The Life and Times - oversættelsen.

Denne historie er en oversættelse af engelske Jules' fanfiction af samme navn.
Historien foregår i Harry Potters forældres tid, hvilket vil sige at hovedpersonerne er Lily Evans, James Potter og deres venner.
-
Hun var dramatisk. Han var dynamisk. Hun var præcis. Han var impuls. Han var James og hun var Lily, og en dag ville de dele et kys, men før dette ville de dele en masse diskussioner, for han var kæphøj, og hun var sød, og hjertets lyst kan kræve tid.

14Likes
38Kommentarer
5527Visninger
AA

2. Gode Piger Siger "Jeg Elsker Dig", del I.

Mens jeg havde travlt med at oversætte det seneste kapitel, lagde jeg mærke til utroligt mange fejl i de tidligere kapitler - fejl, der er irriterende at læse både for mig og for andre. Jeg fandt ud af at mig og Beech P. F. har blandet rundt i danske og engelske navne, hvilket jeg nu har sikret mig ikke eksisterer længere i alle kapitlerne. Besværligt, siden at når jeg ændrer et kapitel så sætter det nye maximum af tegn ind. Derfor er hvert kapitel nu delt op i to, så det hele kommer med, og alle navne er nu officielt danske - jubi.

God læselyst fra Al og All,

~Quote.

 

Kapitel 2 - Gode Piger Siger "Jeg Elsker Dig"

eller

"Som En Rullende Sten"

 

Nogle gange, troede hun at hvis hun trådte ud fra Astronomitårnet, ville hun bare flyde væk.

Han kunne ikke huske den sidste gang han havde kigget, før han var hoppet ud i det.

Hun troede på Gud.

Han røg for meget.

Hun fik sit første kys i en solbeskinnet have i en alder af femten.

Han mistede sin mødom til en pige kaldet Sarah i en alder af femten.

Hun ønskede at skrive.

Han ønskede at spille Quidditch.

Hun mente at hun var forelsket og brød sig ikke om dette.

Han vidste at han var forelsket og hadede det virkelig.

Hun smilede og grinede en del.

Han gjorde, også.

Hun var dramatisk.

Han var dynamisk.

Hun var præcis.

Han var impulsiv.

Hun var fremragende til diplomati.

Han var fremragende til diplomati, men endte ofte i slåskamp i stedet.

Hun havde optjent syv eftersidninger i samme antal år.

Han havde optjent fireoghalvfjerds.

Hun mente at han var fuldstændig gal.

Han mente at hun var helt vanvittig.

Hvad enten dette ellers kunne ende med at være, vil det først og fremmest være en kærlighedshistorie. Det er en historie om hvordan en dreng og en pige blev—og efterfølgende indså at de var— forelsket i hinanden. Ser du, det at de to forelskede sig var nok den vigtigste og største ting de nogensinde havde opnået, og de havde ellers opnået en hel del. Han var James og hun var Lily, og en dag ville de dele et kys, men før dette ville de dele en masse diskussioner, for han var kæphøj, og hun var sød, og hjertets lyst kan kræve tid.

Det begyndte—ville han senere spekulere over da han så ned på den tryllestav der meget nemt kunne ende hans liv­—med et slag. En simpel bevægelse af hans arm, da hans næve kom i kontakt med Nicolai Mulcibers kæbe, og hermed slå den sidstnævnte i gulvet og dermed være skyld i en masse, stirrende blikke.

Det begyndte—ville hun senere spekulere over da hun stod ved dørtærsklen til et rum, spekulerende om dette nogensinde ville fungere—med et kys:Den simple bevægelse at stå på hendes tær og omfavne Luke Harper på togstationen i Hogsmeade landsbyen.

Om det var ham eller hende der faktisk var korrekt har ingen betydning for os at lægge mærke til, men lige gyldigt hvad, var de begge enige om at "Det" begyndte d. 1. September, 1975: den første dag af deres sjette år på Hogwarts Skole for Heksekunster og Troldmandsskab. Og, kun for at være fuldstændig præcis, ville denne historie begynde med det at hun påstod at hun igangsatte det hele. Hun stod på Hogsmeade platformen omtrent klokken kvart over syv om aftenen på datoen d. 1. September, og mødtes med sin to-måneders kæreste for første gang i to dage, og de kyssede.

 

(Jeg elsker dig)

Luke Hapers læber var varme. Han selv var mild, ærlig, og forsigtig, tog det langsomt og efter hendes signaler. Der var ingen musik, men kysset syntes ikke at fejle på den romantiske side. Det var forudsigeligt—tænkte hun—da hendes karakter afgjort var romantisk. Hun så tit sort/hvid film og syntes især godt om synet af snefnug i hendes hår, for guds skyld; selvfølgelig var romantik en god ting. Selvfølgelig ønskede hun... Hvorfor pokker vandrede hendes tanker afsted på denne måde? Det var meningen at hun skulle kysse med sin kæreste, ikke... For guds skyld.

De skiltes, og han smilede hans smukke, klassiske, tandpastasmil. Det var om muligt hans bedste træk, og dette gjorde de næste femten sekunder, cirka, af stilhed mellem dem, ret så behagelig. Lily Evans havde brugt det meste af hendes sommer med Luke Harper, så kysset på togplatformen var nok ikke så dramatisk en handling som det kunne have været, men de havde været adskilt de sidste to dage, så der var alligevel en følelse af længe-afventet genforening i luften.

