Forever Young(1D)

Hannah er 17 år og er temmelig ligeglad med alt, siden hendes mor døde er hun blevet misbrugt af sin far, da hun bliver sendt til London til en rig mand der tager sig af hende. Hun får en veninde ved navn Ann-Sofie, eller Ann, der elsker One Direction og en dag får Ann endelig Hannah overtalt til at komme med backstage og tale med drengene, Hannah glæder sig SÅ meget... ikke til det.

16Likes
9Kommentarer
4553Visninger
AA

9. Kapitel 9

Jeg havde sovet fantastisk, jeg havde virkelig følt mig hjemme. Da jeg vågnede, havde jeg helt glemt at jeg var på hospitalet og troede fuldt og fast på at jeg var hjemme. Ikke hjemme hos Merryweather-familien, nej rigtigt hjemme. Hjemme hos min egen familie, hvor alle var i live, hvor alle var lykkelige. Da mit syn blev klarere, så jeg mig forvirret omkring i det store og hvide rum. Jeg lyttede forvirret til den bippende tone der gentog sig selv med et sekunds mellemrum, hvor var jeg? Det lignede en hospitals...stue... Hvad lavede jeg her? Min hukommelse kom tilbage og tårer strømmede ned af mine kinder, kollapsede jeg virkelig til den koncert? Pågrund af en sang? En sang?! Hvor var jeg dog svag, tænk at jeg ikke engang kunne høre en speciel sang uden at ende på hospitalet. Så svag ville Ann ikke være, så svag ville Lara ikke være, så svag ville Andrew ikke være, så svag ville Angela ikke være, så svag vilel min mor ikke være... Måske havde min far ret, det var kun det at heldet aldrig havde forladt mig der havde holdt mig i live, ellers ville jeg have været død. Og det fortjente jeg vel. For tanken om at hvis jeg var død, ville Andrew og Angela stadig være i live forlod mig ikke. Det var som om den havde besluttet at blive i mit kaotiske indre for altid, lige til den dag hvor jeg indså at det ikke var min skyld. Men den dag kom aldrig, påtrods af alle pskykologerne og forsikringerne fra både Lara og Ann, ville jeg altid vide at de døde for min skyld. Altså, var deres død min skyld. Hvis jeg havde sagt at min far skulle dræbe mig, ville de leve. De ville have været store ansigter den dag i dag, de ville have haft masser af penge og jeg ville have ligget i den kolde jord og sammen med min mor have set ned på dem fra himlen. Ja, det sådan det skulle have været. Bare en skam at jeg ikke kunne spole tiden tilbage og gøre det om, så ville jeg måske være blevet grunden til at de havde haft modet til at leve, påtrods af vores far. Men sådan var det ikke, og sådan ville det aldrig blive. Desværre...

"Hannah!" Lød det i en blanding af glæde og gråd fra en stemme henne i døren. Jeg kiggede forvirret derhen, hvem ville kigge til mig? Og der stod hun, den smukke, smukke pige der var min bedste veninde."Ann...!" Hviskede jeg, da min stemme ikke tillod et højere toneleje."Du er... Du er vågen!" Hun begyndte at græde og så begyndte jeg også at græde, Ann skulle ikke græde. Hun så så meget smukkere ud, når hun smilte og hun havde fortjent at smile hele tiden. Ikke at græde over mig, ikke mig alle andre end mig. Bare ikke mig.´"Jeg er så, så ked af..." Startede hun ud, men jeg afbrød hende og anstrengte mig for at sige noget højt:"Det skal du ikke være." Hun stirrede på mig og opdagede mine tårer, og begyndte at græde igen. Sådan gik det et par minutter, så græd hun, så græd jeg og sådan fortsatte det, indtil hun rettede sig op og gik hen til mig og satte sig på sengekanten. Hendes øjne var ligesom mine sikkert var, helt røde og hun hviskede:"Du må aldrig... Aldrig! Gøre mig så forskrækket igen." Jeg nikkede og hun omfavnede mig, det var dejligt at vide at hun var der for mig, påtrods ad at det var mig. Jeg smilte og omfavnede hende, bare det at hun var der fik mig til at smile. Men at hun også holdt af mig, jeg kunne kysse hende! Ikke at jeg gjorde det... Men hun fortjente det."Vil du se dem?" Spurgte hun og trak sig ud af min omfavnelse."Hvem?" Sagde jeg hæst."Drengene." Svarede hun og så på mig, som om hun forventede at så snart man sagde det vidste jeg hevm der var tale om. Problemet var at min hjerne meldte pas, sammen med min hukommelse. Jeg kunne simpelthen ikke huske det."Du ved..." Startede hun igen, men blev afbrudt af en stemme henne fra døren:"Jeg sagde jo hun havde glemt bandnavnet igen." Jeg kiggede forvirret derhen, hvilket band? Jeg hørte nogen grine og satte mig op, så jeg bedre kunne se noget. Fem drenge stod i døren."Søde Hannah, prøv lige at huske vores bandnavn før du besvimer næste gang, ikke?" Jeg smilte skævt, jeg anede ikke hvem de var, men sjove var de."Vi er O-N-E D-I-R-E-C-T-I-O-N." Stavede de for mig, jeg kunne ikke lade være med at smile lidt mere."Hej med jer." Sagde jeg og prøvede at rode min hjerne igennem, hvem var de?

