The Life and Times - oversættelsen.

Denne historie er en oversættelse af engelske Jules' fanfiction af samme navn.
Historien foregår i Harry Potters forældres tid, hvilket vil sige at hovedpersonerne er Lily Evans, James Potter og deres venner.
-
Hun var dramatisk. Han var dynamisk. Hun var præcis. Han var impuls. Han var James og hun var Lily, og en dag ville de dele et kys, men før dette ville de dele en masse diskussioner, for han var kæphøj, og hun var sød, og hjertets lyst kan kræve tid.

14Likes
38Kommentarer
5530Visninger
AA

5. At Starte et År, del II.

Fortsættelsen.

 

(Kort fortalt, Professor Sirius' Onkel)

"Jeg spekulerede lige på hvordan Carlotta har det," spekulerede Lily, mens hun tog plads i det halvtomme Forsvar Mod Mørkets Kræfter klasseværelse.

"Det ved vi," svarede Donna. "Du har spekuleret det højt hver femtende minut siden morgenmaden."

"Åh gud," kurrede Marlene, som var sammen med dem, "Du huskede at tage dine bicth-piller her til morgen, Don."

"Og du huskede at tage dit grimheds serum på denne morgen, Marlene."

"Donna," sagde Lily.

"Undskyld, Price." Ikke overbevist, himlede Marlene med øjnene.

"Det ser ud til," sagde den blonde, "at Mary er blevet distraheret af hendes seneste... distraktion..." De tre piger tog et øjeblik til at se på den nuttede men dunkle Hufflepuff der så ud til at være blevet besat af den yderst facinerende opgave at flirte med Mary Macdonald. "...Så jeg vil gå over og sidde med Adam, i det tilfælde at Professor Black begynder at dele folk op i partnere." Donna og Lilys partnerskab var, i dette øjeblik, blevet antaget.

"Ses," kaldte Lily, og Marlene vinkede mens hun bevægede sig tværs igennem rummet for at sidde med Gryffindor drengen.

"Hør," grublede Donna, "Jeg tror du måske har ret med hensyn til at Adam er vild med Marlene. Det må dog være sket her for nyligt, fordi..."

"Don, alle ved at Adam har været vild med Marlene siden tredje år."

"Seriøst?"

"Lily nikkede. "Jeg spekulerede lige på..." Hun stoppede.

"Du var ved at spekulere om hvordan Carlotta havde det igen, var du ikke?"

"Nej. Jeg var ved at spekulere på... på.... jeg kan ikke komme i tanke om noget. Jeg var ved at spekulere på hvordan Carlotta har det."

Donna rystede på hovedet. "Hvis det bekymrer dig så meget, kan vi smutte forbi Hospitalsfløjen efter Forsvar."

Lily syntes at falde en anelse til ro. Klasseværelset begyndte at blive fyldt op, og selv the Marauders dukkede op før klokken ringede. De fire tog plads p deres sædvanlige pladser bagerst i rummet—sæderne var uofficielt men  utvivlsomt reserveret til deres brug.

"Potter dukkede op," undrede Donna sig. "Jeg troede at Lupus sagde i Storsalen at han var blevet holdt tilbage igennem det meste af morgenmåltidet."

"han må have haft lyst til at se nærmere på Professor Blacks lektion," gik Lily ud fra. "Han er jo , trods alt, Sirius' onkel." Lily havde fundet ud af at emnet James Potter påførte unødig stress til hendes nerver, og fik modstridende følelser til at kredse rundt om den dreng—det at han havde været sådan en opblæst nar natten før og bagefter havde reddet Carlotta denne morgen—gav hende en ubehagelig mavefølelse. Hun fortsatte ikke deres snak om denne bestemte Quidditch Kaptajn, og Donna blev hindret i selv at fortsætte da Professor Black ankom.

Tæt på, så Alphard Black ældre ud end han havde på afstand i Storsalen, men til gengæld blev ligheden mellem ham og Sirius større. Som den ældre troldmand bevægede sig mod fronten af klasseværelset, med en lædermappe i hånden, undrede Lily sig over hvorfor hun ikke med det samme havde lagt mærke til at denne nye Forsvarslærer måtte være beslægtet med hendes kollegiekammerat.

