Forever Young(1D)

Hannah er 17 år og er temmelig ligeglad med alt, siden hendes mor døde er hun blevet misbrugt af sin far, da hun bliver sendt til London til en rig mand der tager sig af hende. Hun får en veninde ved navn Ann-Sofie, eller Ann, der elsker One Direction og en dag får Ann endelig Hannah overtalt til at komme med backstage og tale med drengene, Hannah glæder sig SÅ meget... ikke til det.

16Likes
9Kommentarer
4631Visninger
AA

8. Kapitel 8

"Hun er vågen! Du er vågen!" Græd en stemme, jeg var sikker på var Ann. Jeg følte en udmattelse og jeg hviskede meget hæst, da jeg ikke kunne andet:"Hvad... Hvorfor... Er jeg...Her?" De kiggede på mig og kiggede så på hinanden, udvekslede svaret og aftalte nærmest hvad de skulle sige. Hvor jeg hadede, hadede, hadede, hadede når de gjorde det!"Du forsvandt og vi fandt dig besvimet i en brækpøl inde på et lille toilet. Du var helt bleg, hvid og livløs, nærmest..." Hun begyndte at græde, og kunne ikke fortsætte. Jeg havde ondt af hende, måske hadede hun mig ikke? Som den eneste... Eller måske ikke. Jeg huskede samtalen med min familie og tårer skjulte mit udsyn, stemmerne blev svagere og jeg mærkede en kvalmende fornemmelse. Jeg ved ikke hvad der skete, men det hele blev sort og jeg fik en klam smag i munden. Virkelig ækel."Hun..." Var det sidste jeg hørte før det hele forsvandt. Da jeg vågnede igen, så jeg til min forskrækkelse ind i et par grønne øjne. Men Ann... Havde blå øjne. Jeg kiggede rundt, men det hele var stadig helt sløret."Hvad..." Startede jeg hæst ud, men en finger blev lagt på mine læber og jeg holdt mund. Mit syn blev skarpere og jeg så at de grønne øjne var helt røde af gråd, hvad var det sket?"Du..." Startede en grædefærdig stemme ud, jeg vidste ikke hvorfor, men jeg var helt sikker på at han havde grædt. En anden, Hr. Merryweather's, fortsatte:"Du kan sikkert huske hvad vi fortalte dig før du besvimede?" Jeg nikkede svagt."Men, Ann opdagede jo at du løb og gav mig besked. Jeg gav straks ordre til at der blev sendt nogen ud efter dig, men de kunne ikke finde dig. De havde ledt overalt, undtagen et sted. På et aflåst toilet, men de sagde at det altid var aflåst, åbenbart. Så jeg bed ikke mærke i det, jeg gik med ud for at lede, men vi kunne ikke finde dig. Jeg fik stoppet koncerten, undskyld for det drenge, til stor skuffelse for de mange fans og stor forvirring for One Direction." Han stoppede og den grædefærdige stemme tog over."Vi fik afvide at du var forsvundet og Niall spurgte selvfølgelig til det aflåste rum og Peter så på den og forklarede at den altid var aflåst, indtil John udbrød noget om hvem der dog havde fortalt den løgn og vi fik låst rummet op. Vi fandt dig, som du nok husker, nærmest død og i en pøl af bræk. Vi fik dig på hospitalet, og vi fik afvide at du havde været meget tæt på døden, det var faktisk ikke sikkert de kunne redde..." Han stoppede og endnu en gang tog en anden stemme over, fuld af bekymring:"Vi fik afvide at der var størst sansynlighed for at du ville dø. Du fik stød, og det hjalp lidt. Nu var der 50% for at du ville overleve, og dermed stabiliseret og du blev indlagt. Du har ligget i koma den sidste uge, indtil du fik det bedre for fire timer siden og de sagde at du nu var tættere på at vågne. Men så forsvandt du igen, og de fik travlt. Og så åbnede du bare øjnene, de var forvirret, men glade. Så besvimede du og nu er du så vågnet igen. Ann, Lara og børnene gik hjem under stor protest fra Ann og Lara."

Jeg så på dem, de jokede ikke? Havde jeg virkelig været tæt på at dø? Tæt på mit inderste ønske, der så ikke var mit inderste ønske alligevel? Det var forvirrende, men det jeg fik ud af deres forklaring var at jeg havde været ved at dø. Meget tæt på. Jeg lukkede øjnene og huskede Andrew's løfte og i det jeg tænkte på det, kunne jeg næsten mærke ham. Hans kærlighed til mig, hans stolthed over mig, hans sorg over ikke at kunne være der ved min side og hans tiltro til at jeg ville klare livet. Det at han havde lovet at være der for mig, gav mig styrke og jeg sank ned i en dyb, dyb søvn. Ikke en af de mørkefyldte søvne jeg havde haft så mange af. Nej, her var der drømme. Drømmer, nej, minder om mit liv før mors død. Andrew's latter, Angela's smil, mors varme knus og fars hænder, der hjalp mig da jeg lærte at gå. Hans varme hænder der holdt fast i mine, hans ord:"Jeg elsker dig, Hannah..." Denne drøm var god, den gav mig flere og flere minder, ændrede dem så jeg fik mere ud af det, ændrede dem så jeg følte deres kærlighed til mig. Det sidste minde før jeg vågnede igen, var et billede af os allesammen samlet. Andrew, Angela, mor, far, jeg... Vi var lykkelige, glade, trygge...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...