Ann smilte og tog min telefon frem, hvorfor gjorde hun det. Hun rodede min kontakter igennem kunne jeg se, hun var såå død! Hun viste mig fem kontakter, alle med underlige, men søde, navne. Hvorfor vidste hun mig dem? Hun nikkede over mod de fem drenge og jeg kiggede lidt fra telefonen til dem, fra telefonen til dem. Var det deres navne? Daddy Direction, Smukskat, Misser, Boo Bear og Nialler?"Kan du ikke huske noget?" Spurgte hun fortvivlet, jeg rystede langsomt på hovedet. Hvad var der sket? Pludselig kom minderne væltende, de underlige drømme med min familie, den lysende port, gråden, de bekymrede grønne øjne, koncerten, bandet og ikke mindst - sangen. Jeg gispede og faldt tilbage i puden, små prikker dansede for mine øjne. Var det der var sket? Havde jeg været så tæt på døden? Og var de fem de personer der havde sunget den sang, jeg altid havde hørt før smerten? Var det dém? Jeg håbede det ikke, men håb var en smuk, men betydningsløs, følelse. Den ville svigte mig og det gjorde det også her. Det var dem og det var deres sang. En masse var kommet styrtende da minderne overvæltede mig, deres stemmer afbrød hinanden og jeg kunne ikke finde ud af hvilken der tilhørte hvem. Men jeg vidste at de smukke, grønne øjne jeg havde set tilhørte Harry Styles."Jeg er okay..." Hviskede jeg og kiggede rundt på dem, og det var jo egentlig sandt. Jeg havde det ikke fantastisk, men jeg havde det heller ikke som så mange andre dage. De så ikke ud som om nogen af dem troede på mig og jeg sukkede, om de troede på mig måtte de selv bestemme. Jeg kiggede på personen de grønne øjne tilhørte og slog så blikket ned. Det var ham jeg havde hilst på først af dem allesammen, ham med det krøllede hår. Han var ganske sød.. Vent, hvad tænkte jeg på? Det var ham Ann kunne lide, jeg skulle ikke pludselig forelske mig i ham. Det ville ikke være fair over for min bedsteveninde, der ikke så ud til at være specielt interesseret mere. Hun kiggede hele tiden på ham den lyshårede, der hele tiden kiggede på hende. Det så virkelig sødt ud, jeg hostede falsk. De kiggede alle sammen på mig, men jeg sagde bare henvendt til Niall, tror jeg han hed, og Ann:"Hey, I skal da ikke lade mig distrahere jer." Og de andre grinte, mens både Niall og Ann sendte mig et dræberblik. Jeg kunne ikke lade være med at grine, hvilket jeg ikke skulle have gjort for jeg begyndte at få et hosteanfald, der først stoppede nogle minutter efter. Og igen kiggede alle på mig. God, det var ved at blive irriterende! Men på den anden side, var det vel bedre end at være ignoreret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...