Forever Young(1D)

Hannah er 17 år og er temmelig ligeglad med alt, siden hendes mor døde er hun blevet misbrugt af sin far, da hun bliver sendt til London til en rig mand der tager sig af hende. Hun får en veninde ved navn Ann-Sofie, eller Ann, der elsker One Direction og en dag får Ann endelig Hannah overtalt til at komme med backstage og tale med drengene, Hannah glæder sig SÅ meget... ikke til det.

16Likes
9Kommentarer
4566Visninger
AA

4. Kapitel 4

Hele vejen ind kørte vi virkelig, virkelig langsomt og da vi endelig stoppede, kunne jeg endelig ånde ud. Der var ingen papparazier eller fans, her var der dejligt fredeligt. Der var ingen udover mennesker som Hr. Merryweather, altså dem der arbejdede bag scenen og andre af den slags. Jeg kendte ingen, men de smilte alle og hilste. Der var en dejlig atmosfære og frem for alt ro, fra skrigende piger."Ann...?" Hun mumlede noget der lød som et 'ja'."Bliver One... Di... Bliver det her band ikke træt af fans elelr papparazier på et tidspunkt?" Hun så fornærmet på mig, sikkert pågrund af jeg ikke kunne huske bandets navn, men trak så på skuldrene og sagde tøvende:"Jo... Det gør de jo nok... Men helt ærligt, så er det jo en del af jobbet. Hvis de ikke kan klare, skulle de trække sig tilbage." Jeg imponeret på hende, sådan havde hun aldrig talt om dét band før. Hun gispede, da det gik op for hende hvad hun havde sagt og forklarede hæsblæsende:"Ikke at de skal gøre, det ville være forfærdeligt. Jeg mente det ikke, virkelig ikke! Det mener jeg!" Hun prøvede at få mig til at indse det, men jeg havde alt for travlt med at grine. Jeg stoppede op for at grine færdig og så mig omkring. Vi var kommet tættere på den kæmpemæssige bygning og skrigene begyndte at kunne høres. Skønt, skrig og skrål.. Lige hvad jeg havde brug for."Nå, jeg skal lige snakke med John, I venter her ikke? Så præsenterer jeg jer for One Direction bagefter." Ah, One Direction... det var dét de hed! Det glemte jeg sikkert meget, meget snart. Det vidste jeg. Ann hoppede op og ned, jeg var ved at være bange for hendes forstand. Hun opførte sig altså som en sindssyg, men på den anden side.... Jeg ville nok også være sådan hvis jeg skulle møde mine idoler, hvis jeg da havde haft nogen. Hun begyndte at hyperventilere da døren bag Hr. Merryweather lukkede sig. Rummet døren førte ind til, var sikkert der John eller hvad han nu hed havde kontor eller holdt til.

"Nå, fortæl mig lige..." Jeg så over på Ann, der efter lidt tid rettede opmærksomheden mod mig. Hun så spørgende på mig og opfodrede med blikket til at jeg skulle fortsætte."Det der band, det har nogen medlemmer." Hun så på mig som om jeg var idiot, og jeg gav hende ret i at det var virkelig dårligt startet."Hvad hedder de?" Nu så hun først for alvor på mig, som var jeg idiot. Men, når jeg ikke engang kunne deres bandnavn kunne hun vel ikke forvente at jeg kendte medlemmernes navne? Åbenbart, for hun begyndte at himle noget om at jeg da heller ikke fulgte med tiden, at jeg skulle bruge min tid på Youtube og at jeg skulle læse nogle flere ungdomsblade. Jeg rakte tunge af hende og opfordrede hende til at fortælle mig deres navne, men hun hørte det ikke. Hun blev ved med at snakke om hvor irriterende jeg da også var, hvorfor var jeg taget med når jeg ikke kendte deres navne, og så til sidst hvor hun gentog det hun startede med: FØLG MED I TIDEN! Jeg smilte bare og satte mig ned på en bænk og lænte mig tilbage. Hun satte sig ved siden af mig og jeg kunne se at hun skulle til at fortælle mig det jeg ville vide."Jo, ser du... Der er en med store krøller, hans navn er Harry Styles." Jeg kiggede på hende og kom pludselig i tanke om at det navn havde jeg hørt før."Er det ikke ham du hele tiden skriger over, ham du vil giftes med?" Hun rødmede og rystede på hovedet mens hun fortsatte. Det endte med at jeg havde fået så meget information ud af hende: Ham med de små krøller var Liam Tom... Payne, den store krøltop Harry Styles, ham med det sjove pandehår Louis Tomlinson, det sorte hår Zayn Og-Et-Efternavn-Jeg-Ikke-Kunne-Huske, den lyshårede var Niall Horan. Og at jeg kunne huske deres navne, syntes jeg var pænt godt gået af mig og ovenikøbet også deres frisure. Jeg styrede da bare til det her! Hr. Merryweather kom tilbage og smilende fik han os op at stå. Vi gik ned af en masse gange for at ende foran en stor hvid dør, med sorte slyngbogstaver stod der påskrevet: One Direction. Han fik os til at vente udenfor, Ann hoppede op og ned og jeg fandt mig et sted at sidde. Vi sad der i et par minutter, hvor jeg brugte tiden på at fortælle Ann hvor meget jeg ikke havde lyst til at møde dem. Hun ignorerede mig. Og endelig kom Hr. Merryweather ud og sagde:"I må gerne gå ind nu..." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...