Himlen var begyndt at mørkne, og faklerne på Hogsmeade station var blevet tændt da Hogwarts-ekspressen ankom til stationen, for omkring ti minutter siden. Nu var næsten alle togets tohundrede og halvtreds passagerer stået af, og stod og ventede på at de skulle begive sig op til slottet, der var Hogwarts skole for Heksekunstner og Troldmandsskab. Det dunkle månelys lyste kun lige akkurat den lange vej op til slottets døre op. Hogwarts førsteårselever var blevet ledt ned imod bådende, der skulle føre dem over søen og hen til stien af nøglebæreren Hagrid, imens resten af skolens elever begyndte at gå imod vognene uden heste, der skulle føre dem igennem Hogsmeade i stedet.

Den dunkle belysning kom ikke ligefrem Lukes udseende til gode, men det betød ikke at han ikke så fuldstændigt fantastisk ud, med blødt brunt hår, følsomme brune øjne, og naturligvis, det smil. Selv når Lily blev en smule irriteret på Luke, noget der ikke skete ofte, fik hans smil hendes mave til at lave kolbøtter. Nu, da hendes hænder hvilede på hans brystkasse - lod en hånd lege blidt med hans blå og sølv Rawenclaw-slips - gik det op for hende at de sidste to måneder (den tid hun havde været i et forhold med Luke) havde været rigtig rare.

Luke var en anstændig fyr: han bekymrede sig ikke meget om politik eller andre alvorlige ting, men han var dybt romantisk og alt, hvad en sekstenårig piges sytten-årige kæreste skal være. Han boede i Hogsmeade, da hans familie ejede en butik der, hvilket primært var grunden til at han ikke kørte med Hogwarts-ekspressen ligesom resten af skolens elever, men han havde mødt Lily på perronen, hvilket var en dejlig gestus... lidt ligesom noget fra en sort-hvid film, tænkte Lily.

I det ene øjeblik, blev Lilys glade minder om sommeren godt og grundigt ødelagt.

"Jeg elsker dig," sagde Luke.

Ligesom hans kys var hans tone blød og forsigtig, selvom at det var alt andet end forsigtigt at bekende sin kærlighed til hende, efter blot to måneder. Tiden frøs da han sagde disse ord, og Lilys hjerte bankede lynhurtigt.. ikke på den gode måde. Hun overvejede sine muligheder.

Han elskede hende. Han elskede hende. Kærlighed var stor. Kærlighed var storslået. Kærlighed var... Uden tvivl kunne hun rigtig godt lide Luke. Hun kunne godt lide den måde hans hænder hvilede på hendes hofter når han kyssede hende og at det lykkedes ham at fremvise en overbevisende mængde af fornøjelse, når de lyttede til hendes Led Zeppelin plader. Hun kunne godt lide at han havde været enormt bly over for hendes mor, og at han ikke havde spurgt til hendes venskab med Severus Snape én eneste gang. Hun kunne godt lide hans smil, og at han ikke altid prøvede at finde ud af hvad hun tænkte. Hun kunne godt lide at han ikke så ud til at have noget imod at "gå langsomt frem" og at han altid sagde sådan nogen fjollede romantiske ting, præcis ligesom helten i et gammelt digt.

Jeg kan godt lide Luke, tænkte hun.

Jeg elsker en anden.

Og det var dét, der fik hende til at beslutte sig.

"Det kan jeg ikke sige tilbage," mumlede Lily efter hvad der føltes som en evighed for hende, men i virkeligheden kun var få sekunder. Dog havde forvirringen i hendes øjne været nok for Luke til at regne ud hvad hendes svar ikke ville være. Han nikkede trist. "Luke, hør, det er ikke at-at jeg ikke holder meget af dig, for det gør jeg." Peronnen blev mere og mere tom i takt med at de andre elever gik ind i vognene. Lily overvejede ikke engang at give Luke den rigtige grund til at hun ikke kunne sige de tre forbandede ord til ham... han ville ikke forstå det.

"Jeg mener," fortsatte hun nervøst, "du forstår hvordan jeg er. Jeg har meget specifikke idéer om kærlighed og alt det der, og jeg kunne teoretisk set sige det tilbage nu, men-men det ville ikke betyde nok for mig. Jeg vil bare ikke kunne sige det uden at jeg i sandhed, fuldstændigt, uhæmmet mente det. Vi har kun været sammen i to måneder..."

"Ti uger," rettede Luke.

"Men når du siger det på den måde, lyder det kortere," påpegede Lily, med rynket pande. Han nikkede ydmygt, og hun sukkede. "Er du vred?"

"Nej." Svaret kom omgående og uden tøven, tydeligvis oprigtigt og med vijle til at gøre hende sikker på det. "Nej, jeg er ikke vred. Og jeg forstår-du er... du er et år yngre end jeg er og det ville være sværere for dig at have den slags forpligtelser..."

Lily mente at idéen mere mindede om en dårlig undskyldning end at grunden faktisk var aldersforskellen, der trods alt kun var på ét år, men hun valgte dog ikke at argumentere imod det, da det faktisk havde reddet hende fra en diskussion. Dog havde han stadig, trods denne undskyldning, det bedste argument: Hun burde være i stand til at sige "Jeg elsker også dig."

Hun fjernede sine hænder fra hans brystkasse, og en smule luft som til syne imellem de to. "Vi må hellere finde en vogn," sagde Luke, og så ud til at ryste skuffelsen af sig rimeligt hurtigt. Lily tilføjede dét til det høje tal af beundringsværdige evner denne dreng indeholdt: han bar ikke nag.

Severus bærer nag, tænkte hun.

