Forever Young(1D)

Hannah er 17 år og er temmelig ligeglad med alt, siden hendes mor døde er hun blevet misbrugt af sin far, da hun bliver sendt til London til en rig mand der tager sig af hende. Hun får en veninde ved navn Ann-Sofie, eller Ann, der elsker One Direction og en dag får Ann endelig Hannah overtalt til at komme med backstage og tale med drengene, Hannah glæder sig SÅ meget... ikke til det.

16Likes
9Kommentarer
4632Visninger
AA

5. Kapitel 5

Ann hoppede nærmest ind i rummet, men stoppede så da hun begyndte at stamme:"Det... Det er... One DIRE...!" Hun skulle til at begynde at skrige, men jeg satte en hånd for hendes mund og sagde stille:"Du lovede ikke at skrige..." Hun nikkede og jeg fjernede min hånd. Jeg kunne Hr. Merryweathers stemme sige:"Ja, det her er så min adoptivdatter Hannah og hendes veninde Ann-Sofie." Jeg sukkede og så på Ann, der nærmest var ved at dåne. Hvad specielt var der ved de her fem fyre? de var almindelige mennesker, ligesom hende og jeg... Hvorfor var der ingen der forstod det? På den anden side, det var vel i orden at være kendt hvis man havde talent og i følge Ann var det lige præcis det de her drenge havde. Men jeg vidste ikke helt hvor troværdig en kilde hun var. Jeg kiggede på de fem drenge, ham den store krøltop var Harry Styles, så var der den lille krøltop Liam Payne, den sorthåret Zayn og noget mere, samt... Jeg var fuldstændig blank og stødte diskret en albue ind i Ann's side og hviskede:"Hvem er ham med pandehåret og den lyshåret?" Hun sukkede og gik lidt tættere på med vaklende skridt, det måtte være meget stort for hende det her."Drenge, Hannah er langtfra fan, hun kan ikke engang huske jeres bandnavn, vil I ikke præsentere jer?" Jeg sendte hende et stort dræberblik, åh, hvis blikke kunne dræbe ville hun være så død. Men på den anden side, det var hun alligevel for at gøre mig fuldstændig til grin. Drengene grinte, mens en af dem så såret ud, jeg håbede han lavede sjov. Ham med de store krøller rakte håndne frem som jeg tog."Harry Styles..." Jeg smilte og kiggede på Ann ud af øjenkrogen."Dig kan jeg godt huske, Ann snakker hele tiden om dig." Jeg smilte flabet til Ann, nu var det hendes tur til at blive ydmygdet. Hun sendte mig et dræberblik, men trak derefter bare på skuldrene. Harry grinte, og hun rødmede. Den lille krøltop præsenterede sig, Liam Payne, den sorthåret, Zayn Malik, det sjove pandehår, Louis Tomlinson og til sidst den lyshåret, Niall Horan. Jeg indprintede mig navnene i et desperat forsøg på ikke at glemme dem. Harry mumlede noget og smilte så."Og vi er One Direction, hvis du skulle have glemt det." Jeg trak på skuldrene og prøvede at være ligeglad, men det lykkedes vist ikke helt.

Vi snakkede lidt og da de snart, endelig, skulle til at gå spurgte Harry, mens han desværre kiggede på mig:"Må vi få jeres numre?" Ann sagde straks ja og jeg mumlede nej. Men hun grinte bare og stak... Vent, var det min telefon? Hvordan havd ehun fået fat i den? Så huskede jeg at jeg havde ladet den ligge på det midterste sæde i bilen. Ann skulle bare have taget den da jeg kiggede ud af bilruden og jeg ville ikke have set det, før nu. Jeg sendte hende et skulende blik og tog så på skift imod de andre drenges telefoner. Jeg kaldte mig selv for Hannah, hvilket jeg ikke skulle have gjort. Jeg skulle have kaldt mig et eller andet skørt, ligesom dem. Faktisk var den eneste der ikke havde kaldt sig noget, hvor jeg ikke kunne finde ud af hvem det var, Niall. Han havde kaldt sig selv, jeg formodede det var hans kælenavn, for Nialler. Sødt navn egentlig. De andres navne var Daddy Direction, Boo Bear, Misser og Smukskat, jeg blev enig med mig selv m at jeg ville finde ud af hvem det var og sætte deres navne i et parentes. Ann tog glædestrålende imod sin telefon med de fem ny kontakter og spurgte så nysgerrigt:"Hvilke sange skal I synge?" De kiggede på hinanden, som om de ikke vidste det."Jeg formoder... Vi skal vel synge Moments, What Makes You Beautiful, One Thing og I Wish." Kom det tøvende fra Niall der kiggede på de andre for at få bekræftet det."Og Stand up." Tilføjede Harry. Ann nikkede og så ud til at være helt væk, så jeg dunkede hende i siden igen med albuen. Hun kom tilbage igen og ømmede sig, mens det tredje dræberblik blev sendt afsted. Drengene gav os begge to et kram hver og begyndte så at gå ud af døren. Jeg lagde til min store forbløffelse mærke til at Harry krammede mig lidt længere tid end de andre. Da de var gået ud kom Ann hen til mig med store, forventningsfulde og drømmende øjne:"Nååå, hvad synes du?" Jeg trak på skuldrene, drengene havde virket dejligt nede på jorden, men jeg ville ikke dømme dem endnu. Jeg havde ikke hørt deres musik. Vi begyndte at gå ned af gangene og jeg kunne høre en masse skrigen og skrålen, præsentation af drengene, endnu mere skrigen og skrålen og så begyndte musikken. Jeg stivnede og blev helt hvid i ansigtet... Den musik...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...