedste ven, men hun kan virkelig være langsom nogen gange. I hvert fald, hvor var jeg?"

"Han brændte dig af her til morgen," hjalp den rødhårede.

"Det gjorde han. Jeg var ødelagt. Så, efter middagen, henvendte jeg mig til ham, og sagde at vi var nød til at snakke... ret fast, må jeg indrømme. Han sagde at han var nød til, også, at snakke med mig. Så, da vi endelig var alene, sagde han at han virkelig holdt af mig, men at det ikke ville virke. At det ikke kunne virke; vi skulle ikke have kysset i sommers; det var en fejl, og så videre, og så videre, og så videre. Og så skete det."

"Hvad skete?"

"Den mest spirituelle oplevelse som jeg nogensinde har... oplevet. Vi kyssede igen. Okay, jeg kyssede ham, men han kyssede mig igen. Det var smukt. Fantastisk. Perfekt."

"Så..." Lily var forvirret. "I to er sammen, nu?"

"Tja..." For første gang, virkede Carlotta en anelse utilfreds. "For at være ærlig, efter kysset så gik han... fortumlet, lidt forvirret, men ret... du ved, betaget, tror jeg?" Carlotta rystede sin tvivl af sig og smilede. "Det gør ingen forskel, alligevel. Vi nåede ikke at have en samtale om det, det ved jeg, hvilket jeg ville have foretrukket, men på samme tid, så var intet ødelagt af en sjælebelastende samtale."

"Carlotta, sjælebelastende samtaler kan være virkelig hjælpsomme," sagde Lily, forsigtigt. "Sjælebelastende samtaler er hvordan du finder frem til om han er eller ikke er, interesseret i at være sammen med dig."

Brunetten rystede på hovedet. "Han kunne have skreget at han aldrig ville se mig igen efter det kys, og jeg ville have vidst at han var klar til at være sammen med mig. Jeg... smagte det."

Carlotta havde en masse mærkelige idéer, men måden hun virkede så ukarakteristisk håbefuld fik Lily til at smile en smule. "Jeg håber at det ordner sig for dig, Carlotta."

"Det vil det." Så selvsikkert-

"Så," begyndte den rødhårede, mens hun lænede sig en smule tættere og krummede drilagtigt et øjenbryn, "nu da du har fortalt mig alt det, så bliver du nød til at fortælle mig hvem fyren er."

Carlottas læbe gav et ryk. "Åh, jeg vil gerne, men... Jeg er ikke sikker på at det er en god idé."

"Carlotta..."

"Fint." Hun lænede sig tættere, med på det. "Og du vil ikke sige det videre?"

"Selvfølgelig ikke."

"Fint," sagde Carlotta igen. Hun holdt en kort pause, tillod forventningen at vokse. Så, endelig, glødende med hvad pigen hende selv ville have kaldt skyhøj ekstase, hviskede Carlotta: "Det er Frank Longbottom."

Der er nogen samtaler som man ønsker at der aldrig var blevet holdt, overhoved.

 

Note fra Quote; "hans stemme så anspændt at fjeren fra det kendte ordsprog bestemt ville have brækket hans eller hvilken som helst kamels ryg," stammer fra et engelsk ordsprog, lydende; the feather that broke the camel's back - fjeren der brækkede kamelens ryg. Jeg håber det giver en smule mening og at du nød dette kapitel.

& jeg har ingen Beta, redigering af kapitlet står jeg kun selv for, så jeg beklager evt. fejl.

xo xo.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...