"Godmorgen," sagde Professor Black, liggende sin mappe på hans skrivebord.

"Godmorgen, Professor Black," svarede nogle få pligtopfyldende sjetteårs elever.

"Det er den entusiasme jeg kan lide at se," svarede den anden ironisk, men viste dog ingen tegn på at være fornærmet. "Udemærket, så. Jeg er jeres nye Forsvarslærer. Mit navn er Black, I vil kalde mig Professor Black, osv., osv., osv. Nogle spørgsmål på dette område?" Der var, forudsigeligt, ingen. "Fantastisk. Vil alle venligst rejse sig op?"

Anmodningen, underlig som den var, krævede et øjeblik for alle at udføre. Lily og Donna vekslede blikke, og den førstnævnte modstod trangen til at kaste et blik tværs gennem rummet for at se Severus Snapes reaktion. Dette betød ikke at hun vidste præcis hvor han stod i rummet. De stod, som alle andre gjorde, lige forvirret.

"Fantastisk," sagde Professor Black igen. "Fint, så." Han fremtrak en stav fra mappen og slog så med den en enkelt gang i luften. Alle skranker fløj hen til den modsatte side af rummet. "Stil jer op i en lang række! Fronten af linjen går op hertil—jeg er ligeglad med hvilken rækkefølge I stiller jer i. I er modne nok til at klare det selv. Fantastisk."

Klassen adlød, og Adam McKinnon fandt sin vej forrest til linjen, hvilket—på grund af Blacks instrukser—var lige foran den lukkede dør til hans kontor. "Nå," sagde Professoren, lænende afslappet op af hans skrivebord, selvom hans tone var rablende og let spredt, som man ville forestille sig en vanvittig videnskabsmand ville tale. "Vi vil varme op med lidt... praktisk magi. Tryllestave frem, alle sammen. Fantastisk." Han havde allerede et slagord. "Nå, hvad man skal gøre er at gå ind på mit kontor der bag døren og... tja... kæmpe. Selv jeg er ikke sikker på hvad hver af jer vil stå over for, men det vil kræve jeres stave og noget grundlæggende viden om... magi. Hvilket, I ved, jeg håber i har anskaffet. Hvis ikke..." han lakkede ud og det ville nok have været skræmmende hvis han ikke bogstaveligt talt grinede. Lily og Donna vekslede endnu et forvirret blik.

"Så, Hr. McKinnon—er De klar?"

"Æh..."

"Fantastisk."

 

(Besøgstider)

"Fantastisk," enig gjorde Donna, med et af hendes sjældne glødende udseende der viste at hun var oprigtigt glad (meget sjældne). "Fucking forrygende. Professor Black er måske den bedste Forsvars lærer vi har haft indtil nu."

Lilys ansigt var blussende fra spændingen. "Remus var nød til at kæmpe imod et Inferi... Jeg ved ikke hvad jeg ville have gjort hvis jeg var nød til at stå ansigt-til-ansigt med det. Højst sandsynligt bare krølle sammen til en lille kugle og vente på at Professor Black ville afbryde simuleringen."

"Det virkede næppe som en simulering," bemærkede Donna. "Han må have brugt den samme slags magi som auror departementet bruger." Hun nærmest hoppede op og ned  mens de gik. "Det var frygtindgydende, dog—da varulven nlrmede sig mig jeg sværger til Gud at den var fucking ægte. Fantastisk adrenalinsus, men jeg næsten frøs på stedet."

"Stop med praleriet, Frøken-Tredje-Hurtigste-Til-At-Blive-Færdig-I-En-Klasse-På-Over-Tredive."

"Jeg praler ikke," svarede den anden. "Og jeg er imod at Black faktisk slog mig. Jeg tror jeg havde en større afstand til..."

"Han slog dig med to minutter," indvente Lily. "Han slog dig, Sjak.

"Waow, Evans, 'forræder' er en god farve til dig."