Det var et faktum. Faktisk, i netop dette øjeblik, holdt Severus Snape øje med denb udfoldende scene, fra sin vogn et kort stykke væk og var ved at forme endnu en grund til at bære nag til Lily Evans. Lily kom stadig sammen med Luke Harper, tydeligvis, og siden at han ikke vidste hvad deres samtale handlede om, følte den unge Slytherin - bleg, almindelig, og på alle måder det modsatte af Luke Harper - vreden koge inden i ham. Så begyndte hans vogn at trille væk, og han fjernede hastigt sit blik så de andre Slytherins i vognen ikke ville ligge mærke til hvor han havde kigget hen.

"Undskyld," gentog Lily, da parret begyndte at gå hen imod the fire tilbageværende vogne.

"Du skal ikke tænke mere over det," krævede Luke kærligt. "Det er ikke så vigtigt - Jeg ville bare fortælle dig hvordan jeg havde det."

Lily nikkede, og tilføjede så: "Tak." Han smilede, kyssede hende på panden - hvilket han faktisk gjorde ret meget - og så gik parret ind i en vogn. Han virkede virkelig som om at han havde glemt det, men Lily var fortsat opmærksom på det.

Udover dem, var vognen tom da de satte sig ned. "Jeg håber ikke at der kommer flere," begyndte Luke at sige, men ordene havde knapt nok forladt hans mund før en anden stak sit hoved ind af de åbne vogndøre. Han så godt ud, havde sort hår og gråblå øjne.

"Åh, halløj, Lily," sagde drengen. "Halløj.. anden person." Han kiggede på Luke, som om Rawenclawdrengen virkelig var ligegyldig for ham.

"Dette her er Luke, Sirius," fortalte Lily den nyankomne. "Luke Harper... han går på Rawenclaw."

"Ærgeligt for ham," bemærkede drengen ved navn Sirius. Han førte hele sin samtale med Lily: "Har du set James?"

"Nej..."

"Sikker? Han forsvandt da vi stod af toget."

"Jeg er helt sikker."

"Hvad med dig, Lucas?"

"Det er Luke."

"Det ved jeg. Har du set James Potter?"

"Nej."

"Okay så. Hav en fantastisk tur. Nu ikke noget med at.."

"Sirius, skrid," beordrede Lily.

Sirius blinkede til hende. "Farvel, Lily. Farvel.. anden person."

Han var væk et øjeblik senere, og Luke rystede opgivende på hovedet. "Hvad er der galt med ham? Han er så..." Luke fik ikke mulighed for at færdiggøre sin sætning, da en høj, blond pige brasede ind i vognen og satte sig ned. Lily hævede sine øjenbryn i overraskelse.

"Halløj Mar, jeg troede du var taget op til slottet med Miles."

"Miles Stimpson," begyndte Marlene Price, med ild i sine blå øjne, "er den største, mest utålelige idiot jeg nogensinde har mødt."

"Du har datet ham i næsten to år," huskede Lily Marlene på.

"Han er et svin," begyndte blondinen. "Ham, og hele hans dumme, onde, irriterende Rawenclaw-kollegie!" Som om at hun først opdagede Luke nu, tilføjede hun: "Ikke for noget, Harper."

"Det er fint, " svarede Luke.

"Hvad skete der?" spurgte Lily forsigtigt.

"Han er en nar!" næsten hylede Marlene. "Han gad ikke være sammen med mig på størstedelen af togturen, hvilket du godt ved, Lily, for du var sammen med mig, og så da vi stod af toget spørger han om jeg vil vente på mig på perronen, imens han løber tilbage og henter noget. Så jeg venter, og ikke to minutter senere ser jeg ham gå ind i en vogn med den diva Alexa Kyle."

"Er Alexa Kyle en diva?" spurgte Lily skeptisk.

"Det ved jeg ikke," indrømmede Marlene. "Men højst sandsynligt. Og ved du hvad han også gjorde? Han..."

Før Lily havde en chance for at finde ud af hvad Miles Stimpson ellers havde gjort for at gøre sig selv til en rådden kæreste, kom en fjerde elev ind i vognen. Døren lukkede sig magisk i efter hende og næsten omgående - fordi den havde nået sit maksimum af passagerer, hvilket var fire - at trille ned imod slottet.

"Donna." bemærkede Lily overrasket. En høj, atletisk bygget sort heks, med krøllet mørkt hår og ravfarvede øjne faldt ned i sædet over for Luke. "Jeg troede jeg så dig gå ind i en vogn med Mary."

"Jeg er overrasket over at du kunne se noget overhovedet," sagde pigen ved navn Donna tvært, "Med dine læber smasket sammen med denne her tumpes." Hun nikkede over imod Luke. Lily lagde en formildende hånd på sin kærestes arm.

"Donna Sjækelbolt," sagde den rødhårede hårdt, "Hvad har jeg sagt om at være en møgkælling omkring mennesker der ikke ved at du altid er en møgkælling?"

Donna skulede. "Fint. Undskyld, Harper," undskyldte hun uden at være ked af det overhovedet. "Jeg er ikke rigtigt sur på dig. Jeg hader bare alle fyre."

"Også mig!" udbrød Marlene med det samme.

"Endelig noget som i to er enige om," sagde Lily forundret. "Måske er der alligevel noget positivt ved at Marlene kommer sammen med en nar og at Donna.. hader alle."

"Jeg hader ikke alle," argumenterede Donna, men hendes erklæring blev mødt med tvivlsomme blikke fra hendes ledsagere. "Det gør jeg ikke."

