The Life and Times - oversættelsen.

Denne historie er en oversættelse af engelske Jules' fanfiction af samme navn.
Historien foregår i Harry Potters forældres tid, hvilket vil sige at hovedpersonerne er Lily Evans, James Potter og deres venner.
-
Hun var dramatisk. Han var dynamisk. Hun var præcis. Han var impuls. Han var James og hun var Lily, og en dag ville de dele et kys, men før dette ville de dele en masse diskussioner, for han var kæphøj, og hun var sød, og hjertets lyst kan kræve tid.

14Likes
38Kommentarer
5414Visninger
AA

4. At Starte et År, del I.

Kapitel 4 - At  Starte Et År

eller

"Tre små fugle"

 

Der var en officiel rapport udfyldt, selvfølgelig. Det var der altid for sådanne ting, og de så altid ud til at være skrevet på nøjagtig samme måde. Tid, sted, hvilken slags hændelse det var, og sidst—hvis der var noget måde at vurdere situationen—en slags konklusion. Konklusionen i helt præcis denne rapport var kort og ufuldstændig, fordi præcis hvad der skete den morgen var ukendt på det tidspunkt rapporten blev udfyldt. I disse dage, var dusins af lignende rapporter blevet udfyldt med alarmerende regelmæssighed, og denne hændelse var kun anderledes fra de andre på grund af et eneste punkt: stedet.

Disse slags ting skete ikke normalt på Hogwarts.

Men først et ord omkring Carlotta Meloni:

Hvis du forstår hvordan det at se en Audrey Hepburn film kan påvirke en person, ville du måske forstå Carlotta Meloni en lille smule bedre. Hun var smuk. Hun havde den slags skønhed du kun ser et glimt af en enkelt gang ved et busstop eller i parken og du så husker resten af dit liv. Carlotta Meloni var utrolig elskelig.

Hun vidste det også selv.

Hvordan kunne hun, trods alt, ikke undgå at vide dette? Carlotta havde langt, skinnende kastanjefarvet hår og øjne med præcis samme nuance. Hendes teint var olivenfarvet og fejlfri glat, hvilket hun beskyldte grøn te og meditation selvom det , i virkeligheden, nok var mere på grund af at hun var nært beslægtet med lykke i det genetiske lotteri.

Som en sjetteårs Gryffindor med beskedent talent og gennemsnitlige karakter, var Carlotta Meloni ikke desto mindre en projektion af luft i perfektion. Hun havde fine hænder, rykke sorte øjenvipper, en lille, elegant næse, og—trods kort—en smidig, slank bygning. Carlottas stemme var blid og melodiøs. Hun kunne gøre det mest hverdagsagtige stykke af information til at lyde utrolig spændende... især hvis hendes publikum tilfældigvis var af hankøn.

Carlotta Meloni levede et simpelt liv. Hun mediterede i en halv time hver morgen og var en ægte vegetar. Hun troede på noget kaldet "fri kærlighed", hvilket måske kunne have været den primære årsag til at de fleste af hendes venner var af det modsatte køn. Muligvis til hendes fordel, havde Carlotta dog valgt at forblive en fast ven til Shelley Mumps—en pige der så ud til at vokse simplere med alderen, mens Carlotta voksede smukkere.

Carlotta syntes altid at være tilfreds med sit liv. Hun var glad, nem at have en samtale med og holdt sig aldrig tilbagetrukket (med undtagelse af den halve time hver morgen). Hun var selvsikker og rolig og gik med hovedet holdt højt (hun havde en dejlig holdning, virkelig). Carlotta havde ingen grund til at fortryde noget som helst, så vidt man kunne se.

I hvert fald, det var hvad hendes klassekammerater blev noteret for at sige i den officielle rapport.

Carlotta Meloni var glad.

Hun var glad lige op indtil det øjeblik den 2. september—omkring 6:10 om morgenen—hvor hun stirrede ind i ilden oppe i Gryffindoropholdsstuens pejs og forsøgte at skære hendes egne håndled over.