Carlotta var forsvundet. Billedeligt, dog. Sjetteårseleverne forlod Professor Blakcs klasseværelse fuldstændig optaget af Forsvars lektien og af Professor Black ham selv. Lily og Donna havde måske været gået adskillige timer mere med sådanne blændede tanker, hvis de ikke havde gået forbi Hospitalsfløjen på vej ned til anden lektions Besværgelser. Så herefter, efter at have fået deres erindringer tilbage, fik de også skyldfølelse af at have glemt dette erinde. Hospitalsfløjens døre var lukkede.

"Går vi ind?" spurgte Donna usikkert. Lily hævede et øjenbryn, og den mærkhårede pige tilføjede hurtigt: "Ikke at jeg vil eller noget."

"Gad vide om Healer Holloway vil lade os se hende," mumlede Præfekten. "Skal vi prøve?"

"Nej."

"Beom?"

"Carlotta og jeg er ikke engang venner. Det ville blive kejtet."

Lily rynkede brynene. "Men Carlotta og jeg er heller ikke specielt tætte, og jeg vil ikke føle mig kejtet. Det vil være fint..."

"Du kan lide folk, Evans. Og endnu vigtige, folk kan lide dig."

"Donna Christine..."

"Lad være med at bruge mellemnavnet!"

"Beom?"

"Fint."

Skulende, fulgte Donna efter Lily op til dørene, som sidstnævnte blidt skubbede op. Ved første øjekast, var Healer Holloway ingen steder at se, men som de sneg sig længere indenfor, dukkede han op med en notesbog og en flaske med en grøngul væske i.

"Frøken Evans," hilste den ældre troldmand. Han skottede til Donna, som for at bestemme sig for hvorvidt han ønskede at huske hendes navn; øjensynligt, besluttede han sig for at være imod og nikkede blot til hende. "Hvis ingen af jer piger rent faktisk er syge eller beskadiget, må jeg desværre insistere på at i går.

Han virkede oprigtig ked af dette, så Lily tilkaldte hendes bedste "yndlings elev" stemme og sagde: "Men, Healer Holloway, vi håbede på at vi kunne se Carlotta Meloni."

"Og I tror at I er de første?" brummede Healeren. "Unger har rendt ind og ud herfra hele morgenen i et forsøg på at fange et glimt af hende. Jeg er ikke færdig med mine undersøgelser, så I kan ikke se hende."

"Kan du i det mindste fortælle os noget om hvordan hun har det?"

"Nej."

"Men du må vide et eller andet."

"Jeg sagde ikke at jeg ikke vidste et og andet. Kun at jeg ikke kunne fortælle jer det."

"Men healer Holloway..."

"Carlotta Meloni er stabil. Det er alt jeg vil sige."

Lily flyttede sin vægt over til det andet ben og lagde sine arme over kors. "Vær nu sød?"

Holloway sukkede. "Alt jeg kan fortælle jer..." Donna havde svært ved at tro at Lilys simple 'vær nu sød' faktisk havde virket, "...er at Frøken Meloni ikke var forhekset. Den type magi efterlader et eller andet slags synligt mærke, og der er intet tegn på dette på Frøken Meloni."

"Så... så du siger at hun helt afgjort handlede af egen fri vilje?" spurgte Lily, hendes hjerte synkende. Det var en forfærdelig tanke.

"Nej, vær ikke latterlig," vrissede Healeren. "Jeg siger ikke at hun ikke var påvirket af magi... kun at hun ikke var ramt af en besværgelse, som sædvanligt."

"Det kunne have været en eliksir," foreslog Donna. "Eller måske var hun udsat for et mørkt magisk objekt. Eller måske..."

"Eller måske søgte hun blot efter opmærksomhed," sluttede Healer Holloway. "For det alle af os kender til, er det det der er sket, så jeg vil ikke have jer til at sprede hvad jeg lige fortalte jer."

"Vi holder tæt," sagde Lily. Donna nikkede.