"Du hader de fleste mennesker," fortalte Marlene hende, og da Donna åbnede sin mund for at protestere, fortsatte blondinen: "Hvor mange procent af dem der er i denne her vogn lige nu hader du ikke?"

Donna så rundt. "Femogtyve procent, men det er en skæv statistik. Naturligvis hader jeg mig selv, naturligvis hader jeg Harper, taget i betragtning af han er en fyr, og naturligvis hader jeg dig, Marlene, fordi du er psykotisk og fuld af følelser."

"Du er så sød," sagde Marlene med et skævt smil. "Så du hader mænd, som repræsenterer halvtreds procent af befolkningen, og du hader følsomme mennesker. Don, se det i øjnene, du hader de fleste mennesker. Faktisk hader du alle udover Lily og måske din tiårige søster."

"Hold kæft, Price." Marlene lagde sine arme over kors, med et bedrevidende udtryk på hendes smukke ansigt. Donna himlede med øjnene. "Nyt emne," krævede hun.

"Jeg er enig," sagde Lily. Hun kiggede ud af vinduet, og så lige spidserne af slottet begynde at komme til syne over bjergtoppene. "Se," sagde hun, "Vi får snart vores første kig på Hogwarts." Og det gjorde de, et øjeblik senere, da slottet kom til syne, skinnende blå i månens lys og præcis lige så surrealistisk majestætisk som Lily huskede det. Hogwarts var måske det eneste ting i verden, der altid levede op til Lilys romantiske forventninger. Det sagde hun til de andre, og imens Luke smilede kærligt af hans smukke rødhårede kæreste, udvekslede Lilys to venner blikke.

"Hvad?" spurgte Lily, da hun så dem.

"Sommer Lily er væk," sukkede Marlene, og efterlignede sorg. "Hogwarts Lily er tilbage. Jeg kan rigtig godt lide Hogwarts Lily, selvfølgelig, men det er altid trist at se Sommer Lily forsvinde."

"Sommer Lily?" gentog Luke. "Er der mere end én slags Lily?"

"Der er mere end tres slags Lily," fortalte Donna ham, som om at han var et stort fjols for ikke allerede at vide det.

"Sommer Lily," afklarede Marlene, "bliver længe oppe for at se på ildfluer. Hogwarts Lily er melankolsk."

"Det plejede at være Sommer Lily hele året," fortsatte Donna. "Vi blev nødt til at huske på Percy Byshe Shelley citater midt i Forvandlingstimen og observationer over den ekstraordinære skønhed af stearinlys i Eliksirer. Men så..." Her tøvede Donna i et kort sekund, og fortsatte så, "så voksede lille Lily op, og vi bliver kun nødt til at holde Sommer Lily ud i slutningen af året og i løbet af ferien."

Luke lagde sin arm over Lilys skuldre. Han havde både set pausen i Donnas forklaring, og det taknemlige blik hans kæreste sendte hende med det samme bagefter. "Og kommer jeg til at kunne lide Hogwarts Lily?" spurgte han.

"Alle elsker alle slags Lily," fortalte Marlene ham, en smule beskyttende. Hun så sig over skulderen ud af vinduet. "Vi er snart på slottet." Og det var de.

 

(Han Sagde)

"Han sagde jeg elsker dig?" gentog Donna tvivlsomt. Efter at være kommet ud fra de hesteløse vogne, var pigerne—og de fleste andre Hogwartselever—begyndt at gå den korte strækning mellem omtalte og slottets døre. Luke havde forladt gruppen for at møde hans Ravenclaw venner, som han ville spise aftensmad med, og Lily var lige blevet færdig med fortællingen om hendes akavede hændelse. "Bare sådan? Efter to måneder med sommerferie forhold? Ved han ikke at de aldrig holder?"

"Jeg havde datet Miles mere end et år før han sagde 'Jeg elsker dig'," bekendtgjorde Marlene bittert; "Og jeg er ret sikker på at han kun sagde det for at distrahere mig fra den detalje, at han skrev breve til Sandy Pitterton."

"For det første," sagde Donna, "Marlene, din kæreste er en nar; vi ved det; du ved det; ingen er interesserede i det længere. For det andet, hvad fanden sagde du til Luke? Han så ikke vred ud... Du sagde det ikke tilbage, gjorde du?"

"Selvfølgelig gjorde hun ikke det," vrissede Marlene. "Lily ville ikke lyve om sådan noget... ville du?"

"Nej, selvfølgelig ikke," sukkede Lily. "Jeg fortalte ham bare at jeg ikke kunne sige det tilbage, det er det hele. Jeg sagde at jeg kun kunne sige sådan noget når jeg er fuldstændig sikker på, at jeg mener det."

"Og han slog ikke op med dig på stedet?" spurgte Marlene undrende. Lily rystede på hovedet. "Nogle piger har bare alt heldet med sig."

"Som hvem?" spurgte en ny stemme, mens personen tilsluttede sig gruppen. En lillebitte brunette, med store guld tøndebånds øreringe og en pænt stor mængde øjen makeup var dukket op ved Marlenes side. Den blonde svingede en arm omkring den nyankommnes skulder.

"Hej, Mary," sagde Lily, "de talte bare om..."

"Om hvordan Luke Harper er en idiot og sagde 'Jeg elsker dig' til Lily."

"Efter kun to måneder med sommerflirt?" spurgte pigen, kaldet Mary, vantro. "Det er sjovt!" Bagefter, mere seriøst: "Du løj ikke og sagde det tilbage, gjorde du vel?"

"Hun fortalte ham at hun ikke var klar," sagde Donna.

"Og han slog ikke op med dig på stedet?"