Skæbnen virker på sjove måder nogle gange, fordi James Potter røg for meget, men hvis han aldrig havde startet (som Remus Lupus havde rådet ham til det forrige år), eller hvis han havde stoppet denne vane (som hans mor havde rådet ham til i sommerferien), ville Carlotta Meloni succesfuldt kunne tage sit eget liv. Dog, fordi James aldrig lyttede til nogle, var han stadig ret afhængelig af smøger d. 2. september om morgenen, og havde det været anderledes,  ville han ikke være gået ud for en hurtig smøg klokken ti minutter i seks den morgen. Hermed, ville han ikke have vendt tilbage til Gryffindors opholdsstue klokken 6:10 og femten sekunder, kun lige i tide til at trække hans stav og forhindre Carlotta Meloni fra at gøre noget som hun ikke ville leve længe nok til at fortryde.

Carlotta skreg. Kniven i hendes hånd blev tvunget til den anden ende af rummet med en besværgelse som James automatisk havde kastet. Hun skreg igen, et unaturligt skrig der ikke lød som om at det kunne blive skabt af hendes strube.

Det vækkede de fleste af de sovende Gryffindors i sovesalene ovenover.

Lily Evans øjenlåg fløj op. Hun klatrede ud af sengen og kiggede sig omkring.

"Var der nogle andre der hørte et...?"

"Hvad var det?" afbrød Donna Sjækelbolt, mens hun kastede sit eget sengeforhæng til siden. "Hørte du det også?"

"Jeg gjorde!" sagde Marlene Price og deltog hermed også i samtalen.

Mary Macdonald dukkede op. "Også mig!"

"Jeg tror det kom fra drengenes sovesale," sagde Shelley Mumps, mens hun gned søvnen ud af hendes øjne.

"Jeg tror det kom fra Opholdsstuen," modsagde Lily. Hun greb sin morgenkåbe og var ude af døren et øjeblik senere, med Donna, Mary og Marlene i hælene.

En svag flamme i pejsen skabte det meste af lyset i Opholdsstuen da Lily dukkede op på den nederste repos, kun lige over rummet selv. En del andre var ankommet, og flere skyndte sig ned hvert sekund. Den scene, dunkel som den var, så sådanne ud.

James Potters tryllestav var holdt højt, mens han kæmpede for at opretholde et magisk bånd der så ud til at holde Carlotta hen mod væggen. Hun skreg endnu en gang, og stoppede så. Hendes hoved faldt bagover som om hun ikke var i stand til at holde det oprejst ordentligt, samtidig med at hun udstødte et slags overjordisk støn.

"Lad hende gå, Potter!" var der en der råbte fra den dannende mængde.

"Jeg gør hende ikke noget!" protesterede James vredt. Hun kæmpede imod hendes fangeskab og han kæmpede for at opretholde det. "Jeg kom bare herind og hun—hun prøvede at begå selvmord. Jeg fik kniven væk og hun angreb mig—jeg ved ikke hvad der er i vejen med hende!"

"James, sæt hende ned!" beordrede en skeptisk syvendeårs pige, men James ignorerede hende.

"Jeg gør hende ikke noget... det er en simpel tilbageholdnings besværgelse! Der er noget i vejen med hende..."

Sirius Black dukkede op. Han styrtede ned af trappen til James' side. "Kammerat, måske skulle du bare lade hende gå," mumlede han. "Vi får hende ned til Hospitalsfløjen eller..."

"Jeg får fat i Professor McGonagall," sagde Donna, der også skyndte sig ned af trapperne og ud af Opholdsstuen igennem portræthullet.

Tøvende, sænkede James sin stav. Carlotta stod ret så stille i et øjeblik, og så begyndte hendes krop at ryste.

"Hun får et anfald," hviskede Marlene. Lily skubbede sig vej igennem mængden og trådte ned fra reposen.

"En eller anden find Frank Longbottom," beordrede den rødhårede. "Han er Præfekt, han burde være..."

"Jeg er her," sagde Præfekten, Frank, og trådte til syne. Han fulgte hende vej ned mod sjetteårs pigen der nu lå i kramper. Hans ansigt var ligblegt, og hans hænder rystede.