 

(Middag)

Middagen på Hogwarts var næsten altid fantastisk. Når solen var lige ved at gå ned, kastede den hele salen under et lyserødt og orange lys, som det forheksede loft efterlignede til næsten perfektion. Til middag d. 2. september, så James det meste af tiden bare på loftet. Han spiste sin mad og så på solnedgangen og ønskede at alle bare ville holde mund, selvom sandsynligheden for dette dog var lig nul. For på grund af Carlotta Melonis forsøgte selvmord, kampen i Indgangshallen, og den nye Professor Black (hvis popularitet allerede havde spredt sig til andre klasser), var der simpelthen for meget at diskutere.

Ikke destro mindre, ville James heller have lyttet til det mindst intelligente, mest intetsigende stykke af sladder om hvordan Professor Black bare var alle pigernes drømmefyr, frem for at have sin middag afbrudt, som det blev, kun få minutter efter han havde begyndt sit måltid.

"Hr. Potter," sagde stemmen tilhørende ministerieheksen, Drake, som hun trådte hen til hans plads langs Gryffindorbordet.

"Ja, Frøken. Drake?" svarede han, bevidst koldt.

"Hr. Potter, jeg har brug for Deres underskrift på den erklæring De lavede." Hendes tone var ligeledes kølig, ingen tvivl som et resultat af James' bratte afgang den morgen.

"Jeg vil give dig den når jeg er færdig med min middag."

"Jeg vil ikke være her når du er færdig med din middag." James drejede sit hovede, lige nok til at kunne se hende.

"Du forlader slottet allerede?"

Hun nikkede, og sagde herefter selvtilfredst: "Og jeg tror at du måske ville være interesseret i at høre at Healer Holloway rapporterede til mig at han ikke så nogle tegn på at Carlotta var blevet angrebet—andre en de mærker du magisk efterladte—eller at hun var blevet forhekset."

"Så du går bare?" krævede James at vide. "Du dropper bare det hele og går uden overhovedet at udspørge Carlotta eller..."

"Jeg udspurgte faktisk Frøken Meloni," afbrød Drake. "Hendes minder om hele affæren er noget vag, men hun har sagt at hun helt sikker ikke var blevet overfaldet. Hun kan huske alle hendes bevægelser helt frem til hvor du greb ind i Opholdsstuen."

"Og fortalte hun dig at hun ønskede at gøre det mod sig selv, gjorde hun?" spurgte James.

Drake tøvede med sit svar. "Disse omstændigheder er for komplicerede til at forklare, og jeg er ikke forpligtet til at forklare mig selv for dig, Hr. Potter. Nu, din underskrift." Hun skubbede papiret hen foran ham. James ignorerede det.

"Hvis det bare var en fjollet følelsesladet ung heks der prøvede at få opmærksomhed, og ingen vil have afgifter," sagde han, "Så kan jeg ikke se hvorfor jeg behøver at skrive noget under. Hvis du vil have det underskrevet, forfalsk det."

Vred, fejede Miss Drake ud af hallen et minut senere, imens forargelsen ringede fra hvert gang hendes gummisål ramte gulvet.

"Sikkke en møgkælling," mumle Sirius, der sad ved siden af sin bedste ven. "Selvom jeg ikke kan se hvorfor du ikke bare underskrev det, Krone."

"Primært for at pisse hende af," indrømmede James. "Hey, jeg er færdig. Jeg smutter lige ud efter en hurtigt... ehr... gåtur." Han skævede imod den tydeligvis aflyttende fjerdeårselev der sad til venstre for ham.

"Udspekuleret," var alt Sirius sagde.

"Vi ses om lidt."

James gik hurtigt ud af salen, imens han legede med den friske pakke cigaretter i hans lomme. Han nåede den stort set øde Indgangshal, og mærkeligt nok, tøvede han før han gik udendørs. Pludselig havde han ikke rigtigt lyst til at ryge. Han havde det bare.. altså... han havde det ikke rigtigt.

"Potter?"

James så op, og hans mave vendte sig. Merlin, hvor han hadede det. James besluttede omgående at det måtte være grundet, at han spiste måltidet på så kort tid, og havde absolut intet at gøre med den pæne rødhårede der stod foran ham. Donna, Marlene og Mary, som var gået ind i hallen samtidigt med Lily, bevægede sig hastigt ind i Storsalen, men præfekten selv blev tilbage.

"Ja?" spurgte James, spekulerende på om en pige kunne høre når en fyrs mave var i hans hals.