"Nej," fortalte Marlene hende. "Faktisk, var han ret munter omkring hende."

"Nogle piger har bare heldet med dig." gav Mary dem ret.

"Hvor var du egentlig henne, forresten?" spurgte Lily. "For karet-turen, mener jeg..."

"Du mener, efter I alle droppede mig?" spurgte Mary frækt. "Nej, lad være med at undskylde... Jeg havde en karet fuld af drenge, hvilket er bedre end jer tre alligevel. Adam McKinnon sad ved siden af mig og, min Gud, har han bare vokset op denne sommer? Han må være omkring seks fod høj..."

"Mary, du er forbudt fra at gå i seng med Adam McKinnon," beordrede Marlene hårdt. "Han er en af mine bedste venner, og alle dine forhold ender i.. tja, normalt ender de i ruiner."

"Sjovt," sagde Mary sarkastisk. "Ja, det er helt sikkert dit venskab med Adam der er grunden til at du ikke vil have at jeg går i seng med ham..."

"Hvad skal de nu be-..."

"Er der nogle der har set James?"

En udmattet og åndeløs version af Peter Pettigrew afbrød dem, efter at have nået toppen af skråningen og nærmede sig pigerne. "Han er her et eller andet sted, James altså, men ingen ser ud til at kunne finde ham."

"Jeg har ikke set ham," sagde Donna, og Marlene enigt.

"Du ved, jeg tror jeg så ham kravle ind i en af de første vogne," grublede Mary usikkert."Jeg er ikke helt sikker... men det ser ud til at han måske gjorde." Peter takkede dem og skyndte sig væk.

"Hvorfor er han så nervøs?" spurgte Lily tænksomt.

Men stort set ingen hørte denne sidste kommentar, for et øjeblik senere trådte de ind på slottet. Igennem de høje trædøre, kom optoget af elever ind i Indgangshallen—Stor og svagt belyst, med den store marmortrappe til deres venstre og høje døre ind til Storsalen lige frem i det store rum. Disse døre var, mærkeligt nok, usædvanligvist lukkede, og grunden til dette kom et øjeblik senere. Professor McGonagall, den strenge og dog imponerende Forvandlingslærer, materialiserede sig, tilsyneladende, ud af ingenting og krævede stilhed, som eleverne ankom til Indgangshallen.

"Det lader til," sagde Professor McGonagall, hendes tynde mund dannende en misbilligende panderynke, "At Poltergejsten Peeves har lavet noget af et roderi i Storsalen som gengældelse mod Hr. Filch. De fleste af skaderne er afklarede, men jeg må bede jer alle om at vente endnu få minutter mens Hr. Filch og Professor Dawton færdiggøre oprydningen."

Poltergejsten Peeves—blot en af Hogwarts mange spøgelser—var noget af en plage så vidt Lily vidste af, men han havde afgjort en ting til fælles med de andre Hogwartsstuderende: En lidenskabelig afsky for Filch, skolens pedel. Et par af de andre fra den store gruppe unge grinede anerkendende af Peeves' narrestreger, mens en eller to Præfekter mumlede noget omkring spøgelsets "utålelige mangel på respekt for autoriteter." Lily havde ikke rigtig noget imod at vente nogle få ekstra minutter før man kunne igangsætte proceduren (nemlig Sorterings Ceremonien og Velkomst Middagen), hvis det var på Filchs bekostning.

Hun lyttede med mild interesse mens Marlene og Mary opdaterede hinanden om den seneste sladder, da et prik på hendes skulder drev hende væk. Remus Lupus—bedste ven til Sirius Black, Peter Pettigrew, og James Potter, samt Lilys kammerat—stod ved hendes side med et irritabelt udtryk i hans tynde, blege ansigt.

"Lily, har du set...?"

"Potter?" afsluttede Lily for ham. Han nikkede håbefuldt, men hun rystede på hovedet. "Det har jeg ikke, er jeg bange for, dog hvis du er interesseret i at finde Sirius Black eller Peter Pettigrew vil jeg nok være i stand til at give en hjælpende hånd."

"Nej, jeg har fundet dem," grublede Remus. "Det er James vi er efter nu. Når, men tak alligevel..."

"Det er helt fint," sagde Lily; Hun kunne godt lide Remus. "Vi ses senere." Han begyndte at gå, og Lily vente igen sin opmærksomhed mod hendes veninder, indtil hun endnu engang blev distraheret ved et prik på skulderen. "Jeg har stadig ikke set ham, Re..." Det var ikke Remus Lupus denne gang. "Sev," udbrød Lily overrasket. Severus Snape stod nu bag hende. Lily prøvede at huske den sidste gang han havde dukket op så anspændt ved at snakke med hende og fandt frem til at det måtte være deres første møde, mere end syv år før.

"Hej, Lily," begyndte Severus i hans mindst komfortable tonefald; "Jeg håbede på at vi kunne tale sammen et øjeblik."

Lily kastede et blik rundt omkring i hallen i sin søgen efter Severus' Slytherinvenner. Hun fandt dem endelig i en plet ret så lang en distance og omkring hundrede elever væk, tydeligvis uvidende om at Severus ikke længere var iblandt dem. "Jeg ser," sagde Lily bittert til Slytherin'en, "det er sikkert at snakke med mig nu. Du er ikke i fare for at Mulciber og Avery fanger dig i at have en samtale med en mugglerfødt." Hun begyndte at vende sig væk igen.

"Det er ikke sådan det er!" protesterede Severus, og hun stoppede. Mary, Marlene, og Donna havde afbrudt deres samtale for at følge med.