"Carlotta?" begyndte Lily usikkert. Carlotta svarede ikke; hendes øjne var lukkede. Lily så på James, der bare forfærdet trak på skuldrende.

"Carlotta, er du okay?" spurgte Frank Longbottom, mens han trådte frem.

"Frank, vent," sagde Lily. "Bare... bare hold dig tilbage."

Carlotta kollapsede et sekund senere. Han skyndte sig hen til hendes side. "Hun trækker vejret." Et dusin andre skyndte sig derover, sværmende over den bevidstløse heks. Lily bevægede sig over til James.

"Hvad skete der?" spurgte hun rystet. Han havde intet svar, tilsyneladende af mangel på ord. Sirius klappede sin ven på skulderen.

"Sikke en måde at starte et år," noterede han tørt. De havde ingen mulighed for at vide præcis præcis hvor langt denne sag var fra at være overstået.

 

(Rapporten)

Den officielle rapport fra Ministeriet for Magi fortalte hvornår, hvor, og hvordan, oven i købet gættede den også på hvorfor. Den fejlede, dog, i at fange den rigtige stemning den morgen: frygten der hang i luften, afhøring efter afhøring, og erklæring efter erklæring. 

James Potter blev afhørt, selvfølgelig, og det samme med et par af hans kollegiekammerater. De var kilden til "hvor, hvornår og hvordan" informationen, og det var på den mådee at næsten alle andre på skolen senere fandt ud af hvad der skete klokken 06.10, 2. September i Hogwarts Skoles Gryffindor Opholdsstue. Det var også sådan Lily fandt nærmere ud af, hvad der skete før hun ankom.

Hun havde kun lige fundet ud af disse ting, hun overhørte James' vidnesudsagn til Ministerie efterforskeren, da Professor McGonagall opfordrede alle elever til at gøre sig klar til dagen (hvis det var nødvendigt) og gå ned til morgenmad - og det er alle elever, udover dem, som ikke er helt færdige med deres afhøringer. Carlotta var blevet taget til Hospitalsfløjen, så Healer Holloway kunne lave en komplet test. Resten, var der ikke rigtigt nogen der kendte til.

"Er det ikke utroligt?" hviskede Mary Macdonald til sine venner, da de satte sig ned ved Gryffindorbordet, til den alt andet end stille morgenmad, i den støjende Storsal. "Jeg hørte faktisk Denise Davies gøre grin med Carlotta... det er forfærdeligt. Det er nok til at få dig til at ønske, at sladder ikke spredte sig rundt på denne her skole så hurtigt."

"Jeg tror at Carlotta gik i seng med Denise Davies' kæreste engang," tænkte Marlene trist efter. "Jeg kan ikke fatte, at Car ville gøre noget som dette her."

"Selvmordet, eller at gå i seng med Denises kæreste?"

"Selvmordet. Hun virkede altid glad."

Lily var eftertænksomt stille. Donna lænede sig ind over bordet, og i en så stille tone at de andre ikke kunne høre det, sagde hun: "Du tror ikke at Carlotta rent faktisk ønskede at gøre sig selv ondt, gør du?"

"Hun virkede forheksede," meldte Lily sig stille enig. Det var alt hvad hun sagde; hendes mave vendte sig, og hun ville ikke tænke over dette her mere - ikke at resten af eleverne var enige med hende, i dette. Carlotta Melonis fejlede selvmordsforsøg var det eneste intressante enme i Storsalen den morgen.

Luke kom til syne få sekunder senere: "Er det sandt, det de siger?" spurgte hendes kæreste, og kyssede hende på toppen af hovedet. Lily nikkede. " Mystisk." Som om at han refererede til en smule uventet regn. "Hvordan har du det, Lily? Jeg hørte at du også tog del i en smule drama igår aftes..."

"Jeg har det fint," svarede Lily. "Der skete mig ikke noget. Det var bare... dumt."

Luke rynkede panden, men et kig over på sit bord fortalte ham at den lille Professor Flitwick delte klasse skemaer ud til Rawenclaw eleverne. "Jeg må hellere gå," sagde han, og kyssede Lily på toppen af hovedet igen. "Ses til pausen?"

"Jah."

Han gik.