"Jeg—er— Undskyld."

Hun undskyldte. Hun undskyldte fandeme. Han havde været intet mindre end forfærdelig over for hende, og hun undskyldte fandeme.

"Hvad... hvad snakker du om?"

Lily mødte ikke hans blik, og det var han taknemlig for. "Jeg er bare... ked af det. Vi fik ikke en god start i år, og.... altså, du tog fejl igår aftes, det du sagde, men jeg... Jeg kan vel se hvorfor du måske kunne tro hvad... hvad du troede. Forkert."

James stirrede. "Det her er om Carlotta, er det ikke?"

"Ehr... ikke rigtigt, nej."

"Det er det. Du har dårlig samvittighed."

"Hvorfor skulle jeg have dårlig samvittighed."

Det var ligesom at se to koste støde sammen samtidig med at stå på jorden. James kunne se hvad der ville komme; han vidste hvad der var ved at ske, men han var magtesløs for at stoppe det.

"Alle pigerne siger altid en masse sludder om Carlotta fordi de er jaloux... kalder hende en billig og jeg ved ikke hvad... og du har det vel dårligt fordi du plejede at sige den slags ting, og siden du ikke kan undskylde til hende lindrer du din dårlige samvittighed på mig."

Sammenstød.

"Jeg har aldrig sagt noget om Carlotta Meloni!" svarede Lily, tydeligvis chokeret. James spekulerede over hvordan han kunne være konstant forfærdelig, og alligevel kom det altid bag på hende. "Jeg har aldrig... og du.. du kan ikke..." Lily bed sig i læben (hun var vidunderlig.) "Du er en idiot." (Som om hun lige har fundet ud af det). Hun stormede ind i Storsalen.

James så hende gå, og selv ikke alt den modgang havde fået hans latterlige mave til at stoppe med at vende sig. Han huskede pludselig hvorfor han havde brug for at ryge.

Lilys kinder brændte rødt da hun skyndte sig væk fra James Potter og Indgangshallen. Ironien fra det hele undgik hende ikke. Hvordan kunne det gå til at hans konstante grufuldhed blev ved med at overraske hende? Skumlende, tog Lily plads ved siden af Donna og tværs for Marlene.

"Så," begyndte den sidstnævnte langsomt, "Hvordan gik det...?"

"Jeg vil ikke tale om det."

"Fedt."

Donna himlede med øjnene. "Ginger, jeg ved virkelig ikke hvordan det går til at selvom Potter altid er forfærdelig omkring dig, så er du altid..."

"Jeg ved det, Don. Tak."

"Det er helt i orden, Lily," sagde Mary trøstende. "Jeg forstår. James kan være ligefrem fantastisk nogle gange."

"På skudår," foreslog Marlene.

"Hver fjortene blå fuldmåne," sagde Donna.

Lily sukkede. "Tak. Virkelig, men jeg vil ikke tale om det."

De andre affandt sig lydløst i dette, da måltidet samtidig gav tilstrækkelig distraktion. "Hey," begyndte Marlene øjeblikkeligt, "Hør, er du sikker på at du ikke så Adam efter frokost? Jeg kunne have svoret han sagde at han havde taget Magiske Dyrs Pasning og Pleje, men jeg så ham ikke der, og jeg har ikke set ham siden. Du så ham ikke i Oldtidens Runer, gjorde du?"

"McKinnon tager ikke Oldtidens Runer," påpejede Donna. "Gud, hvor er du klæbende."

"Forsigtig, Don," mummlede Lily. Marlene hørte ikke den rødhårede, men gav Donna en grimasse.

"Jeg syntes bare at det er mærkeligt, det er alt. Og han går aldrig glip af middagen."

Dette var den gældende tanke i luften, da Alice Griffith's tog plads ved Gryffindorbordet, lige ved siden af Lily.

Med krøllet hår, rundt ansigt, og et sødt temperement, var Alice Griffiths en syvendeårs, men også et medlem af Gryffindorkollegiet og derfor rimlig tæt med Lily. Dog, i mere end fem års bekendtskab, havde Lily aldrig set Alice så oprørt.