"Hvordan er det så?" krævede hun at vide. Da han ikke havde noget svar, fortsatte Lily: "Severus, jeg troede det var ret klart at i slutningen af sidste år ville vi ikke gøre dette her længere. Det er en for stor belastning for os begge."

"Lily..." Severus kastede et forsigtigt blik i retning af hendes tre venner. "Kan vi ikke tale om dette her et andet sted?"

"Hvorfor? Mine venner har intet problem med at tale til dig."

Donna skulle til at modsige sig dette, men Marlene sparkede hende.

"Lily," sukkede Severus, træt. "Hvornår har du tænkt dig at tilgive mig?"

"Jeg har tilgivet dig, Sev," snappede Gryffindor'en. "Jeg tror bare simpelthen ikke at vi kan være bedste venner længere."

"Men jeg mente ikke..."

"Jo, du mente det, og det er ingen nytte at diskutere pointen. Vi ender bare med en endeløs snak indtil vi begge er for vrede til at snakke logisk."

"Vi var venner i syv år..." sagde Severus i et lavt tonefald (Men så igen, han talte altid så lavmælt). "Det kan ikke bare forsvinde sådan på grund af en lille fejl."

"Det var en meget oplysende fejl, dog," svarede Lily mildt. "Sev, vær sød bare at gå."

"Nej." Stædigt. "Ikke før du fortæller mig at vi kan være venner igen. Du svarede ikke på nogle af mine ugler denne sommer, og du praktisk talt spurtede væk efter Præfektmødet denne morgen."

Lily kunne ikke undgå at blive lidt imponeret. Severus var aldrig så lydt om personlige ting foran andre... ikke mindst hendes venner. Faktisk, i syv år med deres venskab, kunne Lily ikke huske en eneste gang hvor han faktisk omtalte deres venskab i offentligheden. Måske hans anger var oprigtig...

Hun kaldte straks hendes følelser tilbage. Det gjorde ingen forskel hvis han var ked af det nu...det var for svært for hende at hellige sig selv når alt han nogensinde så ud til at gøre var at gøre sprækken mellem dem større.

"Vær sød at gå, Sev," gentog Lily. Han så ud som om han ville opgive, da formidlende omstændigheder ankom i form af Nicolai Mulciber og Samuel Avery.

 

Skæbnen virker på sjove måder sommetider.

 

Det begyndte i deres fjerde år.

Sirius Orion Black—berygtet ballademager på skolen—havde været på jagt efter sin bedste ven, James Potter. James Potter havde været til eftersidning det meste af den morgen (en lørdag i marts) for at sætte ild til Lily Evans' kappe, på grund af de to hovedårsager: for det først, at James var yderst betaget af Lily den gang, og for den andet, at Lily havde fortalt James at han ikke var en lige så talentet Quidditchspiller som Hufflepuffs Liam Lyle (en tydelig falsk bekendtgørelse hun spimpelhen kun havde gjort for at irritere ham). Som et resultat af den førnævnte kappe-med-ild-i hændelse, havde Professor McGonagall idømt James til en uge med eftersidning, og Sirius Black—som havde glemt dette—havde sat en jagt igang efter hans bedste ven på den lørdag morgen i marts, 1974.

På et eller andet tidspunkt i jagten, havde Sirius overhørt en håndfuld Slytherins prale højlydt om et eller andet, mens de gjorde deres vej ned af den nærliggende korridor. Sirius bestemte sig straks for at tage brug af hans nyopdagede besværgelser som han havde lært den forrige aften, og kastede et blik rundt i korridoren for et sted at gemme sig. Desværre, var den anden sals korridor i vestfløjen på Hogwarts slottet en usædvanlig tom en, og der var kun en gobelin hængende fra væggen langs hele længden af hallen. Sirius smuttede bag gobelinen, spekulerende over om der var nogen mulighed for at Slytherin'erne ikke ville opdage ham, og da han gjorde dette, opdagede den unge Hr. Black noget mærkeligt. En dør.

Det var formentlig bare et glemt kosteskab, det meget lille rum der lå bag døren der så bag gobelinen på anden sals korridor af den venstre fløj på Hogwartsslottet, men Sirius holdt af hemmelige ting og—som resultat—blev han ret betaget af dette hemmelige rum. Han var ret betaget af det, lige indtil det øjeblik hvor han ved et uheld afslørede dets placering til Poltergejsten Peeves i løbet at af en særlig sløv eftersidning (det var meningen at han skulle have pudset trofæer, men han havde stoppet med dette for at snakke med det drilske spøgelse) omkring et år senere. Efter det, indså Sirius at den hemmelige karakter af skabets beliggenhed var tabt, og at han ikke længere kunne anse det for sit eget. Han opdagede dog et helt andet kosteskab ikke senere end ugen efter, og var derfor ikke frygtelig fortvivlet.

Peeves, kom det frem til, holdt også af hemmelige dog. Det var hans kendskab til kosteskabet der førte ham til at lave en narrestreg med hans svorne fjende, pedellen Argus Filch, på den 27. august, 1975. Han fjernede alle ikke-møbler fra pedellens kontor og bragte det til det kosteskab Sirius Black engang havde indviet ham i, eksisterede. Filch var, forudsigeligt, rasende. Det tog ham to dage at finde hans ting.

Det var der Filch bad Dumbledore om at forvise spøgelset fra Velkomst Middagen og, Dumbledore, en medfølende rektor, accepterede hans ene forespørgsel. Og, da Filch informerede Peeves om at Dumbledore havde forbudt ham at komme til Velkomst Middagen det år, havde Peeves besluttet sig for at lave et rod i Storsalen, således at forsinke sagen og desuden forværre Filchs humør. Han havde held i begge.

