Aldrig opgiv din drøm - de bliver til virkelighed

En pige ved navn Hannah, sammen med hendes veninde Annie er begge Directioners. En dag beslutter de sig for at surfe rundt på nettet og finder billige pladser til en One Direction koncert i Manchester til sommer & i det samme står det sikkert for dem, nu griber de chancen for at møde de fem drenge.
Oplev de to bedsteveninder på en rejse for livet.

(Baseret på en af mine egne oplevelser).

0Likes
2Kommentarer
526Visninger
AA

2. Usikkerhed i førstegrad

"Er du gal, kvinde menneske!", svarede min mor så chokket, at hun kom til at råbe ind i røret. Uheldigvis opdagede hendes chef det og bad hende om at lægge på med det samme. "Hør her, jeg må nød til at smutte, men for ikke at gøre alt sort for dig, skal jeg nok diskutere det med din far i aften. Vi ses snuske, farvel", efter det var den eneste lyd der fyldte mit øre, den irriterende eftertone, af et menneske der har lægget røret på.

"Forhelved!" skreg jeg udover hele huset. Jeg kylede min mobil telefon ned i sofaen og trampede ud til Annie, der sad og undersøgede koncerten lidt nærmere. "Hvad fanden sker der Hannah?" sagde hun til mig, da jeg kom ud til hende. "For det første; hun sad til møde, for det andet; hun blev sur på mig, fordi jeg ringede på det tidspunkt, for det tredje; det er typisk hende, at hun vil diskutere det med min far, fordi det betyder at det sikkert ikke bliver til noget", jeg dumpede ned på en stol ved siden af hende. Annie sukkede og klappede computer skærmen i. "Hvad skal vi så gøre nu?" spurgte hun. Jeg kiggede ned i gulvet, "Det ved jeg ikke" svarede jeg blank. Vi begge sukkede og sank. 

 

Det ringede på døren. Jeg åbnede da jeg vidste det var min mor der var kommet for at hente mig. "Hej Hannah" sagde hun med et bredt smil og træk mig ind til hende. Jeg skubbede mig væk og rystede på hovedet. "Jeg kan ikke forstå det mor, hvorfor kan du ikke bare give mig et svar nu", min mor kiggede nærmest dræbende på mig, og svarede spidst igen, "Ved du hvad, jeg kan ikke afgøre noget uden din fars tilladelse, vel Hannah". Jeg blev stum, men sendte et dræbende blik tilbage, inden jeg gik ind for at sige farvel til Annie og hente mine ting. Lidt efter sad vi begge i bilen. Jeg sad helt ubekvemt på den ene halvdel af sædet fra min mor, og kiggede ud af vinduet. Ind i mellem indvendte hun nogle ligegyldige spørgsmål, såsom: Hvad skal vi have at spise i dag, og hvad mig og Annie havde lavet. Jeg ignorerede hende hele vejen hjem, jeg kunne bare ikke klare tanken om at få sådan en mulighed, og at min egen mor, skulle kyle den mulighed ud i toilettet. Jeg sad bare og stirrede og stirrede ud af vinduet til mine øjne blev så tørre at de kunne sprække, men da fik jeg en idé! "Mor", startede jeg ud med for at være på de høfliges sider. Der kom intet svar fra hende, hun koncentrede sig bare med at køre bil, men derimod fik jeg et ordenligt dræberblik af hende. "Altså, mor jeg ved godt du er sur på mig, men.. Jeg ønsker bare så inderligt at komme til den One Direction koncert, så kan jeg gøre noget, for jeg bare har en lille smule bedre chance for at komme derhen?", spurgte jeg hende, og kiggede på hende med mine mest plagende øjne, jeg kunne lave - uden det selvfølgelig blev alt for overdrevet. Hun drejede pludselig hovedet og så mistænkeligt på mig, "Haha, undskyld mig, men du har ikke hjulpet mig og din far siden du var otte, hvordan skal jeg kunne stole på dig?" spurgte hun surt, men med et lille smil på læben. Jeg havde ikke noget som helst at sige til hendes spørgsmål, så det eneste jeg kunne svare var, "Det ved jeg ikke .. det finder jeg ud af" og det svar kendte min mor alt for godt. Men hun skulle bare vente og se, hvad jeg havde i tankerne..

 

Da vi kom hjem var der helt stille. Min far var sat til at lave maden, så det stod bare på rugbrød. Jeg kom trampende surt ind i huset og klagede over mors opførsel til min far. Min storebror, der som sædvanligt ikke forstod hvorfor jeg var sur, sagde at jeg skulle styre mig, og gav mig fingeren. Typisk. "Stop med det der Hannah, og hjælp mig med at bære mine tasker ind" råbte min mor irriteret, og så lyseslukker agtigt hun overhovedet kunne. Nøj, hvor blev jeg bare sur. Jeg tog mine sko og smed dem efter hende og råbte at hun var en kæmpe nar. Derefter løb jeg ind på mit værelse, skrev en seddel som jeg hængte på døren, hvorpå der stod: Stop med at forstyrre, er ikke i humør til det - bank på døren hvis det er noget vigtigt, narrøve. Og til mor: HUSK FORHELVEDE AT SNAKKE MED FAR OM DET VI HAR TALT OM. Resten af aftenen hørte man ikke fra mig, men jeg kan godt lige love for at der blev snakket om den koncert. Jeg var så spændt på at høre hvad svaret blev, derfor tog jeg stille min dyne, klamrede den til mig, og satte mig bag døren ind til stuen, så de ikke kunne se mig. Pludselig hørte jeg de hellige ord, der kom fra min mor "Hm, jeg tror virkelig hun skal have noget tid hvor hun kan flade ud med sine venner, og opleve en masse ting - det eneste hun bestiller herhjemme er bare at komme ud og spise vores mad, og så går hun ind og spiller igen. Jeg synes det ville være en mulighed for hende at komme ud og opleve verden, få det hyggeligt, og møde sit idol. Jeg synes vi skal lade hende tage afsted" blev der sagt. Jeg løb ind på mit værelse og begravede mit hoved i puden, for de ikke kunne høre mit glædesskrig. Jeg skreg ned i puden af bare glædelse. Jeg kunne overhovedet ikke fatte det! Jeg begyndte at hive min kuffert frem, selvom der var 1 måned før koncerten blev afholdt, og at klokken næsten var 1 om natten, men jeg pakkede alligevel - skulle jo også være sikker på jeg havde alting med, når det nu var sådan en kæmpe begivenhed!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...