"Hvem er det ved lærerbordet?" spurgte Mary Macdonald nu. "Den flotte, ældre fyr ved siden af Schnobbervom?"

Lily kiggede. "Den nye Forsvar Mod Mørkets Kræfter lærer, tror jeg, siden Callaghan sagde op," mumlede hun. "Dumbledore må have glemt at nævne ham, med alle de problemer igår aftes. Gad vide hvem han er..."

"Alphard Black," sagde Donna klogt. "Jeg har set ham en gang før. Han er Sirius Blacks onkel. Der er ikke så meget lighed, vel?"

"Jeg ved ikke," tænkte Lily højt. "Jeg kan se nogen lighed." Den ældre Black havde de samme stormfulde gråblå øjne som Sirius; han havde også den samme næse, og imens Professoren konverserede med Professor Schnobbervom, genkendte Lily at de to Blacks delte mange gestikuleringer. Med langt, gråligt hår og solide markeringer, så det ud som om at Black havde set ret godt ud i sine yngre dage - femogtyve år siden - og stadig nu havde han spor af sit tidligere gode udseende.

"Gad vide hvorfor Dumbledore hyrede ham," sagde Marlene. "Burde de fleste Blacks ikke være til dels.. radikale?"

"Jeg ved ikke så meget om ham," indrømmede Donna. "Men jeg kan huske at jeg hørte noget om, at Black havde en eller to udholdelige slægtninge... måske er det sådan, denne her fyr er. Selvfølgelig, 'udholdelige' er et relativt begreb... Sirius er også lidt af en idiot selv, men han er udholdelig sammenlignet med hvordan Bellatrix Black var... eller hans møgunge af en lillebror."

"Har du nogensinde rent faktisk talt med Regulus Black?" spurgte Mary skeptisk. "Vi kan selvfølgelig ikke rigtigt spørge Sirius om hans onkel... de fire er ikke kommet til morgenmad endnu."

"De fire" refererede til the Marauders, tilsammen en enkelt enhed, men enkeltvis består af James Potter, Sirius Black, Remus Lupus og Peter Pettigrew. Den præcise oprindelse af navnet var ukendt, selvom der var mange der troede at kaldenavnet opstod da Professor McGonagall henkastet refererede til dem som en bande "Marauders" et par år tidligere.

"Jeg tror at James stadig bliver afhørt af den der heks fra Ministeriet," spekulerede Marlene. " Det ville overraske mig hvis han overhovedet kommer til den første time."

Formodningerne blev, dog, sat lidt i baggrunden som resultat af Professor McGonagalls ankomst ved siden at Gryffindorbordet. Hun havde skemaer.

 

(Efternavne)

"Er du fuldstændig sikker på at hun ikke talte til dig på nogen måde, James?" spurgte heksen fra Ministeriet for omkring sekstene gang. Som en professionel type, med kort, stråfarvet hår og meget lidt makeup, så denne kvinde ud til at have et specielt svar i tankerne hver gang hun stillede et spørgsmål, og når James eller nogen som helst anden svarede i strid mod det forudbestemte svar, blev hun irritabel. Hun havde brugt de seneste par minutter på at prøve at overbevise James at Carlotta Meloni havde haft en slags kort samtale med ham i løbet af formiddagens drama.

"Hele den her ting skete på omkring femten sekunder, " gentog James. "Hun havde ikke tid til at sige noget. Og jeg har allerede fortalt dig, at hun ikke så ud til at være sig selv... hendes øjne var ude af fokus og hun var... manisk."

"Jamen selvfølgelig ville hun næppe være sig selv," sagde heksen fra Ministeriet—som havde instrueret Quidditch Kaptajnen til at "bare kalde hende Drake." "Jeg går ud fra at hun var chokeret over at blive grebet i midten af hendes... ehm... uheldige handling og, i forbløffelse, handlet som hun gjorde. Selvfølgelig kan fjollede unge piger vokse sig ret så følsomme, hvilket ville forklare hvorfor hun så ud til—som du udtrykker det—ikke at genkende hendes Kollegiekammerater. Alt i alt, syntes jeg at dette her er en lille sag der hurtigt bliver overstået, og gemt væk."