Derfor, er Sorterings Ceremonien ikke klar til tiden og eleverne var derfor tvunget til at vente i Indgangshallen mens de sidste stumper affald blev fjernet og ryddet op af Professor Dawton og Hr. Filch. På grund af dette, havde Severus Snape en mulighed for at smutte væk fra hans Slytherin venner og konfrontere sin ex-bedsteven, Lily Evans, mens hun stod og lyttede med mild interesse til hendes venners sladder. Efterfølgende, begyndte de to—Lily og Severus—at diskutere og, grebet af øjeblikket, lagde de ikke mærke til at Nicolai Mulciber og Samuel Avery havde opdaget deres samtale og var begyndt at gå imod dem.

 

Skæbnen virker på sjove måder sommetider.

 

"Severus," sagde Mulciber, en høj, tynd dreng med smalle øjne. "Hvad har vi her?" Han betragtede den lille scene imellem hans kollegiekammerat og Lily. Et par andre Slytherins dukkede også op, herunder en pæn mørkhåret pige og en rimelig flot fyr.

"Severus," sagde pigen, "Hvad laver du?"

"Åh, ved alt godt, Colista, du skal ikke være bekymret over dine manerer over for mig," afbrød Lily sarkastisk. Hun lagde ikke mærke til at Donna i smug havde trækket sin stav i forventning om et kommende skænderi.

"Du må tilgive os," greb Mulciber ind, osende af falsk charme. "Ser du, Severus her havde sagt at jeres... forhold... var afsluttet."

Severus åbnede sin mund for at tale, men Lily var ikke interesseret i hans undskyldninger. "Han fortalte sandheden," sagde hun, forsigtig med ikke at vise hvor meget det sårede hende at høre disse nyheder. "Vi er ikke venner mere. I vinder." Hun gik ud fra at det sidste stykke ville være til fordel for deres stolthed og hermed sætte en stopper for en kommende kamp.

"Pas på, Evans," sagde pigen, Colista.

"Kom nu bare," mumlede Severus, men den anden Slytherin ignorerede ham. Remus Lupus, opdagende at Lily så ud til at være i en form for ballade, dukkede op ved hendes side.

"Er der noget galt, Lily?" spurgte han, med han øjne fokuserende med et koldt blik på Severus.

"Nej," sagde Lily hurtigt. "Der er intet galt. Alt er fint. Disse gode elever var lige ved at gå."

"Vi skal nok beslutte hvornår vi går," fortalte den firskårne og stædige Samuel Avery. Lily himlede med øjnene og begyndte, endnu en gang, at vende sig om. Hun lagde mærke til at et par elever havde indstillet deres egen samtale for at følge med i denne scene, højst sandsynligt i håb om at noget dramatisk ville ske som det så ofte bliver til når Slytherins og Gyffindors diskuterede.

"Skal I ikke duellere?" spurgte en naiv andetårs elev, efter en kort stilhed.

"Nej," sagde Lily. Remus havde nu, også, i smug trukket sin stav for en sikkerhed skyld.

"Hvad er der i vejen?" spurgte Colista. "Tror I ikke, at I to kan klare os?"

"Vi fem," rettede Mary hende, mens hun trådte frem, med også hendes stav trukket. Lily lagde pludselig mærke til at hun var en af de få hvis stav endnu ikke var trukket.

"Åh, jeg er dødsens bange," hånede Colista. "Hvad siger du, Mudderblods Macdonald? Vil du gerne have at Avery giver dig endnu en smagsprøve af nogle af hans fantasifulde besværgelser?"

Marlene og Donna tog begge et skridt frem. Lily holdt dem tilbage. "Hold mund, Black," snappede hun til Colista. "Og jeg mener det—hvis du gerne vil beholde den pæne, magisk skabte næse, så skal du aldrig snakke sådan igen." Der var kraft i hendes stemme, og Colistas selvtillid vaklede en smule. Den blonde dreng ved hendes side lagde en hånd på hendes skulder.

"Hvad sker der her?" Sirius Black var dukket op, og med ham var Peter Pettigrew og man kunne fornemme hele situationen var blevet forværret.

"Ingenting," sagde Lily straks, samtidig med at hun sendte Sirius et blik der fortalte ham at han skulle holde sig væk.

"Hvis det ikke er min blodforrædder fætter!" bemærkede Colista. "Hvordan føles det at bo på dagen hvor du hører til?"

"Hold mund, Black," snappede Sirius.

"Du kan holde mund, Black," svarede Colista. Sirius tog et skridt frem, men Lily holdt ham tilbage med sin arm.

"Måske skulle vi gå," mumlede den blonde fyr ind i Colistas øre.

"Slap af, Zabini," snappede hun af ham. "Du ejer mig ikke."

"Han har dog ret," sagde Sirius, med falsk bekymring. "Du vil nok helst bakke ud af denne her, kære Colista. Det kan måske blive ubehageligt for en af din skrøbelige natur. Avery kan gå afsted med dig..." Han sagde dette som om han gav en venligt råd til en gammel ven. "Jeg ved at han har været ved at dø efter at få dig alene i år."