"Hvad er der i vejen?" spurgte den rødhårede, som Alice hældte et glas koldt græskarjuice ned i halsen, som var det alkohol. "Alice, du er så bleg. Hvad er der sket?"

"Har du hørt det?" mumlede syvendeårseleven. "Min yngre bror har lige fortalt mig det... det var en af hans venner der så det hele og... ja, stoppede det."

"Stoppede hvad?" spurgte Marlene, lænende over bordet. "Hvad er der sket?"

"En fjerdeårselev... en Huffelpuff tror jeg, var ved at drukne i søen. En af hendes kammerater trak hende op, men... jeg mener, jeg har aldrig kendt nogle der har været ved at drukne i søen. Det er forfærdeligt, og..."

"Det er den anden person til næsten at dø i løbet af de sidste fireogtyve timer," pointerede Lily.

"Du tror da ikke at den fjerdeårs prøvede at gøre det mod sig selv, Lily?" spurgte Mary, næsten åndeløs. "Hvad har en fjortenårig der kan give hende lyst til at dræbe sig selv?"

"Ikke alle lever i et eventyrland, Macdonald," sagde Donna tvært.

"Er der nogle der har fortalt det til Dumbledore?" forhørte Marlene sig.

Alice sukkede. "Jeg er ikke sikker. McGonagall håndtere det hele lige nu..." Hun kastede et blik hen mod lærerbordet. "Dumbledore er her stadig, dog." Den ældre Rektor sad, rigtigt nok, fortsat i sin sædvanlige plads i hallen.

"Mærkeligt at han er blevet," observerede Mary, og mens hun gjorde dette, opdagede heksene en nyankommen i Hall'en. Frank Logbottom—Præfekt og, tilfældigvis, Alices kæreste—hastede hen mod lærerbordet, med et seriøst ansigtsudtryk.

"Gad vide hvad..." begyndte Alice, men stoppede mens de fem iagttog Frankstilgang til Dumbledores stol og herefter mumlede noget til Rektoren. Dumbledore kiggede op på Præfekten og en kort udveksling fulgte. Herefter, rejste den ældre troldmand sig fra sin stol.

"Undskyld mig," råbte hans højt, så hele skolen blev bragt til tavshed. "Mange tak. Vil vejlederne venligst lede deres kollegier tilbage til deres Opholdsstuer med det samme." Der lød almindelige, forvirrede opråb, og Dumbledore kaldte endnu en gang på stilhed. "Venligst," fortsatte han. "Vil I venligst udføre dette med stor effektivitet og omhu. Mange tak."

Uden en kåd bemærkning eller en finurlig afsked, trak Dumbledore sig fra Hall'en og, før Storsalen kunne lande i et kaos, rejste Professor Schnobbervom—Eliksir mesteren—sig fra sin egen stol. "Alle sammen, alle sammen, stille! Nå, I hørte Dumbledore. Vejledere, vis vej til Opholdsstuerne. Alle vil blive der indtil andet bliver meddelt!" Men det stod klart skrevet i forvirringen på Schnobbervom eget ansigt at han ikke kendte mere til situationen end alle andre.

"Tror du at det er på grund af fjerdeårseleven?" spurgte Mary, højlydt over larmen af utrolig snak. Lily havde ingen tid til at spekulere; hun lokaliserede Remus og bad hendes kollegiekammerater om at følge efter hende til Gryffindortårnet. Frank Longbottom dukkede op ved hendes side et øjeblik senere.

"Frank!" kaldte Alice, mens hun indhentede dem. "Frank, hvad er der sket?"

Præfekten så faktisk syg up. "Det... der er sket noget."

"Hvad?" spurgte Lily og Remus i kor.

"Er det om fjerdeårseleven?" spurgte Donna.

Frank rystede beklemt på hovedet. Han syntes ikke at vide om offentliggørelsen af informationen var tilladt. Med stor tøven (og et vagt blik i Malrene Prices retning) mumlede han så kun de nærmeste kunne høre det: "Adam McKinnon. Han... han prøvede at hoppe ud fra Astronomitårnet."

Sikke en måde at starte et år.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...