Det forsøgte selvmordsforsøg af en "fjollet ung pige" blev tilsyneladende slået hen og gemt væk i forhold til andre bekymringer i Ministeriet, hvis denne Drake heks var det bedste de kunne komme frem med. Dog var dette bare James' mening.

Drake tog plads i professor McGonagalls stol—Forvandlingslæreren hende selv var ikke til stede, da hun var taget til hendes læretimer så resten af skolen ikke ville blive alt for involveret i denne uheldige hændelse. Professor Dumbledore havde udført sin egen serie af meget mere direkte og intelligente spørgsmål for omkring femogfyrre minutter siden, så James og Drake var blevet ladt alene i McGonagalls kontor.

"Healer Holloway er endnu ikke færdig med hans eksamen," påpegede James vantro. "Vi ved ikke om hun var forhekset, eller under Imperius..."

"Nonsens," afbrød Drake, mens hun uinteresseret gennemgik en stak papirer; "Hogwarts elever ved ikke hvordan man udfører en Imperius Forbandelse." Hun tav med et. "Med mindre du fortæller mig at de lærer den slags magi her. Er det hvad du siger, James?" Uden tvivl, med billeder af overskrifter for hendes blik. Overskrifter som "Ministeriedetektiven Drake Afslører Mørk Magi på Hogwarts; Dumbledore Sendt i Skamme" og ting som dette.

"Selvfølgelig ikke," sagde James utålmodigt. "Men magien som vores lærere giver os er ikke alt det vi kender til, Ms. Drake..." han brugte bevidst denne titel og afventede hendes reaktion; "Hvis det var, ville der ikke være grusomme fyre som..." han målte sit eget mod... "som disse Dødsgardister der løber rundt, ville der?"

"Det er bare 'Drake'", rettede heksen koldt. "Hvad du taler om er rent politik, James. Kun ubetydeligt politik. Har du nogen idé om hvor kompliceret en eftersøgning som sådan en du foreslår ville blive? Det er præcis grunden til at jeg ikke er interesseret i disse ubetydelige politiske handlinger. De har kun en lille utrolig lille indflydelse på min opgave her."

James var ikke enig. "Utrolig lille indflydelse? De Dødsgardister er ikke bare en politisk lille lune. De er en del af en dybt plantet mangel i..." Han stoppede, da han indså at han var begyndt at lyde som sin far ved morgenbordet. "Hør," begyndte James endnu en gang, "Du ved ikke hvad der fik Carlotta til at gør det her. Hvorfor vendte hun ikke tilbage til sin sovesal natten før? Det kan have været mørk magi, eller..."

"Foreslår du," sukkede Drake, "at denne såkaldte Dødsgardist brød ind på slottet, forheksede en sekstenårig pige, og tvang hende til at gå til hendes hus' Opholdsstue og skære hendes egne håndled over?"

Tja, det lød vel en lille smule usandsynligt.

"Stadig, du ved ikke hvad..."

"Disse populære teenager hekse leder altid efter nye måder at få opmærksomhed på," afbrød Drake. "Det var højst sandsynligt bare et trick til ære for et publikum."

James skulede. "Det er, dog, ikke sådan Carlotta Meloni er. Hun ville ikke gøre sådan noget for at få opmærksomhed... det behøver hun ikke. Jeg mener, har du set hende?"

"Virkelig, James." Drake fandt endelig det stykke pergament som hun havde søgt efter og trak det fri, så hun kunne placere det på toppen af stakken. "Nu, hvad sagde du at dit fuldenavn var?" spurgte hun, mens hun dyppede en fjerpen i blækhuset på McGonagalls skrivebord.

"James Potter," fortalte James hende sløvt. Drake standsede, og Quidditch Kaptajnen vidste med det samme hvorfor. Kun alt for tit var dette sket ved lyden af hans efternavn.

"Nogen som helst forbindelse til...?"

"Ja," svarede James koldt.

"Er det rigtigt?" Med et dårligt forsøg på ikke at virke for interesseret, tilføjede Drake: "Og hvordan er I beslægtede? En onkel, eller...?"