Drengen Zabini hævede sin stav og Lily kæmpede med at holde Sirius tilbage. "Vil alle ikke godt bare slappe af?" snappede hun. "Selv hvis det at duellere om hvem Avery gerne vil i seng med var en intelligent beslutning, så er Professor McGonagall her et-eller-andet sted og vi ville alle komme i problemer for det. Så, vil alle venligst gå tilbage til deres egne anliggender? Alle!" tilføjede hun, i høj grad til tilskuerne. Ingen flyttede sig, for selvom tilskuerne måske respekterede Lily, så ville de helt klart ikke gå glip af en kamp, der så ud til at blive så interessant.

"Lad os nu bare gå," gentog Severus endnu en gang. Han holdt ikke øjenkontakt med nogen.

"Vent nu bare et øjeblik," sagde Mulciber, ondskabsfuld som altid. "Severus, Colista her har nævnt et meget interessant spørgsmål..."

"Virkelig?" afbrød Lily desperat. "jeg var ikke frygtelig interesseret."

Som om han ikke havde hørt hende, fortsatte Mulciber: "Du fortalte os at dit venskab med Evans var sluttet, og alligevel finder vi dig i dyb samtale med hende. Altså, jeg har ingen tvivl om din loyalitet, men det tror jeg Avery har. Har du ikke, Sam?"

Samuel Avery, en dunkel fyr, så sig bevildret omkring, pludselig bevidst om at han var blevet nævnt men ikke helt sikker på hvorfor. "Bare sig 'ja'," snappede Colista, himlende med hendes grå øjne.

"Åh, det er rigtigt. Ja. Ja."

"Jeg tror at du skulle bevise det for ham, Severus," blev Mulciber ved.

"Nick, kom nu," sagde den blonde dreng, Zabini. "Ikke her... han vil blive fanget, det er helt sikkert. Lily var lettet over at se at der i det mindste var en af Snapes "venner" der viste hensyn til ham. Colista bad dog Zabini om at være stille, og det gjorde han.

"Jeg vil ikke have dig til at skade hende eller noget," fortsatte Mulciber. "Det kunne jeg ikke drømme om at bede om. Severus, alt du skal gøre er at bevise overfor Avery at din loyalitet er fuldstændig hos dine rigtige venner... hos Slytherin, alt du skal gøre er at give mig Lily Evans' stav."

Selvom det øjensynligt var en simpel anmodning, var det helt sikkert en opgørelse. For at få Lilys stav, ville Severus—formenligt—være nød til at afvæbne hende ved brug af sin egen.

"Du får ikke min stav," sagde Lily fast, alt imens hun sikrede sig i at have et fast greb om Sirius' arm, så han ikke ville angribe. "Faktisk, er hele den her samtale slut." Men ingen lyttede til hende.

"Gør det, Severus," sagde Colista. "Gør det, eller du er ikke længere en ven af os.

"Snape, hvis du hæver din stav mod Lily," bekendtgjorde Donna, altid den udøvende magt, "Vil du gøre noget i strid imod Hogwarts reglement og være i position for eftersidning."

Avery fnyste. Åbenbart, hvis Severus ikke hævede sin stav imod Lily lige nu, så ville han være i position for noget meget værre end eftersidning.

"Ved I hvad," begyndte den rødhårede irriteret; "det her er så dumt. Hvis du vil have min stav, så bare tag den. Jeg har dog brug for den til timerne i morgen." Hun trak sin tryllestav og holdt den ud så Severus kunne tage den. Mulciber holdt sin egen hånd op som advarsel.

"Anskaf dig den selv, Severus," sagde han, alle spor af overfladisk charme forsvundet. Lily så på Mulcibers firkant i øjet og lagde sin stav væk igen. Severus ville ikke forulempe hende. Det kunne han ikke finde på.

"Severus," mumlede Colista. "Gør det nu."

"Nu," eniggjorde Avery.

De fleste af Hogwarts elever rundt om dem havde stoppet op for at følge med i dramaet. Lily gav ubevidst slip på Sirius' håndled. Hun holdt nøje øje med Severus; han trak sin stav.

"Severus, vær nu sød," Lily praktisk talt hviskede. Hun var ikke frygtelig bange for at blive angrebet, men udsigten for at miste alt håb for Severus' venskab var smertefuld.

"Severus."

Slytherinens hånd spjættede. Han hævede sin arm en anelse. Donna, Mary, Marlene, Sirius, og selv Peter stod klar med deres stave. Hans arm spjættede igen.

Derefter skete der flere ting på en gang.

Som Severus' arm bevægede sig en lille smule højere, hævede Colista sin stav og pegede dem mod Mary Macdonald. Sirius hævede også sin stav og, i hans sind, begyndte han at forme ordende til en Lammerbesværgelse. Remus begyndte a bevæge sig fremad, klar til at skubbe Lily af vejen hvis det skulle komme til det, og Zabini, den blonde, greb fat i Colista, tvang hendes lille krop bag hans betydeligt større en.

En særlig gestus opvejede dog alle andre, i betydning og skuespil. Tilsyneladende ud af ingenting, dukkede en høj dreng med rodet sort hår op lige bag Marlene. James Potter—for det var hvem det var—skubbede sig forbi alle andre og i en simpel, elegant, og aldeles rystende bevægelse, slog han Nicolai Mulciber lige på kæben. Lily gispede, og Severus tabte næsten sin tryllestav i overraskelse; Mulciber var nede ved gulvet et øjeblik senere, holdende om sin kæbe og stønnende i smerte.

Hallen syntes stille i adskillige sekunder. I denne længde bemærkede Sirius Black en ting: "Tja, i det mindste fandt vi James."

Og så, hævede Avery og Zabini deres stave, og så—tilgiv klichéen—brød helved løs.

 

Fortsættes i næste kapitel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...