Forever Young(1D)

Hannah er 17 år og er temmelig ligeglad med alt, siden hendes mor døde er hun blevet misbrugt af sin far, da hun bliver sendt til London til en rig mand der tager sig af hende. Hun får en veninde ved navn Ann-Sofie, eller Ann, der elsker One Direction og en dag får Ann endelig Hannah overtalt til at komme med backstage og tale med drengene, Hannah glæder sig SÅ meget... ikke til det.

16Likes
9Kommentarer
4550Visninger
AA

7. Kapitel 7

Jeg ville ikke vågne, jeg ville ikke se deres bekymrede ansigter og vide at jeg stadig var i live. Jeg ville tilbage til porten, lyset, min familie... Men takket være dem, kunne jeg ikke! Jeg ville komme til at leve mit liv, hvorfor havde de gjort det mod mig? Hvorfor var de så onde? Hvorfor?!"Hvorfor vågner hun ikke...?" Hørte jeg en stemme hviske og en hulkende stemme:"Hannah? Vågn op?" Uden tvivl Ann's."Annah?" Elena eller Arya's."Bare rolig, hun er okay..." Lara's."Hvad har jeg gjort?" Ann's igen."Bare rolig, Ann... Hun klarer den." Hr. Merryweather's. De var alle forsamlet, ventede på at jeg vågnede. Men jeg ville ikke, jeg ville forlade dem. Jeg ville hellere ligge i jorden, kold og død, end at jeg ville leve dette liv. Hvorfor var der ingen der forstod det? Selvfølgelig fordi de ikke havd elevet min barndom, de havde haft en fantastisk barndom... Men det havde jeg ikke, jeg var knust. Jeg var ødelagt, og denne gang citerede jeg ikke psykologerne. For jeg indså de havde haft ret, 16 år med pinsel og smerte evig og eneste dag havde virkelig ødelagt mig. Og det var min fars skyld, og derfor ville jeg dø. Døden... Varme... Ingen bekymringer... Glæde... Lykke... Fred... Evig fred, det lød meget tiltalende. Jeg blev helt varm indeni, i takt med at jeg sank dybere og dybere ned i mine tanker, dybere og dybere ned i mørket."Hun vågner ikke!" Gispede en stemme."Jeg forstår det ikke... Hendes hjerte bliver sva..." Mere nåede jeg ikke at høre, jeg sank bare mere og mere ned i min egen lille verden. En verden jeg havde savnet så uendeligt meget... Vent, savnet? Havde jeg været død før? Havde jeg haft flere liv? Havde jeg på et tidspunkt næsten fået mit ønske opfyldt? Havde jeg? Men... Hvis jeg havde fået en chance før, kunne jeg vel få en til? Ikke?

"Mor, er det dig?" Råbte jeg, uden at få svar. Tårer trillede ned af mine kinder. Jeg mærkede nogle arme omkring mig og en pigestemme sagde:"Bare rolig, sis, vi skal nok klare det..." Underligt nok vidste jeg hvem det var, min søster. En dreng satte sig overfor mig og purrede mig i håret."Ja." Sagde han og smilte anstrengt."Vi har jo far, ikke?" Jeg nikkede og smilte og stak en hånd frem mod ham. Han smilte denne gang ægte og tog den med en af hans fingre. Mine små fingre kunne lige nå omkring hans finger og jeg trykkede den. Han rystede hans finger og min hånd, vores private og specielle håndtryk og vores måde at love ting på, i dette tilfælde lovede han: Jeg vil aldrig forlade dig...

I mit mørke mærkede jeg en hånd på min skulder og vendte mig om, en kvinde lidt ældre end mig stod foran mig. Hun var smuk og lignede mig på en prik, med den forskel at hun var smuk. Hun smilte og da hun så på mig, stivnede det og hendes øjne, hendes smukke øjne, fyldtes med tårer. Hun tog sin hånd til sig og skjulte sit ansigt. Jeg så bare på hende og ggav hende et knus, jeg vidste ikke hvorfor.... Det føltes bare rigtigt."Lille skat, lille, lille, søde skat.." Mumlede hun ned i mit hår og jeg vidste straks hvem hun var, min mor."Mor!" Råbte jeg og hoppede op og ned. Hun så alvorligt på mig og sagde:"Du har oplevet så meget smerte og du er ødelagt, men lille skat, du må ikke dø! Du er den sidste af vores familie, du overlevede og du har ret til at leve dit liv." To skikkelse dukkede op bag hende, min bror og søster."Angel! Andrew!" Råbte jeg glad. De smilte bare og min søster sagde:"Kan du huske hvad jeg sagde? At vi nok skulle klare det? Vi klarede det ikke, men du klarede det. Og, sis? Jeg glæder mig til den dag vi skal genses, men det skal ikke være i dag. Om lang tid, gå ud og lev dit liv." Min bror satte sig på hug foran mig og jeg satte mig ned på jorden foran ham."Han? Kan du huske mit løfte?" Jeg nikkede. Og han sukkede."Jeg er ked af at jeg ikke holdt det løfte, men han sagde at hvis Angela og jeg døde, ville han lade dig leve." Jeg begyndte at græde igen."Hey, jeg forlod dig aldrig! Vi forlod dig aldrig! Og nu vil jeg love dig noget jeg ved jeg kan holde: Jeg vil aldrig forlade dig, selvom du ikke kan se er jeg der. Vi er der!" Jeg rakte min hånd frem, han rakte hans pegefinger frem. Jeg kunne sagtens nå rundt om hans finger, men jeg gjorde som dengang. Og denne gang, vidste jeg at dette løfte var ubrydeligt. Endnu en skikkelse tonede sig frem og min far stod der."Hannah, jeg er ked af det. Og jeg undskylder... For alt." Han løftede mit hoved og jeg kiggede ind i hans mangefarvede øjne."Hannah, du skal leve! Åbn dine øjne og LEV!" Jeg nikkede, og han slap mit hoved. Han og resten af min familie vendte sig om og gik deres ve, snart var de væk og jeg vidste hvad jeg skulle gøre... Så jeg åbnede mine øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...