Forever Young(1D)

Hannah er 17 år og er temmelig ligeglad med alt, siden hendes mor døde er hun blevet misbrugt af sin far, da hun bliver sendt til London til en rig mand der tager sig af hende. Hun får en veninde ved navn Ann-Sofie, eller Ann, der elsker One Direction og en dag får Ann endelig Hannah overtalt til at komme med backstage og tale med drengene, Hannah glæder sig SÅ meget... ikke til det.

16Likes
9Kommentarer
4551Visninger
AA

6. Kapitel 6

Den musik.. Det kunne ikke passe! Dem måtte ikke passe! Jeg ville ikke tillade det! Hvordan kunne de spille den sang? Hvorfor lige den sang? Det kunne ikke være den! Nej, det måtte være en fejl! Men ligeså snart en af dem begyndte at syne vidste jeg at det ikke var et mareridt.

Shut the door, turn the light off... I wanna be with you, I wanna feel your love... I wanna lay beside you, I can not hide things even though I tried...

Tårer begyndte stille at trille ned af mit ansigt og jeg gemte det i hænderne, mens jeg bakkede bagud. Den sang, var den samme sang der havde kostet mig så meget smerte. Sangen jeg forbandt med mørke og smerte. Det jeg forbandt mest med min far. Jeg mumlede noget til Ann:"Jeg smutter lige..." Hun kiggede ikke på mig, hun var for optaget af hendes åh så elskede band. Jeg ville slette deres numre, jeg ville... Hvordan kunne det her ske? Hvorfor ville verden pine mig sådan? Hvad havde jeg gjort den? Hvorfor hadede alle mig? Hadede Ann, Hr. Merryweather, Lara, Elena og Arya mig også? Spillede de bare skuespil, satte facader op for at undgå at såre mig? Det måtte de gøre, ingen kunne lide mig. Det havde jeg fået afvide siden jeg var lille, og så måtte det passe. Jeg vendte mig om og styrtede væk, jeg opfattede ikke Ann eller Hr. Merryweather's råb, jeg ville bare væk. Væk fra det hele, måske var det på tide at jeg skulle møde min søster og bror igen? Uden vores far? Måske, kunne jeg så sige undskyld til dem? Over at de døde, mens jeg levede videre? Det lød som en tiltalende idé...

If we could only have this life, for one more day... if we cut only turn back time...

Det var ved dette vers at det ægte mareridt begyndte, det var her jeg først græd, her min far så mine tårer og begyndte at gøre mit levende helvede til et ægte helvede. Jeg så mig om efter et toilet, hvor jeg kunne være alene. Gennem tårerne var mit syn sløret, men jeg fandt endelig et og smækkede døren efter mig. Jeg låste døren, jeg kunne desværre stadig høre tonerne og sangen, den forfærdelige sang. Jeg vendte mig i det lille rum, fuck! Min klaustrofobi! Jeg bed mig underlæben, prøvede at holde mig under kontrol. Men hver gang jeg kiggede på væggene var det som at de rykkede sig tættere og tættere på mig, jeg satte mig fortvivlet på gulvet og græd. Jeg kiggede ned på gulvet, det løftede sig og jeg kom tættere på loftet. Sådan føltes det i hvertfald, jeg måtte ud! Men derude, derude var tonerne højere og jeg ville kunne høre hele sangen i stedte for små bidder af den. Jeg lukkede øjnene, jeg prøvede virkelig at tænke på andet end rummet og sangen. Tonerne blev højere og jeg satte hænderne for ørerne og sang fortvivlet:"Lalalalala, jeg kan ikke høre! Lalalalala...."

"If we could only have this life, for one more day... If we cut only turn back time...", lød det ud af radioen. Det lød så forfærdelig sørgeligt og jeg kunne mærke tårerne presse på. Hvor latterligt, at græde over en sang! Men den var altså virkelig forfærdelig sørgelig! Så jeg lod dem trille, hvad kunne der ske i det? det var jo bare tårer... Bare tårer... "Hvad sidder du og græder?" Min fars brølende stemme skar igennem det faldefærdige køkken i det faldefærdige lille skur af et hjem. Jeg tørrede dem hurtigt væk og sagde stammende:"N-Ne-Nej... S-Sel-Selvfølg-Selvfølgelig I-Ikk-Ikke..." Han så på mig hans stikkende griseøjne og jeg vidste at der ville ske noget slemt nu. Noget meget slemt, noget der gjorde ondt. "Ha! Ingen undskyldninger, skal du have noget at græde over, vil jeg være den der sørger for det!" Råbte han og så på mig med hadefulde øjne. Jeg gispede efter vejret, da et velrettet spark ramte mine ribben og fik mig til at falde ned af stolen i smerte.. Smerten fortsatte, jeg vidste ikke hvad der skete... Men det gjorde ondt. Da mørket endelig omfavnede mig bød jeg det hjerteligt velkommen, i mørket var der ingen smerter, kun mareridtene og de var ikke ligeså slemme som den konstante smerte.

Jeg græd og rokkede frem og tilbage, måske ville det hjælpe på min klaustrofobi? Jeg vidste det ikke og lagde mig bare ned på gulvet, hvis jeg skulle dø ville jeg gøre det i fred. Her på dette toilet ville jeg dø, det lød tiltalende... Døden. I døden var min mor der, i døden var min søster der, i døden var min bror der, i døden var min familie der, i døden ville jeg have alle dem jeg holdt af hos mig, i døden ville jeg være lykkelig... Rigtig lykkelig. Jeg smilte og lukkede øjnene. Det var som om jeg allerede kunne mærke varmen, at der ingen tyngdekraft var at jeg kunne svæve, jeg kunne allerede se lyset og min families smilende ansigter. Jeg så på dem, min mor, min søster, min bror... Også min far stod der smilende og trak mig ind i et kram, han elskede mig! Jeg så på den lyse port, de stod ved. Porten til himmelen, porten til døden, porten til lykken, porten til freden, den endelige fred. Jeg begyndte at gå sammen med min familie, jeg var klar. Klar til at forlade dette liv og begive mig videre. Videre ind i mit næste liv, det lykkelige liv. Jeg mærkede nogen løfte mig op og jeg så porten, lyset, min familie og varmen forlade mig. Jeg skreg midt i det mørke jeg var forladt i, jeg ville ikke leve! Jeg ville dø! Hvorfor kunne de ikke forstå det? Jeg ville ikke se tilbage på mit liv og kun se smerte! Jeg ville skabe et nyt liv, sammen med min familie! Jeg græd, og sagde til mørket:"Forlad mig, lad mig dog dø..." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...