"kære gamle far," sagde den anden. "Hør, er du færdig med mig eller hvad?"

"Altså, Hr. Potter..." Hendes stemmeleje steg en tak. "De ved, at jeg ville være meget interesseret i at høre hvad Deres teorier er omkring Frøken Melonis..."

"Fordi jeg er et øjenvidne eller fordi min far er overhoved for din afdeling, Ms. Drake?" afbrød James. Hun gispede kort, og han kom på fødderne. "Det var hvad jeg troede. Jeg har en time snart—hvis du har nogen ordentlige spørgsmål, kan du få fat på mig der."

Han bevægede sig hen mod døren. "Et øjeblik, nu, Hr. Potter," lykkedes det Drake at fremstamme, samtidig med at forsøge at holde et tonefald der både faldt ind under strengt og høfligt. "Jeg er ikke helt færdig. Der er stadig nogle officielle ting jeg må klargøre før..."

Som han forlod kontoret, lagde James mærke til hvor sjældent han gjorde hvad han fik besked på.

 

(Bitch)

"Jeg har skemaer at følge," annoncerede Remus, mens han bevægede sig ind på sjetteårsdrengenes sovesal og herefter smed de overnævnte skemaer på det tomme skrivebord.

"Sikke en bitch," sukkede Sirius, mens han tændte en af James' cigaretter og bagefter selv tog noget der kunne se ud til at være et livsreddende sug.

"Hvad?" krævede Remus, forsvarsberedt. "Jeg gik lige hele vejen ned til Storsalen for at hente jeres skemaer! Har I nogen idé om hvor svært det var at prøve at forklare Professor McGonagall at I begge gerne ville tage Magiske Dyrs pasning og Pleje, med mindre Peter ikke klarede den til F.U.T timerne, hvor hun i denne sag så hellere skulle ændre det til Muggler Studier, og hvis der ikke var plads for os fire der, så ville I hellere bare tage de almindelige fem timer?"

"Jeg kaldte ikke dig en bitch, Hugtand," fortalte Sirius ham. "James var bare færdig med historien om den forfærdelige Ministerietøs såkaldte afhøring." Til James, tilføjede Sirius: "Jeg er ked af at du skulle igennem det, mate, men på den lyse side, slipper du helt sikkert for din første lektion. De holdt dig til langt over morgenmaden."

"Hvorfor ryger du mine cigaretter?" spurgte James og greb den næsten tomme pakke fra hvor den hvilede i vindueskarmen.

"Et bedre spørgsmål er hvorfor du ryger de cigaretter i et lille, lukket område?" spurgte Remus irritabelt mens han begyndte at pakke sin skoletaske.

"Jeg åbnede et vindue." Sirius pegede demonstrativt mod det revnede vindue ved hans side, som om det retfærdiggjorde alt. "Så hvad siger du, Krone? Frisk på en tur til køkkenet i stedet for første lektion?"

James skulede. "Du ryger stadig min cigaret."

"Og du har et ensporet sind," svarede Sirius. "Hvad er der med dig, forresten? Med verden der styrter ned i tusinde små lortestykker, og så bliver du irriteret af det faktum at din fattige, berøvet-fra-alt-arv bedste ven låner en cigaret?"

"Du kunne have spurgt."

Remus himlede med hans grå øjne. "Har du nogensinde faktisk mødt Sirius, James?"

"Fair nok."

"Nå, men," fortsatte Hr. Hugtand, mens han svingede sin bogtaske over skulderen: "Jeg smutter så jeg kan nå at snuppe en bid mad før første lektion... med mindre der er noget andet du ville have mig til at samle til med, Deres Kongelige Højhed."

"Det var alt, Lupus." Sirius viftede med hånden som om han talte til en butler. "Hils Ormehale."

"Sikkert," sagde Remus, "Lad være med at slå hinanden ihjel mens jeg er væk."

"Han taler til dig, Krone."

"Han taler til os begge, Køter."

Remus gik, og James satte sig på skrivebordet.

"Er du slet ikke sulten?" spurgte Sirius. "Jeg har været nede til morgenmad to gange mens du blev forhørt af den Drake heks."

