(1D) - Kærlighed på krykker

Brunt hår med striber, blå øjne, bumser og modermærker. Carly er en helt almindelig pige, på atten år. Hun kommer fra Usa, men bliver sendt til London, af sin far, for at bo i et år. Hendes far har betalt for lejligheden, og hun skal tilgengæld selv finde et job. - Hvilket hun ikke er tilfreds med. En dag møder hun tilfældigvis Harry. Men hun aner ikke hvad Harry og hans fire venner laver i deres fritid. Carly søger straks viden om de mærkelige drenge, og da hun får at vide, at de er verdens største boyband, kan hun ikke beskrive sine følelser. Hun ved bare hun har følelser for Harry om han er kendt, eller ej..
UNDSKYLD JEG HAR ÆNDRET NAVNET, DER FØR VAR 'one in a million')

23Likes
21Kommentarer
2293Visninger
AA

2. En tilfældighed..

Jeg lå i sengen, og stor tudede. Lige nu befandt jeg mig i et hul, i midten af ingen ting. Min far havde tvunget mig, til at tage til London og bo i et år. - Mit sabbatår.. Han ville betalte for lejlighed, med møbler og hele molevitten. Men jeg skulle selv finde et job, hvilket også irriterede mig. Her er alle grundede, til at jeg ikke vil være her:

1. Jeg HADER, gråt og koldt.. Og det er det i England.

2. Jeg vil ikke finde et arbejde, jeg aner ikke hvad jeg skal gøre og sige.

3. Jeg fik kun 2500 pund med af min far. Men jeg havde jo også, mine egne penge.. 

Langsomt tog jeg mit lommetørklæde op til næsen, og pustede. Jeg orkede bare ikke, at skulle alt det. Men jeg rejste mig nu alligevel fra sengen, og gik hen til min pc, og tjekkede nogle jobs ud. Men intet virkede som mig smag. Jeg ville have noget specielt. Så jeg ikke kom til at kede mig. Jeg satte musik på, og begyndte at danse foran spejlet. - Af ren kedsomhed. Dansen var ikke noget jeg 'dyrkede', men det var da fedt nok, når man var nedtrykt, eller kedede sig.

Efter en dans, besluttede jeg mig for at gå på Mac Donalds, og spise aftensmad. Jeg orkede simpelthen ikke alt det hårde arbejde.

*

Jeg gik hen af gågaden, og søgte efter Mac Donalds. Jeg vidste egentligt ikke hvor det var, men det skulle nok komme. Pludselig stødte jeg ind i en dreng. "Pas på!" Råbte jeg ind i hans hovede. Jeg plejede nu ikke, at være så kold mod folk, bare fordi de gjorde en fejltagelse. Jeg blev forskrækket over mig selv, og kiggede undskyldende på drengen, der bare smilede, og bed sig i læben. Jeg tjekkede ham igennem. Brunt hår med krøller, og grønne øjne. Umiddelbart ikke min type.." Undskyld," sagde jeg, efter lidt tavshed. Han trak afslappet på skuldrene, og vendte om, og gik videre. Pis. Jeg skulle have spurgt ham, om han vidste hvor Mac Donalds var. Han var langt væk, men jeg gik tættere på og råbte efter ham. Det lød lidt akavet, da jeg ikke kunne hans navn.

"Dig der! Ja dig.. Dig med den grå jakke, og krøller.. Kom lige!"

Han vendte sig om, og kiggede mig i øjnene, og min mave susede. "Hey," mumlede han, og gik hen mod mig.

"Ved du hvor Mac Donalds er?" Spurgte jeg. Hvorfor spurgte jeg ikke nogle andre tilfældige, der stod tættere? Var det her et tegn? Bhrad! Nej. Jeg smilede sødt, og placerede mit hår bag ørerene. Han pegede mod et vej, og fortalte..

"Du skal til højre, og lidt længere nede, så er du der," sagde han, hvilket var den vej han kom fra. Jeg grinede lidt. Ikke over ham, men min joke jeg havde i tankerne. "Ja det ved du jo alt om," sagde jeg sjovt. Han daskede mig på skuldrene. "Tak," sagde jeg sødt, og gik videre.

Pludselig stoppede jeg op, da jeg kunne mærke hans mørke stemme i mit øre. "Mig og mine venner, skal også på Mac. Vi kunne følges?" spurgte han. Jeg trak på skuldrene. "Tja.." sagde jeg, og gik med ham. "De er allerede der henne," forsikrede han mig om. Jeg nikkede, og kiggede i jorden. Vi snakkede lidt frem og tilbage. Men ikke om seriøse ting.

Der lugtede af friture og børn, da vi trådte ind i restauranten. Jeg gik bagved 'drengen', som jeg ikke vidste hvad hed. "Her," sagde han sødt, og tog sin jakke af, og satte den på stolen. Jeg satte mig, for at hilse. Fire drenge kiggede direkte på mig. "Hej," sagde jeg genert. Jeg præsenterede mig selv hurtigt, så vi kunne få det på det rene. "Jeg hedder Carly, og er atten," sagde jeg, og gav dem alle en hånd, og ruskede i den. Jeg har altid været meget imødekommende, og udadvendt. Drengene præsenterede dem selv som, Niall, Liam, Louis, og Zayn. Og 'drengen' hed åbenbart Harry. Og jeg havde allerede glemt halvdelen af navnene, og hvem de passede til.

"Nå. Jeg må hellere finde mig et bord," sagde jeg, og rejste mig fra stolen, da det var lidt akavet, at sidde ved nogen man lige havde mødt. De nikkede bare blidt, og jeg fandt et bord, hvor jeg kunne kigge på dem direkte. Hi hi. Jeg var nu lidt nysgerrig på, hvem de lige var. Jeg kom i tanke om maden, som jeg skulle bestille, og jeg gik hurtigt op, og gjorde det. Så ventede jeg  på at maden kom.

Da den endelig kom spiste jeg hurtigt, men forsigtigt for ikke at gøre mig til grin, med at spise mærkeligt.

Der var etter la andet med de drenge der. Liam.. Niall.. Harry.. De mindede mig meget om nogle. Jeg havde spist burgeren, og tog skridtet, og gik hen til de mærkelige drenge, og satte mig på den tomme plads. Måske var jeg lidt uhøflig, men det var jeg kendt for. "Hey," sagde Harry, og placerede sine øjne i mine. Jeg fik sommerfugle i maven, og kiggede på de andre drenge. "Jeg ville bare sige farvel.." sagde jeg. Men det var nu ikke HELT, grunden til jeg kom. Jeg ville gerne vide hvem de var, og hvad de lavede. Men det lød ikke godt, når jeg smagte det det inde i hovedet. Det var også lige meget..

Harry smilede skævt. "Ja godt at møde dig.." sagde han sødt. Jeg nikkede, og krammede ham blidt. Jeg gav de andre drenge hånden. Det var egentlig mærkeligt at gøre så stort et nummer ud af det, nu hvor jeg kun havde gået 5 minutter med Harry, og givet de andre hånden. Hvorfor var det så specielt?

*

- Måske var det ikke så slemt her i London.. Måske skulle jeg give det en chance?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...