"Nej, jeg er ikke sulten," svarede James tvært.

"Hmm, jeg kan se at du allerede har haft et stort, sundt måltid bestående af temperamentsfuld nar." Sirius tog en dyb indånding fra den kontroversielle cigaret. "Mate, du burde spise noget. Det har været en mærkelig morgen... mærkelig og frygtelig og bedst ladt glemt.

James fandt sig selv let underholdt af dette råd. "Og en dejlig skål grød er hvad der skal til for at fjerne mine tanker fra det faktum at Carlotta næsten stoppede med at trække vejret foran foran mine egne øjne her til morgen?"

Sirius rystede å hovedet. "Nej. Du vil helt sikkert få brug for noget toast." Han trak en stol hen ved siden af hans bedste ven.

"Humor er en lille smule hjerteløst lige nu, Sirius," påpejede James.

"Du har ret. Du har så meget ret. Jeg skulle bruge Severus Snapes' tilgang i livet—bare side og beklage mig omkrign min indre smerte og hade verden for det." Sirius himlede med øjnene. "Kom nu, Krone, hele den her Carlotta ting er—frygtelig, helt klart, men der er noget der har gjort dig nedtrykt de sidste par dage. I går—det med at starte en kamp og så ikke stå op for det... Årh, bliv nu ikke vred, jeg bebrejder dig ikke. Jeg siger bare at det ikke ligner dig ikke at tage æren for hver illegal ting du gør. Plus, du har været nedern med cigaretterne... ryger dem alle selv, går jeg ud fra. Tro ikke at jeg ikke har lagt mærke til at du har arbejdet dig igennem to hele pakker på de seneste fire dage."

"Stalker."

"Seriøst, Krone."

James sukkede. "Måske har du ret."

"Det har jeg."

Endnu en gang himlende med øjnene, greb James cigaretten fra hvor Sirius holdt den, mellem hans index- og miderste finger. Han tog en sug og tog så et af de skemaer som Køter havde taget til ham ved hans første morgenmåltid.

"Du bliver nød til at fortælle mig hvorfor du er så piget på et eller andet tidspunkt, Krone," sagde den anden Marauder klogt. "Du kan lige så godt få det sagt med det samme."

James flyttede ikke sit blik fra skemaet. "Jeg har fået en bemærkning fra Professor McGonagall i mit Hogwartsbrev det her år," sagde han, med kun svag interesse i stemmen.

"Okay. Hvad sagde den så?"

Quidditch Kaptajnen tog sig tid til at svare på dette spørgsmål, og da han gjorde, krævede det at han holdt sine øjne klistret til skemaet, meget mere. "Jeg—æh—har haft fireoghalvfjerds eftersidninger."

"fedt. Men hvad har det noget at gøre med...?" Sirius brød af, med forståelsen langsomt bredende sig ud over hans ansigt. "Shit, Krone."

"Jah."

Endnu en lang stilhed.

"Fuck." Sirius fortsatte med at analysere denne nyhed. "Ved din mor og far det? Kender de til... til femoghalvfjerds reglen?"

"Jeg viste ikke min mor brevet," var alt James sagde.

Sirius holdt nøje øje med ham. Cigaretrøg fyldte den følgende stilheden i adskillige minutter. "Jeg vil stoppe med at stjæle dine smøger," sagde Black øjeblikkeligt. James kunne ikke undertrykke et kort grin.

"Du er en idiot, Køter."

Sirius prøvede ikke engang at at undertrykke sit eget grin. "Så hvad siger du—skipper du den første lektion med mig?"

"Nej, jeg går til time," svarede James.

"Hvorfor? Det her er den eneste gang hvor du ikke vil få problemer for det!"

"Du, Sirius, har tydeligvis ikke taget et meget nærmere kig på dit klasseskema," sagde James i sit mest Remus-agtige tonefald. Han holdt pergamentet oppe. "Første lektion er Forsvar Mod Mørkets kræfter med Professor Din Onkel."

"Fuck.  Du ved, det er nok den eneste familieforpligtelse jeg har tilbage, at tage til den her time."

"Vær taknemmelig for det."

 

Fortsættes i næste kapitel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...